Smukt billede af Brøndbys altafgørende økonomiske faktor.
I mange kredse er Brøndby-fansene efterhånden ekstremt trætte af den måde, som klubben drives på. Flere steder tales der om at boykotte klubben, for på den måde at lægge pres på ledelsen, ved at ramme dem der, hvor det gør mest ondt: På pengepungen.
Mange fans er derfor ironisk nok holdt op med at støtte deres klub for dermed at forsøge at hjælpe deres klub. Det er lidt ligesom forældre, der holder op med at forkæle og adlyde deres umulige børnehavebarn, fordi de har fundet ud af, at det netop er forkælelsen og det skæve magtforhold der har gjort barnet til en plage for sine omgivelser.
Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen 'Nyt hierarki i fodbolden', hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:
"De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne."
Det kunne derfor tyde på, at klubben er nødt til at lytte til fansene, selvom den har forsøgt at undgå det pres, som fansene har lagt på klubben med både aktioner og protester, samt stiftelser af nye foreninger, der har til formål at ændre magtbalancen i klubben.
Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, der på konstruktiv vis forsøger at presse klubben
Ved første øjekast har Brøndbys fans dog ikke svigtet klubben til hjemmekampene. Tilskuertallet på Brøndby stadion er ifølge statistiksiden Danskfodbold.com således kun faldet fra 12.849 i sidste sæson, hvor klubben endte som nummer tre, til 12.600 i denne sæson, hvor klubben endte på sin dårligste placering nogensinde i den bedste, danske række.
Men hvis man gransker tilskuertallene nærmere, er der alligevel noget, der får alarmklokkerne til at ringe. For tilskuertallet er faktisk det allerlaveste siden sæsonen 1999/2000, som var den sidste hele sæson, inden Brøndby indviede deres nye stadion, som udvidede kapaciteten fra ca. 18-19.000 til ca. 29.000 tusinde. Beslutningen blev i sin tid taget fordi man var trætte af at skulle leje sig ind hos rivalerne i Parken, når man skulle spille europæisk.
Og kun fem gange siden guldsæsonen 2005 har klubben haft et tilskuertal på over 23.000 tilskuere, ti gange over 21.000, og kun én gang siden guldsæsonen har stadion reelt været i nærheden af at være udsolgt. Det var fire måneder efter mesterskabet, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby og FC København spille 1-1. Det vil sige, at klubben i snart syv år reelt har stået med et overdimensioneret stort stadion i forhold til behovet. Dén ligtorn trådte sportsøkonom Troels Troelsen i tidligere på foråret, hvor han sagde at:
"De har et stadion med plads til 30.000, men det er sjældent fyldt. Der
havde været bedre økonomi i at bygge et med plads til 20.000 og så hæve
prisen på de sidste billetter, hvis der skulle se ud til at blive
udsolgt."
Og direktør Jan Lockhart erkendte da også selv problemet:
"I øjeblikket har vi for stort et stadion i forhold til vores placering i ligaen. Også fordi vi ikke har spillet europæisk fodbold på et højere
niveau gennem længere tid. Derfor har vi lige flere pladser til
rådighed, end vi reelt set har brug for."
For at gøre det hele endnu værre, så har det desuden længe været en offentlig hemmelighed, at tilskuertallet på Brøndby Stadion igennem flere sæsoner er blevet holdt kunstigt højt oppe ved et stort omløb af sponsor- og fribilletter. Det reelle fald af tilskuere, som ønsker at betale for en hjemmekamp er altså formentlig langt højere, end tallene afslører. Brøndby er altså lige nu bombet tilbage i tiden, og deres ekstremt dyre stadioninvestering, som er en af grundene til deres nuværende, store gæld, har altså ikke båret lige så meget frugt, som alle formentlig havde forventet.
I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.
Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.
Efter den værste Brøndby-sæson i mands minde, er det efterhånden svært at finde positive historier om Brøndby i pressen eller på diverse fanforums. Klubben har dog igennem det seneste halvandet år - uden det store held - forsøgt at fremhæve en enkelt positiv historie som nøglen til fremtidens storhed: Klubbens har landets stærkeste ungdomssektor, og det skal man udnytte i langt højere grad.
Hvis man tager et kig på den danske EM-trup vil man opdage, at der er noget om snakken. Hele seks ud af 23 spillere fra landsholdslejren har været igennem Brøndbys talentsystem. Mere end hver fjerde spiller, med andre ord. Det gør Brøndby IF til den klart stærkeste talentleverandør til det nuværende landshold. Der er således kun fire tidligere Lyngby-talenter med, mens OB og KB står for hver tre.
Det er et faktum, som mange medier og fans ser ud til at ignorere i deres dommedagsagtige profetier om klubben. Der er blandt nogle steder opnået konsensus om, at klubben er i frit fald, og der tales således både om afvikling af klubben, konkurs og nedrykning. Men ikke desto mindre er Brøndby IF altså stadig blandt landets dygtigste til at udvikle fodboldspillere.
De seks tidligere Brøndbytalenter i EM-truppen er Daniel Agger, Stephan Andersen, Daniel Wass, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Niki Zimling. Alle seks er desuden markante spillere. Hertil kommer, at FC Nordsjællands Tobias Mikkelsen også optrådte i Brøndby i løbet af sine tidligste seniorår, samt at Brøndby også har den tidligere Lyngby-spiller, Dennis Rommedahl, med i EM-truppen.
Herudover er det værd at lægge mærke til, at en række af de spillere, som må formodes at være en del af fremtidens landshold, også har fået skoling i Brøndby. Det drejer sig om:
20-årige Nicolai Boilesen fra Ajax, som skiftede til Ajax sidste sommer. Han har desværre været skadet i næsten hele sæsonen, men i sine hidtidige to landsholdsoptrædener lignede han en sikker EM-deltager
21-årige Nicolai Jørgensen, som har haft en skadesplaget lejesæson i nedrykkerne Kaiserslautern - han spillede flere år i Brøndby inden han skiftede til AB, som solgte ham til Leverkusen
Kasper Lorentzen, som i første halvdel af sæsonen var ude af billedet til EM, idet han spillede for Randers i Betsafe-ligaen
Desuden har 19-årige Jannik Vestergaard gjort sig bemærket i den tyske Bundesliga, hvor han har spillet over tyve kampe for Hoffenheim i denne sæson. Vestergaard skiftede klub sidste sommer, ligesom Nicolai Boilesen.
Herudover har Brøndby IF igennem adskillige år været stærkt repræsenteret på ungdomslandsholdene og i ungdomsrækkerne, og adskillige superliga- og divisionsspillere er skolet i Brøndby, samtidig med at klubben netop har afsat to store U19-talenter til henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen. Sidst, men ikke mindst, så har Brøndby IF en vældig stor andel af egen avl i deres nuværende, stærkt barberede trup.
Det burde altså være forholdsvist tydeligt, at Brøndby lige nu er den danske klub, som sætter det måske mest markante aftryk i toppen af dansk fodbold, hvis man ser på udvikling af talenter. Det er egentlig mystisk at selv dén Brøndby-historie kan blive fordrejet og ignoreret af medierne. Men det er selvfølgelig heller ikke en historie, der sælger særlig mange aviser...
Mike Jensen knockoutet af sin barndomsklub og sportschef Ole Bjur
For nylig tog Brøndby IF et overraskende træk op til det kommende transfervindue, idet man meldte ud, at man indstillede forhandlingerne med Brøndby-drengen Mike Jensen, hvis kontrakt udløber til årsskiftet.
Siden da har både medier og fans debatteret beslutningen, især fordi direktør Jan Lockhart for lidt over et år siden meldte ud, at man, efter forbillede fra Dortmund, fremover ville satse massivt på "en trup med selvavlede talenter kombineret med indkøb af cremen
af spillere, der vil få fans og sponsorer til at slikke sig om munden."
"Jeg tror det er en bevidst handling fra Brøndbys ledelses vedkommende, hvor de siger, Mike skal ikke være den, der skal være med til at køre det her hold. Jeg tror simpelthen de har valgt Mike Jensen fra. Og det behøver ikke at være på grund af de spillemæssige kvaliteter, hvad jeg ikke tror det er. Det kan godt være: hvordan synes de han passer ind i truppen, hvordan er harmonien, hvad for en kultur vil de gerne bære, er Mike Jensen den, som de gerne vil putte deres penge på? Det er han åbenbart ikke, fordi jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at hvis Brøndby ville finde pengene, og hvis de ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene, for vi snakker ikke 3-4 millioner om året [i løn, red.], vi snakker om nogle beløb, som en klub som Brøndby selvfølgelig kan lægge til sådan en spiller, også med tanke på, at de får frigivet en masse økonomi her til sommer."
Trylle-Erik i Frem, i perioden lige inden Morten Olsen skaffede ham til Brøndby.
Den økonomi, som Erik Rasmussen taler om, er de fem spillere, som for nylig fik at vide, at de ikke ville få forlænget deres kontrakt, heriblandt tidligere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle som Peter Madsen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore, som alle tre har spillet under niveau, men som alligvel må forventes at oppebære en fin hyre i klubben. Hertil hentyder Erik Rasmussen formentlig også til holdets stjerne og spillemæssige omdrejningspunkt, Michael Krohn-Dehli, som de fleste forventer vil blive solgt i det kommende transfervindue.
Erik Rasmussen mener, at den manglende forlængelse er en "klar manifestation af, at de ikke vil have Mike Jensen." Han kommer ikke ind på den eksakte grund, men siger bare, at "der må være sket et eller andet internt."
En af årsagerne som Frispark-panelet hiver frem, kunne være Mike Jensens temperament og hans opførsel, som tidligere i karrieren er blevet kritiseret. Blandt andet da han for nogle år siden brølede nogle angiveligt ikke så pæne ting ind i hovedet på daværende FCK-målmand Jesper Christiansen, der lå og ømmede sig i græsset efter et sammenstød. Panelet siger, at hvis det er den slags opførsel, der ofte er kendetegnende for Mike Jensens fighterånd, så kan det være, at man ønsker en anden stil som kulturbærende element i Brøndby IF.
Mike Jensen er træt af, at Jesper Christiansen ikke rejser sig op efter en brækket albue.
Man kunne mene, at Erik Rasmussen simpelthen bare underkender den økonomiske virkelighed i Brøndby IF, når han siger, at økonomien ikke er den primære årsag til at Brøndby ikke forlængede med Mike Jensen?
"Jeg underkender ikke den økonomiske virkelighed, som vi også stod og snakkede om for et lille år siden, og for syv måneder siden, men efter den der såkaldte økonomiske virkelighed har de altså stadig købt Simon Makienok, som helt sikkert ikke er en helt billig spiller, HB Køge ville ikke slippe ham billigt, de købte Femi hjem, som helt sikkert også er dyr for Groningen, har en høj kontrakt der, de købte Rommedahl hjem, så de burde altså også kunne betale de der 100.000, 120, 150 (i løn om måneden, red.), hvis han skulle være kulturbærer, og hvis de ville satse på ham."
Erik Rasmussen mener yderligere, at en af årsagerne til Brøndbys beslutning er, at Mike Jensen og Mikkel Thygesen minder for meget om hinanden, fordi de begge har deres forcer i det offensive, og at der derfor ikke er plads til dem begge på midtbanen.
"Vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre
defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal
kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar
til at agere."
Det er nok en udmelding, der får de fleste Brøndbyfans til - i Jan Lockharts terminologi - at slikke sig om munden, men samtidig forstår man Brøndby-fansenes efterhånden åbenlyse frustration, når selvsamme Lockhart for kun 14 dage siden var ude og sige at: "Man skal
ikke forvente markante tilgange i det kommende transfervindue
At de forskellige afdelinger af Brøndby-ledelsen melder forskellige ting ud med jævne mellemrum, er jo ikke noget nyt. Det har medierne spundet guld på i årevis efterhånden. Om det er medierne, der fordrejer tingene, for at profitere på spændingerne i klubben, eller om Brøndbys ledelse reelt befinder sig på hver sin planet, det må vi lade være op til læseren. Mon ikke de fleste alligevel bare håber på, at der snart kommer styr på biksen?
Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.
Brøndby IF er presset som aldrig før,
både på og uden for banen. Klubben er i færd med at afrunde sin
dårligste sæson nogensinde, og det vel at mærke i sæsonen, der
markerer klubbens trediveårs jubilæum i den bedste, danske række.
Jubilæet er så vidt vides ikke ligefrem blevet fejret med fest og
flag i klubben, selvom der egentlig har været nok at fejre over de
de tredive år. Pokalskabet er blevet fyldt med en imponerende mængde
medaljer og pokaler. Så sent som for 11 måneder siden vandt klubben
sine sidste bronzemedaljer, i øvrigt for tredje år i træk. Og
sæsonen forinden blev pokaltitlen hjemført
til Vestegnen.
Vel egentlig en ganske flot række af
meritter for de fleste klubber, skulle man mene. Men i Brøndby blev
det hele nærmest betragtet som en hån. Fra fans, spillere og bestyrelsesmedlemmer lød de skuffede meldinger, at bronze og
pokaltitler bare ikke var nok. Det eneste der for alvor gjaldt, var
guldmedaljer, hvorfor de seneste fire års høst slet ikke er blevet
taget imod med den mindste grad af stolthed eller respekt.
Selvom det nu er hele syv år siden at
klubben for sidste gang høstede sit seneste Danmarksmesterskab efter
en imponerende sæson fra et sjældent set stjernespækket hold, så er selvforståelsen i Brøndby IF stadig, at hvis ikke vi vinder guld og
spiller god fodbold, så kan det hele næsten være det samme. Det er
lige før vi alle sammen lige så godt kan lægge os til at dø med
det samme. Alle er desperate og frustrerede over, at Brøndby IF i år
har undgået nedrykning til 1. division, og at klubben med stigende
intensitet trækker negative overskrifter i pressen angående
klubbens skrantende økonomi. I en sådan situation er menneskets
naturlige mekanismer at udse sig en syndebuk, som vi kan brænde levende på bålet. Det er også sket i
dette tilfælde. Syndebukken er blevet manden, som med sine
fremsynede idéer har været arkitekten bag alle triumferne i
tidernes morgen. Per Bjerregaard.
Efterhånden som resultaterne og det
overlegne spil har svigtet, og trænere og spillere siden guldsæsonen
i 2005 er blevet udskiftet med jævnlig rotation, er der kommet
større og større fokus på ledelsen i Brøndby IF, og altså
særligt formand Per Bjerregaard.
Der har været en lang række af
skandaler og tvivlsomme hændelser, fyringer af ellers
topkvalificerede, ledende medarbejdere i ét væk, altsammen mens
ledelsen har fastholdt sin position for enden af bordet uden
diskussion med stadig større desperation og lukkethed til følge.
Den største og måske mest graverende fejl af dem alle var formentlig ansættelsen af Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, som sportschef i 2006, på trods af, at han på ingen måde var kvalificeret til jobbet. Han havde alle tænkelige muligheder for at gøre et godt job, efter Kasi-Jesper spyttede sine mange millioner i klubben, men en lang række fejlkøb, blandet med uheld, dårlig ledelse og en i forvejen opbrudt og uharmonisk trup, efterladt i hujende hast af Michael Laudrup, gjorde, at Anders Bjerregaard endte som en komplet fiasko, der efterlod sig et historisk dyrt makværk af en trup bag sig.
Alt imens krisen har forhindret enhver ro i Brøndby IF, så har Per
Bjerregaard kæmpet en kamp mod leukæmi, som på et tidspunkt var så
alvorlig, at han lignede en mand, der gik på grænsen til livet, når
han tonede frem i medierne. Samtidig kæmpede han stolt for at
nedtone sin sygdoms stadig mere alvorlige karakter i medierne, og han
slap på intet tidspunkt grebet om fodboldklubben. Det løkken
strammede mest, var symbiosen mellem Per Bjerregaards tilstand og
klubbens tilstand så slående, at man for alvor blev klar over, hvor
meget Brøndby IF's fremtid står og falder med Per Bjerregaards helbred og hans evne til at agere.
På det nævnte tidspunkt var
smædesangene mod ham så direkte og modbydelige under kampene på
stadion, at en personlig hetz formentlig aldrig har set sin lige i
dansk sportshistorie. Fra tribune til tribune blev der råbt
'Bjerregaard ... Raus... Bjerregaard... Raus' så det gjaldede i
stålkonstruktionerne og helt ind i hjertet på selv den mest
hårdkogte forbryder. I filmen nedenfor kan man hen mod slutningen nærmest se, hvordan den kræftsyge Per Bjerregaard bliver flået fra hinanden fra sin plads på bænken. Det er ikke noget rart syn.
Her var en mand, der ikke længere var
velkommen i den stolte forening, han om nogen havde været skaberen
bag. Det var skaberen der blev fordrevet fra sit værk, inden han
selv syntes værket var færdigt. Men som enhver ved, er det ikke
altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere, hvornår et værk
er færdigt, hvornår han skal holde op med at kratte rundt i
malingen. Til sidst risikerer selv de mest lysende farver, de
smukkeste motiver og de mest geniale indfald at blive grå og triste,
ødelagte og usynlige for selv den mest garvede kender. Men på den anden side er der også muligheden for, at kunstneren har set noget, som alle andre har overset. At han vitterlig blot skulle have lidt længere tid til at finde frem til det, ved at kratte rundt i alt det grumsede grå.
Det er på dette punkt af processen Per
Bjerregaard befinder sig lige nu. I et dødvande. Han vil ikke afgive
magten i klubben, på trods af at alt taler for, at han bliver nødt
til det, hvad enten han vil eller ej. Børsen offentliggjorde i går en artiklen, som proklamerede, at Per Bjerregaard inden for kort tid
kan blive tvunget i knæ af Nordea, som klubben skylder penge til, blandt andet på grund af den storstilede og smukt udførte stadionudvidelse i 1999.
Klubbens likviditet er nemlig så dårlig, at der ifølge klubbens
delårsrapport skal en betydelig kapitaltilførsel til inden for en
3-4 måneder, hvis ikke klubben skal bukke under. Sagen er nemlig, at
Nordea ikke længere vil låne klubben penge, og at banken
formentlig derfor har givet klubben et ultimatum: Enten så afdrager
I på jeres gæld til klubben i et forholdsvist højt tempo, eller
også ændrer I jeres ejerstruktur, så det nærmer sig almindelige
forhold. Og dette er netop grunden til, at Per Bjerregaard klamrer
sig til magten. Han forsøger formentlig at beskytte sin hjerteklub
mod fremtidig, fjendtlig overtagelse, mod markedskræfternes frie
gøren og laden, hvor storaktionærer kan komme og lægge en
betydelig mængde millioner for til gengæld at få en del af magten.
Som situationen er nu, så er Brøndby IF som mange ved, beskyttet
mod markedskræfterne i en særlig konstruktion, hvor aktierne er
delt op i A-aktier og B-aktier, hvoraf det reelt kun er A-aktierne
der sikrer adgang til reel indflydelse. Man skal således have 20
B-aktier for at opnå indflydelse svarende til 1 A-aktie. Og
A-aktierne er ikke nogen, hvem som helst har adgang til, men findes
således kun i en begrænset mængde. Desuden beskyttes klubben også
af en yderligere konstruktion, hvor demokratiet således kun opstår
indefra, og hvor en lille loge af tidligere Brøndby-folk, samt
amatørforeningen reelt bestemmer hvordan bestyrelsen skal se ud, og
dermed hvordan magtfordelingen skal være.
Det er en ganske solid konstruktion.
Problemet er blot, at konstruktionen netop også sikrer at de
normale, demokratiske tilstande, som vi oplever dem i samfundet, ikke
er eksisterende på samme måde i Brøndby IF. Enhver demokratisk,
folkevalgt person, der havde oplevet en så ondsindet stemning imod
sig, som Per Bjerregaard oplevede den foreløbige kulmination på under hetzen for nogle år siden, ville
øjeblikkelig være blevet flået fra tronen. Men sådan foregår
tingene ikke i Brøndby.
Men når nu fansenes massive protester
mod lederskabet af deres klub ikke har båret frugt, så synes
redningen at komme fra en anden front. Som nævnt, har Nordea altså
sat kniven for struben for Brøndby og lukket kassen i for yderligere
lån, så længe aktiestrukturen er som den er. Det gjorde så, at
Brøndby i forbindelse med delårsrapporten meldte ud, at der snarest
vil komme en melding om, hvordan bestyrelsen har tænkt sig at løse
sit likviditetsproblem. Forlydender går på, at klubben vil komme til at mangle op mod 50 millioner i år. Endnu er der ikke kommet en eneste
melding fra bestyrelsen.
Situationen er kritisk i Brøndby IF
lige nu. Vi må ikke håbe, at bestyrelsen agerer lige så apatisk
som klubbens spillere har gjort i de sidste kampe, og vi må heller
ikke håbe, at de agerer lige så desillusioneret som fansene gjorde
i gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor de jublede da
Nordsjælland scorede, og undlod at bakke deres hold op, for i stedet
at synge smædesange om FC København, der ser ud til at smide guldet
på gulvet i sidste time. Hvis dette afspejler stemningen i
bestyrelseslokalerne, så ser det sort ud for Brøndby IF.
Forhåbentlig er der i disse timer en
alvorlig diskussion blandt bestyrelsens trofaste Brøndby-folk.
Problemet er, som Børsen også skriver, at klubben ikke kan forvente
at hente nok kapital alene ved at lave en kapitaludvidelse, for ingen
mennesker gider at poste store beløb i klubben uden til gengæld at
få indflydelse. Og de fleste fans har nået mætningspunktet for,
hvor meget de gider at lade sig trække rundt i manegen. Selvfølgelig
kan de altid hente en hel del penge, fordi Brøndby har så mange
støtter over hele landet, men faktum er, at man ikke kommer til at
få noget igen for sine penge, og derfor må anskue dem som
hjerteaktier til en klub med heart-arce.
Faktum er, at tiden har gjort, at Per
Bjerregaard formentlig kan blive tvunget til at godtage en ændring i
klubbens ejerstruktur. Han er nødt til at give sig på nogle
punkter. Tiden er forbi, hvor en fyr som Kasi-Jesper kommer og lægger
en enorm mænge penge uden at få indflydelse i klubben. Det skete én
gang, og det kommer ikke til at ske igen i samme målestok. Det var
en chance klubben forspildte fordi man netop ville fastholde sin
struktur.
Næste træk i sagaen kan komme førend
man venter det. Og mon ikke også de fleste trænger til afklaring
efter denne sejtrækker. Hvis Per Bjerregaard er blevet helt rask
efter sin langvarige sygdom, så er det nu han slår til og finder en
afgørende løsning der kan tilfredsstille alle parter. Og derefter
må han trække sig.
Men man har bare på fornemmelsen, at
Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i
en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte
for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så
længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det
sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han
vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den
mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og
sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.
Men mon ikke der burde kunne findes en
løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at
fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de
må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge
missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så
løsningen forekommer vel lige for?
I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet.
Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den
klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og
den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben
trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som
har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK,
der spiller om guld.
Alternativerne er svære at få øje
på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil
betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil
gælden er barberet væk - hvis klubben ellers overlever den nuværende
likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til
markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at
arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby - men det betyder igen, at fansene skal
have større magt i klubben.
Alt tyder på, at klubben er med til
langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man
for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan.
Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i
sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung
blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske
situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans
ældre dage?
Én ting er sikkert, det er, at manden
ikke stopper førend han kan gå med æren i behold. Eller før han
bliver smidt på porten. Sidstnævnte virker usandsynligt, idet han
stadig nyder opbakning på grund af fortidens store meritter. I den
nuværende situation er en afsked derfor umulig, med mindre hans
sygdom skulle gøre ham uarbejdsdygtig. Han er i mange fankredse mere
forhadt end nogensinde. Det kræver noget af en manøvre at vende
denne situation til det positive med Per Bjerregaard ved roret. Det
bedste han kan gøre er at sige til fansene, at klubben behøver deres hjælp, samtidig med, at han siger, at klubben er villig
til at afgive en del af magten til fansene. Men det skal ske på en
måde, hvorpå klubben stadig er sikret mod fjendtlig overtagelse.
Situationen burde kunne løses ved, at fanfonden fx får en større
del af magten, som svarer til det beløb, som fansene lægger i
klubben, minimum ét medlem af bestyrelsen, og fx max tre, idet de
andre led af klubben jo også stadig skal have sikret en plads i
bestyrelsen. Situationen burde kunne løses på denne måde, med
mindre man altså er angst for, hvilke idéer fans kunne tænkes at
måtte have for klubbens fremtid. Hvis fansene skal til lommerne,
kræver det altså reel magt i bytte for penge. Det burde samtidig
også kunne lade sig gøre at sikre at fansene udgøres af dygtige,
reelle sparringspartnere, og ikke af fjendtlige kræfter, og det
kunne fx gøres ved, at fx Brøndby Support og Det Nye Brøndby,
havde muligheden for at udpege medlemmer til bestyrelsen via deres
generalforsamlinger eller lignende.
Fortsættelse følger i den nærmeste
fremtid. Men én ting er sikkert. Per Bjerregaard har med al
tydelighed vist, at han ikke afgiver sit hjerte og sit livs kærlighed
til fremmede kræfter, som så kan splitte det til atomer, hvis de
måtte ønske det. I hvert fald ikke uden en lang og sej dødskamp,
som vil være en pine for alle parter. Lad os håbe det i stedet
ender i en lykkelig forening af fansenes og klubfolkenes kærlighed.
I bund og grund burde det være muligt at blive stærkere og mere
blomstrende end nogensinde før, hvis man formåede at arbejde i
samme retning, at dele sin kærlighed. Men det kræver så til
gengæld også at Per Bjerregaard forstår, at fansenes frustrationer
og deres had til ham bunder i præcis den samme kærlighed til
klubben, som han selv har. Men det er nok på grænsen til det
umulige for ham at acceptere at afgive magt til en række fans, som
har lagt ham ultimativt for had, især når han i dén grad er i en
symbiosetilstand med klubben. Hvordan skal man kunne afgive magt til
nogen, der - set fra hans perspektiv - udviser foragt og had for
klubbens hjerte?
Søndag sluttede sæsonen i den belgiske liga, og ikke overraskende endte Anderlecht øverst i tabellen foran Club Brügge. Faktisk sikrede hovedstadsklubben allerede mesterskabet på tredjesidste spilledag ved at spille uafgjort på hjemmebane mod netop Club Brügge. Derfor var det da også en afslappet fejring af mesterskabet på Constant Vanden Stock Stadion i Bruxelles efter holdet havde slået ærkerivalerne fra Standard Liège med 3-0. Målene blev scoret af Mbokani, Suárez og Canesin.
Anderlecht, belgiske mestre 2012
Det eneste ophidsende denne aften var da Anderlecht-profilen Milan Jovanovic provokerende løftede mesterskabspokalen foran udebanefansene fra Standard Liège, som serberen med stor succes spillede for i fire år. Utrolig dumt og meget unødvendigt. Jovanovic udtalte i øvrigt efter kampen at han ikke vidste om han var i Anderlecht næste sæson, hvilket er lettere overraskende, da han stadig har et år tilbage af sin guldrandede kontrakt.
Nye trænere
En mand, der helt sikkert er væk er træner Ariel Jacobs, der har valgt at forlade klubben efter fem år og to mesterskaber. Hvem der afløser ham er endnu ikke offentliggjort, men vores egen Morten Olsen har allerede været nævnt. Han har tidligere været et varmt emne som træner, ikke mindst pga. hans fortid som spiller i klubben samt det faktum at han er bosat i Belgien. Morten Olsen har dog allerede været ude og dementere rygterene. Anderlecht er ikke den eneste topklub, der skal have ny træner. Blot et halvt år efter sin tiltræden i Club Brügge valgte tyske Christoph Daum at sige farvel til klubben med en flot andenplads, da han angiveligt savnede sin familie i Tyskland. Det varede dog ikke længe før klubben havde afløseren klar. Den belgiske landstræner Georges Leekens, der ellers havde to år tilbage af sin kontrakt, blev hentet ind til sin anden periode som træner i klubben. 62-årige Leekens er en rutineret herre, der siden 1984 har trænet femten forskellige klubber eller landshold, heriblandt fem af dem mere end én gang. Han har aldrig været et sted mere end tre år, og nåede i denne omgang at være landstræner i to år inden Club Brügge kaldte igen.
Overraskelserne og prisvinderne
Det har været en flot sæson i den belgiske liga, masser af godt spil, flotte mål og enkelte overraskelser. Den største overraskelse var nok at den lille klub KV Kortrijk lige nøjagtigt klemte sig ind på sjettepladsen i ligaen og dermed kvalificerede sig til slutspillet om mesterskabet. Derudover spillede klubben sig frem til deres første pokalfinale, der dog blev tabt til Lokeren. Klubbens træner er den joviale Hein Vanhaezebrouck, der umiddelbart mere ligner en jord- og betonarbejder end en toptræner. Han blev efter sæsonen kåret som årets træner i Belgien.
Årets træner, Hein Vanhaezebrouck
Årets spiller blev endnu en gang Anderlechts Matías Suárez, der imponerede med 12 mål og 14 assist samt ikke mindst sin udfordrende spillestil. Han har længe været sat i forbindelse med et skifte til en større liga og mon ikke det sker i sommerpausen. Umiddelbart vil jeg mene at han har kvaliteterne til en klub lige under de bedste i en af de fire store ligaer. Suárez' angrebsmakker i Anderlecht, Dieumerci Mbokani, vandt i øvrigt den lidt specielle pris Ebony Shoe, der gives til den bedste afrikanske spiller eller spiller med afrikanske rødder i ligaen. Således har anføreren for de nykårede engelske mestre Manchester City, Vincent Kompany, vundet prisen to gange mens han spillede for Anderlecht til trods for at han er født og opvokset i Belgien.
Suárez og Mbokani i skøn forening
I toppen af ligaen var den negative overraskelse Standard Liège, der endte på en femteplads, hele 17 point efter Anderlecht. Den nye træner José Riga havde en svær start på sæsonen, da klubben havde solgt flere af holdets profiler, heriblandt landsholdspillerne Axel Witsel og Stephen Defour. Derfor skulle mange nye spillere integreres på holdet, hvilket tog lidt tid. Sidst på efteråret så det dog bedre ud, og derfor forventede mange at de ville kunne give Anderlecht kamp til stregen. Således gik det ikke, og der har allerede været rygter om at Riga bliver afløst på cheftrænerposten. Et andet hold, der også skulle integrere mange nye spillere i starten af sæsonen var Club Brügge. Klubben hentede i sommerpausen 13 nye spillere, hvoraf syv af dem kan karakteriseres som stamspillere. Derfor er det overraskende så stabilt holdet har spillet i hele sæsonen.
Danskerne
En af grundende til at Club Brügge har spillet så stabilt må tilskrives Niki Zimling, der blev hentet i Udinese sidste sommer. Han har gjort det fremragende på den defensive midtbane, hvor han ligget som bølgebryder og igangsætter foran forsvaret. Han sad ude med en skade i april måned, men har ellers spillet alle kampe for klubben og må være favorit til pladsen ved siden af William Kvist på landsholdets midtbane.
Niki Zimling
En anden succesfuld dansker i belgisk fodbold er Jesper Jørgensen i Gent. Han blev hentet i Esbjerg for halvandet år siden og har efterhånden fået en nøglerolle på holdet. I Esbjerg spillede han den samme rolle som Zimling har i Club Brügge, dvs. som balancespiller på midtbanen med primært defensive pligter. I Gent har han dog fået en mere offensiv rolle, som virkelig klæder ham. De spiller normalt 4-3-3 med to wings og tre centrale midtbanespillere, og Jørgensen har rollen som boks-til-boks spilleren, der både skal hjælpe til defensivt, men også bidrage en hel del i det offensive spil. Og det har han så sandelig gjort. 11 mål er det blevet til i denne sæson og da han var ude med en mindre skade i foråret, kunne man med det samme se hvor meget han betyder for holdet. De tabte næsten alle kampene. I de sidste kampe har han tilmed båret anførerbindet, hvilket fortæller noget om hvor meget klubbens norske træner Trond Sollied værdsætter ham. Hvis Jakob Poulsen skulle blive skadet op til EM-slutrunden, ville Jesper Jørgensen være den perfekte erstatning. Gent sluttede i øvrigt sæsonen på en fin fjerdeplads og skal nu op imod Cercle Brügge i to kampe, som afgør hvem der skal spille Europa League næste år.
Jesper Jørgensen
Den tredje og sidste danske spiller i den belgiske liga, er den tidligere Lyngby-back Brian Hamalainen, der har spillet 34 ud af 36 kampe for Zulte Waregem i denne sæson. Jeg må være ærlig og indrømme at jeg har et begrænset kendskab til Hamalainens bedrifter i Zulte, da det ikke er et hold der er særlig meget i mediernes fokus. Derimod er der en anden kending af dansk fobold, der har formået at slå sit navn fast i foråret, den tidligere Randers- og OB-angriber Djiby Fall. Der var mange der rystede på hovedet da Djiby Fall annoncerede at han havde skrevet kontrakt med Sporting Lokeren, og umiddelbart virker han da også for god til at spille i en belgisk midterklub. Det startede skidt da han kom til klubben ude af form og spilletilladelsen lod vente på sig. Men i april og maj har han virkelig vist sin målfarlighed. Fem mål i seks kampe er det blevet til, og jeg glæder mig til at se om han kan følge op på den flotte start i den nye sæson, hvor Lokeren også skal ud og spille Europa League pga. deres sejr i pokalturneringen.
Kritik af slutspil-systemet
Igennem hele foråret har der været stor kritik af det såkalte play-off system i den belgiske liga, primært fra fans, der mener at det er unødigt kompliceret og udvander turneringen pga. de mange indbyrdes kampe. Kort fortalt spiller man i den øverste belgiske række en ganske normal turnering med 16 deltagende hold. Efter 30 kampe splittes den op i fire selvstændige ligaer, de seks øverste spiller om mesterskabet (Play-off 1), mens de otte næste hold deles op i to grupper (Play-off 2). De to bedst placerede i grupperne spiller en finale om retten til at møde nr. 4 i Play-off 1 i endnu en finale, hvor vinderen kvalificerer sig til Europa League. Eller rettere kvalifikationsrunden til Europa League. I bunden er det lige så snørklet. De to lavest rangerede hold går i nedryknings-play-off'en, hvor man spiller bedst ud af fem (5!) indbyrdes kampe. Det lavest rangerede hold starter i øvrigt de indbyrdes opgør med minus tre point. Taberen rykker ned i 2. division, mens vinderen kvalificeres til at spille Play-off mod tre hold fra 2.division om én plads i den bedste række. I øvrigt er 2.division delt op i tre (ikke lige lange) perioder og de tre hold fra 2.division i Play-off'en er kvalificeret ved at have vundet en af disse perioder. Puha.
Standard Liège-fans protesterer mod slutspilssystemet
Nå, men man forstår de belgiske fans frustration over opbygningen af liga-systemet. Det er alt for kompliceret og resulterer i at de bedste hold møder hinanden fire gange på en sæson og i nedrykningsspillet op til syv gange på en sæson (ikke medtaget pokalturneringen). For topklubberne betyder slutspillet at man møder de bedste hold endnu en gang og dermed flere penge i kassen via tilskuerindtægter, hvilket formentlig har spillet en ikke helt uvæsentlig rolle da man indførte det nye system forrige sæson. Den danske superliga har også været til diskussion i de seneste år bla. pga. den skæve fordeling af hjemmekampe og store procentdel af nedrykkede hold, men det er vand i forhold til den komplet uforståelige opbygning af den belgiske liga.
Hvis man ser bort fra den tekniske opbygning, har der været masser af spænding og kvalitet i kampene i ligaen. Sammenligningen med den danske Superliga ligger lige for da vi ligger side om side på UEFA's rangliste, og lige nu vil jeg mene at den belgiske liga ligger en anelse foran. Der er flere klubber med økonomisk formåen til at købe profiler og dermed blande sig i toppen, hvilket betyder at man får større konkurrence i mesterskabskampen. Men hvis store danske klubber som OB og Brøndby kan rejse sig igen vil jeg dog mene at den danske liga er fuldt på højde med den belgiske.
Patrick Olsen i kamp for U-landsholdet i 2010. I går så han noget mere mandig ud.
I gårsdagens trøstesløse og
chancefattige nederlag mod AAB, hvor Brøndby-holdet til dels var
undskyldt af at mangle deres topscorer Simon Makienok samt de to
landsholdsprofilere, Dennis Rommedahl og Michael Krohn-Dehli, var et af de største lyspunkter Brøndby-debutanten
Patrick Olsen.
Patrick Olsen har i flere år har været meldt som et af de største
talenter, der render rundt i Danmark for tiden, og i går fik han en
flot debut på Brøndbys førstehold, 13 dage efter sin 18-års
fødselsdag. Hvad der har afholdt trænerteamet fra at benytte ham
tidligere, kan man kun gisne om, for hans boldomgang, spilforståelse og kølige overblik så allerede ud til at ligge på et højere niveau
end hovedparten af Brøndbys spillere.
Ganske vist burde unge Patrick Olsen
have indkasseret sit andet gule kort for en lårhøj tackling på en
AAB'er i et kontrafremstød, men han blev benådet af dagens dommer,
Mads-Kristoffer Kristoffersen - måske fordi det første gule kort var et tyndt et af
slagsen, og måske fordi dommeren havde forståelse for, at det
var Olsens første kamp. Derudover var Patrick Olsen også ved at
koste et mål ved stillingen 0-0, idet han spillede en svær bold til
Mike Jensen lige foran eget felt, en situation som Mike Jensen dog i
sidste øjeblik fik afværget med en glidende tackling.
Men trods disse skønhedsfejl, så fik
Patrick Olsen igennem sine lidt over 80 minutter på banen vist, at
han om nogen burde være fremtidens mand på den defensive midtbane i Brøndby - en position, som vi senest omtalte vigtigheden af i sidste indlæg her på bloggen. I flere situationer viste
Patrick Olsen, at hans boldomgang, overblik og fordeling af spillet
allerede var fuldt ud på Superliganiveau, fx i en situation, hvor han får bolden i et presset og snævert felt midt på banen, hvilket som regel ville have kostet et boldtab - her valgte Olsen at tæmme bolden og hurtigt sparke en højder hen over AAB-spillerne, og ud til en fuldkommen fri Jan Frederiksen på venstre back.
I sidste ende var den manglende erfaring dog i flere tilfælde ved at koste, som nævnt tidligere, men i stedet var det
den ofte udskældte, men egentlig ganske fint spillende højre
back, Anders Randrup, der endte med at koste et point, da han lavede en alt
for kort tilbagespilning mod midterforsvaret, sandsynligvis fordi han
ikke havde set at der var en AAB'er der truede så højt. Hvis
Patrick Olsen havde kostet sejren, havde det været en hård skæbne
for en så lovende debutant, men heldigvis slap han fra kampen som en
af dagens bedste Brøndby-spillere i en initiativløs, chancefattig
og generelt sløjt spillet kamp, hvilket dog gjaldt for begge
mandskaber, omend AAB var en anelse bedre.
Allerede sidste sommer lød der
påfaldende positive ting om Patrick Olsen i medierne. Han var en af
de absolut største profiler på det U17-landshold, der spillede en
glimrende slutrunde og først røg ud i semifinalen til Tyskland. I øvrigt et U17-landshold der også bestod af mere kendte profiler
såsom fx Ajax-spilleren Viktor Fischer, som allerede er blevet nævnt
som mulig EM-kandidat til sommer, Kenneth Zohore, der som tidligere
FCK-spiller blev den næstyngste debutant nogensinde i Champions
League, samt ikke mindst superhypede og ekstremt talentfulde Lucas
Andersen fra AAB, som da også blev udslagsgivende for AAB's sejr i går, da han blev skiftet ind i den sidste tredjedel af kampen.
"Viktor Fischer stjal måske
overskrifterne, men Brøndbys Olsen spillede en undervurderet, men
afgørende rolle for Danmark, altid rolig med bolden sammen med
Christian Nørgaard [Hamburger SV, tidl. Lyngby]."
Et væsentligt spørgsmål er altså som nævnt i begyndelsen: Hvad har
fået Brøndby til at vente så længe med at give debut til en så
talentfuld spiller, når man adskillige gange har meldt ud, at vejen
tilbage mod toppen er at skabe en stamme af egne talenter, suppleret
med udefrakommende profiler? Det forekommer mærkeligt, at man i en
opbygningsfase, hvor man i flere år har søgt efter den rigtige defensive midtbanespiller, (se igen indlægget fra 3. maj "Den vigtige defensive midtbanespiller") ikke har valgt at spille en
så talentfuld spiller ind på holdet lidt tidligere. Fx fra
sæsonstarten. AAB's Lukas Andersen har jo fx allerede fået masser af
spilletid både i denne og i sidste sæson, og Kenneth Zohore fik
også en del spilletid på sidste sæsons FCK-hold.
Måske er det
netop fordi Patrick Olsen spiller på en så afgørende plads på den defensive midt, at man ikke har turdet binde an med ham? For det er et stort pres at lægge på en så ung spiller, som jo som regel vil have en højere fejlfrekvens end en mere rutineret, men mindre talentfuld en af slagsen. Men som gårsdagens kamp viste, så lader det til at Patrick Olsen er klar til at stå for presset.
Op til gårsdagens kamp havde de fleste
vist regnet med, at nigerianske Femi, som tidligere var en stor
profil for FC Midtjylland i Superligaen, ville starte inde, men træner Auri Skarbalius
mente øjensynligt at sæsonen alligevel var afgjort, og at det
derfor var bedre at give det unge stortalent chancen. Nu vil jeg bare
håbe, at han får chancen i de sidste tre kampe, så han er klar til
at blive mere fast mand i næste sæson. Derudover må man også håbe, at
klubben skynder sig at finde den store tegnebog frem, så de kan
forlænge hans kontrakt, som desværre kun løber indtil sommeren 2013.
Ellers så kommer vi sandsynligvis til
at se en gentagelse af den historie, som vi har hørt lidt for mange
gange de senere år, nemlig af store Brøndby-talenter stikker af til storklubber i udlandet, inden de har fået et gennembrud på førsteholdet, og uden at efterlade en transfersum i klubkassen. I mange tilfælde er netop gennembruddet på førsteholdet afgørende for at storklubberne smider de store millionbeløb, idet deres investering dermed er mere sikker, fordi spilleren har bevist sit værd på højt niveau. Jannick Vestergaard og
Nicolai Boilesen må være de mest smertelige minder for Brøndby i de sidste par år, idet
begge disse spillere allerede indenfor et år, som 19-årige, har etableret sig i
startopstillingen i henholdsvis tyske Hoffenheim og hollandske Ajax
Amsterdam. Lad os håbe det ikke gentager sig med Patrick Olsen.
Det følgende indlæg er ikke resultatet af en impulsiv tanke. Det er ikke noget jeg skriver fordi Brøndby i weekenden lukkede tre mål ind, hvilket i øvrigt var billigt sluppet. Dette indlæg har været længe undervejs, faktisk flere år. Gang på gang har jeg siddet ophidset tilbage efter endnu et nederlag med samme spørgsmål: Hvornår får Brøndby igen en defensiv leder på midtbanen? En der kan erobre bolde, sætte et modangreb i gang og samle sine medspillere op når de mest har brug for det. Kort sagt, en kompetent defensiv midtbanespiller med lederegenskaber.
Wieghorst, Lantz og omskolede forsvarsspillere
Den sidste spiller i klubben, der udfyldte rollen perfekt var Morten Wieghorst. Han spillede under Michael Laudrups tid i klubben og var en meget vigtig del af det hold, der spillede fremragende fodbold i sæsonerne 02/03 og 03/04. Siden Wieghorst måtte stoppe sin karriere efter mesterskabssæsonen i 2005 pga. en skade, har holdet ledt efter den rette mand til pladsen. Samme sommer skrev man kontrakt med Marcus Lantz, en rutineret svensker med mange kampe for Hansa Rostock i Bundesligaen. Lantz gjorde det da også til tider ganske godt på holdet, der var tæt på at genvinde titlen i 2006, men da Laudrup derefter forlod klubben, begyndte det at gå ned ad bakke. Samtidig fik Lantz en banal fodskade, som ifølge ham selv blev fejlbehandlet af Per Bjerregaard, og i sommeren 2007 blev han solgt til Helsingborg.
Marcus Lantz
Som direkte erstatning hentede man islandske Stefan Gislason i norske Lyn. Han skulle være den nye leder på holdet og erstattede da også efter blot et halvt år Per Nielsen som anfører. Gislason var en hård spiller og en udpræget ledertype, men af en eller anden grund formåede han ikke at løfte sine holdkammerater og samtidig var hans meget defensive spillestil ikke noget der ligefrem gjorde ham til en publikumsyndling. Siden har man forsøgt sig med mange forskellige typer på pladsen, men uden at finde den rette. Kim Daugaard var efterhånden for gammel og indstillede sin karriere i 2008. Højre-backen Mikael Nilsson blev i en periode brugt med begrænset succes og samme kan siges om den oprindelige midterforsvarer Jon Jönsson.
Denne sæson: Femi eller Mike?
Til denne sæson hentede klubben den tidligere FC Midtjylland-spiller Femi Ajilore på en lejeaftale i hollandske Groningen. Han skulle erstatte Mike Jensen, der var blevet skadet i sæsonstarten og man forventede at han kunne stabilisere midtbanen. Femi gjorde det ganske fint i efteråret på trods af at han var fuldstændig ude af form da han kom til klubben.
Oluwafemi Ajilore (Femi)
Efter vinterpausen valgte den nye træner Auri Skarbalius at spille et 4-4-2-system med Mike Jensen og Mikkel Thygesen på den centrale midtbane, hvilket har gjort, at der indtil videre ikke har været plads til Femi. I dette system har Mike Jensen fået den defensive rolle på midtbanen uden dog at være en decideret oprydder ligesom Femi. Dette har efter min mening ikke fungeret godt nok, da de fleste af Mike Jensens kompetencer ligger i den offensive del af spillet. Og når forsvaret samtidig har været så ustabilt som tilfældet har været, kræver det at man har en solid spiller på den defensive midtbane der kan lukke hullet mellem modstanderens midtbane og angreb. Ellers er der simpelthen for meget plads. Brøndbys nuværende trup skriger efter at spille 4-4-3 og jeg forstår ikke at man vælger Nicolaj Agger i stedet for endnu en central midtbanespiller når man har en kvalitetspiller som Femi siddende udenfor. Det ville samtidig give Mikkel Thygesen mere frihed til at gå med i det offensive spil. Hvis man absolut vil spille 4-4-2 kræver det enten to kontrollerende spillere centralt eller evt. en robust, defensivt orienteret type som f.eks. William Kvist. Mikkel Thygesen er ikke diciplineret nok til at ligge centralt i et 4-4-2-system, men skal have friheden til at bevæge sig overalt på banen, f.eks. som 10'er i et 4-2-3-1-system. Efter min mening ville en idealopstilling for den nuværende Brøndby-trup se således ud:
Tørnæs
Randrup - Goodson - Stenderup - Norouzi
Femi - Jensen
Rommedahl - Thygesen - Krohn-Dehli
Makienok
6'er positionen
Spilleren, der dækker midtbanepositionen lige foran forsvaret, kaldes normalt for "6'eren", da spilleren på denne position normalt spillede med rygnummer 6. Der er flere spiltyper der kan dække pladsen, afhængigt af hvilken spillestil og formation man vælger. FC København har i mange år haft succes med at spille 4-4-2 med en defensiv robust spiller på den ene centrale midtbaneplads (Poulsen, Linderoth, Kvist). Som udgangspunkt var han spilleren der sørgede for en defensiv balance på holdet, men samtidig også lederen, der kunne hive medspillerne op når de var nede. Denne type er ikke let at finde og normalt kræver det en vis alder før man kan udfylde pladsen succesfuldt. William Kvists afløser i denne sæson, Christian Grindheim, har da heller ikke været særlig overbevisende i sit første år i klubben. En anden spillertype på 6'er positionen er den dybtliggende spilfordeler, der i mange år i 00'erne var ret populær. Den kræver en spiller med glimrende teknik, stort overblik og kreativitet, og samtidig hårdtarbejdende midtbanespillere omkring sig. Det bedste eksempel på denne stil er nok AC Milan med Pirlo omgivet at de to terriere Gattuso og Ambrosini. Også i Belgien har Anderlecht i flere år spillet med argentineren Lucas Biglia som en dybtliggende spilfordeler, der sætter spillet i gang fra egen banehalvdel. Modsat spillere som Pirlo og Biglia kræver 6'er-positionen i et 4-3-3-system (som på landsholdet) primært gode defensive kvaliteter og en rolig boldomgang. Alt efter om man spiller med en eller to offensive centrale midtbanespillere i dette system, behøver spilleren ikke at besidde særlig mange offensive kvaliteter, da han i de fleste tilfælde blot skal aflevere bolden til mere kreative spillere på holdet.
Hvem er Brøndbys fremtidige midtbanestyrmand?
Der er således flere måder at sammensætte en central midtbane på. Man kan vælge at spille med to eller tre centrale midtbanespillere. De kan have klare offensive og defensive roller eller begge være såkaldte to-vejs-spillere, dvs. bidragende til både den offensive og defensive del af spillet (også kaldet boks-til-boks spillere). Det hele handler om hvilket spillere man har til rådighed, hvilket system man ønsker at spille samt om der er økonomiske råderum til at hente kvalitetsspillere fra andre klubber. Sidstnævnte kan vi vist godt afvise med det samme. Efter Brøndby sidste sommer hentede løntunge Dennis Rommedahl og Mikkel Thygesen samt smed anslået 4-5 millioner efter Simon Makienok Christoffersen denne vinter, skal der højst sandsynlig et salg af Michael Krohn-Dehli til før der kan frigives penge til at gå ud og købe en ledertype til midtbanen. Dermed er der to muligheder tilbage: enten skal han findes blandt de nuværende spillere i truppen eller også skal man hente en billig spiller, muligvis endda på en fri transfer.
Transferfrie spillere
AaBs sportsdirektør Lynge Jakobsen udtalte engang: "Det bedste vi nordjyder ved, er vin ad libitum og transferfrie spillere". Samme motto skal vi nok regne med bliver brugt i Brøndby de næste mange år, da klubben har meldt ud at der skal skæres i den sportslige sektor. Transferfrie spillere kan da også være ganske gode, men som Lynge Jakobsen udtaler i samme artikel, kræver det somme tider tålmodighed, da man kan blive nødsaget til at vente et halvt år med at skrive kontrakt med en spiller i stedet for at tilknytte ham med det samme. Dette er man kendt med i Brøndby, da man for 2,5 år siden valgte at købe Martin Bernburg fri af FC Nordsjælland i stedet for at vente på at hans kontrakt med klubben udløb.
En gennemgang af defensive midtbanespillere fra andre superligaklubber viser, at der i øjeblikket kun er et par interessante navne med kontraktudløb til sommer: Eric Djemba-Djemba (OB) og Adigun Salami (FCM). Begge to er dygtige midtbanespillere, men ikke de typer der er brug for i Brøndby lige nu. Djemba-Djemba er en spiller der kræver meget opmærksomhed og har skabt interne problemer i OBs trup. Samtidig har han absolut ikke været lige så god som tidligere år og skaber til tider problemer for sig selv ved at miste bolden efter han har driblet for meget rundt lige foran forsvaret. Salami er den modsatte type, han spiller simpelt og skiller sig sikkert af med bolden. Desværre har han været meget skadet, og det vil derfor være et stort sats at hente ham til klubben. I dag har der været bragt en artikel om at Brøndby muligvis kunne være interesseret i FC Nordsjællands Enoch Kofi Adu, der har et år tilbage af sin kontrakt. Han er en ung spiller (21 år) med udviklingspotentiale, men jeg ser ingen grund til at han vil kunnne løfte holdet i den nuværende situation. Han har gjort det godt i FCN, men har også haft en storspillende Nikolai Stockholm at læne sig op af. I stedet for at hente Adu eller Salami, hvorfor så ikke i stedet satse på Femi, der er lidt den samme spillertype og tilmed mere erfaren. Han er ikke gratis, men mon ikke man kan få forhandlet en fornuftig pris på plads.
Fra egne rækker
Femi har allerede været i truppen i et år og kender derfor klub, trænere og medspillere. Hans problem ligger i at Auri har valgt at spille 4-4-2 i stedet for 4-3-3. Femi er den hårde, kontante type, der vinder bolden fra modstanderen og giver den videre til en mere kreativ holdkammerat, og måske passer han bare ikke ind i et 4-4-2 system med to centrale midtbanespillere. Derfor skal Auri finde ud af om han vil fortsætte med at spille 4-4-2, og i givet fald skal Femi sendes tilbage til Holland. Derefter må man lede efter en kollega til Mike Jensen på den central midtbane, da Mikkel Thygesen, som tidligere nævnt, ikke skal spille den plads. Fra egne rækker er der sådan set kun to muligheder, 19-årige Franck Semou, der allerede har været brugt som indskiftningsspiller, og anføreren for U17-landsholdet Frederik Holst, der netop er blevet udtaget til aftenens kamp mod Silkeborg. Selvom jeg tidligere har talt for at give unge talenter chancen på 1.holdet, vil jeg i dette tilfælde gerne trække i land. I et system med to centrale midtbanespillere, hvor den ene kun lige er fyldt 24 år, vil det være en direkte selvmordsaktion at sætte sin lid til en så ung spiller på den anden plads. Især forsvarets nuværende tilstand taget i betragtning.
Franck Semou. Mike Jensens fremtidige makker på den centrale midtbane?
Hvad er så løsningen? Hvordan skal midtbanen se ud i næste sæson? Ja, man må gå ud fra at holdet også skal spille 4-4-2 i næste sæson, da jeg ellers ikke kan se grunden til at man spiller systemet nu. Den ene plads på den centrale midtbane tilfalder næsten med sikkerhed Mike Jensen, med mindre han vælger ikke at forlænge sin kontrakt, der udløber til vinter. Den anden plads må siges at være helt åben. Man kan vælge at satse på et af de unge talenter eller man kan vælge at forlænge kontrakten med Mikael Nilsson og rykke ham op på midtbanen igen. Begge dele virker dog ikke som optimale løsninger, og dermed peger det i én retning. Man skal finde en dygtig central midtbanespiller med erfaring og lederegenskaber på en fri transfer. Piece of cake!
(1).jpg)
