Sæsonoptakt

Så skal vi til det igen. På fredag (den 13., uha!) starter Superligaen igen, og der bliver lagt ud med den gamle jyske klassiker AGF-AaB. To dage efter skal Brøndby i kamp på hjemmebane mod et andet mandskab, der skuffede stort i sidste sæson, OB. For et år siden ville denne kamp have været en topkamp i dansk fodbold, men efter sidste sæsons slutplaceringer bliver man nødt til at kalde det hvad det er, en bundkamp. Selvfølgelig er det en ny sæson, og det er to store klubber i dansk fodbold, men begge er i gang med store ændringer, der gør, at det sandsynligvis ikke bliver i denne sæson de kommer til at spille med om mesterskabet.

Modstanderen

OB ansatte sidste vinter Poul Hansen som sportsdirektør for at udvikle en mere boldbesiddende fodboldstil, men efter en dårlig start på forårssæsonen, så klubben sig nødsaget til at fyre Henrik Clausen og indsætte sportsdirektøren som cheftræner. Det var tæt på en katastrofe og klubben reddede kun sin superliga-status pga manglende kvalitet hos de to nedrykkere Lyngby og HB Køge. Nu har OB ansat Troels Bech som ny træner og derfor kan Poul Hansen liste tilbage til sit kontor og udføre sit job som sportsdirektør. Klubben har sagt farvel til flere dyre, ældre spillere heriblandt Eric Djemba-Djemba og hentet to unge talenter fra Frankrig samt et af de største offensive talenter i dansk fodbold, Lyngbys Emil Larsen. Det bliver spændende at se hvor lang tid der går inden det "nye" OB-mandskab indfrier potentialet.

Det unge Brøndby

I Brøndby har man også valgt at satse på egne talenter i den kommende sæson. Men modsat OB, der også har købt unge spillere, satser Brøndby næsten udelukkende på spillere, der kommer fra klubbens ungdomsafdeling. En meget trængt økonomisk situation har tvunget klubben til at skille sig af med mange løntunge spillere og primært satse på egne talenter.

Det betyder at førsteholdstruppen kun består af 16 spillere. Da det ser lidt tyndt ud, har klubben indlemmet 8 ungdomsspillere (A-Talent), så truppen op til den nye sæson består af 24 spillere. Af de 24 spillere er der kun 7 over 25 år, hvilket inkluderer Martin Bernburg der er kronisk skadet, Jan Kristiansen, der har haft et konstant dalende niveau siden han underskrev sin gyldne 5-årige kontrakt, samt Michael Krohn-Dehli, der efter sin fremragende præstation ved EM snart forventes solgt. Dermed er der altså fire spillere over 25 år tilbage i startopstillingen, Michael Tørnæs, Clarence Goodson og Mikkel Thygesen og Dennis Rommedahl. Nu er der selvfølgelig ingen der siger at et hold skal have en gennemsnitsalder over 25 år for at vinde fodboldkampe, se blot på FC Midtjylland, der i sidste sæson kun havde to spillere over 25 år (Kristian Bak Nielsen og Kolja Afryie) i deres idealopstilling, men alligevel vandt bronze. Men de fleste fodboldhold kræver en vis balance mellem rutinerede spillere og unge talenter for at fungere optimalt, og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved om denne balance er tilstede på det nuværende Brøndby-hold.

Målsætning top-6
Klubben har en erklæret målsætning om at slutte i top 6, hvilket ifølge sportschef Ole Bjur er en realistisk målsætning, da han mener at truppen underpræsterede med sidste sæsons 9.plads. Han kan selvfølgelig have ret i at man med landsholdsspilere som Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl burde slutte højere i tabellen. Men når balancen på holdet er helt forkert (bla. ingen kompetent defensiv midtbanespiller), man vælger at spille et forkert system (4-4-2 i stedet for 4-3-3) og fyrer træneren midt i sæsonen, så kan man ikke forvente at slutte i toppen. I sommerpausen har klubben sagt farvel til tre rutinerede spillere (Femi, Frederiksen og Nilsson), og der er usikkerhed om hvorvidt man fortsat råder over to øvrige når transfervinduet lukker i slutningen af august. Mike Jensens kontrakt udløber til vinter, og den bliver ikke forlænget. Dermed kan klubben meget muligt vælge at lade ham gå for et mindre beløb allerede nu. Derudover er Michael Krohn-Dehli, som tidligere nævnt, brandvarm på rygtebørsen i øjeblikket. Mister man de to spillere, ligner det en yderst svær sæson, hvor en slutplacering i top 6 er meget optimistisk.

Superligaen er stærkere
Grunden til at det vil være overraskende hvis den nuværende Brøndby-trup ender i top 6, er ikke mindst de to jyske hold, der har afløst Lyngby og HB Køge i sommerpausen. Randers og Esbjerg, der begge rykkede ned forrige sæson, har stort set holdt fast i det samme mandskab siden nedrykningen, og Randers har endda oprustet til den nye sæson med indkøb af en amerikansk og malisk landsholdsspiller. Der er, modsat sidste sæson, ikke klubber der ligner oplagte nedrykningskandidater, men derimod ser Superligaen utrolig jævnbyrdig ud. Det er svært at se oplagte favoritter i første spillerunde.

AGF-Aab
SønderjyskE-Randers
Esbjerg-Silkeborg
Brøndby-OB
FCK-FCM
Horsens-FCN

Da Superligaen samtidig har en af de højeste nedrykningsprocenter i Europa, skal man ikke undervurdere risikoen for en potentiel nedrykning. For få år siden ville dette være utænkeligt. Brøndby i 1.division? Du må være skør! Men hvis klubben sælger Mike Jensen samt Krohn-Dehli, der har været hjernen på holdet de sidste tre år, og samtidig ikke køber de rette erstatninger, vil midtbanen primært komme til at bestå af uprøvede ungdomsspillere, hvilket absolut ikke er optimalt.

Det positive
Men der er da stadig grund til at have lidt optimisme med henblik på overlevelse i næste sæson. Truppen indeholder stadig Krohn-Dehli. Han er altså ikke solgt endnu! Samtidig har mange af de unge spillere der satses på fået lidt erfaring fra sidste sæson, som de forhåbentlig kan bruge nu. Og sidst, men ikke mindst, ser det ud til at en af de skadede angribere, Oke Akpoveta, er klar til den nye sæson. Han kan umuligt allerede være i topform efter sin grimme korsbåndsskade for ca. ti måneder siden, men hvis han stille og roligt kan arbejde sig i form, vil det give en ekstra dimension i angrebet, som manglede i foråret. Specielt når man har valgt at spille 4-4-2.

Startopstillingen
Startopstillingen i den sidste testkamp mod HB Køge så således ud

Mål: Tørnæs
Forsvar: Joensen, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Semou og Agger
Angreb: Thygesen og Makienok

Man må forvente at Krohn-Dehli og Randrup vil gå ind i startopstillingen i på søndag mod OB hvis de er klar (Rommedahl er skadet). Jeg så ikke kampen mod HB Køge, men det virker mærkeligt at lade Agger spille venstre kant og Thygesen angriber. Ville det ikke give mere mening at de to byttede plads? Her er et bud på en startopstilling mod OB:

Mål: Tørnæs
Forsvar: Randrup, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Thygesen og Krohn-Dehli
Angreb: Agger og Makienok

Det klart svageste led på dette hold er den centrale midtbane. I et tidligere indlæg var jeg inde på, at kombinationen af Mike og Thygesen mangler balance, og derfor vil det være oplagt at købe en erstatning til denne position, især med henblik på Mike Jensens snarlige afsked med klubben. Man kan ikke vente på at Semou, Holst eller en tredje ung spiller udvikler de kompetencer der er behov for på den plads. Herudover vil en ekstra central forsvarsspiller også være velkommen, da Goodson bestemt ikke imponerede i sidste sæson. Men så længe sagen om manglende udbetaling af feriepenge til en række spillere ikke er afsluttet, har klubben formentlig ikke mulighed for at købe nye spillere. Dermed må vi sætte vores lid til de unge talenter.

Hov, jeg glemte næsten det bedste! Den nye spillertrøje fra Hummel. Den er fed!

Foto: Brondby.com

Nye rygnumre

Der er blevet rykket godt og grundigt rundt på spillernes rygnumre op til den nye sæson. Daniel Stenderup har fået tildelt nr. 4 (Per Nielsens gamle nummer), hvilket må betyde at det er manden man regner med som langsigtet løsning i centerforsvaret. En del andre spillere har også fået lavere rygnumre, heriblandt Brent McGrath (12), Mathias Larsen (13) og Daniel Norouzi (19). Måske er jeg gammeldags, men jeg forstår ikke helt hvorfor man ikke vælger at udfylde ledige numre fra 1-11 først, og derefter tildele højere rygnumre.


Er det fordi man kan tjene flere penge ved at sælge spillertøjer med to-cifrede rygnumre? Er det fordi presset bliver for stort på de unge spillere, hvis man tildeler dem et lavt nummer og dermed indirekte signalerer at de er stamspillere? Jeg ved det ikke, men i min verden giver det mere mening at Norouzi har nummer 3, Dario Dumic nummer 5 og Mathias Gehrt nummer 8 end at disse numre er ubrugte. Det kan selvfølgelig også være, at klubben vælger at gemme numrene til fremtidige indkøb. Man har vel lov at håbe.

Lars Elstrups Dæmoner

Omtale af den nye biografi om Lars Elstrup, om præstationsangsten og skiftet til Brøndby, der blev første skridt på vej mod toppen af fodboldkarrieren, og mod bunden af det psykiske helbred. Om perioden efter fodbolden, hvor depressionerne lå på lur om hvert andet gadehjørne. 

Så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af historien om fodboldspilleren Lars Elstrup. EM-helten, der stoppede med topfodbold fra den ene dag til den anden, og øjensynligt forsvandt ind i en sekt, hvor han fik navnet Darando, og fra tid til anden tiltrak sig den ene obskure avisoverskrift efter den anden.

Helt tragikomisk blev historien om Lars Elstrup i 2000, da han som 36-årig, efter over seks års fravær fra fodbolden, meldte sig under fodboldfanerne igen, med ordene: "Min ambition er selvfølgelig at spille i Superligaen, og også på landsholdet på længere sigt."

Prøvetræningen varede dog kun en enkelt dag, idet Lars Elstrup var meget skuffet over, at klubben ikke anerkendte ham for den markedsmæssige værdi, han tilførte klubben med sin tilstedeværelse: "Jeg har ikke i sinde at deltage i det her, uden at få noget betaling for det."

Det er ikke svært at påstå, at Lars Elstrups liv forekommer at have taget en absurd drejning siden fodboldkarrieren stoppede. Manden meldte sig ind i et spirituelt fællesskab og afbrød kontakten med sin familie i Randers, idet han mente de havde givet ham en for hård barndom. Især presset fra faderen mente han havde været for stort. I bogen får man dog begge sider af historien, både fra forældrene og Elstrup selv.

I bogen får man at vide, Lars Elstrup altid har haft en fundamental glæde ved fodboldspillet, som stadig ikke har sluppet taget i ham den dag i dag, hvor han jævnligt spiller med unger på gader og stræder. På den anden side lyder det også som om, han har haft to andre dæmoner, som har været knap så produktive for ham, nemlig hans skarpe sans for at skaffe penge, samt hans stolthed.

Brøndby-tiden
I 1985 skifter han væk fra barndommens Kronjylland, for at tage imod et tilbud fra Brøndby's tidligere Randers-dreng, Per Bjerregaard, som får Lars Elstrups tillid foran Hvidovre IF: "Jeg var mest tryg ved Per Bjerregaard. Han havde jo også sin forbindelse til Randers, som vi talte om, og jeg turde sige nogle ting til ham. Jeg lyttede til ham, og han fortalte, hvad han kunne hjælpe mig med. Han kunne være en støtte for mig og give mig noget tryghed, så det endte med, at jeg skrev kontrakt med Brøndby."

Per Bjerregaard havde formentlig spottet, hvad der var Lars Elstrups akilleshæl som fodboldspiller: At han havde et mere skrøbelig sind end de fleste, og derfor havde behov for tryghed for at kunne præstere.

Allerede samme dag, som Lars Elstrup flyttede til storbyen, ramte det første store sammenbrud ham. Han røg ned i et dybt, fortvivlet hul, og episoderne skulle vise sig at komme igen med stadig større intensitet. Om sin første dag som professionel fodboldspiller, siger han: "Når jeg tænker tilbage, så var den 1. januar den dag, hvor jeg har været allermest ked af det i hele mit liv."

Lars Elstrup fandt dog stille og roligt en vis stabilitet i storbylivet og blev vellidt blandt klubbens store spillere. Han nåede dog kun at spille et halvt år i Brøndby, inden den hollandske storklub, Feyenoord ønskede at købe ham. Per Bjerregaard syntes, det var for tidligt for Elstrup at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, og rådede ham derfor til at blive.

Ydre succes og indre forfald
Herefter ventede to år i helvede for Lars Elstrup. Han kunne slet ikke forlige sig med de benhårde træningsmetoder og den kulde, der var omkring ham i Hollandsk fodbold, og derfor vendte han retur til OB som en knækket mand to år senere. Han ønskede at genfinde roen, lysten, tilliden og varmen igen. Alt det fandt han i OB, men alligevel lod han sig lokke af et 2-årigt tilbud fra den bedste, Engelske liga kun halvandet år senere, hvor Luton stod klar med åbne arme. Og det på trods af, at han egentlig godt vidste, at det ville være bedst for ham at blive i OB.

Herefter spillede han en halvdårlig og en fantastisk sæson for Luton, hvorefter de kommende mestre, Leeds United, ønskede at købe ham. Et tilbud, som Lars Elstrup dog kunne mærke, at han var nødt til at takke nej til, hvis han skulle komme helskindet igennem fodboldens verden. Han spillede et par sæsoner i trygge OB, hvilket inkluderede et Europamesterskab med Danmark, hvor han sad på bænken og inderligt håbede på, at Danmark ikke kom bagud, idet han så kunne risikere at blive skiftet på banen, hvilket han ikke ville have kunnet klare rent psykisk.

Året efter lagde han endegyldigt støvlerne på hylden med skadede knæ som undskyldning. Lars Elstrup stoppede for at finde ro, men det var først for alvor her offentligheden fik indblik i, og dermed interesse for, Lars Elstrups turbulente liv og skrøbelige psyke. 

Delvist forløst
Bogen er fængende og velfortalt, men det skyldes primært, at Lars Elstrups historie i sig selv er elementært spændende, på grund af hans pludselige adfærdsændringer, samt det besynderlige årelange mediecirkus, han har befundet sig i siden han stoppede med topfodbold.

Det er ikke ligefrem en fodboldbog skrevet på Zlatan-niveau, som jeg tidligere omtalte her på bloggen, hvilket måske også er for meget forlangt, da den er i en liga for sig selv indenfor genren. Men det er alligevel lidt ærgerligt, for Lars Elstrups historie er i virkeligheden mindst lige så interessant som Zlatans, måske endda mere, fordi den omhandler emner, som i dén grad er tabu i fodboldverdenen. Psykisk sygdom samt det, at skille sig ud som anderledes. Historien har fået endnu mere relevans efter at både målmanden Robert Enke og eks-topspilleren Gary Speed har begået selvmord indenfor de sidste par år.

Et eksempel på den manglende ordekvilibrisme er, at ordet 'notorisk' nærmest benyttes notorisk igennem hele bogen, på trods af, at det notorisk er et fodbold-klichéord, som ikke bibringer nogen substans til noget som helst.

Jeg synes historien om Lars Elstrup indeholder virkelig store perspektiver, men de bliver desværre ikke fuldkommen forløst. På den anden side skal det nævnes, at jeg alligevel slugte bogen råt. Jeg føler bare ikke jeg får tilført nok afgørende informationer eller kommer langt nok ind under huden på Lars Elstrup. Men det har nok også været svært for forfatterne at hive nye kaniner op af hatten, netop fordi Lars Elstrups farceagtige livsudvikling i høj grad allerede er blevet dokumenteret i medierne.

For eksempel sidder man hen mod slutningen med nogle påtrængende spørgsmål omkring hans psykiske helbred, som ikke rigtig bliver forløst: Hvordan kan det være, at manden ikke har søgt lægelig hjælp på noget tidspunkt? I tre perioder på hver tre år har han været så depressiv, at den sammenlagte tid, han har talt med andre mennesker, i den sidste periode ikke oversteg en time...

Det eneste man får at vide om disse perioder er, at han vist nok spiller poker på nettet og lever af sine fodboldmillioner. Men han må jo givetvis lave nogle flere ting, siden han ikke er død af disse ekstreme alene-perioder? Han har jo fået mad på en eller anden måde.

Bogen slutter med at konkludere at: "Trods de svære perioder har Lars Elstrup afholdt sig fra antidepressiver eller psykologhjælp. - At drage sine egne erfaringer er mere værd end at høre venners gode råd. Så det er det, jeg gør. Jeg handler og oplever for at få mere forståelse af mig selv og forståelse for min omverden, siger han."

Elstrups fremtid
For tiden tilbyder han selv terapi - helt gratis - hvilket han har reklameret for på Facebook, men indtil videre er der øjensynligt ingen der har taget imod tilbuddet. "Tænk, fordi man udbyder noget, der er gratis, så tænker folk automatisk, at det sikkert er dårligt. Jeg tror, jeg vil til at tage 400 kr. for det."

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at det er pengene, der gør udslaget. Eller måske er det bare fordi, ingen ønsker at gå i terapi hos en, som ikke selv har været i terapi, selvom det er åbenlyst for de fleste, at han kunne have haft gavn af det? Da han en enkelt dag - ifølge BT - var i forbindelse med en psykiatrisk afdeling, lød det som om, der var en del paranoia forbundet med det:

"Lægerne stillede efter min mening luskede og underfundige spørgsmål, som tydeligvis skulle få mig til at gå i fælden, så de kunne indlægge mig, men jeg sagde, at hvis de ikke stoppede med at være manipulerende, så var det slut. Jeg følte ikke, at de respekterede dét, jeg sagde, så derfor tog jeg mine ting og gik ... Jeg gentager gerne: Jeg har ikke brug for psykiatrisk behandling for øjeblikket, og det får jeg aldrig nogensinde brug for... Jeg har været væk i et hul en, to, tre gange. Skulle det ske igen, så er det guds mening. Der er aldrig en tilfældig årsag til, at ting sker."


Den dag i dag lever Lars Elstrup som deltidsvagabond, på trods af fire millioner i banken, og overnatter ofte i Kirkens Korshærs varmestue i Odense, og har alle sine ejendele i bagagerummet på sin bil. Hvis man ønsker at spille fodbold med ham, kan man ifølge ham selv prøve at invitere ham via hans Facebook-side. Hvis det er lidt for direkte en konfrontation, så kan man også nøjes med at nyde mandens fodboldtalenter i den daværende engelske 1. division her.

Køb bogen her.

Økonom: Fansene er altafgørende rent økonomisk

Smukt billede af Brøndbys altafgørende økonomiske faktor.

I mange kredse er Brøndby-fansene efterhånden ekstremt trætte af den måde, som klubben drives på. Flere steder tales der om at boykotte klubben, for på den måde at lægge pres på ledelsen, ved at ramme dem der, hvor det gør mest ondt: På pengepungen.

Mange fans er derfor ironisk nok holdt op med at støtte deres klub for dermed at forsøge at hjælpe deres klub. Det er lidt ligesom forældre, der holder op med at forkæle og adlyde deres umulige børnehavebarn, fordi de har fundet ud af, at det netop er forkælelsen og det skæve magtforhold der har gjort barnet til en plage for sine omgivelser.

Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen 'Nyt hierarki i fodbolden', hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:

 "De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne."


Det kunne derfor tyde på, at klubben er nødt til at lytte til fansene, selvom den har forsøgt at undgå det pres, som fansene har lagt på klubben med både aktioner og protester, samt stiftelser af nye foreninger, der har til formål at ændre magtbalancen i klubben.

Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, der på konstruktiv vis forsøger at presse klubben

Ved første øjekast har Brøndbys fans dog ikke svigtet klubben til hjemmekampene. Tilskuertallet på Brøndby stadion er ifølge statistiksiden Danskfodbold.com således kun faldet fra 12.849 i sidste sæson, hvor klubben endte som nummer tre, til 12.600 i denne sæson, hvor klubben endte på sin dårligste placering nogensinde i den bedste, danske række.

Men hvis man gransker tilskuertallene nærmere, er der alligevel noget, der får alarmklokkerne til at ringe. For tilskuertallet er faktisk det allerlaveste siden sæsonen 1999/2000, som var den sidste hele sæson, inden Brøndby indviede deres nye stadion, som udvidede kapaciteten fra ca. 18-19.000 til ca. 29.000 tusinde. Beslutningen blev i sin tid taget fordi man var trætte af at skulle leje sig ind hos rivalerne i Parken, når man skulle spille europæisk.


Derfor er det også alarmerende at tilskuertallet i over to år reelt kun sneget sig lige over det gamle stadions kapacitet til en enkelt hjemmekamp mod Sporting Lissabon, hvor fansene i øvrigt leverede en af de mest spektakulære tilskuerpræstationer nogensinde set på en dansk tribune.

Og kun fem gange siden guldsæsonen 2005 har klubben haft et tilskuertal på over 23.000 tilskuere, ti gange over 21.000, og kun én gang siden guldsæsonen har stadion reelt været i nærheden af at være udsolgt. Det var fire måneder efter mesterskabet, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby og FC København spille 1-1. Det vil sige, at klubben i snart syv år reelt har stået med et overdimensioneret stort stadion i forhold til behovet. Dén ligtorn trådte sportsøkonom Troels Troelsen i tidligere på foråret, hvor han sagde at:

"De har et stadion med plads til 30.000, men det er sjældent fyldt. Der havde været bedre økonomi i at bygge et med plads til 20.000 og så hæve prisen på de sidste billetter, hvis der skulle se ud til at blive udsolgt."

Og direktør Jan Lockhart erkendte da også selv problemet:

"I øjeblikket har vi for stort et stadion i forhold til vores placering i ligaen. Også fordi vi ikke har spillet europæisk fodbold på et højere niveau gennem længere tid. Derfor har vi lige flere pladser til rådighed, end vi reelt set har brug for."


For at gøre det hele endnu værre, så har det desuden længe været en offentlig hemmelighed, at tilskuertallet på Brøndby Stadion igennem flere sæsoner er blevet holdt kunstigt højt oppe ved et stort omløb af sponsor- og fribilletter. Det reelle fald af tilskuere, som ønsker at betale for en hjemmekamp er altså formentlig langt højere, end tallene afslører. Brøndby er altså lige nu bombet tilbage i tiden, og deres ekstremt dyre stadioninvestering, som er en af grundene til deres nuværende, store gæld, har altså ikke båret lige så meget frugt, som alle formentlig havde forventet.


I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.

Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.

Brøndbys talentafdeling er storleverandør til EM-truppen

Efter den værste Brøndby-sæson i mands minde, er det efterhånden svært at finde positive historier om Brøndby i pressen eller på diverse fanforums. Klubben har dog igennem det seneste halvandet år - uden det store held - forsøgt at fremhæve en enkelt positiv historie som nøglen til fremtidens storhed: Klubbens har landets stærkeste ungdomssektor, og det skal man udnytte i langt højere grad.

Hvis man tager et kig på den danske EM-trup vil man opdage, at der er noget om snakken. Hele seks ud af 23 spillere fra landsholdslejren har været igennem Brøndbys talentsystem. Mere end hver fjerde spiller, med andre ord. Det gør Brøndby IF til den klart stærkeste talentleverandør til det nuværende landshold. Der er således kun fire tidligere Lyngby-talenter med, mens OB og KB står for hver tre.

Det er et faktum, som mange medier og fans ser ud til at ignorere i deres dommedagsagtige profetier om klubben. Der er blandt nogle steder opnået konsensus om, at klubben er i frit fald, og der tales således både om afvikling af klubben, konkurs og nedrykning. Men ikke desto mindre er Brøndby IF altså stadig blandt landets dygtigste til at udvikle fodboldspillere.

De seks tidligere Brøndbytalenter i EM-truppen er Daniel Agger, Stephan Andersen, Daniel Wass, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Niki Zimling. Alle seks er desuden markante spillere. Hertil kommer, at FC Nordsjællands Tobias Mikkelsen også optrådte i Brøndby i løbet af sine tidligste seniorår, samt at Brøndby også har den tidligere Lyngby-spiller, Dennis Rommedahl, med i EM-truppen.

Herudover er det værd at lægge mærke til, at en række af de spillere, som må formodes at være en del af fremtidens landshold, også har fået skoling i Brøndby. Det drejer sig om:

• 20-årige Nicolai Boilesen fra Ajax, som skiftede til Ajax sidste sommer. Han har desværre været skadet i næsten hele sæsonen, men i sine hidtidige to landsholdsoptrædener lignede han en sikker EM-deltager
• 21-årige Nicolai Jørgensen, som har haft en skadesplaget lejesæson i nedrykkerne Kaiserslautern - han spillede flere år i Brøndby inden han skiftede til AB, som solgte ham til Leverkusen
• Kasper Lorentzen, som i første halvdel af sæsonen var ude af billedet til EM, idet han spillede for Randers i Betsafe-ligaen
• Desuden har 19-årige Jannik Vestergaard gjort sig bemærket i den tyske Bundesliga, hvor han har spillet over tyve kampe for Hoffenheim i denne sæson. Vestergaard skiftede klub sidste sommer, ligesom Nicolai Boilesen.

Herudover har Brøndby IF igennem adskillige år været stærkt repræsenteret på ungdomslandsholdene og i ungdomsrækkerne, og adskillige superliga- og divisionsspillere er skolet i Brøndby, samtidig med at klubben netop har afsat to store U19-talenter til henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen. Sidst, men ikke mindst, så har Brøndby IF en vældig stor andel af egen avl i deres nuværende, stærkt barberede trup.

Det burde altså være forholdsvist tydeligt, at Brøndby lige nu er den danske klub, som sætter det måske mest markante aftryk i toppen af dansk fodbold, hvis man ser på udvikling af talenter. Det er egentlig mystisk at selv dén Brøndby-historie kan blive fordrejet og ignoreret af medierne. Men det er selvfølgelig heller ikke en historie, der sælger særlig mange aviser...