Pres kan være en god ting for folks evne til at præstere, så længe presset er positivt og realistisk i forhold til de evner, den enkelte og fællesskabet besidder. Men så snart presset stiger til et urealistisk niveau, i forhold til folks formåen, i forhold til en gruppes formåen, så kan presset have negativ indvirkning på folks ydeevne, så de præsterer under niveau.
Det kunne godt se ud til, at det lige præcis er, hvad der er sket igennem de sidste 7 år i Brøndby, hvor resultaterne ikke har været på det niveau, alle har forventet. Klubben har på alle leder og kanter været under et massivt pres, skabt af frustrationer over tingenes tilstand, men også skabt af tidligere tiders store resultater og den deraf udledte opfattelse i klubben og blandt klubbens fans og omverdenen om, at der kun er én ting, der gælder: At være nummer et.
Igennem snart 30 sæsoner i den bedste, danske fodboldrække har Brøndby kun i 4 sæsoner prøvet hverken at vinde medaljer eller blive pokalmester. Det er blevet til 10 gange guld, 9 gange sølv og fem gange bronze, 6 pokaltitler samt en række 4.pladser. Det er et faktum som man selv kan undersøge på DBU.dk og Danskfodbold.com.
Dermed er det rimeligt at antage, at de fleste Brøndby-fans formentlig kun har prøvet at tage del i en evig stræben opad. Så derfor har man måske heller ikke altid haft værktøjerne til at administrere rollen konstruktivt? Man har måske ikke lært at have is i maven, når det går ens klub imod, men lader ofte frustrationerne få overtaget. Men som med ægteskaber så er det vel ofte kriser der gør stærke - vel at mærke, hvis man formår at komme igennem dem uden at gå fra hinanden og hade hinanden for evigt. En af forskellene er bare, at i Brøndby-ægteskabet har man som fan ikke rigtig muligheden for at skride fra det hele og finde en ny at gifte sig med (med mindre man er medløberfan), så derfor skal man måske huske at beholde respekten for alle parter for at kunne holde det ud.
Manglende realitetssans
Jeg synes det massive pres på holdet vidner om en manglende realitetssans i bedømmelsen af Brøndby for tiden. Det gælder både i medierne, i klubben og blandt klubbens fans. Det er som sagt snart 7 år siden Brøndby vandt et mesterskab, og der har stort set været turbulens i klubben lige siden årsskiftet 2005-06, hvor Michael Laudrup og Per Bjerregaard ikke kunne blive enige om en forlængelse af kontrakten.
Men på trods af alle disse massive problemer, har Brøndby trods alt vundet en sølvmedalje, tre bronzemedaljer og en pokaltitel i samme periode. Klubben har været direkte uheldig med ikke at komme i Europa League i to-tre tilfælde – mod Sporting, Hertha Berlin og vel egentlig også mod Reid. Det skyldtes personlige fejl, som måske skyldtes, at spillerne ikke havde de rette værktøjer til at kunne klare det massive pres, der hvilede på dem.
Hver gang begynder man at lede efter skyldneren til alle disse nedture (som i næsten enhver anden klub end Brøndby ville have været lig med en fantastisk optursperiode) - og hvis man endelig skal tale om skyld, så er det ikke til at komme uden om de ledelsesmæssige problemer, de skiftende trænere, ledere og spillere, der har bragt brænde til mediebålet i tide og utide. Nogen mener ligefrem, at alting udelukkende skyldes den ensomme og stædige ældre ulv, der agerer kransekagefigur i klubben, hvilket jeg måske tror er at sætte tingene en anelse på spidsen.
For en del af skylden ligger måske også på det helt enorme og fuldkommen urealistiske forventningspres fra omverdenen og klubbens mange fans (inklusive mig selv), som hviler på spillerne, et pres som spillerne simpelthen ikke har haft kvaliteterne til, og ikke har fået roen til, at kunne leve op til igennem de sidste syv år.
Den nye start
Nu er klubben øjensynligt startet på en frisk med Auri Skarbalius som træner og Ole Bjur som sportsdirektør – ja selv den ensomme, ældre ulv har ved årsskiftet signaleret, at man vil starte på en frisk, efter "fem forfærdelige år," som han med en bombastisk reference til Tysklands besættelse under 2. Verdenskrig, kalder størsteparten af perioden siden Michael Laudrup stoppede. Og faktisk ser det ud til at Per Bjerregaard selv har taget et ansvar på sig ved ikke at gøre eller sige noget siden – så vidt jeg kan se, er der endelig begyndt at komme ro på i medierne og i truppen. Der har ikke været rumsteren fra krogene, og BIF har ikke trukket nogen grimme overskrifter siden. Kunne det måske tænkes, at man efterhånden har fået lokaliseret de brodne kar, som igennem årene har lækket fortrolige historier til pressen i tide og utide?
Brøndby trådte ind til foråret som et regulært bundhold. Nr. 10. Med andre ord kan man ikke forvente bare at sætte et hold som AGF på plads i sidste weekend, for de er langt længere fremme i processen med at stabilisere klubben og holdet, end Brøndby er på nuværende tidspunkt.
Senest så vi sidste søndag mod netop AGF, at Brøndby-fansene holdt deres mund i stedet for at bakke deres hold op, pga. at klubben har taget et spædt initiativ til at forsøge at komme tilskueruroligheder til livs. Det gravalvorlige og stille stadion var lige præcis det sidste holdet havde brug for i den nuværende situation, hvis de skulle have en chance for at vinde mod et af ligaens subtophold.
Fansenes kæmpe magt
Jeg tror Brøndbys fans har en langt større magt end de tror. Måske har de endda en langt større indflydelse på resultaterne igennem de sidste mange år, end de selv vil vedkende sig? Presset kan blive så stort, at spillerne bliver bange for at performe, fordi de bliver straffet så hårdt for at gøre noget forkert. Og de er for de flestes vedkommende formentlig slet ikke gearet til at kunne håndtere et så massivt pres. Det kræver spillere på et niveau, som klubben ikke har råd til. I stedet for at fansene tager en del af ansvaret for de svigtende resultater på sine skuldre, så ser de som oftest ud til at give skylden til nogle andre - som oftest er det Per Bjerregaard, spillerne og trænerne, som udråbes til uduelige klaphatte. Men man må vel gå ud fra, at alle har forsøgt efter bedste evne - eller hvad?
At bruge den enorme magt fansene har, på at komme med politiske statements midt i en kamp, som mod AGF, det virker for mig at se temmelig ukonstruktivt. At bruge sin magt på at forsøge at presse Per Bjerregaard ud af klubben, som man så med de røde flag i en lang periode sidste sæson, det er også ukonstruktivt. For selvfølgelig vil manden, der mere end nogen anden, har skabt fundamentet for hele klubben, ikke finde sig i at blive skubbet ud midt i klubbens værste periode. Det burde være logik for perlehøns. Faktisk viser det vel også noget beundringsværdigt om klubbens leder, at han har holdt ved trods det ekstreme pres, kombineret med alvorlig cancer-sygdom? Hvor mange andre ville have været deres klub tro i et sådant stormvejr? Om man kan lide manden og hans dispositioner eller ej, så viser det vel noget grundlæggende om hvilket stof manden er gjort af, at han ikke har trukket stikket endnu.
Et af klubbens stærkeste kort: Fansene
Som jeg ser det, så er den store og fantastisk festlige fanbase en af klubbens stærkeste muligheder for at komme op mod toppen lige nu. For det ser ud til, at holdet p.t. er alt for skrøbeligt til at klare den alene. Dertil er de ikke gode nok i forhold til alle de andre hold i Superligaen. Holdet er på niveau med AGF lige nu. Det må man bare se i øjnene. Og der er ikke økonomi til at købe nye spillere.
Der, hvor klubben stadig adskiller sig markant fra konkurrenterne i Danmark, det er på tilskuerpladserne. Og den eneste reelle mulighed for at blive tophold igen, det er vel at få ro på i kulisserne, at udvikle de spillere der er, og give trænerne og spillerne ro og opbakning til deres arbejde, og sørge for, at alle trækker i samme retning. Også fansene.
Det tætteste på en undskyldning
Jeg ser ikke at negativitet og trods som en realistisk mulighed længere. Det løb er kørt. Man har forsøgt sig igennem flere år, men det eneste det skaber, er mere turbulens i klubben og spillertruppen, som dermed kommer længere og længere fra en vending. Jeg tror personligt at Per Bjerregaards manglende evner til at træffe rationelle beslutninger igennem de senere år har haft mere afgørende tilknytning til hans sygdoms mere og mere alvorlige karakter, end man lige skulle tro. Han har mistet klarheden i denne periode. Nu er han formentlig tilbage i sundere form, ser det ud til, og han har selv lagt op til forsoning: Lad os nu glemme de fem, forfærdelige år! Det er vel i realiteten det tætteste man kommer på at få en reel undskyldning fra en af verdens mest stolte mænd?
Som både Kasi-Jesper og Auri har været ude at sige, så er der kun én mand, der kan få Brøndby tilbage på sporet, og det er Per Bjerregaard. Det er der vel en grund til, at de siger? Det er vel ikke bare tomme floskler. For både Auri og Jesper Nielsen er kendt for at sige sin mening, sådan som jeg ser dem. Min opfordring er, at det er på tide at droppe det gamle nag og tilgive manden for sine fejl. Tage den skjulte hentydning til sig, og rykke videre. Og til dem, der stadig er skeptiske, så kan man sige, at den hurtigste vej til at komme af med Per Bjerregaard det er faktisk at hjælpe ham med at få sit otium som fortjent: Ved at bakke helt vanvittigt op i medgang og modgang, så han hurtigst muligt vinder mesterskabet igen og dermed kan levere klubben videre til næste generation med stolthed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar