mandag den 21. maj 2012

Kampen om klubbens hjerte


Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.

Brøndby IF er presset som aldrig før, både på og uden for banen. Klubben er i færd med at afrunde sin dårligste sæson nogensinde, og det vel at mærke i sæsonen, der markerer klubbens trediveårs jubilæum i den bedste, danske række. Jubilæet er så vidt vides ikke ligefrem blevet fejret med fest og flag i klubben, selvom der egentlig har været nok at fejre over de de tredive år. Pokalskabet er blevet fyldt med en imponerende mængde medaljer og pokaler. Så sent som for 11 måneder siden vandt klubben sine sidste bronzemedaljer, i øvrigt for tredje år i træk. Og sæsonen forinden blev pokaltitlen hjemført til Vestegnen.

Vel egentlig en ganske flot række af meritter for de fleste klubber, skulle man mene. Men i Brøndby blev det hele nærmest betragtet som en hån. Fra fans, spillere og bestyrelsesmedlemmer lød de skuffede meldinger, at bronze og pokaltitler bare ikke var nok. Det eneste der for alvor gjaldt, var guldmedaljer, hvorfor de seneste fire års høst slet ikke er blevet taget imod med den mindste grad af stolthed eller respekt.

Selvom det nu er hele syv år siden at klubben for sidste gang høstede sit seneste Danmarksmesterskab efter en imponerende sæson fra et sjældent set stjernespækket hold, så er selvforståelsen i Brøndby IF stadig, at hvis ikke vi vinder guld og spiller god fodbold, så kan det hele næsten være det samme. Det er lige før vi alle sammen lige så godt kan lægge os til at dø med det samme. Alle er desperate og frustrerede over, at Brøndby IF i år har undgået nedrykning til 1. division, og at klubben med stigende intensitet trækker negative overskrifter i pressen angående klubbens skrantende økonomi. I en sådan situation er menneskets naturlige mekanismer at udse sig en syndebuk, som vi kan brænde levende på bålet. Det er også sket i dette tilfælde. Syndebukken er blevet manden, som med sine fremsynede idéer har været arkitekten bag alle triumferne i tidernes morgen. Per Bjerregaard.

Efterhånden som resultaterne og det overlegne spil har svigtet, og trænere og spillere siden guldsæsonen i 2005 er blevet udskiftet med jævnlig rotation, er der kommet større og større fokus på ledelsen i Brøndby IF, og altså særligt formand Per Bjerregaard.

Der har været en lang række af skandaler og tvivlsomme hændelser, fyringer af ellers topkvalificerede, ledende medarbejdere i ét væk, altsammen mens ledelsen har fastholdt sin position for enden af bordet uden diskussion med stadig større desperation og lukkethed til følge. Den største og måske mest graverende fejl af dem alle var formentlig ansættelsen af Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, som sportschef i 2006, på trods af, at han på ingen måde var kvalificeret til jobbet. Han havde alle tænkelige muligheder for at gøre et godt job, efter Kasi-Jesper spyttede sine mange millioner i klubben, men en lang række fejlkøb, blandet med uheld, dårlig ledelse og en i forvejen opbrudt og uharmonisk trup, efterladt i hujende hast af Michael Laudrup, gjorde, at Anders Bjerregaard endte som en komplet fiasko, der efterlod sig et historisk dyrt makværk af en trup bag sig.

Alt imens krisen har forhindret enhver ro i Brøndby IF, så har Per Bjerregaard kæmpet en kamp mod leukæmi, som på et tidspunkt var så alvorlig, at han lignede en mand, der gik på grænsen til livet, når han tonede frem i medierne. Samtidig kæmpede han stolt for at nedtone sin sygdoms stadig mere alvorlige karakter i medierne, og han slap på intet tidspunkt grebet om fodboldklubben. Det løkken strammede mest, var symbiosen mellem Per Bjerregaards tilstand og klubbens tilstand så slående, at man for alvor blev klar over, hvor meget Brøndby IF's fremtid står og falder med Per Bjerregaards helbred og hans evne til at agere.

På det nævnte tidspunkt var smædesangene mod ham så direkte og modbydelige under kampene på stadion, at en personlig hetz formentlig aldrig har set sin lige i dansk sportshistorie. Fra tribune til tribune blev der råbt 'Bjerregaard ... Raus... Bjerregaard... Raus' så det gjaldede i stålkonstruktionerne og helt ind i hjertet på selv den mest hårdkogte forbryder. I filmen nedenfor kan man hen mod slutningen nærmest se, hvordan den kræftsyge Per Bjerregaard bliver flået fra hinanden fra sin plads på bænken. Det er ikke noget rart syn.


Her var en mand, der ikke længere var velkommen i den stolte forening, han om nogen havde været skaberen bag. Det var skaberen der blev fordrevet fra sit værk, inden han selv syntes værket var færdigt. Men som enhver ved, er det ikke altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere, hvornår et værk er færdigt, hvornår han skal holde op med at kratte rundt i malingen. Til sidst risikerer selv de mest lysende farver, de smukkeste motiver og de mest geniale indfald at blive grå og triste, ødelagte og usynlige for selv den mest garvede kender. Men på den anden side er der også muligheden for, at kunstneren har set noget, som alle andre har overset. At han vitterlig blot skulle have lidt længere tid til at finde frem til det, ved at kratte rundt i alt det grumsede grå.

Det er på dette punkt af processen Per Bjerregaard befinder sig lige nu. I et dødvande. Han vil ikke afgive magten i klubben, på trods af at alt taler for, at han bliver nødt til det, hvad enten han vil eller ej. Børsen offentliggjorde i går en artiklen, som proklamerede, at Per Bjerregaard inden for kort tid kan blive tvunget i knæ af Nordea, som klubben skylder penge til, blandt andet på grund af den storstilede og smukt udførte stadionudvidelse i 1999. Klubbens likviditet er nemlig så dårlig, at der ifølge klubbens delårsrapport skal en betydelig kapitaltilførsel til inden for en 3-4 måneder, hvis ikke klubben skal bukke under. Sagen er nemlig, at Nordea ikke længere vil låne klubben penge, og at banken formentlig derfor har givet klubben et ultimatum: Enten så afdrager I på jeres gæld til klubben i et forholdsvist højt tempo, eller også ændrer I jeres ejerstruktur, så det nærmer sig almindelige forhold. Og dette er netop grunden til, at Per Bjerregaard klamrer sig til magten. Han forsøger formentlig at beskytte sin hjerteklub mod fremtidig, fjendtlig overtagelse, mod markedskræfternes frie gøren og laden, hvor storaktionærer kan komme og lægge en betydelig mængde millioner for til gengæld at få en del af magten. Som situationen er nu, så er Brøndby IF som mange ved, beskyttet mod markedskræfterne i en særlig konstruktion, hvor aktierne er delt op i A-aktier og B-aktier, hvoraf det reelt kun er A-aktierne der sikrer adgang til reel indflydelse. Man skal således have 20 B-aktier for at opnå indflydelse svarende til 1 A-aktie. Og A-aktierne er ikke nogen, hvem som helst har adgang til, men findes således kun i en begrænset mængde. Desuden beskyttes klubben også af en yderligere konstruktion, hvor demokratiet således kun opstår indefra, og hvor en lille loge af tidligere Brøndby-folk, samt amatørforeningen reelt bestemmer hvordan bestyrelsen skal se ud, og dermed hvordan magtfordelingen skal være.

Det er en ganske solid konstruktion. Problemet er blot, at konstruktionen netop også sikrer at de normale, demokratiske tilstande, som vi oplever dem i samfundet, ikke er eksisterende på samme måde i Brøndby IF. Enhver demokratisk, folkevalgt person, der havde oplevet en så ondsindet stemning imod sig, som Per Bjerregaard oplevede den foreløbige kulmination på under hetzen for nogle år siden, ville øjeblikkelig være blevet flået fra tronen. Men sådan foregår tingene ikke i Brøndby.

Men når nu fansenes massive protester mod lederskabet af deres klub ikke har båret frugt, så synes redningen at komme fra en anden front. Som nævnt, har Nordea altså sat kniven for struben for Brøndby og lukket kassen i for yderligere lån, så længe aktiestrukturen er som den er. Det gjorde så, at Brøndby i forbindelse med delårsrapporten meldte ud, at der snarest vil komme en melding om, hvordan bestyrelsen har tænkt sig at løse sit likviditetsproblem. Forlydender går på, at klubben vil komme til at mangle op mod 50 millioner i år. Endnu er der ikke kommet en eneste melding fra bestyrelsen.

Situationen er kritisk i Brøndby IF lige nu. Vi må ikke håbe, at bestyrelsen agerer lige så apatisk som klubbens spillere har gjort i de sidste kampe, og vi må heller ikke håbe, at de agerer lige så desillusioneret som fansene gjorde i gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor de jublede da Nordsjælland scorede, og undlod at bakke deres hold op, for i stedet at synge smædesange om FC København, der ser ud til at smide guldet på gulvet i sidste time. Hvis dette afspejler stemningen i bestyrelseslokalerne, så ser det sort ud for Brøndby IF.

Forhåbentlig er der i disse timer en alvorlig diskussion blandt bestyrelsens trofaste Brøndby-folk. Problemet er, som Børsen også skriver, at klubben ikke kan forvente at hente nok kapital alene ved at lave en kapitaludvidelse, for ingen mennesker gider at poste store beløb i klubben uden til gengæld at få indflydelse. Og de fleste fans har nået mætningspunktet for, hvor meget de gider at lade sig trække rundt i manegen. Selvfølgelig kan de altid hente en hel del penge, fordi Brøndby har så mange støtter over hele landet, men faktum er, at man ikke kommer til at få noget igen for sine penge, og derfor må anskue dem som hjerteaktier til en klub med heart-arce.

Faktum er, at tiden har gjort, at Per Bjerregaard formentlig kan blive tvunget til at godtage en ændring i klubbens ejerstruktur. Han er nødt til at give sig på nogle punkter. Tiden er forbi, hvor en fyr som Kasi-Jesper kommer og lægger en enorm mænge penge uden at få indflydelse i klubben. Det skete én gang, og det kommer ikke til at ske igen i samme målestok. Det var en chance klubben forspildte fordi man netop ville fastholde sin struktur.

Næste træk i sagaen kan komme førend man venter det. Og mon ikke også de fleste trænger til afklaring efter denne sejtrækker. Hvis Per Bjerregaard er blevet helt rask efter sin langvarige sygdom, så er det nu han slår til og finder en afgørende løsning der kan tilfredsstille alle parter. Og derefter må han trække sig.

Men man har bare på fornemmelsen, at Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.

Men mon ikke der burde kunne findes en løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så løsningen forekommer vel lige for?

I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet. Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK, der spiller om guld.

Alternativerne er svære at få øje på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil gælden er barberet væk - hvis klubben ellers overlever den nuværende likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby - men det betyder igen, at fansene skal have større magt i klubben. 

Alt tyder på, at klubben er med til langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan. Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans ældre dage?

Én ting er sikkert, det er, at manden ikke stopper førend han kan gå med æren i behold. Eller før han bliver smidt på porten. Sidstnævnte virker usandsynligt, idet han stadig nyder opbakning på grund af fortidens store meritter. I den nuværende situation er en afsked derfor umulig, med mindre hans sygdom skulle gøre ham uarbejdsdygtig. Han er i mange fankredse mere forhadt end nogensinde. Det kræver noget af en manøvre at vende denne situation til det positive med Per Bjerregaard ved roret. Det bedste han kan gøre er at sige til fansene, at klubben behøver deres hjælp, samtidig med, at han siger, at klubben er villig til at afgive en del af magten til fansene. Men det skal ske på en måde, hvorpå klubben stadig er sikret mod fjendtlig overtagelse. Situationen burde kunne løses ved, at fanfonden fx får en større del af magten, som svarer til det beløb, som fansene lægger i klubben, minimum ét medlem af bestyrelsen, og fx max tre, idet de andre led af klubben jo også stadig skal have sikret en plads i bestyrelsen. Situationen burde kunne løses på denne måde, med mindre man altså er angst for, hvilke idéer fans kunne tænkes at måtte have for klubbens fremtid. Hvis fansene skal til lommerne, kræver det altså reel magt i bytte for penge. Det burde samtidig også kunne lade sig gøre at sikre at fansene udgøres af dygtige, reelle sparringspartnere, og ikke af fjendtlige kræfter, og det kunne fx gøres ved, at fx Brøndby Support og Det Nye Brøndby, havde muligheden for at udpege medlemmer til bestyrelsen via deres generalforsamlinger eller lignende.

Fortsættelse følger i den nærmeste fremtid. Men én ting er sikkert. Per Bjerregaard har med al tydelighed vist, at han ikke afgiver sit hjerte og sit livs kærlighed til fremmede kræfter, som så kan splitte det til atomer, hvis de måtte ønske det. I hvert fald ikke uden en lang og sej dødskamp, som vil være en pine for alle parter. Lad os håbe det i stedet ender i en lykkelig forening af fansenes og klubfolkenes kærlighed. I bund og grund burde det være muligt at blive stærkere og mere blomstrende end nogensinde før, hvis man formåede at arbejde i samme retning, at dele sin kærlighed. Men det kræver så til gengæld også at Per Bjerregaard forstår, at fansenes frustrationer og deres had til ham bunder i præcis den samme kærlighed til klubben, som han selv har. Men det er nok på grænsen til det umulige for ham at acceptere at afgive magt til en række fans, som har lagt ham ultimativt for had, især når han i dén grad er i en symbiosetilstand med klubben. Hvordan skal man kunne afgive magt til nogen, der - set fra hans perspektiv - udviser foragt og had for klubbens hjerte?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar