lørdag den 15. september 2012

Feriepenge bliver dyre i Brøndby

Så blev dommen i den længe ventede feriepengesag afgjort. Brøndby blev dømt til at betale fire millioner kroner til de tre tidligere Brøndby-spillere: Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson. Thomas Rasmussen udtalte, at han mente dommen var rimelig, idet Brøndby ikke havde fulgt overenskomsten. Men han nævnte ikke noget om, hvorvidt han havde modtaget pengene én gang før, hvilket jo var klubbens anke, og hvilket er med til at gøre det hele en anelse grotesk.

Sagen er jo, at Brøndby, ligesom tilfældet iøvrigt også er med adskillige andre danske klubber, har indføjet i mange spilleres kontrakter, at deres feriepenge og pension var inkluderet i lønnen. Men nu har spillerne altså fået medhold i, at det ikke er en lovlig måde at gøre det på.

Det vil altså sige, at spillerne formentlig vil få deres feriepenge og pension udbetalt to gange, samtidig med, at de får et tilsvarende beløb oven i hatten, som svie og smerte for, at måtte have ventet så længe på at få sine penge udbetalt. Det ligner jo et drømmescenarie for de fleste lønmodtagere.

Dommen kan komme til at koste Brøndby over 23,5 millioner kroner, hvis alle spillerne forfølger deres krav.

Spillere vil ikke have deres penge ...
I kølvandet på domsafsigelsen kom en lang række udtalelser fra mere eller mindre involverede parter. To spillere, henholdsvis Mathias Lindstöm, tidligere AAB'er, samt den tidligere Sønderjyske-spiller, Kenneth From, udtalte begge til medierne, at de på ingen måde ville forsøge at skrabe pengene til sig. De havde fået det, de skulle.

- Jeg har selv været med til at lave aftalen med SønderjyskE, og jeg vil have det dårligt med at møde op som tilskuer til en kamp på Haderslev Fodboldstadion velvidende, at jeg så har modtaget en del af lønnen to gange, sagde Kenneth From således til Sønderjyskes hjemmeside. - Hvad andre spillere i samme situation vælger at gøre, har jeg ingen kommentarer til.
En lignende kommentar kom fra Mathias Lindström, til TV2-sporten:

- Jeg har fået mine penge. Jeg havde en god tid i Aalborg, og jeg vil ikke forstyrre det. Penge betyder ikke alt. Jeg synes, at jeg har et godt forhold til Aalborg og alle folkene deroppe, og det er fint for mig. Jeg vil ikke forstyrre relationen til de mennesker på grund af nogle penge.

... men det vil de i Brøndby
Det lod dog ikke til, at den tidligere Brøndby-spiller, Thomas Rasmussen, synes relationen til Brøndby var så vigtig. Han kunne slet ikke følge tankegangen fra de øvrige spillere, og mente at folk burde sætte sig ind i reglerne:

- ...de [fansene] skal sætte sig ind i afgørelsen. Det er sket et brud på reglerne, og længere er den ikke, og det er ikke en sag, vi har valgt at køre bare for vores egen skyld. Det er for rigtigt mange spillere. Det er ikke et spørgsmål om at være grådig. Det handler om regler, der skal overholdes. (B.T.)

Han lyder lidt som en martyr, der ikke kræver pengene ind for sin egen skyld, men gør det på vegne af en lang række stakkels spillere. Problemet er bare, at hans ord formentlig preller af på  fansene, som nok nærmere vil føle det som om, han uberettiget tager penge fra klubben. Det ville klæde Thomas Rasmussen at fortælle, om han reelt har fået sine penge én gang tidligere, eller om dette bare er et desperat forsøg på at plukke de sidste frugter fra karrieretræet inden frosten sætter ind.

At gøre krav på penge, man tidligere har fået, bliver vel ikke nødvendigvis moralsk rigtigt blot fordi en domsafgørelse siger, at det er ok. Det tror jeg er en fornemmelse rigtig mange fans vil sidde med. Derfor kan det også blive problematisk, at nuværende spillere også er en del af sagen. Spillertruppen i Brøndby har således udsendt en pressemeddelelse som understreger, at spillerne bakker op om afgørelsen, fordi de mener at tingene bør foregå efter bogen. Brøndby har af en eller anden årsag ikke gidet at lægge hjemmeside til netop dén pressemeddelelse.

Det er svært at have ondt af fodboldspillere som fx Peter Madsen og Thomas Rasmussen, som i forvejen har tjent en ganske fin hyre i Brøndby, uanset om de så lovmæssigt set har krav på pengene eller ej. Hvis de var så utilfredse med ikke at få deres feriepenge, så kunne de jo bare have sagt til i forhandlingsprocessen, i stedet for at komme rendende adskillige år senere og kræve ekstra feriepenge, renter og bod.

Det er formentlig svært for de fleste fans at se til, mens klubbens tidligere spillere malker klubben for millioner, i en periode hvor klubben i forvejen er hårdt presset både økonomisk og sportsligt.Mange har da også set frem til søndagens Brøndby-kamp, idet der muligvis kan opstå en kølig stemning mellem spillerne og fansene. Fansene støtter klubben og lægger mange penge i klubben, penge som spillerne nu vil have flere af.

En anden ting, der er spændende ved denne sag er, at man har fået et større indblik i, hvad spillerne har fået af sign-on-fees igennem mange år. Peter Madsen fik ifølge medierne 8 millioner kroner i sign-on-fee, hvilket må siges at være et uhyre højt beløb i en dansk klub, især set i lyset af, at spilleren reelt aldrig nåede at vise sig frem på højeste niveau i sin sidste periode i klubben.

Der har været mange ude og kritisere spillerne, selvfølgelig klubbens formand, Sten Lerche, men også den tidligere direktør, Frank Buch Andersen, som mente spillerne var grådige:

- Spillerne bør have en dårlig smag i munden. Selvfølgelig skal kontrakterne opfyldes, men da aftalerne blev underskrevet, var spillerne helt indstillet på, at de havde fået de penge, de skulle have. Ifølge aftalerne fik spillerne højere bonusser, som så til gengæld inkluderede feriepenge, sagde Frank Buch Andersen til Ekstra Bladet.

Linket til Bjerregaard
Når alt kommer til alt, vender sagen tilbage mod klubbens tidligere frelser, og nuværende onde ånd, afgåede formand Per Bjerregaard. Han havde efter alt at dømme selv været med til at forhandle overenskomsten på plads med spillerforeningen i sin tid, hvorefter han skulle være gået hjem til klubben og have gjort det stik modsatte af, hvad han havde forhandlet sig frem til. Men det er så åbenbart ikke kun Per Bjerregaard og Brøndby, der har gjort det på denne måde. Adskillige andre klubber står i hvert fald i amme situation, dog ikke helt så massivt som Brøndby.

Sportsdirektør Lynge Jakobsen fra AAB var for et godt stykke tid siden ude at sige, at han så sandelig ikke forventede at tabe feriepengesagen, idet klubben havde betalt hvad den skulle. Hvis han og en spiller var blevet enige i, at kontrakten var inklusive feriepenge, så skulle spilleren altså heller ikke komme rendende bagefter og bede om feriepenge. Men der må Lynge Jakobsen tro om igen.

Det skal blive spændende at se, hvor mange spillere der vil kradse pengene ind, og hvor stor indflydelse det får på Brøndby evne til at handle fremover. Ifølge regnskaberne har klubben ikke budgetteret med at skulle punge ud med de mange millioner, fordi man i samråd med sine advokater mente at have en særdeles god sag. Men også Brøndby måtte tro om igen.

Kapitalindsprøjtning kan redde klubben
Heldigvis nåede man lige at købe forstærkning i form af Quincy Antipas, men måske bliver han den eneste forstærkning der bliver råd til i flere år. Med mindre der da kommer gang i hele sagen omkring investergruppen med førnævnte Frank Buch Andersen i spidsen  De står angiveligt klar med 150 millioner, som de vil hælde ned i klubben, hvis de udskældte aktieklasser med de indflydelsesfattige B-aktier altså bliver ophævet. Dvs. hvis de kan få indflydelse for pengene.

Det var præcis det samme, som Kasi-Jesper måtte sande ikke kunne lykkes. Men i mellemtiden er Per Bjerregaard jo trådt tilbage, og det kan vise sig at være første skridt på vej mod ophævelse af aktieklasserne. I så fald står klubben måske til at modtage i alt over 170 millioner, i det Brøndby Supporters Trust jo også er på vej til at ville udstede aktier, der vil indbringe klubben op mod 20 millioner.

Det ville i den grad give Brøndby muligheder for at få sat sejlet til tops igen. Indtil da må man bare sande, at cirkuset hele tiden bliver udvidet med ekstra trækplastre i Brøndby. Først var der bare savsmuld på en græsplæne, siden kom der lyserøde elefanter og tryllekunstnere.

Så længe der ikke er mere ro på, er det svært at forestille sig at klubben kan komme til tops igen. Så måske er det meget godt at få de sidste problemer på bordet, så den negative del af arven fra Bjerregaard kan blive slettet hurtigst muligt. Man har desværre bare på fornemmelsen, at dette næppe er den sidste overraskende attraktion, der bliver hevet ud i manegen.



lørdag den 8. september 2012

Quincy Antipas

Mandag aften lukkede det danske transfervindue, og i de sidste timer nåede Brøndby at hente en markant forstærkning til angrebet, zimbabweanske Quincy Antipas fra SønderjyskE. Efter salget af holdets ubetinget største profil Michael Krohn-Dehli til spanske Celta Vigo, håbede mange Brøndby-tilhængere at klubben ville hente en direkte erstatning, men jo tættere man kom på deadline forsvandt håbet langsomt. Lige indtil Ekstrabladet om eftermiddagen på transfervinduets sidste dag kunne berette at klubben havde budt på Antipas. Få timer senere var transferen en realitet, og for mange var dette en stor overraskelse. For det første, fordi angriberen tidligere på sommeren var blevet rygtet til adskillige udenlandske klubber. Og for det andet, fordi Brøndby ligger fire points under SønderjyskE i tabellen og tidligere har udtalt at man har et meget stramt lønbudget. Salget af Krohn-Dehli har selvfølgelig givet lidt luft i budgettet, og samtidig er Brøndby stadig en klub med mange tilskuere, der kan tiltrække profiler fra andre superligaklubber - det er trods alt positivt.


Quincy Antipas ved præsentationen mandag aften

Hvem er han så, denne afrikanske angriber med det besynderlige navn. Folk der har fulgt med i Superligaen i de sidste par sæsoner kender sikkert allerede den lille, lynhurtige og udfordrende angriber, der fik sit store gennembrud i sidste sæson med mange forrygende præstationer. Men for få år siden var han stort set ukendt i Danmark. Han blev i sommeren 2008 hentet til Randers til prøvetræning, men på trods af tre scoringer i en træningskamp blev han ikke tilbudt kontrakt. I stedet udnyttede 2. divisions-klubben Blokhus situationen og sikrede sig Antipas, der allerede på dette tidspunkt havde optrådt seks gange på Zimbabwes landshold. Den hurtige angriber imponerede i sin første sæson i Nordjylland og året efter var der interesse fra andre klubber. Den nyoprykkede franske Ligue 2-klub Istres inviterede Antipas til prøvetræning, og selvom han imponerede, kunne den franske klub ikke finde finansieringen til at købe ham fri, og da Blokhus ikke ville udleje ham, blev han i klubben i et halvt år mere, indtil bundholdet i Superligaen HB Køge købte ham i et forsøg på at kravle over stregen. Da dette ikke lykkedes, valgte Sønderjyske at slå til og hente ham på en fire-årig kontrakt. I sin første sæson i Haderslev startede Antipas ca. 1/3 af kampene på bænken, men efter han i vinterpausen havde gennemgået en operation for kompartmentssyndrom (en sjælden tilstand, hvor der opstår højt tryk i hinderne omkring musklerne og besværliggører blodcirkulation) erobrede han en stamplads på holdet og i sidste sæson fik han sit gennembrud i klubben og Superligaen med 9 mål i 29 kampe samt mange flotte præstationer. I denne sæson startede Antipas også stærkt med mål og assist i nedslagtningen af Randers i første spillerunde. Siden er det dog kun blevet til et enkelt mål mere, bla. pga. af småskader.


Antipas sammen sportchef Ole Bjur

I Brøndby vil han formentlig gå direkte ind i startopstillingen ved siden af sin tidligere holdkammerat i HB Køge, Simon Makienok. Denne klassiske angrebskombination med en lille, hurtig og udfordrende spiller ved siden af en høj, fysisk stærk "target man" kan vise sig at blive vigtig i klubbens jagt på flere mål og sejre. Indtil videre er det kun blevet til én sejr i otte forsøg og holdet har kun formået at score seks mål i otte kampe. Selvom Antipas ikke er en decideret målsluger, skaber han med sine dybdeløb masser af plads til sine holdkammerater, der dermed kan komme til chancer. Hvis Brøndby vælger denne angrebskombination i en 4-4-2 formation, kan det sammenlignes med AC Horsens farlige duo i sidste efterårssæson med Henrik Toft og Gilberto Macena. Faktisk ligner Macena og Antipas hinanden en del både i spillestil og karrierevalg. Macena begyndte også sin karriere i 2. division for Holbæk inden AC Horsens fik øje på ham og hentede ham til Østjylland.

Ifølge Ekstrabladet betalte Brøndby fem millioner kroner for at købe Antipas fri af kontrakten med SønderjyskE. Kun tiden vil vise om det er et godt køb. Umiddelbart virker det dog en anelse dyrt for en spiller, der reelt set kun har været en profil i Superligaen i lidt over et år. Især når man tager det nuværende marked i betragtning. Ifælge Sporten.dk betalte OB fire millioner kroner da de hentede Emil Larsen i Lyngby tidligere på sommeren. Men Antipas har taget den lange vej fra 2. division til at blive en profil i Superligaen. Det vidner om en god mentalitet og ydmyghed, som vil passe godt ind i Brøndby. Samtidig er han 28 år og har dermed forhåbentlig den nødvendige erfaring til at klare det store pres fra omverdenen.

Som en lille bonus ved Antipas' skifte skal samtidig nævnes, at en af de direkte konkurrenter i bunden af superligaen, SønderjyskE, er blevet markant svækket det næste halve år, da de ikke kunne nå at hente en fuldgod erstatning for Antipas. I forvejen havde klubben udlejet Kenneth Fabricius til Esbjerg, så pludselig stod klubben med kun to reelle angribere i truppen. Man nåede lige akkurat at hente Kenan Hajdarevic i AC Horsens, men han må primært betegnes som reserve for Tommy Bechmann.

Læs i øvrigt Tipsbladets artikel om Quincy Antipas fra i vinters.

mandag den 13. august 2012

Nye vinde blæser over den synkende skude

Endnu engang dømte en hård skæbne Brøndby ude, og klubben endte med at tabe sin kun anden kamp til Sønderjyske. Sæsonstarten begynder at opfylde profetierne fra før sæsonstart, nemlig at Brøndby kommer til at kæmpe for at undgå nedrykning. Klubben ligger således nummer 10, og kan, efter aftenens kamp mellem Esbjerg og Randers, ende under stregen. Men hvis man kalder Brøndby en potentiel nedrykker, så må man også være ærlig at sige, at det samme er alle de resterende hold i ligaen, på nær FC Nordsjælland, FCK, FC Midtjylland og OB. Alle Brøndbys fem kampe indtil videre, har været kampe som let kunne være tippet til både den ene og den anden side.

Det mest lovende fodbold har klubben spillet i de første tyve minutter mod Silkeborg, hvor de virkelig udviste stor spilleglæde og pressede Silkeborg helt i bund. En kort overgang blev alle mindet om, hvorfor de begyndte at følge klubben i sin tid. Som minutterne skred frem begyndte man endda at drømme om storsejre og afgørende forvandlinger af holdet - men nej. Kort efter genopstod den sædvanlige bævrende defensive nervøsitet, og holdet overlod alt initiativet til Silkeborg, og forærede dem endda adskillige store chancer. Resten af kampen blev en meget tæt duel, som lige så vel kunne være endt i en Silkeborg-sejr eller uafgjort. Kampene mod OB, AGF og Sønderjyske var dog temmelig lede ved Brøndby. Ikke at klubben spillede fantastisk fodbold eller nødvendigvis havde fortjent maksimumpoint for anstrengelserne, men set over en bred kam havde holdet vel fortjent minimum fem point yderligere.

Men held og uheld har ikke været de eneste faktorer. En væsentlig faktor er simpelthen også, som mange før mig har sagt, at defensiven simpelthen er for svag. Det blev tydeligst udstillet i Silkeborg-kampen. Men også i går kunne man mærke, at holdet ikke stoler nok på deres defensive fundament, og at de kendte 'automatismer' ikke er helt på plads, tydeligst udstillet da unge Daniel Noruozi spillede en fuldkommen tåbelig bold tilbage til Tørnæs, i en ellers upresset situation, få minutter før afslutningen. Det er formentlig en fejl han ikke begår igen. I virkeligheden synes jeg dog det gik bedre defensivt mod Sønderjyske uden holdets kaptajn, Clarence Goodson. Han har slet ikke indfriet de forventninger man havde til ham, udover i hovedspillet ved standartsituationer, hvor han fejlagtigt har fået annulleret flere mål siden sin ankomst.

Mange vil kalde holdet for urutineret, men i virkeligheden skyldes det vel også at mange af de unge spillere af egen avl ikke ser ud til at lære nok af den store kamperfaring, som klubben har givet dem. For hvis man kigger på tallene på Brøndbys hjemmeside, så har Anders Randrup fx spillet 142 1.holdskampe, Daniel Stenderup har spillet 65, Michael Tørnæs 55, Jens Stryger Larsen 75, og netop solgte Nicolaj Agger nåede 60 1. holdskampe. Derudover har Simon Makienok spillet 19 kampe for Brøndby, samt 59 divisionskampe for HB Køge. Det er vel at stramme den at sige, at disse spillere er direkte urutinerede? Snarere er de bare endnu ikke i stand til at indfri det potentiale, som de alle i perioder har vist. Om det skyldes spillernes eller trænernes manglende kvalitet er så spørgsmålet. Når det er sagt, så har holdet stadig spillere, som er meget urutinerede, og som alle ser ud til at skulle bære et temmelig stort læs i denne sæson, nemlig: Daniel Norouzi (17 kampe), Dario Dumic (16 kampe), Frank Semou (15 kampe) og Mathias Gerth (29 kampe) samt ikke mindst Oke Akpoveta, som endnu kun har fået 5 lovende indhop. Herudover er der i truppen en lang række unge spillere, som er helt, eller næsten helt, uden erfaring fra klubbens bedste hold.

Eftersom klubben ingen penge har, er man nødt til at hænge sin hat på alle disse talenter. Det kan dog være svært at sige, om de nuværende talenter er i stand til at rykke sig det afgørende stykke opad, men i hvert fald kan det være svært at se fx Mathias Gerth rykke sig med den attitude han viste i går, da han blev sendt på banen. Måske var det mit tv-signal der manglede kvalitetet, men i hvert fald var det umuligt for mig at spotte nogen ild eller vilje i øjnene på ham, da han stod og skulle på banen. Og for at tage det afgørende skridt op så vil store fodboldmæssige færdigheder aldrig være nok - viljen er nødt til at være ekstrem stærk for at kunne gøre en forskel. I slutningen af sidste sæson kunne man endda fornemme hos Gerth, at han virkede lidt utilfreds med spilletiden og at han antydede at han måske ville søge væk, hvis ikke det blev bedre. Jeg ville gerne lægge hovedet på blokken og love den unge mand, at hvis han lagde alle sine kræfter i alle sine indhop, så ville han formentlig meget hurtigt blive fast mand hos Brøndby. Viljen kan man derimod fornemme hos Oke, som man stadig godt kan tillade sig at have forventninger til i denne sæson, selvom han også stadig er ung.

Ud fra de første fem kampe kan man vel godt konkludere, at denne sæson bliver en mellemsæson. Men det er stadig en meget vigtig mellemsæson. For det er afgørende, at klubben ikke rykker ud, og at de unge spillere udvikler selvtillid og større rutine på trods af, at de måske kommer til at spille en nervepirrende kamp om nedrykningen.

De mest spændende ting om Brøndby sker jo i virkeligheden udenfor banen, hvor der er sket adskillige store ting denne sommer. Vi har dog ikke fået skrevet om noget af det her på BIF på BLOGGEN grundet flytninger og ferieafholdelse. Men Per Bjerregaard er som bekendt trådt tilbage fra formandsstolen, hvilket mange fans har ønsket i adskillige år, og klubben har efterfølgende åbnet op for at fansene kan få 1-2 pladser i bestyrelsen, mod at kaste 21 millioner i klubben. Det lod dog ikke til, at fansene ønskede at fejre den nye kurs i klubben, idet der kun var 7667 på stadion, men alligevel var fansenes sang dog et af de mest opløftende momenter i gårsdagens kamp. Sidst, men ikke mindst, så er feriepengesagen stadig ikke afgjort, og Kasi-Jesper er gået på røven, hvorfor Brøndby nok må vinke farvel til det kæmpe millionbeløb, som han ville kompensere dem for til næste sommer, som følge af sin tidlige udtræden af sin sponsoraftale med klubben. Alt dette er nok nogle af grundene til, at klubben endnu ikke har hentet en eneste forstærkning, selvom man åbenlyst kunne trænge til lidt kvalitet og erfaring på banen. Klubben er trængt på alle fronter, og det er i sidste øjeblik at de nye vinde er begyndt at blæse over den synkende skude.

tirsdag den 10. juli 2012

Sæsonoptakt

Så skal vi til det igen. På fredag (den 13., uha!) starter Superligaen igen, og der bliver lagt ud med den gamle jyske klassiker AGF-AaB. To dage efter skal Brøndby i kamp på hjemmebane mod et andet mandskab, der skuffede stort i sidste sæson, OB. For et år siden ville denne kamp have været en topkamp i dansk fodbold, men efter sidste sæsons slutplaceringer bliver man nødt til at kalde det hvad det er, en bundkamp. Selvfølgelig er det en ny sæson, og det er to store klubber i dansk fodbold, men begge er i gang med store ændringer, der gør, at det sandsynligvis ikke bliver i denne sæson de kommer til at spille med om mesterskabet.

Modstanderen
OB ansatte sidste vinter Poul Hansen som sportsdirektør for at udvikle en mere boldbesiddende fodboldstil, men efter en dårlig start på forårssæsonen, så klubben sig nødsaget til at fyre Henrik Clausen og indsætte sportsdirektøren som cheftræner. Det var tæt på en katastrofe og klubben reddede kun sin superliga-status pga manglende kvalitet hos de to nedrykkere Lyngby og HB Køge. Nu har OB ansat Troels Bech som ny træner og derfor kan Poul Hansen liste tilbage til sit kontor og udføre sit job som sportsdirektør. Klubben har sagt farvel til flere dyre, ældre spillere heriblandt Eric Djemba-Djemba og hentet to unge talenter fra Frankrig samt et af de største offensive talenter i dansk fodbold, Lyngbys Emil Larsen. Det bliver spændende at se hvor lang tid der går inden det "nye" OB-mandskab indfrier potentialet.

Det unge Brøndby
I Brøndby har man også valgt at satse på egne talenter i den kommende sæson. Men modsat OB, der også har købt unge spillere, satser Brøndby næsten udelukkende på spillere, der kommer fra klubbens ungdomsafdeling. En meget trængt økonomisk situation har tvunget klubben til at skille sig af med mange løntunge spillere og primært satse på egne talenter.

Det betyder at førsteholdstruppen kun består af 16 spillere. Da det ser lidt tyndt ud, har klubben indlemmet 8 ungdomsspillere (A-Talent), så truppen op til den nye sæson består af 24 spillere. Af de 24 spillere er der kun 7 over 25 år, hvilket inkluderer Martin Bernburg der er kronisk skadet, Jan Kristiansen, der har haft et konstant dalende niveau siden han underskrev sin gyldne 5-årige kontrakt, samt Michael Krohn-Dehli, der efter sin fremragende præstation ved EM snart forventes solgt. Dermed er der altså fire spillere over 25 år tilbage i startopstillingen, Michael Tørnæs, Clarence Goodson og Mikkel Thygesen og Dennis Rommedahl. Nu er der selvfølgelig ingen der siger at et hold skal have en gennemsnitsalder over 25 år for at vinde fodboldkampe, se blot på FC Midtjylland, der i sidste sæson kun havde to spillere over 25 år (Kristian Bak Nielsen og Kolja Afryie) i deres idealopstilling, men alligevel vandt bronze. Men de fleste fodboldhold kræver en vis balance mellem rutinerede spillere og unge talenter for at fungere optimalt, og jeg vil sætte spørgsmålstegn ved om denne balance er tilstede på det nuværende Brøndby-hold.

Målsætning top-6
Klubben har en erklæret målsætning om at slutte i top 6, hvilket ifølge sportschef Ole Bjur er en realistisk målsætning, da han mener at truppen underpræsterede med sidste sæsons 9.plads. Han kan selvfølgelig have ret i at man med landsholdsspilere som Michael Krohn-Dehli og Dennis Rommedahl burde slutte højere i tabellen. Men når balancen på holdet er helt forkert (bla. ingen kompetent defensiv midtbanespiller), man vælger at spille et forkert system (4-4-2 i stedet for 4-3-3) og fyrer træneren midt i sæsonen, så kan man ikke forvente at slutte i toppen. I sommerpausen har klubben sagt farvel til tre rutinerede spillere (Femi, Frederiksen og Nilsson), og der er usikkerhed om hvorvidt man fortsat råder over to øvrige når transfervinduet lukker i slutningen af august. Mike Jensens kontrakt udløber til vinter, og den bliver ikke forlænget. Dermed kan klubben meget muligt vælge at lade ham gå for et mindre beløb allerede nu. Derudover er Michael Krohn-Dehli, som tidligere nævnt, brandvarm på rygtebørsen i øjeblikket. Mister man de to spillere, ligner det en yderst svær sæson, hvor en slutplacering i top 6 er meget optimistisk.

Superligaen er stærkere
Grunden til at det vil være overraskende hvis den nuværende Brøndby-trup ender i top 6, er ikke mindst de to jyske hold, der har afløst Lyngby og HB Køge i sommerpausen. Randers og Esbjerg, der begge rykkede ned forrige sæson, har stort set holdt fast i det samme mandskab siden nedrykningen, og Randers har endda oprustet til den nye sæson med indkøb af en amerikansk og malisk landsholdsspiller. Der er, modsat sidste sæson, ikke klubber der ligner oplagte nedrykningskandidater, men derimod ser Superligaen utrolig jævnbyrdig ud. Det er svært at se oplagte favoritter i første spillerunde.

AGF-Aab
SønderjyskE-Randers
Esbjerg-Silkeborg
Brøndby-OB
FCK-FCM
Horsens-FCN

Da Superligaen samtidig har en af de højeste nedrykningsprocenter i Europa, skal man ikke undervurdere risikoen for en potentiel nedrykning. For få år siden ville dette være utænkeligt. Brøndby i 1.division? Du må være skør! Men hvis klubben sælger Mike Jensen samt Krohn-Dehli, der har været hjernen på holdet de sidste tre år, og samtidig ikke køber de rette erstatninger, vil midtbanen primært komme til at bestå af uprøvede ungdomsspillere, hvilket absolut ikke er optimalt.

Det positive
Men der er da stadig grund til at have lidt optimisme med henblik på overlevelse i næste sæson. Truppen indeholder stadig Krohn-Dehli. Han er altså ikke solgt endnu! Samtidig har mange af de unge spillere der satses på fået lidt erfaring fra sidste sæson, som de forhåbentlig kan bruge nu. Og sidst, men ikke mindst, ser det ud til at en af de skadede angribere, Oke Akpoveta, er klar til den nye sæson. Han kan umuligt allerede være i topform efter sin grimme korsbåndsskade for ca. ti måneder siden, men hvis han stille og roligt kan arbejde sig i form, vil det give en ekstra dimension i angrebet, som manglede i foråret. Specielt når man har valgt at spille 4-4-2.

Startopstillingen
Startopstillingen i den sidste testkamp mod HB Køge så således ud

Mål: Tørnæs
Forsvar: Joensen, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Semou og Agger
Angreb: Thygesen og Makienok

Man må forvente at Krohn-Dehli og Randrup vil gå ind i startopstillingen i på søndag mod OB hvis de er klar (Rommedahl er skadet). Jeg så ikke kampen mod HB Køge, men det virker mærkeligt at lade Agger spille venstre kant og Thygesen angriber. Ville det ikke give mere mening at de to byttede plads? Her er et bud på en startopstilling mod OB:

Mål: Tørnæs
Forsvar: Randrup, Goodson, Stenderup og Norouzi
Midtbane: Stryger, Mike, Thygesen og Krohn-Dehli
Angreb: Agger og Makienok

Det klart svageste led på dette hold er den centrale midtbane. I et tidligere indlæg var jeg inde på, at kombinationen af Mike og Thygesen mangler balance, og derfor vil det være oplagt at købe en erstatning til denne position, især med henblik på Mike Jensens snarlige afsked med klubben. Man kan ikke vente på at Semou, Holst eller en tredje ung spiller udvikler de kompetencer der er behov for på den plads. Herudover vil en ekstra central forsvarsspiller også være velkommen, da Goodson bestemt ikke imponerede i sidste sæson. Men så længe sagen om manglende udbetaling af feriepenge til en række spillere ikke er afsluttet, har klubben formentlig ikke mulighed for at købe nye spillere. Dermed må vi sætte vores lid til de unge talenter.

Hov, jeg glemte næsten det bedste! Den nye spillertrøje fra Hummel. Den er fed!

Foto: Brondby.com

mandag den 9. juli 2012

Nye rygnumre

Der er blevet rykket godt og grundigt rundt på spillernes rygnumre op til den nye sæson. Daniel Stenderup har fået tildelt nr. 4 (Per Nielsens gamle nummer), hvilket må betyde at det er manden man regner med som langsigtet løsning i centerforsvaret. En del andre spillere har også fået lavere rygnumre, heriblandt Brent McGrath (12), Mathias Larsen (13) og Daniel Norouzi (19). Måske er jeg gammeldags, men jeg forstår ikke helt hvorfor man ikke vælger at udfylde ledige numre fra 1-11 først, og derefter tildele højere rygnumre.


Er det fordi man kan tjene flere penge ved at sælge spillertøjer med to-cifrede rygnumre? Er det fordi presset bliver for stort på de unge spillere, hvis man tildeler dem et lavt nummer og dermed indirekte signalerer at de er stamspillere? Jeg ved det ikke, men i min verden giver det mere mening at Norouzi har nummer 3, Dario Dumic nummer 5 og Mathias Gehrt nummer 8 end at disse numre er ubrugte. Det kan selvfølgelig også være, at klubben vælger at gemme numrene til fremtidige indkøb. Man har vel lov at håbe.