Ny bestyrelse
På trods af at klubben tabte sagerne mod de tidligere spillere Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen i den såkaldte "feriepengesag" og dermed måtte betale fire mio. kroner tilbage, og på trods af at klubben i slutningen af januar ikke kunne udbetale løn til sine medarbejdere, blev konkursen alligevel afværget. En vellykket aktieemission resulterede i over 100 mio. kroner, og på den ekstraordinære generalforsamling for en måned siden blev den nye bestyrelse valgt, der for første gang i fyrre år ikke inkluderede Per Bjerregaard og Benny Winter. Erhvervsmanden og tidligere bestyrelsesmedlem i FC København, Aldo Petersen, blev valgt som ny bestyrelsesformand og advokaten N.E. Nielsen næstformand. Det er personer med stor erfaring fra tidligere bestyrelsesarbejde, men især Nielsen har en historie, der ikke er særlig positiv. Han var således bestyrelsesformand for Amagerbanken og Cimber Sterling, da selskaberne gik konkurs. Derfor er det positivt, at Aldo Petersen blev valgt som formand i stedet for N.E. Nielsen. Det er også værd at bemærke, at Brøndby Supporters Trust, der har ført en glimrende kampagne for at få rejst kapital fra "almindelige" tilhængere, fik en repræsentant med i Bestyrelsen i skikkelse af Morten Holm.
Ny cheftræner
Umiddelbart efter den nye bestyrelse var blevet valgt, blev både cheftræner Auri Skarbalius og sportchef Ole Bjur fyret og samtidig afslørede klubben deres nye cheftræner. Valget faldt på den danske U-19 landstræner Thomas Frank, der netop havde haft succes med ungdomslandsholdet i kvalifikationsturneringen til EM med to storsejre over Bulgarien og Tjekkiet samt et knebent nederlag til værterne fra Portugal.
Thomas Frank
Ny sportschef samt kommunikationschef
En af dem der skal hjælpe Thomas Frank med at nå klubbens målsætning er den nye sportschef Per Rud. Rud er, ligesom Auri Skarbalius, hentet i HB Køge, hvor han i ti år har fungeret som sportschef i først Herfølge Boldklub og dernæst HB Køge. Han er, modsat Thomas Frank, det sikre og fornuftige valg. Rud har ført en fornuftig sportslig stil med et beskedent budget i HB Køge, og har aldrig brugt flere penge end klubben havde. Derudover har han altid fremstået klar og tydelig i sin kommunikation med medierne. Da han ikke er den mest højtprofilerede og udfarende sportschef i Danmark, kan man måske stille spørgsmålstegn ved hans evne til at tiltrække store spillere til klubben. I en situation, hvor klubben hverken kan eller vil hente dyre spillere, men derimod satse på egne talenter og udvise økonomisk ansvarlighed virker han dog som det helt rigtige valg.
Per Rud
Ligeledes ligner Anders Bay det rigtige valg som ny kommunikationschef. Bay kommer fra et job som sportschef for tv-kanalerne Canal 8 og 9, og har tidligere været ansat som kommunikationsrådgiver for Bjane Riis samt chefredaktør for Tipsbladet. Dermed tegner der sig et billede af en mand med væsentlig kommunikationserfaring samt stor viden om fodbold. Det er der brug for i en virksomhed som Brøndby IF, hvor der ikke går mange timer på en dag uden medieomtale.
Nye spillere
Den nye sportslige ledelse har været ansat i så kort tid, at jeg tvivler på de har været særligt meget inde over de to spillertilgange, som klubben har foretaget op til den nye sæson. Der er tale om væsentlige forstærkninger, som næsten ikke kan undgå at blive profiler i den nye sæson. Forårets profil i Superligaen, finske Lukas Hradecky, er hentet på en fri transfer i Esbjerg og Martin Ørnskov er købt fri af norske Viking Stavanger for omkring fem mio. kroner. Begge ligner rigtige solide spillere, der kan gå direkte ind på holdet uden en lang tilvænningsperiode. Hradecky var klart den bedste målmand i Superligaen i sidste sæson og satte rekord ved at holde buret rent hele 16 gange. At klubben har hentet den bedste målmand i ligaen, som i øvrigt kun er 23 år gammel, uden at betale overgangssum, må karakteriseres som et scoop.
Selvom Hradecky er finsk har han spillet i Esbjerg i 4½ år og taler fint dansk.
Lukas Hradecky
Martin Ørnskov er 27 år og har spillet 1½ år i norsk fodbold, hvor han, ifølge Vikings cheftræner, har være en bærende kraft på holdet. Ørnskov har haft hele sin fodboldopvækst i Silkeborg IF, hvor han havde en nøglerolle på Troels Bechs mandskab som balancespilleren på den defensive midtbane.
Martin Ørnskov
Jeg har tidligere skrevet et indlæg om vigtigheden af den rette spiller på denne position, og jeg håber virkelig at Brøndby har fundet manden i Ørnskov. Han kan blive den vigtigste signing siden Michael Krohn-Dehli kom til klubben i 2008. Ikke fordi han besidder de samme egenskaber som Krohn-Dehli, men fordi han kan kæde forsvaret og midtbanen sammen og dermed fritage offensivt indstillede spillere som Mikkel Thygesen for defensive pligter, hvilket er til gavn for hele holdet. For både Hradecky og Ørnskov gælder det dog, at der selvfølgelig altid er en usikkerhed omkring spillere, der ikke er vant til den store medieopmærksomhed der er om Brøndby, men på trods af denne usikkerhed, tror jeg at de vil forstærke holdet.
Farvel til mange spillere
Der er også sagt farvel til en del spillere i sommerpausen. De fleste må betegnes som marginalspillere, men både Anders Randrup, Dennis Rommedahl og Jan Kristiansen, der alle har spillet mange kampe for klubben, fik som ventet ikke forlænget deres kontrakter. Samtidig kunne man ikke blive enige med Jens Stryger Larsen om en ny kontrakt, selvom klubben var interesseret i at forlænge med kantspilleren. Han har i stedet skrevet kontrakt med rivalerne fra FC Nordsjælland, hvilket må siges at være en anelse ydmygende for Brøndby. For fire år siden hentede klubben en af FC Nordsjællands profiler, Martin Bernburg, nu er det omvendt. Det viser desværre, at klubben fra Farum lige nu er langt foran på det sportslige plan. Der må også forventes, at enten den tidligere førstemålmand Michael Tørnæs eller Michael Falkesgaard snart finder sig en ny klub, da ingen af dem har lyst til at være tredjevalg. Tørnæs' kontrakt udløber til vinter, så det ser ud som om, at han snart skal finde sig en ny klub.
Der er stor usikkerhed om klubben også fortsat råder over topscorer og den absolutte nøglespiller Simon Makienok Christoffersen når sæsonen skydes i gang om en uge. Hollandske Twente menes at ville betale omkring 22,5 mio kroner for Makienok. Sker dette, vil det være en stor svækkelse af holdet, da der ikke findes en afløser klar i truppen. Brent McGraths kontrakt er udløbet, Oke Akpoveta er helt usædvanlig ufarlig og Martin Bernburg kan ikke spille to kampe uden at blive langtidsskadet. Der går rygter om, at sidste sæsons FC Nordsjælland-topscorer Joshua John, der ejes af Twente, måske kan sendes den modsatte vej som del af en Makienok-handel. Dette vil gøre Makienoks afgang lidt mere tålelig.
Målsætning
Administrerende direktør i Brøndby, Tommy Håkansson, udtalte tidligere på året, at målsætningen for sidste sæson var overlevelse og i kommende sæson en 6. plads. Udtalelsen blev efterfulgt af flere forbehold, hvorfor man nok ikke skal regne med, at hele den nye sportslige ledelse bliver fyret, hvis klubben ender på 7. pladsen. Det ville da også være helt urimeligt at sætte forventningerne til en så ung og spinkel trup for højt. Først og fremmest gælder det om at udvikle en spillestil der gør, at holdet ikke kommer til at være i nedrykningsfare igen når vi nærmer os slutningen af sæsonen. Det bør være muligt, da Superligaen er blevet væsentlig svækket i de sidste uger. De største profiler er blevet solgt til udenlandske klubber, og reelt er der kun to hold der kan vinde mesterskabet, FC København og FC Nordsjælland. Placeringerne derefter og ned til nedrykningsstregen er helt åbne, og Brøndby kan lige så godt ende på bronzepladsen som nummer 10. Favorit til de to nedrykningspladser må være de to oprykkere Viborg og FC Vestsjælland. Modsat sidste års oprykkere, Randers og Esbjerg, der kun havde en enkelt "mellemsæson" i 1. Division, og derfor havde erfaringen ved tilbagevendingen til Superligaen, har hverken Viborg eller FC Vestsjælland særlig superligaerfaring. Viborg var senest i den bedste række i 07/08, mens FC Vestsjælland aldrig har spillet i Superligaen. Sidstnævnte har dog rigmanden Kurt Andersen, der tidligere har været i AGF, bag sig, og har oprustet kraftigt med køb af blandt andre de tidligere udlandsprofessionelle og superligaprofiler Dennis Sørensen og Michael Lumb. Nu var jeg så heldig at se topopgøret i 1. division i april mellem Lyngby og FC Vestsjælland, og gæsterne var ufattelig heldige med at slippe fra Lyngby Stadion med en 1-0 sejr, så på trods af deres indkøb af nye spillere, tror jeg simpelthen ikke det er nok i længden til at overleve i Superligaen. Derfor forventer jeg også en Brøndby-sejr i åbningskampen mod netop FC Vestsjælland på Brøndby Stadion.
Truppen
Brøndbys nuværende trup ser ganske ung ud, og der er helt klart nogle huller hist og pist. Det centrale forsvar ser utrolig skrøbeligt ud efter Clarence Goodsons tilbagevending til USA samt Daniel Stenderups uheldige skade i en træningskamp. Der er reelt kun to kompetente spillere tilbage samt en meget ung og uprøvet ungdomsspiller. Den offensive højre kant ser også tynd ud efter både Dennis Rommedahl og Jens Stryger Larsen har forladt klubben. Hvis der bliver hentet en forstærkning til disse to positioner, ser truppen dog ganske fin ud, og burde være god nok til at undgå nedrykning.
Målmænd:
Lukas Hradecky
Michael Falkesgaard
Michael Tørnæs
Venstre back:
Patrick Da Silva
Riza Durmisi (eller wing)
Højre Back:
Frederik Holst
Rene Joensen
Midterforsvar:
Martin Albrechtsen
Dario Dumic
Daniel Stenderup (skadet)
Mads Nielsen
Central Midtbane:
Martin Ørnskov
Mikkel Thygesen
Lebogang Phiri
Franck Semou (skadet)
Kristian Andersen (eller længere fremme)
Højre wing:
Quincy Antipas
Venstre wing:
Mathias Gehrt (eller mere centralt)
Riza Durmisi
Maikon Orellana
Central Angriber:
Simon Makienok Christoffersen
Oke Akpoveta
Martin Bernburg (skadet)
En startopstilling til næste uges kamp mod FC Vestsjælland kunne se således ud:
Hradecky
Holst Dumic Albrechtsen Da Silva
Ørnskov
Thygesen Phiri
Antipas Gehrt/Durmisi
Makienok
Rettelse: Antipas afsoner karantæne i den første kamp, så mon ikke enten Thygesen eller Gerht overtager hans højre wing.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar