torsdag den 12. april 2012

Talenternes rolle i fremtidens Brøndby IF

Det kan vist ikke have forbigået nogens opmærksomhed at økonomien i Brøndby ikke er i top. Det seneste årsregnskab viste et minus på 35 millioner kroner og klubben har stadig en gæld på 124 millioner kroner. Derfor har direktør Jan Lokhart også været ude og sige at der skal skæres endnu mere i udgifterne til drift af klubben, heriblandt lønninger i den sportslige sektor. Dvs. at dyre, lange kontrakter til spillere er fortid, og i stedet vil man vælge at ansætte forholdsvis få profiler, suppleret med egne talenter.

Efter min mening er dette den helt rigtige vej at gå. Ikke kun fordi klubben mangler penge, men fordi jeg mener det er vigtigt at have mange spillere, der har været igennem klubbens ungdomsafdeling i førsteholdstruppen for at bevare de mange fans og frivilliges engagement i klubben. Dermed ikke sagt at halvdelen af holdet skal være opvokset på vestegnen. Man kan snildt forestille sig et scenarie, hvor der hentes unge talenter fra resten af Danmark eller sågar Østeuropa og Afrika til klubben og derefter selv videreudvikler dem til førsteholdsspillere. På samme måde som europæiske storklubber henter 16-årige danske talenter til deres ungdomsakademier. Dermed lærer de unge spillere klubben og landet at kende inden de skal spille på førsteholdet og samtidig sparer klubben penge i forhold til at købe færdigudviklede spillere. Derudover må det alt andet lige styrke sammenholdet når spillerne har kendt hinanden i mange år, og man kan dermed håbe på at det skaber en trup, hvor man arbejder og ofrer sig mere for sine medspillere, som Kasper Lorentzen tidligere har nævnt.

For et års tid siden nævnte Jan Lokhart Dortmund som et forbillede for den strategi der var lagt for klubben i de kommende år.

- Vi skal have en trup med selvavlede talenter kombineret
med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer
 til at slikke sig om munden, slutter Brøndby-direktøren.

Det lyder umiddelbart som en rigtig god ide. Problemet er blot at de bedste talenter vil fortsætte med at forlade Brøndby allerede i 16-års alderen, fordi det næsten er umuligt for dem at sige nej til en kontrakt med en stor europæisk klub. Dermed står klubben tilbage med de næststørste talenter, og selvom der altid vil være nogle spillere, der udvikles sent (f.eks. Daniel Agger), kan man ikke bygge et mesterhold op omkring de næstbedste talenter. Jeg har ingen anelse om hvad direktøren mener med "cremen af spillere", men hvis Femi og Makienok er inkluderet i denne betegnelse, bliver det nok svært at vinde mesterskabet lige med det samme. Det er dog spillere med et stabilt niveau, og historien har tidligere vist at det ikke altid er holdet med de bedste spillere der vinder. Mange af profilerne i Brøndby i 90'erne var spillere, der var hentet i mindre klubber i alderen 20-22 år, som f.eks. Ebbe Sand, Ruben Bagger og Bo Hansen. De var ikke landets bedste angribere da de kom til Brøndby, men det blev de. Makienok har potentialet til at blive topscorer i Superligaen, men pt. er der mange ting der kan forbedres i hans spil. Samtidig skal man huske på at spillere som førnævnte Sand, Bagger og Hansen næppe ville rende uopdagede rundt i lavere divisioner i dag. Alle klubber i Superligaen kender samtlige spillere i 1. og 2. division og hvis Bo Hansens efterfølger skulle spille danmarksseriebold i Holstebro Boldklub, ville han ikke gøre det ret længe før en Superligaklub ville sætte kløerne i ham. Derfor er det vigtigt at få fat i de unge talenter tidligt, så de ikke ender på Låsby Svendsens (Claus Steinlein, red.) akademi i Herning.

Dortmunds præstationer de sidste tre-fire år er dog det helt rigtige forbillede for Brøndby i den situation de befinder sig i. De har bygget et stærkt hold op af en blanding af egne talenter (Schmelzer, Götze) og billige unge spillere fra andre klubber (Hummels, Kagawa). Men vigtigst af alt har de et af de største trænertalenter i verden, Jürgen Klopp. Han har en evne til at få det bedste ud af de spillere han arbejder med, og virker udefra som en fantastisk motivator. Samtidig har han fået Dortmund til at spille virkelig flot offensiv fodbold. Lad os håbe at Auri er en "mini-Klopp".

Før jul var Jan Lokhard på banen igen. Han udtalte at den årlige investering i talentarbejdet skal kunne betale sig, og det kan man jo kun give ham ret i. Ligesom alt andet i klubben også skal give afkast. Men i modsætning til salg af pølser på stadion, er det sværere at udregne om talentarbejdet årligt giver et plus eller minus i regnskabet. Udover salg af egne talenter skal man også medregne de spillere der rykkes op i 1.holds-truppen, og hvad det ville koste at købe spillere på samme nivaeau af andre klubber. Det bliver altså i sidste ende et gæt, og jeg gætter på at selv i de sidste fem dårlige år, har talentarbejdet kunne betale sig. Men regnestykket bliver selvfølgelig ikke lettere af at man har haft spillere med årlige millionlønninger siddende på bænken i stedet for talenter fra ungdomsafdelingen. En klub som Brøndby, der bruger i omegnen af ti millioner kroner årligt på talentudvikling, skal ikke have reservespillere bestående af indkøbte profiler, men derimod satse på egne talenter som backup til førsteholdsspillerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar