Hvordan ser fremtidens superliga-struktur ud?

Løbende ændringer af strukturerne i fodboldens verden har vist sig at være nødvendige, for at optimere kvaliteten af selve fodboldspillet på banen. Derfor er debatten om Superligaens fremtidige struktur også vigtig, hvis Danmark og Brøndby skal kunne udbygge deres niveau i fremtiden. En længere analyse af - og forslag til - fremtidens Superliga-struktur følger her:


I Tipsbladet argumenterede Troels Bager for nylig for en indførelse af en 10-holds Superliga, idet han mente, at en 16-holdsliga ville udvande økonomien i Superligaen. Han brugte som eksempel, at Danmark havde meget færre indbyggere pr. hold i den bedste række, end stort set alle andre lande i top 20 i Europa.

Men det kan man efter min mening ikke rigtig bruge som argument, når vi lever i så lille et land som det danske. For hvis vi fører denne logik helt ud i sin ekstreme form, og sammenligner os med fx Bundesligaen, så skulle der i Superligaen kun være ét hold i den bedste, danske liga. Skal vi sige Brøndby?

Nej, spøg til side, som man siger... I en 10-holdsliga, hvor klubberne møder hinanden fire gange pr. sæson, bliver tilskuer- og sponsortilstrømningen ikke nødvendigvis øget. En reducering fra 12 til 10 hold kan måske på kort sigt være en god løsning for storklubberne, idet de så kommer til at tjene mere på Tv-pengene, hvilket da også er den primære grund til, at ligaen ikke udvides. Men der er andre måder at give storklubberne flere penge på, hvilket jeg kommer ind på senere i dette indlæg.

Min primære anke mod en 10-holdsliga er, at en liga med alt for få hold, der møder hinanden fire gange per sæson, kan fjerne en stor del af spændingen. Hvem husker ikke årene hvor Brøndby og FCK mødte hinanden 7 gange på en sæson (tre i ligaen, to i pokalen og to i Royal League)? Det var nok ikke ligefrem noget, der fik kasseapparaterne til at rulle - tværtimod. Tilskuerene blev mætte med så mange arvefjendeopgør på så kort tid.

Desuden tror jeg på, at noget af det, der får flere folk på stadion, ville være en liga, hvor flere hold spillede opportunistisk og seværdig fodbold. Som fx FC Nordsjælland og såmænd også de to kommende nedrykkere, Lyngby og HB Køge på gode dage. Men det kræver formentlig en liga, hvor der ikke er så mange, der åbenlyst er bange for at rykke ned, og derfor spiller krampagtigt, defensivt, og hellere vil redde en kedelig uafgjort hjem, end at gå efter alle tre point. Anken mod den nuværende 12-holdsliga er således, som flere har påpeget, at vi med to nedrykkere har Europas højeste nedrykningschance på 16,6 %.

16 hold - siger bundholdene
Både HB Køges sporschef Per Rud, og Sønderjydskes ditto, Ole Nielsen, har i denne uge været ude og kritisere, at ligaen kun indeholder 12 hold, idet bundholdende åbenlyst har kvalitet til at være med. Som ligaen ser ud for tiden, så er det svært at se bort fra deres kritik. Brøndby mødte for nylig prugelknapen HB Køge - og Brøndby fik desværre reelt en mindre fodboldlektion i egen hule. HB Køge burde have vundet kampen. Det samme gjorde sig fx gældende da HB Køge spillede hjemme mod AAB. Der fik AAB heldigt 1-1, selvom Køge var det bedste hold i kampen.

Sønderjydske har netop vundet tre kampe i træk mod nogle af de hold, som ligger og kæmper om europæiske pladser, og i deres udebanekamp mod AGF var de reelt overlegne mod et utroligt skidt AGF-hold. Sidste vandt de 4-0 over deres direkte nedrykningsduellant, Lyngby.

En anden ting der viser, at Superligaen er forholdsvis jævnbyrdig er resultaterne. Man finder kun meget sjældent eksempler på hold, der bliver nedsablet, som fx i Holland, hvor tophold weekend efter weekend vinder 6-0 og 7-1. Selv i sidste sæson, hvor FC København peakede som et af ligaens bedste hold nogensinde (på nær BIF-holdet omkring 1990), hvor de fleste var enige om, at de var fuldstændig overlegne, så lød deres eneste storsejre altså på 5-0, 5-2 og 4-0. Langt hovedparten af deres kampe var reelt fuldstændigt jævnbyrdige rent ciffermæssigt.

Superligaen er utrolig jævnbyrdig i år. Alle hold slår alle på kryds og tværs. Næsten alle er ustabile i præstationerne. Ikke engang FCK har over en længere periode spillet overbevisende. De har bare primært haft en Dame N'Doye til forskel. De to spillemæssigt bedste og stabile hold må vel være AC Horsens og FC Nordsjælland. To hold, der ikke har været fast bestanddel af toppen tidligere.

Når superligaen er så jævnbyrdig er det selvfølgelig også et udtryk for, at de bedste hold er blevet dårligere end bare for én sæson siden, heriblandt FCK, OB og BIF, men også FCM og AAB. Samtidig er FCN og AC Horsens altså styrkede, så de overraskende nok ligger og kæmper om den Champions League-givende 2. plads i skrivende stund. En plads de fleste Brøndby-fans inden sæsonen nok havde håbet at se deres hold gå efter.

En af grundene til, at kampene i perioder bliver så usikre og holdene så ustabile er nok også den førnævnte store risiko for at rykke ud, på trods af, at holdene har fortjent mere. AGF rykkede ud så sent som for to år siden, med et historisk højt antal point, og de havde endda startet den første halvsæson ud med et brag, og lå i begyndelsen af året og snakkede om guldmedaljer med vanlig århusiansk charmeoptimistisk offensiv.

Et af de store problemer er som nævnt måske også denne uhyre store nedrykningsrisiko, vi har i Superligaen, sammenlignet med andre lande. Derudover giver de tolv hold et skævt antal kampe ude og hjemme mod de enkelte hold, hvilket især har været meget udskældt. Modsvaret er altså at lave enten 10 hold der møder hinanden 4 gange per sæson (samt mulighed for også at møde hinanden fx to gange i semifinalen i pokalturneringen), eller at lave 16 hold. 14 hold er de fleste enige om vil være for lidt, idet det kun vil give en turnering på 26 kampe årligt, hvilket så skulle kombineres med slutspil. Og mystiske slutspil synes de fleste vist er en dårlig idé, idet det gør ligaens struktur mere uigennemskuelig for alle dem, der ikke følger ligaen så tæt. Desuden havde man dårlige erfaringer med slutspil sidst man kørte med det i 90-erne i Danmark. Men ikke desto mindre køres der med slutspil i fx Belgien, og et Europa-League-slutspil i Holland.

Is i maven - fastholdelse er bedre end evige rokeringer
Men hvis der er én ting, man er nødt til at have, når man ikke ved hvad man skal gøre, så er det is i maven. Det har DBU haft ved at fastholde de 12 hold i ligaen nu igennem mange år. Man kan ikke konstant lave om på tingene. Det svækker ligaens brand. Det gør alle forvirrede og irriterede, og skaber dårligere resultater for alle. De grundlæggende strukturer bør ikke ændre sig hele tiden. Så på den måde er det bedre at holde fast og styrke det bestående, selvom det ikke er perfekt, end det er at lave om, når man ikke har noget gennemtænkt eller bedre alternativ på hånden. Ligesom det også blev nævnt, at det er essentielt at beholde kontinuitet på fx en cheftrænerpost i Brøndby, som nævnt i vores indlæg her.

DBU har faktisk inden for de seneste år besluttet og indført en række tiltag, som inden for de kommende år vil styrke ligaen betragteligt. For nogle år tilbage sagde daværende 1. divisions-træner, Henrik 'Store' Larsen, at Superligaens største problem var, at 1. division var for dårlig, så oprykkerholdene ikke var gode nok, når de kom op i Superligaen, og at de dermed ikke ydede kvalificeret nok modstand, og derfor udvandede ligaens niveau. Det lader til at være en kritik, DBU har lyttet til.

DBU's tiltag for at styrke ligaen 
Et af de tiltag, som DBU har indført, og som er med til at styrke 1. division (Nu: Betsafe-ligaen!) er, at man har valgt at barbere ligaen ned fra 16 til 12 hold over en tre-årig periode. Denne virkning ser vi først den fulde effekt af efter næste sæson, i det det først er efter sommerferien at den nye 1.-divison (Betsafe-liga, undskyld) med kun 12 hold springer ud. Så til sommeren 2013 kommer det første kuld hold op fra den nye, stærkere matchede 1. division.

Derudover har man fra DBU's side indført reserveholdsligaen, så de bedste Superligareserver (og -talenter) får kamptræning mod spillere fra tilsvarende niveau fra andre Superligahold, i stedet for, som før i tiden, at de skulle løbe rundt i Danmarksserien, og senere hen i 2. division, hvor de slet ikke mødte kvalificeret nok modstand. Nu kan en reservekamp mellem Brøndby og FCK foregå på et højt niveau, idet stort set alle spillere på banen ville kunne gøre sig gældende i startformationen i lavere rangerende Superliga-klubber.

De sidste ting er, at DBU fra starten af denne sæson fastsatte et krav om minimum 3.000 siddepladser på Superliga-stadions, samt 1500 på 1. divisions-stations. Et krav, som fx førte til en mandfolkeindsats i Sønderjydske, hvor en lang række frivillige hjalp til med at montere 1500 blå stolesæder på den grå ståtribune. Det kan man da kalde klubånd! Små skridt, men dog en udvikling.

Og fra starten af næste sæson strammes kravene endnu et hak, i og med, at samtlige Superliga-klubber skal have varme i banen, og således ikke må spille på dispensation som fx FC Nordsjælland og samtlige oprykkerklubber har gjort det de seneste mange år. Samtidig har man så tilladt kunstgræs, hvilket stadig er kontroversielt i Danmark, fordi Nordsjælland er de første, der har meldt ud, at de vil anlægge en sådan plastikplæne, mens det er almindeligt forekommende i flere ligaer rundt omkring i Europa, som fx Schweitz, Holland, Norge og Sverige.

Et bud på, hvad man kan gøre fremadrettet
Et bud, hvis man skulle styrke den eksisterende 12-holdslige kunne være, at man optimerede topholdenes muligheder for at klare sig bedre i Europa. Det kunne man gøre ved, i de år hvor danske hold overvintrer i Europa-turneringerne, at lægge to runder tidligere end planlagt, så holdene får reel kamptræning inden de skal møde storholdene. Det burde godt kunne lade sig gøre, i og med at fx FC København har overdækning af deres arena, og samtlige andre hold har varme i banen, og at ikke mindst FC Nordsjælland har plastikgræs. Det ville gøre livet lettere for de danske hold og øge muligheden for at få danske hold til at komme længere i de europæiske turneringer. Man hørte jo fx Ståle Solbakken udtale efter 8.delsfinalen i Champions League mod Chelsea, at han mente de ville kunne have klaret det langt bedre, hvis de havde spillet inden vinterpausen.


En ting som jeg synes man overser virkningen af, det er, at det i lande som fx Belgien kun tilladt at drive kontraktfodbold i landets to øverste rækker (som hver indeholder 16 hold). I Danmark er det modsvarende tilladt at drive kontraktfodbold i landets tre øverste rækker, hvilket vil sige Superligaen, 1. Division samt 2. Division Øst og - Vest. Det giver et tilladt maksimum på tilladte kontrakthold på i alt 56 hold mod Belgiens tilladte 32 kontrakthold.

Der skal vel ikke nogen særlig regnskabskyndig person til at indse, at dette også er med til at ødelægge Dansk fodbolds chancer i forhold til sammenlignelige lande - i hvert fald på den lange bane. Ikke alene er vi under halvt så mange indbyggere som fx Holland og Belgien, som vi drømmer om at kunne sammenligne os med - men når man samtidig på et mindre befolket område tillader 24 flere klubber at drive kontraktfodbold i forhold til vores sammenlignelige naboer, så burde det sige sig selv, at vi har et problem. For disse lavere rangerende klubber vil suge en hel del økonomi ud af landets elitefodboldhold, som burde befinde sig i de to øverste rækker. På den måde kunne det være en idé at skære fra bunden af toppen (de to 2.divisioner), i stedet for at indsnævre i Superligaen.

Som det ser ud lige nu, må amatørklubber gerne honorere deres spillere med op til 3.000 kroner om måneden, men i de to 2. divisioner mener man altså at man skal have mulighed for at betale rigtig løn til spillere, som spiller på et niveau, der er så lavt, at DBU mener, at Superligaens reservespillere ikke engang kan blive matchet ordentligt på dette niveau!

Jeg mener at den rette løsning på ligaens problemer på sigt vil være enten at fastholde og styrke den nuværende 12-holdsmodel, eller at lave tre divisioner med hver 16 hold, hvoraf det fx er tilladt for de to øverste ligaer at drive kontraktfodbold. Sådan som man ser det i fx Belgien. Det giver vel heller ingen mening, at der skal være to 2. divisioner. Hvis 2. division skal være stærk nok til at rekruttere gode hold til fremtidens 1. division, så skal 2. division gøres stærkere også, og det gøres den ved at skære halvdelen af holdene væk. Og så evt. give tilskud til de hold, der har den største rejseaktivitet. Danmark er trods alt et forholdsvist lille land  at rejse rundt i.

På denne måde vil man centrere landets fodboldøkonomi mere omkring de 32 bedste og største klubber og byer, og man vil samtidig have gjort livet lidt mere sikkert for landets Superligaklubber, som ikke vil behøve at frygte Europas højeste nedrykningsrisiko, hvis man stadig beholder to nedrykkere i en liga med 16 hold.

På denne måde vil man have taget fra bunden af og skåret væk. Det tror jeg er det bedste at gøre, hvis man ønsker at tilgodese en fremtidig spændende liga, hvor der kommer lidt mere fornyelse i holdene, så de ikke skal møde hinanden helt så ofte som tilfældet er for tiden. Men endnu vigtigere, så bliver det muligt at have regulære midterhold i Superligaen, hvilket formentlig vil øge deres motivation for at spille mere spændende, offensiv fodbold, og mindre forkrampet nedrykningsfodbold.

Sidste argument for en udvidelse: De mange stadions
Efterhånden begynder det også at nærme sig den tid, hvor landets fodboldklubber efterhånden har fået skrabet en god del fine stadions til sig, som passer til professionel fodbold. I skrivende stund er der moderne og tidssvarende stadions på Superliganiveau i følgende 13 klubber, som alle (pånær AB) ville ligge i Superligaen såfremt ligaen blev udbygget til 16 hold:

Superligaen:
Brøndby, FCK, OB, AAB, FC Nordsjælland, AC Horsens, FC Midtjylland, AGF

1. division:
Vejle Boldklub/Kolding, Viborg FF, AB, Randers FC, Esbjerg Boldklub

Hertil følger en lang række mere eller mindre nybyggede stadions rundt omkring i divisionerne, som opfylder kravene til deres respektive divisioner, samt en række stadionprojekter, som må formodes at blive ført ud i livet i fremtiden. Af disse er Lyngby Boldklubs planer de eneste endeligt vedtagne. Inden finanskrisen var Silkeborg dog også langt fremme i planlægningen af et nyt, moderne stadion, men lige nu er deres største håb dog Lars 'Dyne'-Larsen, som på trods af sin status som en af landets absolut rigeste mænd ikke vil spytte penge i, med mindre hele byen står sammen om det. Meget smart for at akummulere fællesskabsfølelsen, men også temmelig nærigt, kan man sige. Både HB Køge, Silkeborg, Sønderjydske og Lyngby har på nuværende tidspunkt meget gamle, utidssvarende og nedslidte stadions, som dog opfylder kravene til Superligaen, hvilket også FC Vestsjællands stadion gør, med deres indbyggede varme i banen.

Jeg tror, at når krisen for alvor er vendt, så vil de sidste klubber også få lavet bedre stadions, og dermed vil ligaen have 16 fuldt tidssvarende stadions til en fremtidig superliga, hvor man møder hinanden én gang hjemme og én gang ude. Det vil efter min mening være vejen frem. Det er også det, Morten Olsen har rådet DBU til at gøre adskillige gange. Men på den anden side så har Danmark fået et kæmpe forspring til vores nabolande Sverige og Norge, der begge har 16 hold i ligaen - og det er formentlig en af de væsentlige grunde til, at man holder fast i 12-holdsligaen trods dens åbenlyse svagheder, og i stedet forsøger at optimere den løbende. Og så selvfølgelig det med, at de største klubber helst ikke vil dele de mange TV-penge med fire nye Superligahold. Men måske det vil ændre sig efterhånden som selv store og magtfulde klubber som OB, Brøndby og AAB har måttet erkende, at nedrykning også kan komme på tale for dem selv, hvis de har en enkelt dårlig sæson. Hvis OB skulle rykke ned i år, så kan det være det hele ændrer sig lynhurtigt, i kraft af, at OB's direktør, Thomas Christensen, er formand i Divisionsforeningen...

Det skal blive spændende at se, hvad DBU har tænkt sig at gøre. Jeg tror umiddelbart på, at de holder fast og forsøger at blive ved med at optimere så godt de kan. I erkendelse af, at det trods alt er gået radikalt fremad for ligaen igennem de år, man har haft en 12-holdsturnering: Både den Europæiske status, tilskuertallene, sponsoraterne og TV-pengene er øget igennem årene, med en mindre nedgang de sidste par år. Man arbejder formentlig ud fra devisen: Man skal ikke lave om på en vinderliga, hvilket den trods alt må siges at have udviklet sig til, med sidste års historiske placering som den 12.-bedste liga i Europa!

Fejl og manglende skarphed kostede i Horsens

Casa Arena Horsens - foto: Helene Høyer Mikkelsen

Efter påskens pinlige indsats mod HB Køge, som var en kamp, Brøndby reelt burde have tabt, var det tid til at komme op på hesten igen mod et af sæsonens tophold, AC Horsens. Det endte dog med et 2-0 nederlag på en dag, hvor Brøndby havde flest store chancer, men hvor afgørelsen skyldtes manglende skarphed og forsvarsfejl fra Brøndbys side.

Allerede i kampens første sekunder lignede Brøndby et hold, der ville revanchere den dårlige indsats mod HB Køge, idet Brøndby styrtede mod målet i et slags overraskelsesangreb, som resulterede i et indkast helt oppe ved hjørneflaget. En god og energisk start for Brøndby.

Hele 1. halvleg var det tydeligt at se, at AC Horsens - ligesom HB Køge - havde tænkt over, at de skulle stresse målmand Michael Tørnæs og det talentfulde - men også urutinerede- forsvar, som må være Brøndbys svageste led for tiden.

Afgørende fejl af Tørnæs
Det høje pres gav allerede pote efter knap en halv times spil, hvor en gigantisk forsvarsfejl af Michael Tørnæs og Mike Jensen gjorde, at Martin Spellmann let kunne bringe AC Horsens i front. Tørnæs havde opsnappet bolden i eget felt, og ville sætte den hurtigt i gang. Men i stedet for at sparke bolden langt, eller ud i siderne til Dario Dumic eller Daniel Stenderup, så valgte han at kaste en hoppende bold ud i fødderne på en Mike Jensen, som havde to mand inden for en radius af 5 meter omkring sig.

Selvfølgelig var Mike Jensens tæmning heller ikke noget at skrive hjem om, men det var reelt Tørnæs, der burde have sendt en flad bold af sted, hvilket ville have været problemfrit for Mike Jensen at tæmme og spille hurtigt videre. Michael Tørnæs indrømmede dog også efterfølgende fejlen til Tipsbladet.dk: - Jeg kaster en skidt bold ud til Mike (Jensen, red.), og så scorer de. Det er desværre, hvad der sker, når vi gerne vil spille risikabelt ved at bygge op nedefra langs jorden. Det er lærepenge.

Ja, lærepenge som måske skulle have været betalt på træningsbanen? Tørnæs skal uden tvivl blive bedre i fødderne og lære at have lidt mere is i maven. Det virker som om han på dette punkt har været lidt i uheldig mesterlære under Stephan Andersen, som også ofte gik i panik og manglede en fornemmelse for, hvornår man skulle spille langt og kort, og hvornår man skulle afvente eller trække tiden. Ofte gjorde han det modsatte af hvad han skulle. Men på samme måde som Stephan Andersen også havde fantastiske redninger, så redede Michael Tørnæs også Brøndby i en situation, hvor han med en super refleks med det yderste af fingerspidserne holdt Brøndby inde i kampen på Ken Fagerbergs nærgående forsøg.

Det andet mål skyldtes en hurtig omstilling fra AC Horsens side, hvor den ikke så høje venstreback, Daniel Norouzi, tabte en hovedstødsduel, hvorefter Dario Dumic koksede offside-fælden på AC Horsens fremspilning. Sidst, men ikke mindst, undervurderede den dygtige offensivspiller, Daniel Norouzi, situationens alvor, og fik ikke løbet hurtigt nok retur, hvilket endnu en gammel Brøndby-dreng, Johan Absalonson, udnyttede til at score til slutresultatet 2-0. Sjovt nok var det også udelukkende gamle Brøndby-spillere, der indkasserede AC Horsens gule kort, nemlig Morten 'Molle' Rasmussen, Johan Absalonsen og Martin Retov.

Den manglende skarphed 
På den positive side skal nævnes, at Brøndby havde flere gode forsøg, som burde have resulteret i mindst et mål. Daniel Stenderup spillede i 1. halvleg en glimrende tværpasning over halvtreds meter til Dennis Rommedahl, som fikst driblede forbi Anders Nøhr og dermed endte alene med målmanden skråt foran mål. Desværre blev Dennis Rommedahls forsøg læst af den glimrende 19-årige AC Horsens-keeper Frederik Rønnow, som allerede efter sine fire første kampe som førstemålmand har tangeret Søren Jochumsens cleen sheet-rekord på 4 kampe i træk. Spilningen fra Stenderup var ellers noget af det, som man virkelig har savnet i Dennis Rommedahls første sæson i Brøndby - at holdet bringer hans hurtighed mere i spil, idet Brøndby her har et af sine få våben af internationalt format.

Udover denne chance havde Simon Makinok og Nicolai Agger også flere gode forsøg, hvoraf et par stykker skal nævnes. Simon Makienok havde i første halvleg et hovedstød på stolpen efter Michael Krohn-Dehlis glimrende indlæg. En chance, der ofte vil resultere i mål. Desuden havde Simon Makienok endnu et nærgående hovedstødsforsøg inde i det lille felt, men desværre havde han ikke fart nok på sit hovedstød, hvilket gjorde det let for Frederik Rønnow at pille den ned. Hovedstødsstyrken er generelt en af de ting, der har skuffet hos Simon Makienok, for han kommer jo til chancerne i kraft af sin fysik. Simon Makienoks bedste aktion var måske en chance han stort set selv skabte - han fik endnu engang et indlæg fra Michael Krohn-Dehli, tog den ned med brystet og holdt den fysisk stærke stopper Nabil Aslam væk med kroppen, fik vendt fint rundt og afsluttet mod mål. Desværre en alt for svag afslutning, der røg flere meter forbi mål. Chancerne viser at Simon Makienok har et stort potentiale, men også at hans afslutninger skal op på et meget højere niveau, førend det kan blive forløst. Spørgsmålet er så, om det er noget assistenttræner og tidligere Brøndby-topscorer, Bent Christensen, kan lære ham?

Senere i kampen havde Nicolai Agger en stor chance helt foran mål, men desværre sad fremspilningen i en mellemhøjde, der gjorde, at han ikke fik ordentligt ram på bolden. I første halvleg havde han desuden en chance, hvor han knoklede sig igennem forsvaret, hvilket endte med en afslutning fra Mikkel Thygesen, som desværre også røg langt forbi.

Kan den Europa League-givende 5.-plads nås endnu?
Viljen var til stede, men viljen blev dog alligevel overstrålet af en tidligere Brøndby-spiller Martin Spellmann, som i den grad var opsat på at vise, at Brøndby gjorde uret i at afsætte ham for nogle år tilbage, efter han havde spillet 59 førsteholdskampe som ung spiller på Brøndbys førstehold. Alt i alt var det en kamp, som viste, at Brøndby trods alt ikke dykkede mentalt eller spillemæssigt efter den hæslige indsats mod HB Køge og nederlaget til FCK. Men stadig skal holdet op på et meget højere niveau, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå den 5.plads, som i denne sæson formentlig giver adgang til Europa League, med mindre Sønderjydske eller HB Køge da vinder i semifinalerne i landspokalturneringen. Inden aftenens kamp mod AGF og AAB er der stadig kun tre point op til 5.-pladsen, så det burde ikke være en umulig mission, især med tanke på, at alle de andre midterhold er lige så ustabile som Brøndby, og at Brøndby desuden skal møde de fleste af holdene i de sidste kampe i sæsonen. Så må vi håbe, at der kommer lidt mere struktur over Brøndbys spil efter sommerferien, hvilket træner Auri Skarbalius i hvert fald har lovet overfor medierne.

Talenternes rolle i fremtidens Brøndby IF

Det kan vist ikke have forbigået nogens opmærksomhed at økonomien i Brøndby ikke er i top. Det seneste årsregnskab viste et minus på 35 millioner kroner og klubben har stadig en gæld på 124 millioner kroner. Derfor har direktør Jan Lokhart også været ude og sige at der skal skæres endnu mere i udgifterne til drift af klubben, heriblandt lønninger i den sportslige sektor. Dvs. at dyre, lange kontrakter til spillere er fortid, og i stedet vil man vælge at ansætte forholdsvis få profiler, suppleret med egne talenter.

Efter min mening er dette den helt rigtige vej at gå. Ikke kun fordi klubben mangler penge, men fordi jeg mener det er vigtigt at have mange spillere, der har været igennem klubbens ungdomsafdeling i førsteholdstruppen for at bevare de mange fans og frivilliges engagement i klubben. Dermed ikke sagt at halvdelen af holdet skal være opvokset på vestegnen. Man kan snildt forestille sig et scenarie, hvor der hentes unge talenter fra resten af Danmark eller sågar Østeuropa og Afrika til klubben og derefter selv videreudvikler dem til førsteholdsspillere. På samme måde som europæiske storklubber henter 16-årige danske talenter til deres ungdomsakademier. Dermed lærer de unge spillere klubben og landet at kende inden de skal spille på førsteholdet og samtidig sparer klubben penge i forhold til at købe færdigudviklede spillere. Derudover må det alt andet lige styrke sammenholdet når spillerne har kendt hinanden i mange år, og man kan dermed håbe på at det skaber en trup, hvor man arbejder og ofrer sig mere for sine medspillere, som Kasper Lorentzen tidligere har nævnt.

For et års tid siden nævnte Jan Lokhart Dortmund som et forbillede for den strategi der var lagt for klubben i de kommende år.

- Vi skal have en trup med selvavlede talenter kombineret

med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer

 til at slikke sig om munden, slutter Brøndby-direktøren.

Det lyder umiddelbart som en rigtig god ide. Problemet er blot at de bedste talenter vil fortsætte med at forlade Brøndby allerede i 16-års alderen, fordi det næsten er umuligt for dem at sige nej til en kontrakt med en stor europæisk klub. Dermed står klubben tilbage med de næststørste talenter, og selvom der altid vil være nogle spillere, der udvikles sent (f.eks. Daniel Agger), kan man ikke bygge et mesterhold op omkring de næstbedste talenter. Jeg har ingen anelse om hvad direktøren mener med "cremen af spillere", men hvis Femi og Makienok er inkluderet i denne betegnelse, bliver det nok svært at vinde mesterskabet lige med det samme. Det er dog spillere med et stabilt niveau, og historien har tidligere vist at det ikke altid er holdet med de bedste spillere der vinder. Mange af profilerne i Brøndby i 90'erne var spillere, der var hentet i mindre klubber i alderen 20-22 år, som f.eks. Ebbe Sand, Ruben Bagger og Bo Hansen. De var ikke landets bedste angribere da de kom til Brøndby, men det blev de. Makienok har potentialet til at blive topscorer i Superligaen, men pt. er der mange ting der kan forbedres i hans spil. Samtidig skal man huske på at spillere som førnævnte Sand, Bagger og Hansen næppe ville rende uopdagede rundt i lavere divisioner i dag. Alle klubber i Superligaen kender samtlige spillere i 1. og 2. division og hvis Bo Hansens efterfølger skulle spille danmarksseriebold i Holstebro Boldklub, ville han ikke gøre det ret længe før en Superligaklub ville sætte kløerne i ham. Derfor er det vigtigt at få fat i de unge talenter tidligt, så de ikke ender på Låsby Svendsens (Claus Steinlein, red.) akademi i Herning.

Dortmunds præstationer de sidste tre-fire år er dog det helt rigtige forbillede for Brøndby i den situation de befinder sig i. De har bygget et stærkt hold op af en blanding af egne talenter (Schmelzer, Götze) og billige unge spillere fra andre klubber (Hummels, Kagawa). Men vigtigst af alt har de et af de største trænertalenter i verden, Jürgen Klopp. Han har en evne til at få det bedste ud af de spillere han arbejder med, og virker udefra som en fantastisk motivator. Samtidig har han fået Dortmund til at spille virkelig flot offensiv fodbold. Lad os håbe at Auri er en "mini-Klopp".

Før jul var Jan Lokhard på banen igen. Han udtalte at den årlige investering i talentarbejdet skal kunne betale sig, og det kan man jo kun give ham ret i. Ligesom alt andet i klubben også skal give afkast. Men i modsætning til salg af pølser på stadion, er det sværere at udregne om talentarbejdet årligt giver et plus eller minus i regnskabet. Udover salg af egne talenter skal man også medregne de spillere der rykkes op i 1.holds-truppen, og hvad det ville koste at købe spillere på samme nivaeau af andre klubber. Det bliver altså i sidste ende et gæt, og jeg gætter på at selv i de sidste fem dårlige år, har talentarbejdet kunne betale sig. Men regnestykket bliver selvfølgelig ikke lettere af at man har haft spillere med årlige millionlønninger siddende på bænken i stedet for talenter fra ungdomsafdelingen. En klub som Brøndby, der bruger i omegnen af ti millioner kroner årligt på talentudvikling, skal ikke have reservespillere bestående af indkøbte profiler, men derimod satse på egne talenter som backup til førsteholdsspillerne.