Forløsningen i Silkeborg

Så kom den endelig! Brøndbys vandt i søndags 2-1 i Silkeborg og fik dermed den første sejr i Superligaen efter 12 kampe uden fuld gevinst. Den seneste sejr lå helt tilbage i juli måned, hvor holdet på Brøndby Stadion også vandt over Silkeborg med samme cifre.

Ringe første halvleg
Det lignede dog "business as usual" for Brøndby i dette efterår, da Silkeborgs old boys-angriber Henrik "Tømrer" Pedersen efter godt tyve minutters spil bragte hjemmeholdet foran efter en noget rodet start på opgøret. Som så ofte før i dette efterår var det utroligt ringe forsvarsspil, der gjorde at modstanderen kunne score et relativt simpelt mål. Daniel Stenderup er ikke tæt nok på sin direkte mand, Marvin Pourié, som lidt heldigt får sendt bolden videre til Tømreren, der på trods af at være langsommere end en gammel skilpadde, får lov til at vende og sparke bolden i mål. Dette mål må anfører Clarence Goodson tage på sin kappe. Sjældent har jeg set så dårlig en præstation gennem en hel kamp fra en centerforsvarer i Superligaen. Han var konstant dårligt placeret, kom for sent i tacklingerne og så klodset ud i stort set alt han foretog sig. At det kun kom til at koste et mål og et gult kort i den kamp, er vist mere held end forstand.

To kaptajner. Henrik "Tømrer" Pedersen i duel med Clarence Goodson.

Første halvleg var ikke holdets bedste præstation i efteråret. De lod sig stresse af Silkeborgs høje pres og engagement, og virkede febrilske i afleveringerne, der sjældent ramte en medspiller. I pausen blev Simon Makienok skiftet ind i stedet for Oke Akpovata, der ikke lignede en mand der var god nok til at spille alene på toppen. Måske er det stadig den alvorlige korsbåndsskade der driller nigerianeren eller måske er han bare ikke bedre. I hvert fald blev spillet meget bedre i anden halvleg. Brøndby pressede hjemmeholdet tilbage på banen og Makienok formåede, modsat Akpoveta, at hold fast i bolden og ligge bolden af til medspillerne. Alligevel troede man ikke rigtigt på en sejr. Alt for mange gange i denne sæson er det gået galt, og da Silkeborg fortsat skabte store chancer på kontra, frygtede man et nederlag. Den største Silkeborg-chance tilfaldt Kasper Risgård, der blev spillet helt fri og afsluttede flat i det lange hjørne. Heldigvis var Michael Tørnæs vågen og reddede holdet med en flot fodparade.

Helten Makienok
I stedet for 2-0 til Silkeborg udlignede Brøndby nogle minutter senere. En bold blev slået ind i feltet fra venstre side og efter et blokeret skud fra indskiftede Brent McGrath, endte bolden for fødderne af Simon Makienok. Mange gange i denne sæson har han skovlet lignende chancer tættere på linjevogteren end målmanden, men ikke denne gang. Denne gang benyttet han roligt indersiden og satte bolden i højre side af målet. Herefter virkede det som om Brøndby-spillerne ikke rigtig vidste om de skulle gå 100% efter sejren eller spille mere kontrolleret. De sidste ti minutter blev en blandet omgang, og man sad med fornemmelsen af endnu en uafgjort kamp, som trods alt var bedre end et nederlag. Men i overtiden kom sejren alligevel i hus. Efter glimrende samarbejde med Mike Jensen i højre side, sendte Rommedahl et godt indlæg ind i feltet, hvor Simon Makienok åbenbart havde tanket selvtillid med scoringen tidligere. Han kom foran sin markør og sparkede hårdt og flat med vristen bolden mod det lange hjørne, hvor Lasse Heinze i Silkeborg-målet heldigvis kun kunne halvklare. Sikke en forløsning! Simon Makienok spurtede ud til de medrejsende Brøndby-fans, der trofast havde støttet holdet gennem hele kampen, og nu var i ekstase. Det mindede nærmest om mesterskabsbilleder på det lille udebaneafsnit på Silkeborg Stadion.

Simon Makienok efter scoringen til 2-1

Selvom der er en masse negativt at sige om Brøndbys præstation i Silkeborg i søndags, må overskriften være at holdet kæmpede sig tilbage i kampen efter at være kommet tidligt bagud, og til sidst trak det længste strå. Dette kan og skal være vendepunktet for holdet, men krisen er langt fra ovre.

Endnu en vigtig bundkamp
I de seneste 26 Superligakampe har Brøndby kun formået at vinde to (2!), begge mod bundproppen Silkeborg. På den anden side har klubben nu vundet de sidste to kampe og spillere og trænere må derfor have selvtillid inden endnu en utrolig vigtig bundkamp i weekenden, hvor Esbjerg kommer på besøg. Udeholdet er tre points foran Brøndby i ligaen, så derfor må man for alt i verden ikke tabe på søndag. Det vil betyde at klubben vil være seks points fra overlevelse i Superligaen med over halvdelen af kampene spillet. Man skal selvfølgelig forsøge at udnytte det momentum holdet har, men efter at have set FC Midtjyllands mandagskamp mod Esbjerg, vil jeg nok anbefale en såkaldt kontrollet offensiv. Esbjerg var utrolig giftige på kontrastød, hvor de har nogle af ligaens hurtigste spillere i Jesper Lange, Martin Braithwaite og Peter Ankersen. FC Midtjylland var heldige med ikke at indkassere nogle mål.

Karantæner
Brøndby har tre mand i karantæne til Esbjerg-kampen, to i centerforsvaret (Clarence Goodson og Dario Dumic) samt Jan Kristiansen på den centrale midtbane. Man må gå ud fra at Daniel Stenderup tager den ene plads, ligesom mod Silkeborg, mens Martin Albrechtsen højst sandsynligt rykkes ind i centerforsvaret og Jens Stryger Larsen igen må spille venstrebacken. På midtbanen ligner det et comeback i startopstillingen til Frank Semou og Dennis Rommedahl, og samtidig snupper Simon Makienok nok pladsen som spidsangriber fra Oke Akpoveta. Mit bud på startopstillingen:

Tørnæs
Holst - Stenderup - Albrechtsen - Stryger
Mike J - Semou - Thygesen
Rommedahl - Makienok - Gerht

Fire runder tilbage
Der resterer fire superligarunder i efteråret. Her er Brøndbys program (Sidste ti indbyrdes opgør i parantes. sejre-uafgjorte-nederlag):

Esbjerg hjemme (5-3-2)
Horsens hjemme (2-2-6)
FC Nordsjælland ude (4-3-3)
SønderjyskE ude (6-3-1)

Der skal points til i kampene mod Esbjerg og Sønderjyske, helst to sejre selvfølgelig. Alle kampene bliver svære, men især mod Horsens hjemme og FC Nordsjælland ude bliver det uhyggeligt svært. Horsens har et rigtig godt tag på Brøndby, og har ikke tabt de seneste fem opgør på Brøndby Stadion, mens FC Nordsjælland skal forsøge at indhente afstanden til FC København i toppen af rækken. Cheftræner Auri Skarbalius har købt sig lidt tid med to sejre i træk, men han er stadig i fare for at blive fyret efter et katastrofalt efterår. Hvis ikke holdet snart begynder at vinde over andre end Silkeborg, går der nok ikke længe før han får samme besked som Keld Bordinggard fik i Silkeborg; en fyreseddel.

RETTELSE: Quincy Antipas er tilbage efter karantæne, og må formodes at gå direkte ind i startformationen. Det bliver nok på bekostning af Gerht.

Brøndby er landets mest omtalte

På trods af, at fodboldklubben Brøndby IF de senere år har været nede i en bølgedal, så er forstaden Brøndby stadig den allermest eksponerede by i Danmark, set i forhold til antallet af indbyggere. Den store omtale af Brøndby skyldes at fodboldklubben Brøndby IF befinder sig i byen. Det konkluderer en analyse fra Infomedia.

Samlet set er Brøndby den syvende mest eksponerede danske by, kun overgået af landets fire største byer, samt Roskilde og Frederiksberg. Til sammenligning får Brøndby lige så meget omtale som Brønderslev, Skanderborg, Sønderborg og Skagen til sammen - fire byer, som ellers har været temmelig meget i medierne af forskellige årsager.

Brønderslev på grund af den tragiske sag om overgreb, Skanderborg på grund af deres landskendte festival, Sønderborg fordi de bød ind som Europæisk Kulturby 2017 og Skagen for deres status som kendt ferieby.

Stor omtale giver åbenbart ingen hovedsponsor
På trods af den massive omtale har klubben i årevis ikke kunnet finde en ny hovedsponsor, hvilket er tankevækkende. De fleste virksomheder burde ellers kunne se idéen i at blive brandet i en så eksponeret klub.

Det manglende hovedsponsorat kan måske have at gøre med, at den megen omtale igennem de senere år i høj grad har været negativ omtale, hvilket mange måske ikke ønsker at sættes i forbindelse med. Det kan også, som flere tidligere har nævnt, hænge sammen med, at Kasi-Jesper, efter det tidlige stop som hovedsponsor i 2009, forpligtede sig til at betale klubben en del penge, såfremt klubben ikke havde fundet en hovedsponsor.

Uanset årsagen, så må vi håbe at Brøndby IF i fremtiden formår at forløse det enorme potentiale der ligger i at være så kendt og omtalt, i stedet for, som i de senere år, at spænde ben for sig selv gang på gang.


Infomedias undersøgelse baserer sig på artikler fra de ni landsdækkende dagblade: Børsen, B.T., Berlingske Tidende, Ekstra Bladet, Information, Jyllands-Posten, Kristeligt Dagblad, Politiken og Weekendavisen i perioden 1. januar til 31. december 2011.

Feriepenge bliver dyre i Brøndby

Så blev dommen i den længe ventede feriepengesag afgjort. Brøndby blev dømt til at betale fire millioner kroner til de tre tidligere Brøndby-spillere: Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson. Thomas Rasmussen udtalte, at han mente dommen var rimelig, idet Brøndby ikke havde fulgt overenskomsten. Men han nævnte ikke noget om, hvorvidt han havde modtaget pengene én gang før, hvilket jo var klubbens anke, og hvilket er med til at gøre det hele en anelse grotesk.

Sagen er jo, at Brøndby, ligesom tilfældet iøvrigt også er med adskillige andre danske klubber, har indføjet i mange spilleres kontrakter, at deres feriepenge og pension var inkluderet i lønnen. Men nu har spillerne altså fået medhold i, at det ikke er en lovlig måde at gøre det på.

Det vil altså sige, at spillerne formentlig vil få deres feriepenge og pension udbetalt to gange, samtidig med, at de får et tilsvarende beløb oven i hatten, som svie og smerte for, at måtte have ventet så længe på at få sine penge udbetalt. Det ligner jo et drømmescenarie for de fleste lønmodtagere.

Dommen kan komme til at koste Brøndby over 23,5 millioner kroner, hvis alle spillerne forfølger deres krav.

Spillere vil ikke have deres penge ...
I kølvandet på domsafsigelsen kom en lang række udtalelser fra mere eller mindre involverede parter. To spillere, henholdsvis Mathias Lindstöm, tidligere AAB'er, samt den tidligere Sønderjyske-spiller, Kenneth From, udtalte begge til medierne, at de på ingen måde ville forsøge at skrabe pengene til sig. De havde fået det, de skulle.

- Jeg har selv været med til at lave aftalen med SønderjyskE, og jeg vil have det dårligt med at møde op som tilskuer til en kamp på Haderslev Fodboldstadion velvidende, at jeg så har modtaget en del af lønnen to gange, sagde Kenneth From således til Sønderjyskes hjemmeside. - Hvad andre spillere i samme situation vælger at gøre, har jeg ingen kommentarer til.
En lignende kommentar kom fra Mathias Lindström, til TV2-sporten:

- Jeg har fået mine penge. Jeg havde en god tid i Aalborg, og jeg vil ikke forstyrre det. Penge betyder ikke alt. Jeg synes, at jeg har et godt forhold til Aalborg og alle folkene deroppe, og det er fint for mig. Jeg vil ikke forstyrre relationen til de mennesker på grund af nogle penge.

... men det vil de i Brøndby
Det lod dog ikke til, at den tidligere Brøndby-spiller, Thomas Rasmussen, synes relationen til Brøndby var så vigtig. Han kunne slet ikke følge tankegangen fra de øvrige spillere, og mente at folk burde sætte sig ind i reglerne:

- ...de [fansene] skal sætte sig ind i afgørelsen. Det er sket et brud på reglerne, og længere er den ikke, og det er ikke en sag, vi har valgt at køre bare for vores egen skyld. Det er for rigtigt mange spillere. Det er ikke et spørgsmål om at være grådig. Det handler om regler, der skal overholdes. (B.T.)

Han lyder lidt som en martyr, der ikke kræver pengene ind for sin egen skyld, men gør det på vegne af en lang række stakkels spillere. Problemet er bare, at hans ord formentlig preller af på  fansene, som nok nærmere vil føle det som om, han uberettiget tager penge fra klubben. Det ville klæde Thomas Rasmussen at fortælle, om han reelt har fået sine penge én gang tidligere, eller om dette bare er et desperat forsøg på at plukke de sidste frugter fra karrieretræet inden frosten sætter ind.

At gøre krav på penge, man tidligere har fået, bliver vel ikke nødvendigvis moralsk rigtigt blot fordi en domsafgørelse siger, at det er ok. Det tror jeg er en fornemmelse rigtig mange fans vil sidde med. Derfor kan det også blive problematisk, at nuværende spillere også er en del af sagen. Spillertruppen i Brøndby har således udsendt en pressemeddelelse som understreger, at spillerne bakker op om afgørelsen, fordi de mener at tingene bør foregå efter bogen. Brøndby har af en eller anden årsag ikke gidet at lægge hjemmeside til netop dén pressemeddelelse.

Det er svært at have ondt af fodboldspillere som fx Peter Madsen og Thomas Rasmussen, som i forvejen har tjent en ganske fin hyre i Brøndby, uanset om de så lovmæssigt set har krav på pengene eller ej. Hvis de var så utilfredse med ikke at få deres feriepenge, så kunne de jo bare have sagt til i forhandlingsprocessen, i stedet for at komme rendende adskillige år senere og kræve ekstra feriepenge, renter og bod.

Det er formentlig svært for de fleste fans at se til, mens klubbens tidligere spillere malker klubben for millioner, i en periode hvor klubben i forvejen er hårdt presset både økonomisk og sportsligt.Mange har da også set frem til søndagens Brøndby-kamp, idet der muligvis kan opstå en kølig stemning mellem spillerne og fansene. Fansene støtter klubben og lægger mange penge i klubben, penge som spillerne nu vil have flere af.

En anden ting, der er spændende ved denne sag er, at man har fået et større indblik i, hvad spillerne har fået af sign-on-fees igennem mange år. Peter Madsen fik ifølge medierne 8 millioner kroner i sign-on-fee, hvilket må siges at være et uhyre højt beløb i en dansk klub, især set i lyset af, at spilleren reelt aldrig nåede at vise sig frem på højeste niveau i sin sidste periode i klubben.

Der har været mange ude og kritisere spillerne, selvfølgelig klubbens formand, Sten Lerche, men også den tidligere direktør, Frank Buch Andersen, som mente spillerne var grådige:

- Spillerne bør have en dårlig smag i munden. Selvfølgelig skal kontrakterne opfyldes, men da aftalerne blev underskrevet, var spillerne helt indstillet på, at de havde fået de penge, de skulle have. Ifølge aftalerne fik spillerne højere bonusser, som så til gengæld inkluderede feriepenge, sagde Frank Buch Andersen til Ekstra Bladet.

Linket til Bjerregaard
Når alt kommer til alt, vender sagen tilbage mod klubbens tidligere frelser, og nuværende onde ånd, afgåede formand Per Bjerregaard. Han havde efter alt at dømme selv været med til at forhandle overenskomsten på plads med spillerforeningen i sin tid, hvorefter han skulle være gået hjem til klubben og have gjort det stik modsatte af, hvad han havde forhandlet sig frem til. Men det er så åbenbart ikke kun Per Bjerregaard og Brøndby, der har gjort det på denne måde. Adskillige andre klubber står i hvert fald i amme situation, dog ikke helt så massivt som Brøndby.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen fra AAB var for et godt stykke tid siden ude at sige, at han så sandelig ikke forventede at tabe feriepengesagen, idet klubben havde betalt hvad den skulle. Hvis han og en spiller var blevet enige i, at kontrakten var inklusive feriepenge, så skulle spilleren altså heller ikke komme rendende bagefter og bede om feriepenge. Men der må Lynge Jakobsen tro om igen.

Det skal blive spændende at se, hvor mange spillere der vil kradse pengene ind, og hvor stor indflydelse det får på Brøndby evne til at handle fremover. Ifølge regnskaberne har klubben ikke budgetteret med at skulle punge ud med de mange millioner, fordi man i samråd med sine advokater mente at have en særdeles god sag. Men også Brøndby måtte tro om igen.

Kapitalindsprøjtning kan redde klubben
Heldigvis nåede man lige at købe forstærkning i form af Quincy Antipas, men måske bliver han den eneste forstærkning der bliver råd til i flere år. Med mindre der da kommer gang i hele sagen omkring investergruppen med førnævnte Frank Buch Andersen i spidsen  De står angiveligt klar med 150 millioner, som de vil hælde ned i klubben, hvis de udskældte aktieklasser med de indflydelsesfattige B-aktier altså bliver ophævet. Dvs. hvis de kan få indflydelse for pengene.

Det var præcis det samme, som Kasi-Jesper måtte sande ikke kunne lykkes. Men i mellemtiden er Per Bjerregaard jo trådt tilbage, og det kan vise sig at være første skridt på vej mod ophævelse af aktieklasserne. I så fald står klubben måske til at modtage i alt over 170 millioner, i det Brøndby Supporters Trust jo også er på vej til at ville udstede aktier, der vil indbringe klubben op mod 20 millioner.

Det ville i den grad give Brøndby muligheder for at få sat sejlet til tops igen. Indtil da må man bare sande, at cirkuset hele tiden bliver udvidet med ekstra trækplastre i Brøndby. Først var der bare savsmuld på en græsplæne, siden kom der lyserøde elefanter og tryllekunstnere.

Så længe der ikke er mere ro på, er det svært at forestille sig at klubben kan komme til tops igen. Så måske er det meget godt at få de sidste problemer på bordet, så den negative del af arven fra Bjerregaard kan blive slettet hurtigst muligt. Man har desværre bare på fornemmelsen, at dette næppe er den sidste overraskende attraktion, der bliver hevet ud i manegen.

Quincy Antipas

Mandag aften lukkede det danske transfervindue, og i de sidste timer nåede Brøndby at hente en markant forstærkning til angrebet, zimbabweanske Quincy Antipas fra SønderjyskE. Efter salget af holdets ubetinget største profil Michael Krohn-Dehli til spanske Celta Vigo, håbede mange Brøndby-tilhængere at klubben ville hente en direkte erstatning, men jo tættere man kom på deadline forsvandt håbet langsomt. Lige indtil Ekstrabladet om eftermiddagen på transfervinduets sidste dag kunne berette at klubben havde budt på Antipas. Få timer senere var transferen en realitet, og for mange var dette en stor overraskelse. For det første, fordi angriberen tidligere på sommeren var blevet rygtet til adskillige udenlandske klubber. Og for det andet, fordi Brøndby ligger fire points under SønderjyskE i tabellen og tidligere har udtalt at man har et meget stramt lønbudget. Salget af Krohn-Dehli har selvfølgelig givet lidt luft i budgettet, og samtidig er Brøndby stadig en klub med mange tilskuere, der kan tiltrække profiler fra andre superligaklubber - det er trods alt positivt.

Quincy Antipas ved præsentationen mandag aften

Hvem er han så, denne afrikanske angriber med det besynderlige navn. Folk der har fulgt med i Superligaen i de sidste par sæsoner kender sikkert allerede den lille, lynhurtige og udfordrende angriber, der fik sit store gennembrud i sidste sæson med mange forrygende præstationer. Men for få år siden var han stort set ukendt i Danmark. Han blev i sommeren 2008 hentet til Randers til prøvetræning, men på trods af tre scoringer i en træningskamp blev han ikke tilbudt kontrakt. I stedet udnyttede 2. divisions-klubben Blokhus situationen og sikrede sig Antipas, der allerede på dette tidspunkt havde optrådt seks gange på Zimbabwes landshold. Den hurtige angriber imponerede i sin første sæson i Nordjylland og året efter var der interesse fra andre klubber. Den nyoprykkede franske Ligue 2-klub Istres inviterede Antipas til prøvetræning, og selvom han imponerede, kunne den franske klub ikke finde finansieringen til at købe ham fri, og da Blokhus ikke ville udleje ham, blev han i klubben i et halvt år mere, indtil bundholdet i Superligaen HB Køge købte ham i et forsøg på at kravle over stregen. Da dette ikke lykkedes, valgte Sønderjyske at slå til og hente ham på en fire-årig kontrakt. I sin første sæson i Haderslev startede Antipas ca. 1/3 af kampene på bænken, men efter han i vinterpausen havde gennemgået en operation for kompartmentssyndrom (en sjælden tilstand, hvor der opstår højt tryk i hinderne omkring musklerne og besværliggører blodcirkulation) erobrede han en stamplads på holdet og i sidste sæson fik han sit gennembrud i klubben og Superligaen med 9 mål i 29 kampe samt mange flotte præstationer. I denne sæson startede Antipas også stærkt med mål og assist i nedslagtningen af Randers i første spillerunde. Siden er det dog kun blevet til et enkelt mål mere, bla. pga. af småskader.

Antipas sammen sportchef Ole Bjur

I Brøndby vil han formentlig gå direkte ind i startopstillingen ved siden af sin tidligere holdkammerat i HB Køge, Simon Makienok. Denne klassiske angrebskombination med en lille, hurtig og udfordrende spiller ved siden af en høj, fysisk stærk "target man" kan vise sig at blive vigtig i klubbens jagt på flere mål og sejre. Indtil videre er det kun blevet til én sejr i otte forsøg og holdet har kun formået at score seks mål i otte kampe. Selvom Antipas ikke er en decideret målsluger, skaber han med sine dybdeløb masser af plads til sine holdkammerater, der dermed kan komme til chancer. Hvis Brøndby vælger denne angrebskombination i en 4-4-2 formation, kan det sammenlignes med AC Horsens farlige duo i sidste efterårssæson med Henrik Toft og Gilberto Macena. Faktisk ligner Macena og Antipas hinanden en del både i spillestil og karrierevalg. Macena begyndte også sin karriere i 2. division for Holbæk inden AC Horsens fik øje på ham og hentede ham til Østjylland.

Ifølge Ekstrabladet betalte Brøndby fem millioner kroner for at købe Antipas fri af kontrakten med SønderjyskE. Kun tiden vil vise om det er et godt køb. Umiddelbart virker det dog en anelse dyrt for en spiller, der reelt set kun har været en profil i Superligaen i lidt over et år. Især når man tager det nuværende marked i betragtning. Ifælge Sporten.dk betalte OB fire millioner kroner da de hentede Emil Larsen i Lyngby tidligere på sommeren. Men Antipas har taget den lange vej fra 2. division til at blive en profil i Superligaen. Det vidner om en god mentalitet og ydmyghed, som vil passe godt ind i Brøndby. Samtidig er han 28 år og har dermed forhåbentlig den nødvendige erfaring til at klare det store pres fra omverdenen.

Som en lille bonus ved Antipas' skifte skal samtidig nævnes, at en af de direkte konkurrenter i bunden af superligaen, SønderjyskE, er blevet markant svækket det næste halve år, da de ikke kunne nå at hente en fuldgod erstatning for Antipas. I forvejen havde klubben udlejet Kenneth Fabricius til Esbjerg, så pludselig stod klubben med kun to reelle angribere i truppen. Man nåede lige akkurat at hente Kenan Hajdarevic i AC Horsens, men han må primært betegnes som reserve for Tommy Bechmann.

Læs i øvrigt Tipsbladets artikel om Quincy Antipas fra i vinters.

Nye vinde blæser over den synkende skude

Endnu engang dømte en hård skæbne Brøndby ude, og klubben endte med at tabe sin kun anden kamp til Sønderjyske. Sæsonstarten begynder at opfylde profetierne fra før sæsonstart, nemlig at Brøndby kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning. Klubben ligger således nummer 10, og kan, efter aftenens kamp mellem Esbjerg og Randers, ende under stregen. Men hvis man kalder Brøndby en potentiel nedrykker, så må man også være ærlig at sige, at det samme er alle de resterende hold i ligaen, på nær FC Nordsjælland, FCK, FC Midtjylland og OB. Alle Brøndbys fem kampe indtil videre, har været kampe som let kunne være tippet til både den ene og den anden side.

Det mest lovende fodbold har klubben spillet i de første tyve minutter mod Silkeborg, hvor de virkelig udviste stor spilleglæde og pressede Silkeborg helt i bund. En kort overgang blev alle mindet om, hvorfor de begyndte at følge klubben i sin tid. Som minutterne skred frem begyndte man endda at drømme om storsejre og afgørende forvandlinger af holdet - men nej. Kort efter genopstod den sædvanlige bævrende defensive nervøsitet, og holdet overlod alt initiativet til Silkeborg, og forærede dem endda adskillige store chancer. Resten af kampen blev en meget tæt duel, som lige så vel kunne være endt i en Silkeborg-sejr eller uafgjort. Kampene mod OB, AGF og Sønderjyske var dog temmelig lede ved Brøndby. Ikke at klubben spillede fantastisk fodbold eller nødvendigvis havde fortjent maksimumpoint for anstrengelserne, men set over en bred kam havde holdet vel fortjent minimum fem point yderligere.

Men held og uheld har ikke været de eneste faktorer. En væsentlig faktor er simpelthen også, som mange før mig har sagt, at defensiven simpelthen er for svag. Det blev tydeligst udstillet i Silkeborg-kampen. Men også i går kunne man mærke, at holdet ikke stoler nok på deres defensive fundament, og at de kendte 'automatismer' ikke er helt på plads, tydeligst udstillet da unge Daniel Noruozi spillede en fuldkommen tåbelig bold tilbage til Tørnæs, i en ellers upresset situation, få minutter før afslutningen. Det er formentlig en fejl han ikke begår igen. I virkeligheden synes jeg dog det gik bedre defensivt mod Sønderjyske uden holdets kaptajn, Clarence Goodson. Han har slet ikke indfriet de forventninger man havde til ham, udover i hovedspillet ved standartsituationer, hvor han fejlagtigt har fået annulleret flere mål siden sin ankomst.

Mange vil kalde holdet for urutineret, men i virkeligheden skyldes det vel også at mange af de unge spillere af egen avl ikke ser ud til at lære nok af den store kamperfaring, som klubben har givet dem. For hvis man kigger på tallene på Brøndbys hjemmeside, så har Anders Randrup fx spillet 142 1.holdskampe, Daniel Stenderup har spillet 65, Michael Tørnæs 55, Jens Stryger Larsen 75, og netop solgte Nicolaj Agger nåede 60 1. holdskampe. Derudover har Simon Makienok spillet 19 kampe for Brøndby, samt 59 divisionskampe for HB Køge. Det er vel at stramme den at sige, at disse spillere er direkte urutinerede? Snarere er de bare endnu ikke i stand til at indfri det potentiale, som de alle i perioder har vist. Om det skyldes spillernes eller trænernes manglende kvalitet er så spørgsmålet. Når det er sagt, så har holdet stadig spillere, som er meget urutinerede, og som alle ser ud til at skulle bære et temmelig stort læs i denne sæson, nemlig: Daniel Norouzi (17 kampe), Dario Dumic (16 kampe), Frank Semou (15 kampe) og Mathias Gerth (29 kampe) samt ikke mindst Oke Akpoveta, som endnu kun har fået 5 lovende indhop. Herudover er der i truppen en lang række unge spillere, som er helt, eller næsten helt, uden erfaring fra klubbens bedste hold.

Eftersom klubben ingen penge har, er man nødt til at hænge sin hat på alle disse talenter. Det kan dog være svært at sige, om de nuværende talenter er i stand til at rykke sig det afgørende stykke opad, men i hvert fald kan det være svært at se fx Mathias Gerth rykke sig med den attitude han viste i går, da han blev sendt på banen. Måske var det mit tv-signal der manglede kvalitetet, men i hvert fald var det umuligt for mig at spotte nogen ild eller vilje i øjnene på ham, da han stod og skulle på banen. Og for at tage det afgørende skridt op så vil store fodboldmæssige færdigheder aldrig være nok - viljen er nødt til at være ekstrem stærk for at kunne gøre en forskel. I slutningen af sidste sæson kunne man endda fornemme hos Gerth, at han virkede lidt utilfreds med spilletiden og at han antydede at han måske ville søge væk, hvis ikke det blev bedre. Jeg ville gerne lægge hovedet på blokken og love den unge mand, at hvis han lagde alle sine kræfter i alle sine indhop, så ville han formentlig meget hurtigt blive fast mand hos Brøndby. Viljen kan man derimod fornemme hos Oke, som man stadig godt kan tillade sig at have forventninger til i denne sæson, selvom han også stadig er ung.

Ud fra de første fem kampe kan man vel godt konkludere, at denne sæson bliver en mellemsæson. Men det er stadig en meget vigtig mellemsæson. For det er afgørende, at klubben ikke rykker ud, og at de unge spillere udvikler selvtillid og større rutine på trods af, at de måske kommer til at spille en nervepirrende kamp om nedrykningen.

De mest spændende ting om Brøndby sker jo i virkeligheden udenfor banen, hvor der er sket adskillige store ting denne sommer. Vi har dog ikke fået skrevet om noget af det her på BIF på BLOGGEN grundet flytninger og ferieafholdelse. Men Per Bjerregaard er som bekendt trådt tilbage fra formandsstolen, hvilket mange fans har ønsket i adskillige år, og klubben har efterfølgende åbnet op for at fansene kan få 1-2 pladser i bestyrelsen, mod at kaste 21 millioner i klubben. Det lod dog ikke til, at fansene ønskede at fejre den nye kurs i klubben, idet der kun var 7667 på stadion, men alligevel var fansenes sang dog et af de mest opløftende momenter i gårsdagens kamp. Sidst, men ikke mindst, så er feriepengesagen stadig ikke afgjort, og Kasi-Jesper er gået på røven, hvorfor Brøndby nok må vinke farvel til det kæmpe millionbeløb, som han ville kompensere dem for til næste sommer, som følge af sin tidlige udtræden af sin sponsoraftale med klubben. Alt dette er nok nogle af grundene til, at klubben endnu ikke har hentet en eneste forstærkning, selvom man åbenlyst kunne trænge til lidt kvalitet og erfaring på banen. Klubben er trængt på alle fronter, og det er i sidste øjeblik at de nye vinde er begyndt at blæse over den synkende skude.

Sæsonoptakt

Så skal vi til det igen. På fredag (den 13., uha!) starter Superligaen igen, og der bliver lagt ud med den gamle jyske klassiker AGF-AaB. To dage efter skal Brøndby i kamp på hjemmebane mod et andet mandskab, der skuffede stort i sidste sæson, OB. For et år siden ville denne kamp have været en topkamp i dansk fodbold, men efter sidste sæsons slutplaceringer bliver man nødt til at kalde det hvad det er, en bundkamp. Selvfølgelig er det en ny sæson, og det er to store klubber i dansk fodbold, men begge er i gang med store ændringer, der gør, at det sandsynligvis ikke bliver i denne sæson de kommer til at spille med om mesterskabet.

Modstanderen

OB ansatte sidste vinter Poul Hansen som sportsdirektør for at udvikle en mere boldbesiddende fodboldstil, men efter en dårlig start på forårssæsonen, så klubben sig nødsaget til at fyre Henrik Clausen og indsætte sportsdirektøren som cheftræner. Det var tæt på en katastrofe og klubben reddede kun sin superliga-status pga manglende kvalitet hos de to nedrykkere Lyngby og HB Køge. Nu har OB ansat Troels Bech som ny træner og derfor kan Poul Hansen liste tilbage til sit kontor og udføre sit job som sportsdirektør. Klubben har sagt farvel til flere dyre, ældre spillere heriblandt Eric Djemba-Djemba og hentet to unge talenter fra Frankrig samt et af de største offensive talenter i dansk fodbold, Lyngbys Emil Larsen. Det bliver spændende at se hvor lang tid der går inden det "nye" OB-mandskab indfrier potentialet.

Det unge Brøndby

I Brøndby har man også valgt at satse på egne talenter i den kommende sæson. Men modsat OB, der også har købt unge spillere, satser Brøndby næsten udelukkende på spillere, der kommer fra klubbens ungdomsafdeling. En meget trængt økonomisk situation har tvunget klubben til at skille sig af med mange løntunge spillere og primært satse på egne talenter.

Det betyder at førsteholdstruppen kun består af 16 spillere. Da det ser lidt tyndt ud, har klubben indlemmet 8 ungdomsspillere (A-Talent), så truppen op til den nye sæson består af 24 spillere. Af de 24 spillere er der kun 7 over 25 år, hvilket inkluderer Martin Bernburg der er kronisk skadet, Jan Kristiansen, der har haft et konstant dalende niveau siden han underskrev sin gyldne 5-årige kontrakt, samt Michael Krohn-Dehli, der efter sin fremragende præstation ved EM snart forventes solgt. Dermed er der altså fire spillere over 25 år tilbage i startopstillingen, Michael Tørnæs, Clarence Goodson og Mikkel Thygesen og Dennis Rommedahl. Nu er der selvfølgelig ingen der siger at et hold skal have en gennemsnitsalder over 25 år for at vinde fodboldkampe, se blot på FC Midtjylland, der i sidste sæson kun havde to spillere over 25 år (Kristian Bak Nielsen og Kolja Afryie) i deres idealopstilling, men alligevel vandt bronze. Men de fleste fodboldhold kræver en vis balance mellem rutinerede spillere og unge talenter for at fungere optimalt, og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved om denne balance er tilstede på det nuværende Brøndby-hold.

Målsætning top-6
Klubben har en erklæret målsætning om at slutte i top 6, hvilket ifølge sportschef Ole Bjur er en realistisk målsætning, da han mener at truppen underpræsterede med sidste sæsons 9.plads. Han kan selvfølgelig have ret i at man med landsholdsspilere som Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl burde slutte højere i tabellen. Men når balancen på holdet er helt forkert (bla. ingen kompetent defensiv midtbanespiller), man vælger at spille et forkert system (4-4-2 i stedet for 4-3-3) og fyrer træneren midt i sæsonen, så kan man ikke forvente at slutte i toppen. I sommerpausen har klubben sagt farvel til tre rutinerede spillere (Femi, Frederiksen og Nilsson), og der er usikkerhed om hvorvidt man fortsat råder over to øvrige når transfervinduet lukker i slutningen af august. Mike Jensens kontrakt udløber til vinter, og den bliver ikke forlænget. Dermed kan klubben meget muligt vælge at lade ham gå for et mindre beløb allerede nu. Derudover er Michael Krohn-Dehli, som tidligere nævnt, brandvarm på rygtebørsen i øjeblikket. Mister man de to spillere, ligner det en yderst svær sæson, hvor en slutplacering i top 6 er meget optimistisk.

Superligaen er stærkere
Grunden til at det vil være overraskende hvis den nuværende Brøndby-trup ender i top 6, er ikke mindst de to jyske hold, der har afløst Lyngby og HB Køge i sommerpausen. Randers og Esbjerg, der begge rykkede ned forrige sæson, har stort set holdt fast i det samme mandskab siden nedrykningen, og Randers har endda oprustet til den nye sæson med indkøb af en amerikansk og malisk landsholdsspiller. Der er, modsat sidste sæson, ikke klubber der ligner oplagte nedrykningskandidater, men derimod ser Superligaen utrolig jævnbyrdig ud. Det er svært at se oplagte favoritter i første spillerunde.

AGF-Aab
SønderjyskE-Randers
Esbjerg-Silkeborg
Brøndby-OB
FCK-FCM
Horsens-FCN

Da Superligaen samtidig har en af de højeste nedrykningsprocenter i Europa, skal man ikke undervurdere risikoen for en potentiel nedrykning. For få år siden ville dette være utænkeligt. Brøndby i 1.division? Du må være skør! Men hvis klubben sælger Mike Jensen samt Krohn-Dehli, der har været hjernen på holdet de sidste tre år, og samtidig ikke køber de rette erstatninger, vil midtbanen primært komme til at bestå af uprøvede ungdomsspillere, hvilket absolut ikke er optimalt.

Det positive
Men der er da stadig grund til at have lidt optimisme med henblik på overlevelse i næste sæson. Truppen indeholder stadig Krohn-Dehli. Han er altså ikke solgt endnu! Samtidig har mange af de unge spillere der satses på fået lidt erfaring fra sidste sæson, som de forhåbentlig kan bruge nu. Og sidst, men ikke mindst, ser det ud til at en af de skadede angribere, Oke Akpoveta, er klar til den nye sæson. Han kan umuligt allerede være i topform efter sin grimme korsbåndsskade for ca. ti måneder siden, men hvis han stille og roligt kan arbejde sig i form, vil det give en ekstra dimension i angrebet, som manglede i foråret. Specielt når man har valgt at spille 4-4-2.

Startopstillingen
Startopstillingen i den sidste testkamp mod HB Køge så således ud

Mål: Tørnæs
Forsvar: Joensen, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Semou og Agger
Angreb: Thygesen og Makienok

Man må forvente at Krohn-Dehli og Randrup vil gå ind i startopstillingen i på søndag mod OB hvis de er klar (Rommedahl er skadet). Jeg så ikke kampen mod HB Køge, men det virker mærkeligt at lade Agger spille venstre kant og Thygesen angriber. Ville det ikke give mere mening at de to byttede plads? Her er et bud på en startopstilling mod OB:

Mål: Tørnæs
Forsvar: Randrup, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Thygesen og Krohn-Dehli
Angreb: Agger og Makienok

Det klart svageste led på dette hold er den centrale midtbane. I et tidligere indlæg var jeg inde på, at kombinationen af Mike og Thygesen mangler balance, og derfor vil det være oplagt at købe en erstatning til denne position, især med henblik på Mike Jensens snarlige afsked med klubben. Man kan ikke vente på at Semou, Holst eller en tredje ung spiller udvikler de kompetencer der er behov for på den plads. Herudover vil en ekstra central forsvarsspiller også være velkommen, da Goodson bestemt ikke imponerede i sidste sæson. Men så længe sagen om manglende udbetaling af feriepenge til en række spillere ikke er afsluttet, har klubben formentlig ikke mulighed for at købe nye spillere. Dermed må vi sætte vores lid til de unge talenter.

Hov, jeg glemte næsten det bedste! Den nye spillertrøje fra Hummel. Den er fed!

Foto: Brondby.com

Nye rygnumre

Der er blevet rykket godt og grundigt rundt på spillernes rygnumre op til den nye sæson. Daniel Stenderup har fået tildelt nr. 4 (Per Nielsens gamle nummer), hvilket må betyde at det er manden man regner med som langsigtet løsning i centerforsvaret. En del andre spillere har også fået lavere rygnumre, heriblandt Brent McGrath (12), Mathias Larsen (13) og Daniel Norouzi (19). Måske er jeg gammeldags, men jeg forstår ikke helt hvorfor man ikke vælger at udfylde ledige numre fra 1-11 først, og derefter tildele højere rygnumre.


Er det fordi man kan tjene flere penge ved at sælge spillertøjer med to-cifrede rygnumre? Er det fordi presset bliver for stort på de unge spillere, hvis man tildeler dem et lavt nummer og dermed indirekte signalerer at de er stamspillere? Jeg ved det ikke, men i min verden giver det mere mening at Norouzi har nummer 3, Dario Dumic nummer 5 og Mathias Gehrt nummer 8 end at disse numre er ubrugte. Det kan selvfølgelig også være, at klubben vælger at gemme numrene til fremtidige indkøb. Man har vel lov at håbe.

Lars Elstrups Dæmoner

Omtale af den nye biografi om Lars Elstrup, om præstationsangsten og skiftet til Brøndby, der blev første skridt på vej mod toppen af fodboldkarrieren, og mod bunden af det psykiske helbred. Om perioden efter fodbolden, hvor depressionerne lå på lur om hvert andet gadehjørne. 

Så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af historien om fodboldspilleren Lars Elstrup. EM-helten, der stoppede med topfodbold fra den ene dag til den anden, og øjensynligt forsvandt ind i en sekt, hvor han fik navnet Darando, og fra tid til anden tiltrak sig den ene obskure avisoverskrift efter den anden.

Helt tragikomisk blev historien om Lars Elstrup i 2000, da han som 36-årig, efter over seks års fravær fra fodbolden, meldte sig under fodboldfanerne igen, med ordene: "Min ambition er selvfølgelig at spille i Superligaen, og også på landsholdet på længere sigt."

Prøvetræningen varede dog kun en enkelt dag, idet Lars Elstrup var meget skuffet over, at klubben ikke anerkendte ham for den markedsmæssige værdi, han tilførte klubben med sin tilstedeværelse: "Jeg har ikke i sinde at deltage i det her, uden at få noget betaling for det."

Det er ikke svært at påstå, at Lars Elstrups liv forekommer at have taget en absurd drejning siden fodboldkarrieren stoppede. Manden meldte sig ind i et spirituelt fællesskab og afbrød kontakten med sin familie i Randers, idet han mente de havde givet ham en for hård barndom. Især presset fra faderen mente han havde været for stort. I bogen får man dog begge sider af historien, både fra forældrene og Elstrup selv.

I bogen får man at vide, Lars Elstrup altid har haft en fundamental glæde ved fodboldspillet, som stadig ikke har sluppet taget i ham den dag i dag, hvor han jævnligt spiller med unger på gader og stræder. På den anden side lyder det også som om, han har haft to andre dæmoner, som har været knap så produktive for ham, nemlig hans skarpe sans for at skaffe penge, samt hans stolthed.

Brøndby-tiden
I 1985 skifter han væk fra barndommens Kronjylland, for at tage imod et tilbud fra Brøndby's tidligere Randers-dreng, Per Bjerregaard, som får Lars Elstrups tillid foran Hvidovre IF: "Jeg var mest tryg ved Per Bjerregaard. Han havde jo også sin forbindelse til Randers, som vi talte om, og jeg turde sige nogle ting til ham. Jeg lyttede til ham, og han fortalte, hvad han kunne hjælpe mig med. Han kunne være en støtte for mig og give mig noget tryghed, så det endte med, at jeg skrev kontrakt med Brøndby."

Per Bjerregaard havde formentlig spottet, hvad der var Lars Elstrups akilleshæl som fodboldspiller: At han havde et mere skrøbelig sind end de fleste, og derfor havde behov for tryghed for at kunne præstere.

Allerede samme dag, som Lars Elstrup flyttede til storbyen, ramte det første store sammenbrud ham. Han røg ned i et dybt, fortvivlet hul, og episoderne skulle vise sig at komme igen med stadig større intensitet. Om sin første dag som professionel fodboldspiller, siger han: "Når jeg tænker tilbage, så var den 1. januar den dag, hvor jeg har været allermest ked af det i hele mit liv."

Lars Elstrup fandt dog stille og roligt en vis stabilitet i storbylivet og blev vellidt blandt klubbens store spillere. Han nåede dog kun at spille et halvt år i Brøndby, inden den hollandske storklub, Feyenoord ønskede at købe ham. Per Bjerregaard syntes, det var for tidligt for Elstrup at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, og rådede ham derfor til at blive.

Ydre succes og indre forfald
Herefter ventede to år i helvede for Lars Elstrup. Han kunne slet ikke forlige sig med de benhårde træningsmetoder og den kulde, der var omkring ham i Hollandsk fodbold, og derfor vendte han retur til OB som en knækket mand to år senere. Han ønskede at genfinde roen, lysten, tilliden og varmen igen. Alt det fandt han i OB, men alligevel lod han sig lokke af et 2-årigt tilbud fra den bedste, Engelske liga kun halvandet år senere, hvor Luton stod klar med åbne arme. Og det på trods af, at han egentlig godt vidste, at det ville være bedst for ham at blive i OB.

Herefter spillede han en halvdårlig og en fantastisk sæson for Luton, hvorefter de kommende mestre, Leeds United, ønskede at købe ham. Et tilbud, som Lars Elstrup dog kunne mærke, at han var nødt til at takke nej til, hvis han skulle komme helskindet igennem fodboldens verden. Han spillede et par sæsoner i trygge OB, hvilket inkluderede et Europamesterskab med Danmark, hvor han sad på bænken og inderligt håbede på, at Danmark ikke kom bagud, idet han så kunne risikere at blive skiftet på banen, hvilket han ikke ville have kunnet klare rent psykisk.

Året efter lagde han endegyldigt støvlerne på hylden med skadede knæ som undskyldning. Lars Elstrup stoppede for at finde ro, men det var først for alvor her offentligheden fik indblik i, og dermed interesse for, Lars Elstrups turbulente liv og skrøbelige psyke. 

Delvist forløst
Bogen er fængende og velfortalt, men det skyldes primært, at Lars Elstrups historie i sig selv er elementært spændende, på grund af hans pludselige adfærdsændringer, samt det besynderlige årelange mediecirkus, han har befundet sig i siden han stoppede med topfodbold.

Det er ikke ligefrem en fodboldbog skrevet på Zlatan-niveau, som jeg tidligere omtalte her på bloggen, hvilket måske også er for meget forlangt, da den er i en liga for sig selv indenfor genren. Men det er alligevel lidt ærgerligt, for Lars Elstrups historie er i virkeligheden mindst lige så interessant som Zlatans, måske endda mere, fordi den omhandler emner, som i dén grad er tabu i fodboldverdenen. Psykisk sygdom samt det, at skille sig ud som anderledes. Historien har fået endnu mere relevans efter at både målmanden Robert Enke og eks-topspilleren Gary Speed har begået selvmord indenfor de sidste par år.

Et eksempel på den manglende ordekvilibrisme er, at ordet 'notorisk' nærmest benyttes notorisk igennem hele bogen, på trods af, at det notorisk er et fodbold-klichéord, som ikke bibringer nogen substans til noget som helst.

Jeg synes historien om Lars Elstrup indeholder virkelig store perspektiver, men de bliver desværre ikke fuldkommen forløst. På den anden side skal det nævnes, at jeg alligevel slugte bogen råt. Jeg føler bare ikke jeg får tilført nok afgørende informationer eller kommer langt nok ind under huden på Lars Elstrup. Men det har nok også været svært for forfatterne at hive nye kaniner op af hatten, netop fordi Lars Elstrups farceagtige livsudvikling i høj grad allerede er blevet dokumenteret i medierne.

For eksempel sidder man hen mod slutningen med nogle påtrængende spørgsmål omkring hans psykiske helbred, som ikke rigtig bliver forløst: Hvordan kan det være, at manden ikke har søgt lægelig hjælp på noget tidspunkt? I tre perioder på hver tre år har han været så depressiv, at den sammenlagte tid, han har talt med andre mennesker, i den sidste periode ikke oversteg en time...

Det eneste man får at vide om disse perioder er, at han vist nok spiller poker på nettet og lever af sine fodboldmillioner. Men han må jo givetvis lave nogle flere ting, siden han ikke er død af disse ekstreme alene-perioder? Han har jo fået mad på en eller anden måde.

Bogen slutter med at konkludere at: "Trods de svære perioder har Lars Elstrup afholdt sig fra antidepressiver eller psykologhjælp. - At drage sine egne erfaringer er mere værd end at høre venners gode råd. Så det er det, jeg gør. Jeg handler og oplever for at få mere forståelse af mig selv og forståelse for min omverden, siger han."

Elstrups fremtid
For tiden tilbyder han selv terapi - helt gratis - hvilket han har reklameret for på Facebook, men indtil videre er der øjensynligt ingen der har taget imod tilbuddet. "Tænk, fordi man udbyder noget, der er gratis, så tænker folk automatisk, at det sikkert er dårligt. Jeg tror, jeg vil til at tage 400 kr. for det."

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at det er pengene, der gør udslaget. Eller måske er det bare fordi, ingen ønsker at gå i terapi hos en, som ikke selv har været i terapi, selvom det er åbenlyst for de fleste, at han kunne have haft gavn af det? Da han en enkelt dag - ifølge BT - var i forbindelse med en psykiatrisk afdeling, lød det som om, der var en del paranoia forbundet med det:

"Lægerne stillede efter min mening luskede og underfundige spørgsmål, som tydeligvis skulle få mig til at gå i fælden, så de kunne indlægge mig, men jeg sagde, at hvis de ikke stoppede med at være manipulerende, så var det slut. Jeg følte ikke, at de respekterede dét, jeg sagde, så derfor tog jeg mine ting og gik ... Jeg gentager gerne: Jeg har ikke brug for psykiatrisk behandling for øjeblikket, og det får jeg aldrig nogensinde brug for... Jeg har været væk i et hul en, to, tre gange. Skulle det ske igen, så er det guds mening. Der er aldrig en tilfældig årsag til, at ting sker."


Den dag i dag lever Lars Elstrup som deltidsvagabond, på trods af fire millioner i banken, og overnatter ofte i Kirkens Korshærs varmestue i Odense, og har alle sine ejendele i bagagerummet på sin bil. Hvis man ønsker at spille fodbold med ham, kan man ifølge ham selv prøve at invitere ham via hans Facebook-side. Hvis det er lidt for direkte en konfrontation, så kan man også nøjes med at nyde mandens fodboldtalenter i den daværende engelske 1. division her.

Køb bogen her.

Økonom: Fansene er altafgørende rent økonomisk

Smukt billede af Brøndbys altafgørende økonomiske faktor.

I mange kredse er Brøndby-fansene efterhånden ekstremt trætte af den måde, som klubben drives på. Flere steder tales der om at boykotte klubben, for på den måde at lægge pres på ledelsen, ved at ramme dem der, hvor det gør mest ondt: På pengepungen.

Mange fans er derfor ironisk nok holdt op med at støtte deres klub for dermed at forsøge at hjælpe deres klub. Det er lidt ligesom forældre, der holder op med at forkæle og adlyde deres umulige børnehavebarn, fordi de har fundet ud af, at det netop er forkælelsen og det skæve magtforhold der har gjort barnet til en plage for sine omgivelser.

Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen 'Nyt hierarki i fodbolden', hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:

 "De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne."


Det kunne derfor tyde på, at klubben er nødt til at lytte til fansene, selvom den har forsøgt at undgå det pres, som fansene har lagt på klubben med både aktioner og protester, samt stiftelser af nye foreninger, der har til formål at ændre magtbalancen i klubben.

Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, der på konstruktiv vis forsøger at presse klubben

Ved første øjekast har Brøndbys fans dog ikke svigtet klubben til hjemmekampene. Tilskuertallet på Brøndby stadion er ifølge statistiksiden Danskfodbold.com således kun faldet fra 12.849 i sidste sæson, hvor klubben endte som nummer tre, til 12.600 i denne sæson, hvor klubben endte på sin dårligste placering nogensinde i den bedste, danske række.

Men hvis man gransker tilskuertallene nærmere, er der alligevel noget, der får alarmklokkerne til at ringe. For tilskuertallet er faktisk det allerlaveste siden sæsonen 1999/2000, som var den sidste hele sæson, inden Brøndby indviede deres nye stadion, som udvidede kapaciteten fra ca. 18-19.000 til ca. 29.000 tusinde. Beslutningen blev i sin tid taget fordi man var trætte af at skulle leje sig ind hos rivalerne i Parken, når man skulle spille europæisk.


Derfor er det også alarmerende at tilskuertallet i over to år reelt kun sneget sig lige over det gamle stadions kapacitet til en enkelt hjemmekamp mod Sporting Lissabon, hvor fansene i øvrigt leverede en af de mest spektakulære tilskuerpræstationer nogensinde set på en dansk tribune.

Og kun fem gange siden guldsæsonen 2005 har klubben haft et tilskuertal på over 23.000 tilskuere, ti gange over 21.000, og kun én gang siden guldsæsonen har stadion reelt været i nærheden af at være udsolgt. Det var fire måneder efter mesterskabet, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby og FC København spille 1-1. Det vil sige, at klubben i snart syv år reelt har stået med et overdimensioneret stort stadion i forhold til behovet. Dén ligtorn trådte sportsøkonom Troels Troelsen i tidligere på foråret, hvor han sagde at:

"De har et stadion med plads til 30.000, men det er sjældent fyldt. Der havde været bedre økonomi i at bygge et med plads til 20.000 og så hæve prisen på de sidste billetter, hvis der skulle se ud til at blive udsolgt."

Og direktør Jan Lockhart erkendte da også selv problemet:

"I øjeblikket har vi for stort et stadion i forhold til vores placering i ligaen. Også fordi vi ikke har spillet europæisk fodbold på et højere niveau gennem længere tid. Derfor har vi lige flere pladser til rådighed, end vi reelt set har brug for."


For at gøre det hele endnu værre, så har det desuden længe været en offentlig hemmelighed, at tilskuertallet på Brøndby Stadion igennem flere sæsoner er blevet holdt kunstigt højt oppe ved et stort omløb af sponsor- og fribilletter. Det reelle fald af tilskuere, som ønsker at betale for en hjemmekamp er altså formentlig langt højere, end tallene afslører. Brøndby er altså lige nu bombet tilbage i tiden, og deres ekstremt dyre stadioninvestering, som er en af grundene til deres nuværende, store gæld, har altså ikke båret lige så meget frugt, som alle formentlig havde forventet.


I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.

Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.

Brøndbys talentafdeling er storleverandør til EM-truppen

Efter den værste Brøndby-sæson i mands minde, er det efterhånden svært at finde positive historier om Brøndby i pressen eller på diverse fanforums. Klubben har dog igennem det seneste halvandet år - uden det store held - forsøgt at fremhæve en enkelt positiv historie som nøglen til fremtidens storhed: Klubbens har landets stærkeste ungdomssektor, og det skal man udnytte i langt højere grad.

Hvis man tager et kig på den danske EM-trup vil man opdage, at der er noget om snakken. Hele seks ud af 23 spillere fra landsholdslejren har været igennem Brøndbys talentsystem. Mere end hver fjerde spiller, med andre ord. Det gør Brøndby IF til den klart stærkeste talentleverandør til det nuværende landshold. Der er således kun fire tidligere Lyngby-talenter med, mens OB og KB står for hver tre.

Det er et faktum, som mange medier og fans ser ud til at ignorere i deres dommedagsagtige profetier om klubben. Der er blandt nogle steder opnået konsensus om, at klubben er i frit fald, og der tales således både om afvikling af klubben, konkurs og nedrykning. Men ikke desto mindre er Brøndby IF altså stadig blandt landets dygtigste til at udvikle fodboldspillere.

De seks tidligere Brøndbytalenter i EM-truppen er Daniel Agger, Stephan Andersen, Daniel Wass, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Niki Zimling. Alle seks er desuden markante spillere. Hertil kommer, at FC Nordsjællands Tobias Mikkelsen også optrådte i Brøndby i løbet af sine tidligste seniorår, samt at Brøndby også har den tidligere Lyngby-spiller, Dennis Rommedahl, med i EM-truppen.

Herudover er det værd at lægge mærke til, at en række af de spillere, som må formodes at være en del af fremtidens landshold, også har fået skoling i Brøndby. Det drejer sig om:

• 20-årige Nicolai Boilesen fra Ajax, som skiftede til Ajax sidste sommer. Han har desværre været skadet i næsten hele sæsonen, men i sine hidtidige to landsholdsoptrædener lignede han en sikker EM-deltager
• 21-årige Nicolai Jørgensen, som har haft en skadesplaget lejesæson i nedrykkerne Kaiserslautern - han spillede flere år i Brøndby inden han skiftede til AB, som solgte ham til Leverkusen
• Kasper Lorentzen, som i første halvdel af sæsonen var ude af billedet til EM, idet han spillede for Randers i Betsafe-ligaen
• Desuden har 19-årige Jannik Vestergaard gjort sig bemærket i den tyske Bundesliga, hvor han har spillet over tyve kampe for Hoffenheim i denne sæson. Vestergaard skiftede klub sidste sommer, ligesom Nicolai Boilesen.

Herudover har Brøndby IF igennem adskillige år været stærkt repræsenteret på ungdomslandsholdene og i ungdomsrækkerne, og adskillige superliga- og divisionsspillere er skolet i Brøndby, samtidig med at klubben netop har afsat to store U19-talenter til henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen. Sidst, men ikke mindst, så har Brøndby IF en vældig stor andel af egen avl i deres nuværende, stærkt barberede trup.

Det burde altså være forholdsvist tydeligt, at Brøndby lige nu er den danske klub, som sætter det måske mest markante aftryk i toppen af dansk fodbold, hvis man ser på udvikling af talenter. Det er egentlig mystisk at selv dén Brøndby-historie kan blive fordrejet og ignoreret af medierne. Men det er selvfølgelig heller ikke en historie, der sælger særlig mange aviser...

Brøndby ønskede ikke Mike Jensen som kulturbærer

Mike Jensen knockoutet af sin barndomsklub og sportschef Ole Bjur

For nylig tog Brøndby IF et overraskende træk op til det kommende transfervindue, idet man meldte ud, at man indstillede forhandlingerne med Brøndby-drengen Mike Jensen, hvis kontrakt udløber til årsskiftet.

Siden da har både medier og fans debatteret beslutningen, især fordi direktør Jan Lockhart for lidt over et år siden meldte ud, at man, efter forbillede fra Dortmund, fremover ville satse massivt på "en trup med selvavlede talenter kombineret med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer til at slikke sig om munden."

Sammenholdt med den dystre delårsrapport, som klubben for nylig sendte ud, så tolkede de fleste den manglende forlængelse af profilen Mike Jensen som et tegn på, at krisen kradser hårdere i Brøndby, end man umiddelbart skulle tro. Men den påstand køber tidligere toptræner og Brøndbyspiller, Erik Rasmussen, ikke - til Canal 9's fodbolddebatprogram, 'Frispark', siger han således: 

"Jeg tror det er en bevidst handling fra Brøndbys ledelses vedkommende, hvor de siger, Mike skal ikke være den, der skal være med til at køre det her hold. Jeg tror simpelthen de har valgt Mike Jensen fra. Og det behøver ikke at være på grund af de spillemæssige kvaliteter, hvad jeg ikke tror det er. Det kan godt være: hvordan synes de han passer ind i truppen, hvordan er harmonien, hvad for en kultur vil de gerne bære, er Mike Jensen den, som de gerne vil putte deres penge på? Det er han åbenbart ikke, fordi jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at hvis Brøndby ville finde pengene, og hvis de ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene, for vi snakker ikke 3-4 millioner om året [i løn, red.], vi snakker om nogle beløb, som en klub som Brøndby selvfølgelig kan lægge til sådan en spiller, også med tanke på, at de får frigivet en masse økonomi her til sommer."

Trylle-Erik i Frem, i perioden lige inden Morten Olsen skaffede ham til Brøndby.

Den økonomi, som Erik Rasmussen taler om, er de fem spillere, som for nylig fik at vide, at de ikke ville få forlænget deres kontrakt, heriblandt tidligere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle som Peter Madsen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore, som alle tre har spillet under niveau, men som alligvel må forventes at oppebære en fin hyre i klubben. Hertil hentyder Erik Rasmussen formentlig også til holdets stjerne og spillemæssige omdrejningspunkt, Michael Krohn-Dehli, som de fleste forventer vil blive solgt i det kommende transfervindue.

Erik Rasmussen mener, at den manglende forlængelse er en "klar manifestation af, at de ikke vil have Mike Jensen." Han kommer ikke ind på den eksakte grund, men siger bare, at "der må være sket et eller andet internt."

En af årsagerne som Frispark-panelet hiver frem, kunne være Mike Jensens temperament og hans opførsel, som tidligere i karrieren er blevet kritiseret. Blandt andet da han for nogle år siden brølede nogle angiveligt ikke så pæne ting ind i hovedet på daværende FCK-målmand Jesper Christiansen, der lå og ømmede sig i græsset efter et sammenstød. Panelet siger, at hvis det er den slags opførsel, der ofte er kendetegnende for Mike Jensens fighterånd, så kan det være, at man ønsker en anden stil som kulturbærende element i Brøndby IF.

Mike Jensen er træt af, at Jesper Christiansen ikke rejser sig op efter en brækket albue.

Man kunne mene, at Erik Rasmussen simpelthen bare underkender den økonomiske virkelighed i Brøndby IF, når han siger, at økonomien ikke er den primære årsag til at Brøndby ikke forlængede med Mike Jensen?

 "Jeg underkender ikke den økonomiske virkelighed, som vi også stod og snakkede om for et lille år siden, og for syv måneder siden, men efter den der såkaldte økonomiske virkelighed har de altså stadig købt Simon Makienok, som helt sikkert ikke er en helt billig spiller, HB Køge ville ikke slippe ham billigt, de købte Femi hjem, som helt sikkert også er dyr for Groningen, har en høj kontrakt der, de købte Rommedahl hjem, så de burde altså også kunne betale de der 100.000, 120, 150 (i løn om måneden, red.), hvis han skulle være kulturbærer, og hvis de ville satse på ham."

Erik Rasmussen mener yderligere, at en af årsagerne til Brøndbys beslutning er, at Mike Jensen og Mikkel Thygesen minder for meget om hinanden, fordi de begge har deres forcer i det offensive, og at der derfor ikke er plads til dem begge på midtbanen.

Noget kunne tyde på, at Erik Rasmussen kunne have ret i sine betragtninger, for så sent som i går meldte sportsdirektør Ole Bjur klart ud, at Brøndby skal på banen i transfervinduet:

"Vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar til at agere."

Det er nok en udmelding, der får de fleste Brøndbyfans til - i Jan Lockharts terminologi - at slikke sig om munden, men samtidig forstår man Brøndby-fansenes efterhånden åbenlyse frustration, når selvsamme Lockhart for kun 14 dage siden var ude og sige at: "Man skal ikke forvente markante tilgange i det kommende transfervindue
 
At de forskellige afdelinger af Brøndby-ledelsen melder forskellige ting ud med jævne mellemrum, er jo ikke noget nyt. Det har medierne spundet guld på i årevis efterhånden. Om det er medierne, der fordrejer tingene, for at profitere på spændingerne i klubben, eller om Brøndbys ledelse reelt befinder sig på hver sin planet, det må vi lade være op til læseren. Mon ikke de fleste alligevel bare håber på, at der snart kommer styr på biksen?

Kampen om klubbens hjerte

Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.

Brøndby IF er presset som aldrig før, både på og uden for banen. Klubben er i færd med at afrunde sin dårligste sæson nogensinde, og det vel at mærke i sæsonen, der markerer klubbens trediveårs jubilæum i den bedste, danske række. Jubilæet er så vidt vides ikke ligefrem blevet fejret med fest og flag i klubben, selvom der egentlig har været nok at fejre over de de tredive år. Pokalskabet er blevet fyldt med en imponerende mængde medaljer og pokaler. Så sent som for 11 måneder siden vandt klubben sine sidste bronzemedaljer, i øvrigt for tredje år i træk. Og sæsonen forinden blev pokaltitlen hjemført til Vestegnen.

Vel egentlig en ganske flot række af meritter for de fleste klubber, skulle man mene. Men i Brøndby blev det hele nærmest betragtet som en hån. Fra fans, spillere og bestyrelsesmedlemmer lød de skuffede meldinger, at bronze og pokaltitler bare ikke var nok. Det eneste der for alvor gjaldt, var guldmedaljer, hvorfor de seneste fire års høst slet ikke er blevet taget imod med den mindste grad af stolthed eller respekt.

Selvom det nu er hele syv år siden at klubben for sidste gang høstede sit seneste Danmarksmesterskab efter en imponerende sæson fra et sjældent set stjernespækket hold, så er selvforståelsen i Brøndby IF stadig, at hvis ikke vi vinder guld og spiller god fodbold, så kan det hele næsten være det samme. Det er lige før vi alle sammen lige så godt kan lægge os til at dø med det samme. Alle er desperate og frustrerede over, at Brøndby IF i år har undgået nedrykning til 1. division, og at klubben med stigende intensitet trækker negative overskrifter i pressen angående klubbens skrantende økonomi. I en sådan situation er menneskets naturlige mekanismer at udse sig en syndebuk, som vi kan brænde levende på bålet. Det er også sket i dette tilfælde. Syndebukken er blevet manden, som med sine fremsynede idéer har været arkitekten bag alle triumferne i tidernes morgen. Per Bjerregaard.

Efterhånden som resultaterne og det overlegne spil har svigtet, og trænere og spillere siden guldsæsonen i 2005 er blevet udskiftet med jævnlig rotation, er der kommet større og større fokus på ledelsen i Brøndby IF, og altså særligt formand Per Bjerregaard.

Der har været en lang række af skandaler og tvivlsomme hændelser, fyringer af ellers topkvalificerede, ledende medarbejdere i ét væk, altsammen mens ledelsen har fastholdt sin position for enden af bordet uden diskussion med stadig større desperation og lukkethed til følge. Den største og måske mest graverende fejl af dem alle var formentlig ansættelsen af Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, som sportschef i 2006, på trods af, at han på ingen måde var kvalificeret til jobbet. Han havde alle tænkelige muligheder for at gøre et godt job, efter Kasi-Jesper spyttede sine mange millioner i klubben, men en lang række fejlkøb, blandet med uheld, dårlig ledelse og en i forvejen opbrudt og uharmonisk trup, efterladt i hujende hast af Michael Laudrup, gjorde, at Anders Bjerregaard endte som en komplet fiasko, der efterlod sig et historisk dyrt makværk af en trup bag sig.

Alt imens krisen har forhindret enhver ro i Brøndby IF, så har Per Bjerregaard kæmpet en kamp mod leukæmi, som på et tidspunkt var så alvorlig, at han lignede en mand, der gik på grænsen til livet, når han tonede frem i medierne. Samtidig kæmpede han stolt for at nedtone sin sygdoms stadig mere alvorlige karakter i medierne, og han slap på intet tidspunkt grebet om fodboldklubben. Det løkken strammede mest, var symbiosen mellem Per Bjerregaards tilstand og klubbens tilstand så slående, at man for alvor blev klar over, hvor meget Brøndby IF's fremtid står og falder med Per Bjerregaards helbred og hans evne til at agere.

På det nævnte tidspunkt var smædesangene mod ham så direkte og modbydelige under kampene på stadion, at en personlig hetz formentlig aldrig har set sin lige i dansk sportshistorie. Fra tribune til tribune blev der råbt 'Bjerregaard ... Raus... Bjerregaard... Raus' så det gjaldede i stålkonstruktionerne og helt ind i hjertet på selv den mest hårdkogte forbryder. I filmen nedenfor kan man hen mod slutningen nærmest se, hvordan den kræftsyge Per Bjerregaard bliver flået fra hinanden fra sin plads på bænken. Det er ikke noget rart syn.

Her var en mand, der ikke længere var velkommen i den stolte forening, han om nogen havde været skaberen bag. Det var skaberen der blev fordrevet fra sit værk, inden han selv syntes værket var færdigt. Men som enhver ved, er det ikke altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere, hvornår et værk er færdigt, hvornår han skal holde op med at kratte rundt i malingen. Til sidst risikerer selv de mest lysende farver, de smukkeste motiver og de mest geniale indfald at blive grå og triste, ødelagte og usynlige for selv den mest garvede kender. Men på den anden side er der også muligheden for, at kunstneren har set noget, som alle andre har overset. At han vitterlig blot skulle have lidt længere tid til at finde frem til det, ved at kratte rundt i alt det grumsede grå.

Det er på dette punkt af processen Per Bjerregaard befinder sig lige nu. I et dødvande. Han vil ikke afgive magten i klubben, på trods af at alt taler for, at han bliver nødt til det, hvad enten han vil eller ej. Børsen offentliggjorde i går en artiklen, som proklamerede, at Per Bjerregaard inden for kort tid kan blive tvunget i knæ af Nordea, som klubben skylder penge til, blandt andet på grund af den storstilede og smukt udførte stadionudvidelse i 1999. Klubbens likviditet er nemlig så dårlig, at der ifølge klubbens delårsrapport skal en betydelig kapitaltilførsel til inden for en 3-4 måneder, hvis ikke klubben skal bukke under. Sagen er nemlig, at Nordea ikke længere vil låne klubben penge, og at banken formentlig derfor har givet klubben et ultimatum: Enten så afdrager I på jeres gæld til klubben i et forholdsvist højt tempo, eller også ændrer I jeres ejerstruktur, så det nærmer sig almindelige forhold. Og dette er netop grunden til, at Per Bjerregaard klamrer sig til magten. Han forsøger formentlig at beskytte sin hjerteklub mod fremtidig, fjendtlig overtagelse, mod markedskræfternes frie gøren og laden, hvor storaktionærer kan komme og lægge en betydelig mængde millioner for til gengæld at få en del af magten. Som situationen er nu, så er Brøndby IF som mange ved, beskyttet mod markedskræfterne i en særlig konstruktion, hvor aktierne er delt op i A-aktier og B-aktier, hvoraf det reelt kun er A-aktierne der sikrer adgang til reel indflydelse. Man skal således have 20 B-aktier for at opnå indflydelse svarende til 1 A-aktie. Og A-aktierne er ikke nogen, hvem som helst har adgang til, men findes således kun i en begrænset mængde. Desuden beskyttes klubben også af en yderligere konstruktion, hvor demokratiet således kun opstår indefra, og hvor en lille loge af tidligere Brøndby-folk, samt amatørforeningen reelt bestemmer hvordan bestyrelsen skal se ud, og dermed hvordan magtfordelingen skal være.

Det er en ganske solid konstruktion. Problemet er blot, at konstruktionen netop også sikrer at de normale, demokratiske tilstande, som vi oplever dem i samfundet, ikke er eksisterende på samme måde i Brøndby IF. Enhver demokratisk, folkevalgt person, der havde oplevet en så ondsindet stemning imod sig, som Per Bjerregaard oplevede den foreløbige kulmination på under hetzen for nogle år siden, ville øjeblikkelig være blevet flået fra tronen. Men sådan foregår tingene ikke i Brøndby.

Men når nu fansenes massive protester mod lederskabet af deres klub ikke har båret frugt, så synes redningen at komme fra en anden front. Som nævnt, har Nordea altså sat kniven for struben for Brøndby og lukket kassen i for yderligere lån, så længe aktiestrukturen er som den er. Det gjorde så, at Brøndby i forbindelse med delårsrapporten meldte ud, at der snarest vil komme en melding om, hvordan bestyrelsen har tænkt sig at løse sit likviditetsproblem. Forlydender går på, at klubben vil komme til at mangle op mod 50 millioner i år. Endnu er der ikke kommet en eneste melding fra bestyrelsen.

Situationen er kritisk i Brøndby IF lige nu. Vi må ikke håbe, at bestyrelsen agerer lige så apatisk som klubbens spillere har gjort i de sidste kampe, og vi må heller ikke håbe, at de agerer lige så desillusioneret som fansene gjorde i gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor de jublede da Nordsjælland scorede, og undlod at bakke deres hold op, for i stedet at synge smædesange om FC København, der ser ud til at smide guldet på gulvet i sidste time. Hvis dette afspejler stemningen i bestyrelseslokalerne, så ser det sort ud for Brøndby IF.

Forhåbentlig er der i disse timer en alvorlig diskussion blandt bestyrelsens trofaste Brøndby-folk. Problemet er, som Børsen også skriver, at klubben ikke kan forvente at hente nok kapital alene ved at lave en kapitaludvidelse, for ingen mennesker gider at poste store beløb i klubben uden til gengæld at få indflydelse. Og de fleste fans har nået mætningspunktet for, hvor meget de gider at lade sig trække rundt i manegen. Selvfølgelig kan de altid hente en hel del penge, fordi Brøndby har så mange støtter over hele landet, men faktum er, at man ikke kommer til at få noget igen for sine penge, og derfor må anskue dem som hjerteaktier til en klub med heart-arce.

Faktum er, at tiden har gjort, at Per Bjerregaard formentlig kan blive tvunget til at godtage en ændring i klubbens ejerstruktur. Han er nødt til at give sig på nogle punkter. Tiden er forbi, hvor en fyr som Kasi-Jesper kommer og lægger en enorm mænge penge uden at få indflydelse i klubben. Det skete én gang, og det kommer ikke til at ske igen i samme målestok. Det var en chance klubben forspildte fordi man netop ville fastholde sin struktur.

Næste træk i sagaen kan komme førend man venter det. Og mon ikke også de fleste trænger til afklaring efter denne sejtrækker. Hvis Per Bjerregaard er blevet helt rask efter sin langvarige sygdom, så er det nu han slår til og finder en afgørende løsning der kan tilfredsstille alle parter. Og derefter må han trække sig.

Men man har bare på fornemmelsen, at Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.

Men mon ikke der burde kunne findes en løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så løsningen forekommer vel lige for?

I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet. Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK, der spiller om guld.

Alternativerne er svære at få øje på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil gælden er barberet væk - hvis klubben ellers overlever den nuværende likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby - men det betyder igen, at fansene skal have større magt i klubben. 

Alt tyder på, at klubben er med til langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan. Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans ældre dage?

Én ting er sikkert, det er, at manden ikke stopper førend han kan gå med æren i behold. Eller før han bliver smidt på porten. Sidstnævnte virker usandsynligt, idet han stadig nyder opbakning på grund af fortidens store meritter. I den nuværende situation er en afsked derfor umulig, med mindre hans sygdom skulle gøre ham uarbejdsdygtig. Han er i mange fankredse mere forhadt end nogensinde. Det kræver noget af en manøvre at vende denne situation til det positive med Per Bjerregaard ved roret. Det bedste han kan gøre er at sige til fansene, at klubben behøver deres hjælp, samtidig med, at han siger, at klubben er villig til at afgive en del af magten til fansene. Men det skal ske på en måde, hvorpå klubben stadig er sikret mod fjendtlig overtagelse. Situationen burde kunne løses ved, at fanfonden fx får en større del af magten, som svarer til det beløb, som fansene lægger i klubben, minimum ét medlem af bestyrelsen, og fx max tre, idet de andre led af klubben jo også stadig skal have sikret en plads i bestyrelsen. Situationen burde kunne løses på denne måde, med mindre man altså er angst for, hvilke idéer fans kunne tænkes at måtte have for klubbens fremtid. Hvis fansene skal til lommerne, kræver det altså reel magt i bytte for penge. Det burde samtidig også kunne lade sig gøre at sikre at fansene udgøres af dygtige, reelle sparringspartnere, og ikke af fjendtlige kræfter, og det kunne fx gøres ved, at fx Brøndby Support og Det Nye Brøndby, havde muligheden for at udpege medlemmer til bestyrelsen via deres generalforsamlinger eller lignende.

Fortsættelse følger i den nærmeste fremtid. Men én ting er sikkert. Per Bjerregaard har med al tydelighed vist, at han ikke afgiver sit hjerte og sit livs kærlighed til fremmede kræfter, som så kan splitte det til atomer, hvis de måtte ønske det. I hvert fald ikke uden en lang og sej dødskamp, som vil være en pine for alle parter. Lad os håbe det i stedet ender i en lykkelig forening af fansenes og klubfolkenes kærlighed. I bund og grund burde det være muligt at blive stærkere og mere blomstrende end nogensinde før, hvis man formåede at arbejde i samme retning, at dele sin kærlighed. Men det kræver så til gengæld også at Per Bjerregaard forstår, at fansenes frustrationer og deres had til ham bunder i præcis den samme kærlighed til klubben, som han selv har. Men det er nok på grænsen til det umulige for ham at acceptere at afgive magt til en række fans, som har lagt ham ultimativt for had, især når han i dén grad er i en symbiosetilstand med klubben. Hvordan skal man kunne afgive magt til nogen, der - set fra hans perspektiv - udviser foragt og had for klubbens hjerte?

Det belgiske hjørne (0% BIF)

Søndag sluttede sæsonen i den belgiske liga, og ikke overraskende endte Anderlecht øverst i tabellen foran Club Brügge. Faktisk sikrede hovedstadsklubben allerede mesterskabet på tredjesidste spilledag ved at spille uafgjort på hjemmebane mod netop Club Brügge. Derfor var det da også en afslappet fejring af mesterskabet på Constant Vanden Stock Stadion i Bruxelles efter holdet havde slået ærkerivalerne fra Standard Liège med 3-0. Målene blev scoret af Mbokani, Suárez og Canesin.

Anderlecht, belgiske mestre 2012

Det eneste ophidsende denne aften var da Anderlecht-profilen Milan Jovanovic provokerende løftede mesterskabspokalen foran udebanefansene fra Standard Liège, som serberen med stor succes spillede for i fire år. Utrolig dumt og meget unødvendigt. Jovanovic udtalte i øvrigt efter kampen at han ikke vidste om han var i Anderlecht næste sæson, hvilket er lettere overraskende, da han stadig har et år tilbage af sin guldrandede kontrakt.

Nye trænere
En mand, der helt sikkert er væk er træner Ariel Jacobs, der har valgt at forlade klubben efter fem år og to mesterskaber. Hvem der afløser ham er endnu ikke offentliggjort, men vores egen Morten Olsen har allerede været nævnt. Han har tidligere været et varmt emne som træner, ikke mindst pga. hans fortid som spiller i klubben samt det faktum at han er bosat i Belgien. Morten Olsen har dog allerede været ude og dementere rygterene. Anderlecht er ikke den eneste topklub, der skal have ny træner. Blot et halvt år efter sin tiltræden i Club Brügge valgte tyske Christoph Daum at sige farvel til klubben med en flot andenplads, da han angiveligt savnede sin familie i Tyskland. Det varede dog ikke længe før klubben havde afløseren klar. Den belgiske landstræner Georges Leekens, der ellers havde to år tilbage af sin kontrakt, blev hentet ind til sin anden periode som træner i klubben. 62-årige Leekens er en rutineret herre, der siden 1984 har trænet femten forskellige klubber eller landshold, heriblandt fem af dem mere end én gang. Han har aldrig været et sted mere end tre år, og nåede i denne omgang at være landstræner i to år inden Club Brügge kaldte igen.

Overraskelserne og prisvinderne
Det har været en flot sæson i den belgiske liga, masser af godt spil, flotte mål og enkelte overraskelser. Den største overraskelse var nok at den lille klub KV Kortrijk lige nøjagtigt klemte sig ind på sjettepladsen i ligaen og dermed kvalificerede sig til slutspillet om mesterskabet. Derudover spillede klubben sig frem til deres første pokalfinale, der dog blev tabt til Lokeren. Klubbens træner er den joviale Hein Vanhaezebrouck, der umiddelbart mere ligner en jord- og betonarbejder end en toptræner. Han blev efter sæsonen kåret som årets træner i Belgien.

Årets træner, Hein Vanhaezebrouck

Årets spiller blev endnu en gang Anderlechts Matías Suárez, der imponerede med 12 mål og 14 assist samt ikke mindst sin udfordrende spillestil. Han har længe været sat i forbindelse med et skifte til en større liga og mon ikke det sker i sommerpausen. Umiddelbart vil jeg mene at han har kvaliteterne til en klub lige under de bedste i en af de fire store ligaer. Suárez' angrebsmakker i Anderlecht, Dieumerci Mbokani, vandt  i øvrigt den lidt specielle pris Ebony Shoe, der gives til den bedste afrikanske spiller eller spiller med afrikanske rødder i ligaen. Således har anføreren for de nykårede engelske mestre Manchester City, Vincent Kompany, vundet prisen to gange mens han spillede for Anderlecht til trods for at han er født og opvokset i Belgien.

Suárez og Mbokani i skøn forening

I toppen af ligaen var den negative overraskelse Standard Liège, der endte på en femteplads, hele 17 point efter Anderlecht. Den nye træner José Riga havde en svær start på sæsonen, da klubben havde solgt flere af holdets profiler, heriblandt landsholdspillerne Axel Witsel og Stephen Defour. Derfor skulle mange nye spillere integreres på holdet, hvilket tog lidt tid. Sidst på efteråret så det dog bedre ud, og derfor forventede mange at de ville kunne give Anderlecht kamp til stregen. Således gik det ikke, og der har allerede været rygter om at Riga bliver afløst på cheftrænerposten. Et andet hold, der også skulle integrere mange nye spillere i starten af sæsonen var Club Brügge. Klubben hentede i sommerpausen 13 nye spillere, hvoraf syv af dem kan karakteriseres som stamspillere. Derfor er det overraskende så stabilt holdet har spillet i hele sæsonen.

Danskerne
En af grundende til at Club Brügge har spillet så stabilt må tilskrives Niki Zimling, der blev hentet i Udinese sidste sommer. Han har gjort det fremragende på den defensive midtbane, hvor han ligget som bølgebryder og igangsætter foran forsvaret. Han sad ude med en skade i april måned, men har ellers spillet alle kampe for klubben og må være favorit til pladsen ved siden af William Kvist på landsholdets midtbane.

Niki Zimling

En anden succesfuld dansker i belgisk fodbold er Jesper Jørgensen i Gent. Han blev hentet i Esbjerg for halvandet år siden og har efterhånden fået en nøglerolle på holdet. I Esbjerg spillede han den samme rolle som Zimling har i Club Brügge, dvs. som balancespiller på midtbanen med primært defensive pligter. I Gent har han dog fået en mere offensiv rolle, som virkelig klæder ham. De spiller normalt 4-3-3 med to wings og tre centrale midtbanespillere, og Jørgensen har rollen som boks-til-boks spilleren, der både skal hjælpe til defensivt, men også bidrage en hel del i det offensive spil. Og det har han så sandelig gjort. 11 mål er det blevet til i denne sæson og da han var ude med en mindre skade i foråret, kunne man med det samme se hvor meget han betyder for holdet. De tabte næsten alle kampene. I de sidste kampe har han tilmed båret anførerbindet, hvilket fortæller noget om hvor meget klubbens norske træner Trond Sollied værdsætter ham. Hvis Jakob Poulsen skulle blive skadet op til EM-slutrunden, ville Jesper Jørgensen være den perfekte erstatning. Gent sluttede i øvrigt sæsonen på en fin fjerdeplads og skal nu op imod Cercle Brügge i to kampe, som afgør hvem der skal spille Europa League næste år.

Jesper Jørgensen

Den tredje og sidste danske spiller i den belgiske liga, er den tidligere Lyngby-back Brian Hamalainen, der har spillet 34 ud af 36 kampe for Zulte Waregem i denne sæson. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg har et begrænset kendskab til Hamalainens bedrifter i Zulte, da det ikke er et hold der er særlig meget i mediernes fokus. Derimod er der en anden kending af dansk fobold, der har formået at slå sit navn fast i foråret, den tidligere Randers- og OB-angriber Djiby Fall. Der var mange der rystede på hovedet da Djiby Fall annoncerede at han havde skrevet kontrakt med Sporting Lokeren, og umiddelbart virker han da også for god til at spille i en belgisk midterklub. Det startede skidt da han kom til klubben ude af form og spilletilladelsen lod vente på sig. Men i april og maj har han virkelig vist sin målfarlighed. Fem mål i seks kampe er det blevet til, og jeg glæder mig til at se om han kan følge op på den flotte start i den nye sæson, hvor Lokeren også skal ud og spille Europa League pga. deres sejr i pokalturneringen.

Kritik af slutspil-systemet
Igennem hele foråret har der været stor kritik af det såkalte play-off system i den belgiske liga, primært fra fans, der mener at det er unødigt kompliceret og udvander turneringen pga. de mange indbyrdes kampe. Kort fortalt spiller man i den øverste belgiske række en ganske normal turnering med 16 deltagende hold. Efter 30 kampe splittes den op i fire selvstændige ligaer, de seks øverste spiller om mesterskabet (Play-off 1), mens de otte næste hold deles op i to grupper (Play-off 2). De to bedst placerede i grupperne spiller en finale om retten til at møde nr. 4 i Play-off 1 i endnu en finale, hvor vinderen kvalificerer sig til Europa League. Eller rettere kvalifikationsrunden til Europa League. I bunden er det lige så snørklet. De to lavest rangerede hold går i nedryknings-play-off'en, hvor man spiller bedst ud af fem (5!) indbyrdes kampe. Det lavest rangerede hold starter i øvrigt de indbyrdes opgør med minus tre point. Taberen rykker ned i 2. division, mens vinderen kvalificeres til at spille Play-off mod tre hold fra 2.division om én plads i den bedste række. I øvrigt er 2.division delt op i tre (ikke lige lange) perioder og de tre hold fra 2.division i Play-off'en er kvalificeret ved at have vundet en af disse perioder. Puha.

Standard Liège-fans protesterer mod slutspilssystemet

Nå, men man forstår de belgiske fans frustration over opbygningen af liga-systemet. Det er alt for kompliceret og resulterer i at de bedste hold møder hinanden fire gange på en sæson og i nedrykningsspillet op til syv gange på en sæson (ikke medtaget pokalturneringen). For topklubberne betyder slutspillet at man møder de bedste hold endnu en gang og dermed flere penge i kassen via tilskuerindtægter, hvilket formentlig har spillet en ikke helt uvæsentlig rolle da man indførte det nye system forrige sæson. Den danske superliga har også været til diskussion i de seneste år bla. pga. den skæve fordeling af hjemmekampe og store procentdel af nedrykkede hold, men det er vand i forhold til den komplet uforståelige opbygning af den belgiske liga.

Hvis man ser bort fra den tekniske opbygning, har der været masser af spænding og kvalitet i kampene i ligaen. Sammenligningen med den danske Superliga ligger lige for da vi ligger side om side på UEFA's rangliste, og lige nu vil jeg mene at den belgiske liga ligger en anelse foran. Der er flere klubber med økonomisk formåen til at købe profiler og dermed blande sig i toppen, hvilket betyder at man får større konkurrence i mesterskabskampen. Men hvis store danske klubber som OB og Brøndby kan rejse sig igen vil jeg dog mene at den danske liga er fuldt på højde med den belgiske.