Forleden havde jeg en fodboldsnak med min belgiske kollega over en kop kaffe i vores tekøkken på arbejdet. Jeg lagde ud med at spørge til situationen i den belgiske liga, da jeg ved at han har et stort kendskab til fodbold i landet og er frivillig i den lokale klub, KV Mechelen. Da holdet lige havde tabt hjemmekampen til rivalerne fra Gent havde han dog ikke den store lyst til at tale om den belgiske liga, og jeg havde da heller ikke så mange positive ting at sige om Brøndby, selvom de havde vundet forårspremieren mod SønderjyskE.
Hans klub, KV Mechelen, har siden tilbagekomsten til den bedste række i 2007 udgjort den bløde mellemvare i belgisk fodbold. For god til at rykke ned, men for dårlig til at udfordre topholdene. Denne situation er min kollega sådan set ganske godt tilfreds med, primært fordi klubben måtte starte helt forfra i starten af det nye årtusinde. Tyve år tidligere fik klubben John Cordier som præsident, hvilket kickstartede en meget succesfulde periode i klubbens historie. Det hele kulminerende i 1988, da klubben vandt Europacuppen for pokalvindere, hvilket stadig står som det fornemste internationale resultat for et belgisk klubhold.
KV Mechelen i 1988
Cordier havde tjent gode penge på sit telekommunikationsfirma, men i 90'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Derfor besluttede han at trække sig fra klubben, der dermed mistede sit økonomiske fundament og rykkede ned i 2.division i 1997. Næste sæson var klubben tilbage i det fornemste selskab, men der skulle kun gå fem år før hele fundamentet under klubben kollapsede. I 2003 havde klubben alvorlige økonomiske problemer, og på trods af en storstilet redningsaktion fra fans og tidligere spillere, blev klubben erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. Derfor kan jeg mærke en vis stolthed på min kollega over klubbens nuværende situation, på trods af det kun er 22 år siden klubben var i den europæiske elite. I dag har klubben, ifølge ham, lært af sine fejl og bruger væsentlig færre penge på lønninger end sine direkte konkurrenter i ligaen.
Landsholdene
Da ingen af os havde lyst til at tale om vores klubhold, fortsatte vi til landsholdene, hvor jeg mente at der måtte være en lys fremtid for det belgiske hold. Hvis man gennemgår holdet mand for mand, har Belgien et hold med fantastiske individuelle kvaliteter og udviklingspotentiale, mens spillerne på det danske hold blegner lidt ved en sammenligning. Hvis alle spillere i Danmarks idealopstilling er i topform (dvs. ikke skadede og jævnligt spillende for deres klub!), kan man stille med et virkelig godt hold. Problemet er, at reserverne ikke har samme kvalitet som de startende elleve spillere. Her har Belgien en klar fordel, idet de stort set har to spillere af samme kvalitet til samtlige pladser. Belgien har f.eks fire centerforsvarer i alderen 24-26 år, alle i europæisk topklasse (Kompany, Vermaelen, Vertonghen og Lombaerts). Dvs. hvis Kompany er skadet, så sætter man bare anføreren fra Ajax, Vertonghen, på banen i stedet. Med al respekt for Andreas Bjelland,der pt. må betegnes som første-reserve for Agger og Kjær i det danske centerforsvar, så har Vertonghen mere rutine og burde spille på et højere niveau.
Udvalgte belgiske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:
Forsvar:
Midtbane:
Angreb:
Udvalgte danske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:
Forsvar:
Midtbane:
Angreb:
Min kollega var helt enig i at Belgien har utrolig mange store talenter og en anfører, Kompany, som for øjeblikket betegnes som en af de bedste i Premier League. "But they are not a team!", sagde han nærmest irriteret og var en anelse misundelig over at Danmarks flot sammenspillede hold med meget få primadonnaer. Og han har jo helt ret. For at bruge en kliché så er fodbold en holdsport, og det nytter ikke noget at have elleve verdensklassespillere, hvis ikke de kan finde ud af at aflevere til hinanden. Derudover mente han også at det belgiske hold mangler en klart defineret rollefordeling samt flere spillere der tager ansvar. Det lyder jo ikke videre positivt, men jeg vil stadig mene at de i Kompany og Vermaelen i centerforsvaret samt Fellaini og Defour på midtbanen, har nogle stærke ledertyper.
Cheftræneren
Det lyder mere som om at holdet har brug for kontinuitet på trænerbænken. I den 12-årige periode Morten Olsen har ledet det danske landshold i, har Belgien haft seks trænere. Nu virker det dog som om forbundet har valgt at satse på Georges Leekens, der blev ansat for ca. to år siden og har kontrakt to år mere. Man må ikke undervurdere vigtigheden af at have den samme træner i mange år. Det giver kontinuitet, et gennemarbejdet spilkoncept og en mulighed for at arbejde med detaljer, som en ny træner ikke har mulighed for. For at benytte Morten Olsens egne ord, så får man udviklet nogle "automatismer" på et hold efter de har spillet sammen længe. Jeg vil påstå at det i hvert fald tager en ny træner et halvt år at få spillerne til at forstå hvilken slags fodbold han vil spille. Ikke fordi fodboldspillere er dumme, men netop fordi fodbold er en holdsport, kræves det at alle forstår konceptet 100 % inden man kan begynde at implementere det, og det tager tid. Dette behøver Morten Olsen ikke at bruge tid på længere. Alle ved hvad han vil, og når der kommer en ny spiller ind i truppen, så hjælper de rutinerede spillere ham med at forstå konceptet. Derfor kan Olsen og de øvrige trænere koncentrere sig om detaljerne i spillet, som f.eks. hjørnespark og kombinationsspil.
Brøndbys trænerproblem
Siden Michael Laudrup forlod Brøndby i 2006 har klubben haft fem cheftrænere ansat. Det er ca. én pr. år, hvilket vil sige at spillerne kun lige akkurat når over tilvænningsperioden til den nye cheftræner inden vedkommende er væk og man kan starte forfra. Det er ikke holdbart i længden. Langt de fleste hold får først succes efter den nye cheftræner har haft ansvaret i over et år, og flere trænere har først været igennem en periode med kritik fra medier og fans. Dette var bl.a. tilfældet med Ståle Solbakken i FC København (og måske FC Köln?). Hvis ledelsen er sikker på at cheftræneren ikke er den rette, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte samarbejdet, men i så fald vil jeg mene at det er ledelsen der har fejlet ved at ansætte den forkerte træner, eksemplificeret ved FCKs fyring af Roland Nilsson samt OBs afskedigelse af Henrik Clausen så sent som i dag.
Auri Skarbalius
Brøndby har siden 2006 haft flere umiddelbart kompetente cheftrænere ansat. Rene Meulensteen er uden tvivl en dygtig træner, ellers ville han ikke være ansat i Manchester United. Kent Nielsen havde allerede haft gode resultater med et ellers middelmådigt Horsens-hold og i Brøndbys bagland har alle stor respekt for Tom Køhlert. Nu står klubben så igen med en forholdsvis ny cheftræner, Auri Skarbalius. Hvis man vil have det bedste ud af Auri og dermed også af spillerne, bliver man nødt til at holde fast i ham som træner. For tiden går det ganske fint, foråret er begyndt forrygende med ti points i fire kampe, men det kan hurtigt vende. Taber man de to næste kampe til OB og FC København vil Auri komme under maksimalt pres til hjemmekampen mod HB Køge, præcis som Henrik Clausen var det i går og Kent Nielsen for to år siden. De blev begge fyret efter de havde tabt hjemme til HB Køge. Jeg håber og tror dog på at ledelsen har tillid til Auri og giver ham tid til at gennemføre sine idéer, også selvom der skulle komme grus i maskineriet.
Cordier havde tjent gode penge på sit telekommunikationsfirma, men i 90'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Derfor besluttede han at trække sig fra klubben, der dermed mistede sit økonomiske fundament og rykkede ned i 2.division i 1997. Næste sæson var klubben tilbage i det fornemste selskab, men der skulle kun gå fem år før hele fundamentet under klubben kollapsede. I 2003 havde klubben alvorlige økonomiske problemer, og på trods af en storstilet redningsaktion fra fans og tidligere spillere, blev klubben erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. Derfor kan jeg mærke en vis stolthed på min kollega over klubbens nuværende situation, på trods af det kun er 22 år siden klubben var i den europæiske elite. I dag har klubben, ifølge ham, lært af sine fejl og bruger væsentlig færre penge på lønninger end sine direkte konkurrenter i ligaen.
Landsholdene
Da ingen af os havde lyst til at tale om vores klubhold, fortsatte vi til landsholdene, hvor jeg mente at der måtte være en lys fremtid for det belgiske hold. Hvis man gennemgår holdet mand for mand, har Belgien et hold med fantastiske individuelle kvaliteter og udviklingspotentiale, mens spillerne på det danske hold blegner lidt ved en sammenligning. Hvis alle spillere i Danmarks idealopstilling er i topform (dvs. ikke skadede og jævnligt spillende for deres klub!), kan man stille med et virkelig godt hold. Problemet er, at reserverne ikke har samme kvalitet som de startende elleve spillere. Her har Belgien en klar fordel, idet de stort set har to spillere af samme kvalitet til samtlige pladser. Belgien har f.eks fire centerforsvarer i alderen 24-26 år, alle i europæisk topklasse (Kompany, Vermaelen, Vertonghen og Lombaerts). Dvs. hvis Kompany er skadet, så sætter man bare anføreren fra Ajax, Vertonghen, på banen i stedet. Med al respekt for Andreas Bjelland,der pt. må betegnes som første-reserve for Agger og Kjær i det danske centerforsvar, så har Vertonghen mere rutine og burde spille på et højere niveau.
Udvalgte belgiske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:
- Courtois (19 år, Atletico Madrid, udlejet fra Chelsea)
- Mignolet (23 år, Sunderland)
Forsvar:
- Kompany (25 år, Manchester City)
- Vermaelen (26 år, Arsenal)
- Vertonghen (24 år, Ajax)
- Lombaerts (26 år, Zenit St. Petersburg)
- Alderweireld (23 år, Ajax)
Midtbane:
- Fellaini (24 år, Everton)
- Witsel (23 år, Benfica)
- Hazard (21, Lille)
- De Bruyne (20 år, Genk, til sommmer Chelsea)
- Mertens (24 år, PSV Eindhoven)
- Defour (23 år, FC Porto)
- Chadli (22 år, Twente)
Angreb:
- Lukaku (18 år, Chelsea)
- Dembélé (24 år, Fulham)
- Mirallas (24 år, Olympiacos)
- Ogunjimi (24 år, Mallorca)
- Vossen (22 år, Genk)
Udvalgte danske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:
- Anders Lindegaard (27 år, Manchester United)
Forsvar:
- Daniel Agger (27 år, Liverpool)
- Simon Kjær (22 år, Roma)
- Daniel Wass (22 år, Evian)
- Simon Poulsen (27 år, AZ Alkmaar)
- Andreas Bjelland (23 år, FC Nordsjælland, til sommer Twente)
- Nicolai Boilesen (20 år, Ajax)
Midtbane:
- William Kvist (27 år, Stuttgart)
- Lasse Schöne (25 år, NEC)
- Christian Eriksen (20 år, Ajax)
- Niki Zimling (26 år, Club Brügge)
- Thomas Enevoldsen (24 år, Groningen)
Angreb:
- Nicklas Bendtner (24 år, Sunderland)
- Nicklas Pedersen (24 år, Groningen)
- Nicolai Jørgensen (21 år. Kaiserslautern)
Min kollega var helt enig i at Belgien har utrolig mange store talenter og en anfører, Kompany, som for øjeblikket betegnes som en af de bedste i Premier League. "But they are not a team!", sagde han nærmest irriteret og var en anelse misundelig over at Danmarks flot sammenspillede hold med meget få primadonnaer. Og han har jo helt ret. For at bruge en kliché så er fodbold en holdsport, og det nytter ikke noget at have elleve verdensklassespillere, hvis ikke de kan finde ud af at aflevere til hinanden. Derudover mente han også at det belgiske hold mangler en klart defineret rollefordeling samt flere spillere der tager ansvar. Det lyder jo ikke videre positivt, men jeg vil stadig mene at de i Kompany og Vermaelen i centerforsvaret samt Fellaini og Defour på midtbanen, har nogle stærke ledertyper.
Cheftræneren
Det lyder mere som om at holdet har brug for kontinuitet på trænerbænken. I den 12-årige periode Morten Olsen har ledet det danske landshold i, har Belgien haft seks trænere. Nu virker det dog som om forbundet har valgt at satse på Georges Leekens, der blev ansat for ca. to år siden og har kontrakt to år mere. Man må ikke undervurdere vigtigheden af at have den samme træner i mange år. Det giver kontinuitet, et gennemarbejdet spilkoncept og en mulighed for at arbejde med detaljer, som en ny træner ikke har mulighed for. For at benytte Morten Olsens egne ord, så får man udviklet nogle "automatismer" på et hold efter de har spillet sammen længe. Jeg vil påstå at det i hvert fald tager en ny træner et halvt år at få spillerne til at forstå hvilken slags fodbold han vil spille. Ikke fordi fodboldspillere er dumme, men netop fordi fodbold er en holdsport, kræves det at alle forstår konceptet 100 % inden man kan begynde at implementere det, og det tager tid. Dette behøver Morten Olsen ikke at bruge tid på længere. Alle ved hvad han vil, og når der kommer en ny spiller ind i truppen, så hjælper de rutinerede spillere ham med at forstå konceptet. Derfor kan Olsen og de øvrige trænere koncentrere sig om detaljerne i spillet, som f.eks. hjørnespark og kombinationsspil.
Brøndbys trænerproblem
Siden Michael Laudrup forlod Brøndby i 2006 har klubben haft fem cheftrænere ansat. Det er ca. én pr. år, hvilket vil sige at spillerne kun lige akkurat når over tilvænningsperioden til den nye cheftræner inden vedkommende er væk og man kan starte forfra. Det er ikke holdbart i længden. Langt de fleste hold får først succes efter den nye cheftræner har haft ansvaret i over et år, og flere trænere har først været igennem en periode med kritik fra medier og fans. Dette var bl.a. tilfældet med Ståle Solbakken i FC København (og måske FC Köln?). Hvis ledelsen er sikker på at cheftræneren ikke er den rette, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte samarbejdet, men i så fald vil jeg mene at det er ledelsen der har fejlet ved at ansætte den forkerte træner, eksemplificeret ved FCKs fyring af Roland Nilsson samt OBs afskedigelse af Henrik Clausen så sent som i dag.
Brøndby har siden 2006 haft flere umiddelbart kompetente cheftrænere ansat. Rene Meulensteen er uden tvivl en dygtig træner, ellers ville han ikke være ansat i Manchester United. Kent Nielsen havde allerede haft gode resultater med et ellers middelmådigt Horsens-hold og i Brøndbys bagland har alle stor respekt for Tom Køhlert. Nu står klubben så igen med en forholdsvis ny cheftræner, Auri Skarbalius. Hvis man vil have det bedste ud af Auri og dermed også af spillerne, bliver man nødt til at holde fast i ham som træner. For tiden går det ganske fint, foråret er begyndt forrygende med ti points i fire kampe, men det kan hurtigt vende. Taber man de to næste kampe til OB og FC København vil Auri komme under maksimalt pres til hjemmekampen mod HB Køge, præcis som Henrik Clausen var det i går og Kent Nielsen for to år siden. De blev begge fyret efter de havde tabt hjemme til HB Køge. Jeg håber og tror dog på at ledelsen har tillid til Auri og giver ham tid til at gennemføre sine idéer, også selvom der skulle komme grus i maskineriet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar