"Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

Det flotte omslag fortæller alt - det er en cool og ærlig bog.

Zlatan-anmeldelse med Brøndby-perspektivering. 

Det kan næppe have undsluppet nogens opmærksomhed, at Zlatans bog for nylig udkom på dansk. Bogen sprængte alle salgsrekorder, da den udkom i Sverige. Ikke bare for sportsbøger. På få måneder ejede knap en million svenskere bogen, og den var på rekordtid blevet den bedst sælgende biografi nogensinde udgivet i Sverige. Den svenske intellektuelle forfatter til bogen, David Lagercrantz - som er vokset op med opera og bogreoler - fortalte til DR2's Deadline, hvordan horder af mennesker, der aldrig før havde værdiget bøger et blik, og endnu mindre havde sat deres fod i en boghandel, pludselig stod i kø ved diskene og efterspurgte bogen om Zlatan. Alle købte den. Ældgamle tanter på firs, intellektuelle i de fine kredse, og unge drenge fra ghettoen, der læste bogen som deres første bog nogensinde.

Men hvad kan den så, denne Zlatan-bog?

Det er fortællingen om en usædvanlig personlighed, der har sprængt den tunge, sociale arv for at ende som en egenrådig, temperamentsfuld og ærlig superstjerne. Og arven var hård. Zlatan kom til Sverige med sine forældre efter borgerkrigen i Jugoslavien, og forældrene blev kort efter skilt. Moderen var rengøringsassistent med en lunte så kort som mine negle efter en afgørende fodboldkamp, og hun tævede børnene med store træskeer indtil de splintrede. Faderen var dybt traumatiseret af krigen, og levede i en dyb tåge af øl, klistret til skærmens evige nyhedsstrøm om krigen, mens jugomusikken flød fra højtalerne i baggrunden. Ingen tog sig af børnene, og der var kun sjælden kontakt til forældrene.

Hans første besøg i Malmö centrum var som 17-årig. Hans familie levede som mange indvandrere i en parrallelverden i den stærkt, socialt belastede ghetto, Rosengård, kun få, men afgørende kilometer fra den københavnske vestegns talentfabrik. Zlatan kendte intet til svensk kultur, og kunne ikke have været mere ligeglad med svensk kultur, end han var. Herunder de kedelige, svenske fodboldstjerner. De betød intet. Det var brasilianerne, der betød noget. Særligt Ronaldo, hvis bevægelser han indstuderede nøje via videoklip, som han så igen og igen, og afprøvede nede i gården, indtil han kunne det hele til perfektion. Den evige træning og ekstreme hævnfølelse og vilje er nøglen til hans gennembrud. Kombineret med et særligt talent for at spotte de særlige åbninger på en fodboldbane, en evne han beskriver som glimt af billeder, lyn der slår ned i ham, og som viser ham, hvordan han skal lobbe en bold på en særlig måde. På et tidspunkt i den 12-årige Zlatans liv, fik faderen et af sine sjældne, ansvarlige øjeblikke, og sagde: Nu er det på tide du kommer ind i Malmö FF og spiller i en ordentlig klub.

Herfra går en fascinerende historie om den undertippede, voldelige og sprængfarlige drengs vej op gennem systemet, indtil han endte med at købe den store, lyserøde villa ved strandvejen i Malmö, som han som dreng havde stået og beundret. En dreng, som efter rekordsalget til Ajax Amsterdam lærer, at selv ens bedste venner kan bedrage dig, og at man kan blive nødsaget til at leve af junkfood og computerspil for at kvæle Amsterdams ensomhed.

Lederegenskaberne

For at tage et Brøndby-relevant spring, så er det interessant at fremhæve nogle af hans ledermæssige kvaliteter - de fodboldmæssige kender alle: Da han kom til Inter påtager han sig et lederskab fra starten. Ikke kun på det fodboldmæssige plan, det var nærmest træneragtige opgaver han påtog sig. Han spottede fx straks et par problemer, som han mente var afgørende at få ændret for at holdet kunne forløse sit potentiale.

"Hvis jeg så noget, der kunne påvirke motivationen negativt, påpegede jeg det" Præsidenten, Moratti, var fx så gavmild, at han gav spillerne enorme bonusser bare de havde vundet en enkelt kamp, og desuden var der stærke klikedannelser i truppen, så folk med forskellige nationaliteter hang sammen. "Det påvirker motivationen og holdfølelsen. I fodbold er marginalerne så små, at sådan noget kan være afgørende, og jeg så det som min første store opgave at få det stoppet." Herefter fortæller han hvordan han først går direkte op til den store, magtfulde boss og beder ham stoppe bonusudbetalingerne, med mindre de vinder ligaen. Desuden får han sørget for at bryde de alvorlige klikedannelser i truppen. "Alle hold præsterer mere, når spillerne holder sammen." Samme sæson vandt klubben sin første ligatitel i 17 år.

Linket til Brøndby IF

Det minder i stor grad om det problem, Meulensteen påpegede da han kom til Brøndby i 2006 og efter kort tid ville fyre Thomas Rytter, Marcus Lantz og BIF-legenden Per Nielsen, som han mente skabte dårlig stemning og klikedannelser. Diagnosen var formentlig rigtigt stillet af Meulensteen, men kuren var næppe den rigtige. I stedet for at gå ind og løse problemet som en leder, med de midler han nu havde til rådighed, så forsøgte han den nemme og dyre løsning, nemlig at få afskediget tre dyrt betalte spillere, hvoraf den ene var en legende i klubben, der tidligere havde ført klubben til store resultater. Desuden påpegede han også en række andre ting, fx at der var alt for mange frivillige på vigtige positioner i klubben, hvilket han også bad om at få ændret. Her overså han blot det faktum, at det var en af Brøndbys vigtigste nøgler til klubbens succes igennem tiden, som han gik ind og kritiserede og ville lave om på, nemlig det frivillige engagement. Brøndby er på mange måder ikke en klub som alle mulige andre. Den er båret frem af et enormt ildsjælearbejde. Måske var han blevet en succes i klubben, hvis han havde forberedt sig bedre på klubben og ligaen, respekteret dens værdier indtil han selv havde bevist sig selv. Måske skulle han bare have stukket en finger i jorden og accepteret at hans rolle var at være træner for holdet, og ikke at være den udefrakommende boss, der med det samme fortæller novicerne, hvor alle skabene skal stå?

I hvert fald kan man se en betydelig forskel til Auri Skarbalius' måde at gribe det an på. Han er gået ind og kender sin rolle som træner. Hans rolle er at udstråle stærkt lederskab og få de eksisterende spillere til at fungere som et hold, ikke at lege hverken sportschef, direktør, greenkeeper eller formand. Han bruger tiden på at få en splittet trup uden selvtillid til at holde sammen som hold, ved at lave en masse teambuilding, og giver dem gejst og selvtillid igen. Han forstod, at truppens største problem de senere år som sådan ikke har været manglende kvalitet i spillermaterialet, men manglende selvtillid og fokus, manglende ledelse og manglende evner til at kunne håndtere modgang og pres.

Og når man taler om pres, så er historien om Zlatan jo også interessant. For den mand har jo ene mand været udsat for et pres, der langt overstiger hele den nuværende spillertrup i Brøndby IF. Og alligevel gør det ham blot stærkere i selve performancen. Da hans søn ligger dødeligt syg går han ind og scorer det afgørende mål og tager direkte afsted til hospitalet bagefter. Det siger noget om mandens evne til at håndtere pres. At han så ikke er mand nok til at kunne håndtere at være til stede sammen med sin kone, mens deres søn skulle opereres, viser at der også er sprækker i den hårde facade, hvor han viser sig langt fra at være den hardcore machomand, som han ellers på alle andre måder fremstår som.
 

Den kriminelle, der endte som stjerne

Zlatan er faktisk ikke helt så ufølsom, som man måske kunne tro. Han evner at reflektere over sine handlinger og beskriver, at han slet ikke er fyren, der bare kommer valsende ind og dominerer alting i et omklædningsrum fra start. Han ser tiden an, finder ud af hvordan magtbalancerne er i klubben og i omklædningsrummet, og tager så derefter bestik af situationen, og påtager sig lederskabet ved at vise vejen og gøre hvad der skal til for at sejre.

Men det skal på ingen måder lyde som om, Zlatan er en god dreng. Han fortæller om historier, der får en til at tænke, at han var endt i fængsel, hvis ikke han havde haft et gudsbenådet talent samt en vilje af en anden verden. Fx da han med sin ven i bilen (de har begge to børn på det tidspunkt) kører 325 km/t på en landevej i Sverige, for at undslippe politiet og en stensikker overskrift i medierne, eller da han kører over for rødt utallige gange, med ekstrem fart, med sin agent i bilen, eller alle de utallige tyverier og skarnstreger han lavede som ung, eller alle de gange han optræder usympatisk over for andre mennesker. Men alligevel ved han det inderst inde godt.

"Jeg blev tvunget til at tænke tilbage, og det slog mig, jeg har ikke altid været den mest fine fyr. Jeg har ikke sagt de rigtige ting altid, og jeg tager ansvaret på mig, selvfølgelig, for det hele. Jeg giver ingen andre skylden."

Zlatans vigtigste budskaber

Zlatans vigtigste budskab med denne bog lader til at være et vigtigt et af slagsen, et budskab der ligger ham meget på sinde, lige fra dengang forældrene til de andre drenge i Malmö FF lavede underskriftindsamlinger for at få ham ud af klubben, lige fra alle de gange, han har følt sig som den forkerte indvandrerdreng, der ikke var lige som alle de andre, eller senest da han blev frosset ude af Barcelona udelukkende fordi Josep Guardiola var en svag leder, der ikke kunne finde ud af at sige tingene direkte, og ikke kunne håndtere store personligheder.

"Der er tusinde veje at gå, og den, der er speciel og lidt anderledes, er tit den bedste. Jeg hader, når dem, der skiller sig ud, bliver holdt nede. Hvis ikke jeg havde været anderledes, havde jeg ikke siddet her, og det, jeg mener, er selvfølgelig ikke: Vær ligesom mig. Forsøg at blive ligesom Zlatan! Overhovedet ikke! Jeg taler om at gå sine egne veje, hvad end det så er, og der skal fandeme ikke skrives under på nogen liste eller diskes op med iskolde afvisninger, bare fordi du ikke er som de andre."

Her til sidst er det tankevækkende at Zlatan i princippet lige så godt kunne være fostret i Brøndby IF. Han kom til Sverige og Malmö FF ved et tilfælde, der er kun få kilometer mellem Vestegnen og Malmö. Men alligevel har Brøndby endnu ikke fostret et eneste talent med en anden etnisk baggrund, der for alvor er slået igennem, på trods af at klubben ligger omgivet af socialt belastede områder med masser af indvandrere. Men på den anden side så er Zlatan jo også noget specielt. Vi så fx med Mustafa Hassan for få år tilbage, hvordan hans familie midlertidigt skar hånden af ham, fordi han satsede på fodbolden. Det kræver en psyke af en anden verden, at bryde alle odds på den måde, som Zlatan har gjort, og det er netop også fordi han ikke er som hvem som helst, at bogen er så spændende. Det er fx ikke alle, der seriøst sidder og taler i overskrifter som ham: "Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' er på alle måder værd at læse, både for fodboldinteresserede og mange andre. Man stryger lige igennem den, idet den er blændende skrevet og fængslende bygget op. En perfekt blanding af fodbold-, menneske- og samfundsportræt. Læs den! 

Køb 'Zlatan' her.