Et mindeværdigt møde på Brøndby Stadion

Sebastian Stanbury på et frysende Brøndby Stadion

Normalt plejer jeg at tage med min storebror på Brøndby Stadion, men eftersom han for tiden befinder sig i Bruxelles, og jeg ikke kunne få min Canal 9-boks til at virke, besluttede jeg at tage en impulsiv springtur til Brøndby Stadion. Til sæsonstarten mod Sønderjyske.
 
Efter en ti kilometer cykeltur igennem nogle af fortidens landsbyer, der nu er blevet opslugt af højhuse og motorvejsafkørsler, med små gårde og landsbykirker klemt inde mellem parcelhuse, nåede jeg endelig til den lille mølle i Brøndby, der står ved en af indfaldsvejene til stadion. Som sædvanligt lød der forventningsfulde stemningsbrøl fra tribunerne allerede en halv kilometer væk. Der skulle tre point på kontoen og fadøl i maven for at holde varmen.

Jeg satte mig på øverste tribune, hvor overblikket er bedst, både til fodbolden og til Sydsidens smukke tifoer. Der var godt fyldt op på sæderækkerne, så jeg spurgte en mørkhåret fyr på omtrent min egen alder, om der var plads ved siden af ham.

Brøndby lagde fint ud, og trods en stor, indledende fejl af den nye venstreback, som kunne have kostet, lod det til at holdet havde skrabet en hel del af forårets tabte selvtillid op fra kulkælderens gulv.

Varmen fra martssolen forsvandt ganske hurtigt bag halvtaget på stadion, og min ryg var helt våd af sved fra cykelturen, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med - men til gengæld smagte øllen dejligt ufortyndet af pilsner. Efter nogle minutter føltes det dog mærkelig koldt at sidde på stadion uden at føre en lille fodboldsnak undervejs, så kort efter begyndte jeg at tale med min sidemakker.

Måske for at teste om det var en kender eller en novice jeg havde med at gøre med - eller fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle indlede med - spurgte jeg, om han vidste, hvad Brøndbys nye venstre back hed, selvom jeg godt havde styr på, at han hed David Norouzi og kom fra ungdomsafdelingen. 

"Ja, han hedder Daniel Norouzi og er 19 år gammel, han har vist spillet nogle kampe for U-19-landsholdet," sagde han. Ok, det var Daniel Norouzi og ikke David. Så var hans fodboldviden altså forholdsvis bred, når han kendte til en ukendt ungdomsspiller, der endnu ikke havde debuteret.

Dødboldsituation til Brøndby.

Den sympatiske fyr hed Sebastian, og vi endte hurtigt med at falde godt i hak over kampen og fodbold generelt. Det viste sig, at han slet ikke var Brøndbyfan, men faktisk var en Vejledreng, der netop var flyttet til hovedstaden. Han var på Brøndby Stadion i et langt mere uventet ærinde end at støtte de blågule helte mod sejr.

"Mit mål er at besøge samtlige 58 danske divisionsklubber til en betydende kamp i løbet af sæsonen 2011/2012," sagde Sebastian. "Bagefter skriver jeg en reportage om det på min hjemmeside."

"Hvilket nummer er du så nået til i dag?" spurgte jeg med diskret opspærrede øjne.

"Det her er nummer 32,"  sagde han og fortalte videre om, hvilket logistisk hovedbrud det kunne være, at nå at overvære en kamp på alle 58 stadions. Det krævede, at man i flere runder overværede flere fodboldkampe samme dag. Og samtidig havde han jo også andre ting at se til.

Mens han havde boet i Jylland, før jul, havde han sørget for at klare det meste af 2. division Vest samt de jyske 1. divisions- og superligahold, idet han vidste, at han ville flytte til Sjælland midtvejs. Så foråret ville komme til at bestå af en hel del besøg i 2. divisionsklubber øst for Storebælt.

Jeg behøvede ikke engang at spørge om hvorfor han udsatte sig selv for dette projekt, for han behøvede ikke at sælge idéen for mig, hvilket jeg ellers kunne forestille mig, at han er nødt til at gøre ind imellem. Jeg var solgt fra start. Selvfølgelig skulle han da besøge alle 58 stadions i år. Fantastisk idé. Han brændte ligesom jeg selv for alle de særegne historier og skæve detaljer, der fandtes derude i klubberne. For alle de tingene, der hørte med til fodboldlivet både på og udenfor banen.

"Jeg overværede fx en kamp i silende regnvejr, hvor der hele kampen igennem sad en tilskuer fuldstændig mutters alene ovre på den modsatte, uoverdækkede sidetribune."

Jeg fik også reklameret lidt for denne nystartede blog, og fortalte ham om en idé til en fodboldbog, jeg bryggede på engang, men som jeg vist aldrig rigtig havde fået drøftet med andre endnu. Her sad en fyr, som havde ført flere af sine skæve fodboldidéer ud i livet.

Michael Krohn-Dehli fejrer scoringen med publikum og Simon Makienok.

Efter jubelen over Michael Krohn-Dehli's afgørende straffesparksscoring til 1-0 mod Sønderjyske, som er foreviget mere detaljeret andet steds på denne blog, luftede Sebastian endnu en vigtig vinkel på fodboldlivet:

"Jeg glæder mig til at se, hvad tilskuertallet er i dag," sagde han - og så kunne jeg næsten ikke lade være med at smile - jeg troede ærlig talt ikke der var mange andre end mig selv, der for alvor gik op i tilskuertal.

Det måtte selvfølgelig resultere i en gættekonkurrence, som jeg følte mig temmelig sikker på at vinde, idet jeg burde kende Brøndby Stadions kapacitet bedre end ham. Jeg skød på 12.500, fordi jeg ikke turde være mere positiv til en isnende kold bundgyser mod Sønderjydske i marts måned - især ikke efter et skuffende efterår - mens han lagde et noget højere bud i ovnen, nemlig 13.700. Tilskuertallet viste sig at være 14.070.

Eftermiddagen endte med at være et virkelig sjovt møde mellem to fodboldfans med samme interesser for de skæve vinkler i fodbolden - tilskuertal, stadions og alle de særegne historier, der befinder sig ude i fodboldens verden.

På vej ud fra stadion fortalte jeg Sebastian, at hvis denne nystartede blog skulle give mening, så ville jeg skrive om netop dette møde, vi netop havde haft på denne kolde eftermiddag på Brøndby Stadion. For som vi blev enige om, så var dette en af de særlige fodboldoplevelser vi ville mindes resten af sæsonen.

Håber at støde ind i Sebastian til en fodboldkamp igen på et senere tidspunkt. Indtil kan man følge med på hans hjemmeside, Pitchstop.dk, og se om han når målet med de 58 stadionbesøg. Mon ikke det lykkes?