Endnu engang dømte en hård skæbne Brøndby ude, og klubben endte med at tabe sin kun anden kamp til Sønderjyske. Sæsonstarten begynder at opfylde profetierne fra før sæsonstart, nemlig at Brøndby kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning. Klubben ligger således nummer 10, og kan, efter aftenens kamp mellem Esbjerg og Randers, ende under stregen. Men hvis man kalder Brøndby en potentiel nedrykker, så må man også være ærlig at sige, at det samme er alle de resterende hold i ligaen, på nær FC Nordsjælland, FCK, FC Midtjylland og OB. Alle Brøndbys fem kampe indtil videre, har været kampe som let kunne være tippet til både den ene og den anden side.
Det mest lovende fodbold har klubben spillet i de første tyve minutter mod Silkeborg, hvor de virkelig udviste stor spilleglæde og pressede Silkeborg helt i bund. En kort overgang blev alle mindet om, hvorfor de begyndte at følge klubben i sin tid. Som minutterne skred frem begyndte man endda at drømme om storsejre og afgørende forvandlinger af holdet - men nej. Kort efter genopstod den sædvanlige bævrende defensive nervøsitet, og holdet overlod alt initiativet til Silkeborg, og forærede dem endda adskillige store chancer. Resten af kampen blev en meget tæt duel, som lige så vel kunne være endt i en Silkeborg-sejr eller uafgjort. Kampene mod OB, AGF og Sønderjyske var dog temmelig lede ved Brøndby. Ikke at klubben spillede fantastisk fodbold eller nødvendigvis havde fortjent maksimumpoint for anstrengelserne, men set over en bred kam havde holdet vel fortjent minimum fem point yderligere.
Men held og uheld har ikke været de eneste faktorer. En væsentlig faktor er simpelthen også, som mange før mig har sagt, at defensiven simpelthen er for svag. Det blev tydeligst udstillet i Silkeborg-kampen. Men også i går kunne man mærke, at holdet ikke stoler nok på deres defensive fundament, og at de kendte 'automatismer' ikke er helt på plads, tydeligst udstillet da unge Daniel Noruozi spillede en fuldkommen tåbelig bold tilbage til Tørnæs, i en ellers upresset situation, få minutter før afslutningen. Det er formentlig en fejl han ikke begår igen. I virkeligheden synes jeg dog det gik bedre defensivt mod Sønderjyske uden holdets kaptajn, Clarence Goodson. Han har slet ikke indfriet de forventninger man havde til ham, udover i hovedspillet ved standartsituationer, hvor han fejlagtigt har fået annulleret flere mål siden sin ankomst.
Mange vil kalde holdet for urutineret, men i virkeligheden skyldes det vel også at mange af de unge spillere af egen avl ikke ser ud til at lære nok af den store kamperfaring, som klubben har givet dem. For hvis man kigger på tallene på Brøndbys hjemmeside, så har Anders Randrup fx spillet 142 1.holdskampe, Daniel Stenderup har spillet 65, Michael Tørnæs 55, Jens Stryger Larsen 75, og netop solgte Nicolaj Agger nåede 60 1. holdskampe. Derudover har Simon Makienok spillet 19 kampe for Brøndby, samt 59 divisionskampe for HB Køge. Det er vel at stramme den at sige, at disse spillere er direkte urutinerede? Snarere er de bare endnu ikke i stand til at indfri det potentiale, som de alle i perioder har vist. Om det skyldes spillernes eller trænernes manglende kvalitet er så spørgsmålet. Når det er sagt, så har holdet stadig spillere, som er meget urutinerede, og som alle ser ud til at skulle bære et temmelig stort læs i denne sæson, nemlig: Daniel Norouzi (17 kampe), Dario Dumic (16 kampe), Frank Semou (15 kampe) og Mathias Gerth (29 kampe) samt ikke mindst Oke Akpoveta, som endnu kun har fået 5 lovende indhop. Herudover er der i truppen en lang række unge spillere, som er helt, eller næsten helt, uden erfaring fra klubbens bedste hold.
Eftersom klubben ingen penge har, er man nødt til at hænge sin hat på alle disse talenter. Det kan dog være svært at sige, om de nuværende talenter er i stand til at rykke sig det afgørende stykke opad, men i hvert fald kan det være svært at se fx Mathias Gerth rykke sig med den attitude han viste i går, da han blev sendt på banen. Måske var det mit tv-signal der manglede kvalitetet, men i hvert fald var det umuligt for mig at spotte nogen ild eller vilje i øjnene på ham, da han stod og skulle på banen. Og for at tage det afgørende skridt op så vil store fodboldmæssige færdigheder aldrig være nok - viljen er nødt til at være ekstrem stærk for at kunne gøre en forskel. I slutningen af sidste sæson kunne man endda fornemme hos Gerth, at han virkede lidt utilfreds med spilletiden og at han antydede at han måske ville søge væk, hvis ikke det blev bedre. Jeg ville gerne lægge hovedet på blokken og love den unge mand, at hvis han lagde alle sine kræfter i alle sine indhop, så ville han formentlig meget hurtigt blive fast mand hos Brøndby. Viljen kan man derimod fornemme hos Oke, som man stadig godt kan tillade sig at have forventninger til i denne sæson, selvom han også stadig er ung.
Ud fra de første fem kampe kan man vel godt konkludere, at denne sæson bliver en mellemsæson. Men det er stadig en meget vigtig mellemsæson. For det er afgørende, at klubben ikke rykker ud, og at de unge spillere udvikler selvtillid og større rutine på trods af, at de måske kommer til at spille en nervepirrende kamp om nedrykningen.
De mest spændende ting om Brøndby sker jo i virkeligheden udenfor banen, hvor der er sket adskillige store ting denne sommer. Vi har dog ikke fået skrevet om noget af det her på BIF på BLOGGEN grundet flytninger og ferieafholdelse. Men Per Bjerregaard er som bekendt trådt tilbage fra formandsstolen, hvilket mange fans har ønsket i adskillige år, og klubben har efterfølgende åbnet op for at fansene kan få 1-2 pladser i bestyrelsen, mod at kaste 21 millioner i klubben. Det lod dog ikke til, at fansene ønskede at fejre den nye kurs i klubben, idet der kun var 7667 på stadion, men alligevel var fansenes sang dog et af de mest opløftende momenter i gårsdagens kamp. Sidst, men ikke mindst, så er feriepengesagen stadig ikke afgjort, og Kasi-Jesper er gået på røven, hvorfor Brøndby nok må vinke farvel til det kæmpe millionbeløb, som han ville kompensere dem for til næste sommer, som følge af sin tidlige udtræden af sin sponsoraftale med klubben. Alt dette er nok nogle af grundene til, at klubben endnu ikke har hentet en eneste forstærkning, selvom man åbenlyst kunne trænge til lidt kvalitet og erfaring på banen. Klubben er trængt på alle fronter, og det er i sidste øjeblik at de nye vinde er begyndt at blæse over den synkende skude.