Lars Elstrups Dæmoner

Omtale af den nye biografi om Lars Elstrup, om præstationsangsten og skiftet til Brøndby, der blev første skridt på vej mod toppen af fodboldkarrieren, og mod bunden af det psykiske helbred. Om perioden efter fodbolden, hvor depressionerne lå på lur om hvert andet gadehjørne. 

Så længe jeg kan huske, har jeg været fascineret af historien om fodboldspilleren Lars Elstrup. EM-helten, der stoppede med topfodbold fra den ene dag til den anden, og øjensynligt forsvandt ind i en sekt, hvor han fik navnet Darando, og fra tid til anden tiltrak sig den ene obskure avisoverskrift efter den anden.

Helt tragikomisk blev historien om Lars Elstrup i 2000, da han som 36-årig, efter over seks års fravær fra fodbolden, meldte sig under fodboldfanerne igen, med ordene: "Min ambition er selvfølgelig at spille i Superligaen, og også på landsholdet på længere sigt."

Prøvetræningen varede dog kun en enkelt dag, idet Lars Elstrup var meget skuffet over, at klubben ikke anerkendte ham for den markedsmæssige værdi, han tilførte klubben med sin tilstedeværelse: "Jeg har ikke i sinde at deltage i det her, uden at få noget betaling for det."

Det er ikke svært at påstå, at Lars Elstrups liv forekommer at have taget en absurd drejning siden fodboldkarrieren stoppede. Manden meldte sig ind i et spirituelt fællesskab og afbrød kontakten med sin familie i Randers, idet han mente de havde givet ham en for hård barndom. Især presset fra faderen mente han havde været for stort. I bogen får man dog begge sider af historien, både fra forældrene og Elstrup selv.

I bogen får man at vide, Lars Elstrup altid har haft en fundamental glæde ved fodboldspillet, som stadig ikke har sluppet taget i ham den dag i dag, hvor han jævnligt spiller med unger på gader og stræder. På den anden side lyder det også som om, han har haft to andre dæmoner, som har været knap så produktive for ham, nemlig hans skarpe sans for at skaffe penge, samt hans stolthed.

Brøndby-tiden
I 1985 skifter han væk fra barndommens Kronjylland, for at tage imod et tilbud fra Brøndby's tidligere Randers-dreng, Per Bjerregaard, som får Lars Elstrups tillid foran Hvidovre IF: "Jeg var mest tryg ved Per Bjerregaard. Han havde jo også sin forbindelse til Randers, som vi talte om, og jeg turde sige nogle ting til ham. Jeg lyttede til ham, og han fortalte, hvad han kunne hjælpe mig med. Han kunne være en støtte for mig og give mig noget tryghed, så det endte med, at jeg skrev kontrakt med Brøndby."

Per Bjerregaard havde formentlig spottet, hvad der var Lars Elstrups akilleshæl som fodboldspiller: At han havde et mere skrøbelig sind end de fleste, og derfor havde behov for tryghed for at kunne præstere.

Allerede samme dag, som Lars Elstrup flyttede til storbyen, ramte det første store sammenbrud ham. Han røg ned i et dybt, fortvivlet hul, og episoderne skulle vise sig at komme igen med stadig større intensitet. Om sin første dag som professionel fodboldspiller, siger han: "Når jeg tænker tilbage, så var den 1. januar den dag, hvor jeg har været allermest ked af det i hele mit liv."

Lars Elstrup fandt dog stille og roligt en vis stabilitet i storbylivet og blev vellidt blandt klubbens store spillere. Han nåede dog kun at spille et halvt år i Brøndby, inden den hollandske storklub, Feyenoord ønskede at købe ham. Per Bjerregaard syntes, det var for tidligt for Elstrup at skrive kontrakt med en udenlandsk klub, og rådede ham derfor til at blive.

Ydre succes og indre forfald
Herefter ventede to år i helvede for Lars Elstrup. Han kunne slet ikke forlige sig med de benhårde træningsmetoder og den kulde, der var omkring ham i Hollandsk fodbold, og derfor vendte han retur til OB som en knækket mand to år senere. Han ønskede at genfinde roen, lysten, tilliden og varmen igen. Alt det fandt han i OB, men alligevel lod han sig lokke af et 2-årigt tilbud fra den bedste, Engelske liga kun halvandet år senere, hvor Luton stod klar med åbne arme. Og det på trods af, at han egentlig godt vidste, at det ville være bedst for ham at blive i OB.

Herefter spillede han en halvdårlig og en fantastisk sæson for Luton, hvorefter de kommende mestre, Leeds United, ønskede at købe ham. Et tilbud, som Lars Elstrup dog kunne mærke, at han var nødt til at takke nej til, hvis han skulle komme helskindet igennem fodboldens verden. Han spillede et par sæsoner i trygge OB, hvilket inkluderede et Europamesterskab med Danmark, hvor han sad på bænken og inderligt håbede på, at Danmark ikke kom bagud, idet han så kunne risikere at blive skiftet på banen, hvilket han ikke ville have kunnet klare rent psykisk.

Året efter lagde han endegyldigt støvlerne på hylden med skadede knæ som undskyldning. Lars Elstrup stoppede for at finde ro, men det var først for alvor her offentligheden fik indblik i, og dermed interesse for, Lars Elstrups turbulente liv og skrøbelige psyke. 

Delvist forløst
Bogen er fængende og velfortalt, men det skyldes primært, at Lars Elstrups historie i sig selv er elementært spændende, på grund af hans pludselige adfærdsændringer, samt det besynderlige årelange mediecirkus, han har befundet sig i siden han stoppede med topfodbold.

Det er ikke ligefrem en fodboldbog skrevet på Zlatan-niveau, som jeg tidligere omtalte her på bloggen, hvilket måske også er for meget forlangt, da den er i en liga for sig selv indenfor genren. Men det er alligevel lidt ærgerligt, for Lars Elstrups historie er i virkeligheden mindst lige så interessant som Zlatans, måske endda mere, fordi den omhandler emner, som i dén grad er tabu i fodboldverdenen. Psykisk sygdom samt det, at skille sig ud som anderledes. Historien har fået endnu mere relevans efter at både målmanden Robert Enke og eks-topspilleren Gary Speed har begået selvmord indenfor de sidste par år.

Et eksempel på den manglende ordekvilibrisme er, at ordet 'notorisk' nærmest benyttes notorisk igennem hele bogen, på trods af, at det notorisk er et fodbold-klichéord, som ikke bibringer nogen substans til noget som helst.

Jeg synes historien om Lars Elstrup indeholder virkelig store perspektiver, men de bliver desværre ikke fuldkommen forløst. På den anden side skal det nævnes, at jeg alligevel slugte bogen råt. Jeg føler bare ikke jeg får tilført nok afgørende informationer eller kommer langt nok ind under huden på Lars Elstrup. Men det har nok også været svært for forfatterne at hive nye kaniner op af hatten, netop fordi Lars Elstrups farceagtige livsudvikling i høj grad allerede er blevet dokumenteret i medierne.

For eksempel sidder man hen mod slutningen med nogle påtrængende spørgsmål omkring hans psykiske helbred, som ikke rigtig bliver forløst: Hvordan kan det være, at manden ikke har søgt lægelig hjælp på noget tidspunkt? I tre perioder på hver tre år har han været så depressiv, at den sammenlagte tid, han har talt med andre mennesker, i den sidste periode ikke oversteg en time...

Det eneste man får at vide om disse perioder er, at han vist nok spiller poker på nettet og lever af sine fodboldmillioner. Men han må jo givetvis lave nogle flere ting, siden han ikke er død af disse ekstreme alene-perioder? Han har jo fået mad på en eller anden måde.

Bogen slutter med at konkludere at: "Trods de svære perioder har Lars Elstrup afholdt sig fra antidepressiver eller psykologhjælp. - At drage sine egne erfaringer er mere værd end at høre venners gode råd. Så det er det, jeg gør. Jeg handler og oplever for at få mere forståelse af mig selv og forståelse for min omverden, siger han."

Elstrups fremtid
For tiden tilbyder han selv terapi - helt gratis - hvilket han har reklameret for på Facebook, men indtil videre er der øjensynligt ingen der har taget imod tilbuddet. "Tænk, fordi man udbyder noget, der er gratis, så tænker folk automatisk, at det sikkert er dårligt. Jeg tror, jeg vil til at tage 400 kr. for det."

Det kan selvfølgelig godt tænkes, at det er pengene, der gør udslaget. Eller måske er det bare fordi, ingen ønsker at gå i terapi hos en, som ikke selv har været i terapi, selvom det er åbenlyst for de fleste, at han kunne have haft gavn af det? Da han en enkelt dag - ifølge BT - var i forbindelse med en psykiatrisk afdeling, lød det som om, der var en del paranoia forbundet med det:

"Lægerne stillede efter min mening luskede og underfundige spørgsmål, som tydeligvis skulle få mig til at gå i fælden, så de kunne indlægge mig, men jeg sagde, at hvis de ikke stoppede med at være manipulerende, så var det slut. Jeg følte ikke, at de respekterede dét, jeg sagde, så derfor tog jeg mine ting og gik ... Jeg gentager gerne: Jeg har ikke brug for psykiatrisk behandling for øjeblikket, og det får jeg aldrig nogensinde brug for... Jeg har været væk i et hul en, to, tre gange. Skulle det ske igen, så er det guds mening. Der er aldrig en tilfældig årsag til, at ting sker."


Den dag i dag lever Lars Elstrup som deltidsvagabond, på trods af fire millioner i banken, og overnatter ofte i Kirkens Korshærs varmestue i Odense, og har alle sine ejendele i bagagerummet på sin bil. Hvis man ønsker at spille fodbold med ham, kan man ifølge ham selv prøve at invitere ham via hans Facebook-side. Hvis det er lidt for direkte en konfrontation, så kan man også nøjes med at nyde mandens fodboldtalenter i den daværende engelske 1. division her.

Køb bogen her.

Økonom: Fansene er altafgørende rent økonomisk

Smukt billede af Brøndbys altafgørende økonomiske faktor.

I mange kredse er Brøndby-fansene efterhånden ekstremt trætte af den måde, som klubben drives på. Flere steder tales der om at boykotte klubben, for på den måde at lægge pres på ledelsen, ved at ramme dem der, hvor det gør mest ondt: På pengepungen.

Mange fans er derfor ironisk nok holdt op med at støtte deres klub for dermed at forsøge at hjælpe deres klub. Det er lidt ligesom forældre, der holder op med at forkæle og adlyde deres umulige børnehavebarn, fordi de har fundet ud af, at det netop er forkælelsen og det skæve magtforhold der har gjort barnet til en plage for sine omgivelser.

Men er en fanboykot overhovedet en taktik, der kan batte noget? For at få svar på dette er det interessant at høre P1-udsendelsen 'Nyt hierarki i fodbolden', hvor Jesper Jørgensen, fodboldøkonom og statsautoriseret revisor fra Deloitte, udtaler, at fansene er det altafgørende økonomiske fundament under enhver fodboldklub:

 "De store penge det er først og fremmest sponsorerne, dernæst TV og til sidst tilskuere, i hvert fald når vi snakker kroner og ører. Så skal man selvfølgelig bare huske, at forudsætningen for, at de to første er noget værd i kroner og ører, det er jo faktisk at der er tilskuere på stadion, for uden dem, så gad TV jo ikke vise kampene, og uden dem ville sponsorerne heller ikke synes det var sjovt at poste penge i forretningen, for så var der jo ikke nogen kunder at målrette sit sponsorat imod. Så det er i sidste ende tilskuerne der er det vigtigste for alle indtægtskilderne."


Det kunne derfor tyde på, at klubben er nødt til at lytte til fansene, selvom den har forsøgt at undgå det pres, som fansene har lagt på klubben med både aktioner og protester, samt stiftelser af nye foreninger, der har til formål at ændre magtbalancen i klubben.

Troels Johnsen, formand for Det Nye Brøndby, der på konstruktiv vis forsøger at presse klubben

Ved første øjekast har Brøndbys fans dog ikke svigtet klubben til hjemmekampene. Tilskuertallet på Brøndby stadion er ifølge statistiksiden Danskfodbold.com således kun faldet fra 12.849 i sidste sæson, hvor klubben endte som nummer tre, til 12.600 i denne sæson, hvor klubben endte på sin dårligste placering nogensinde i den bedste, danske række.

Men hvis man gransker tilskuertallene nærmere, er der alligevel noget, der får alarmklokkerne til at ringe. For tilskuertallet er faktisk det allerlaveste siden sæsonen 1999/2000, som var den sidste hele sæson, inden Brøndby indviede deres nye stadion, som udvidede kapaciteten fra ca. 18-19.000 til ca. 29.000 tusinde. Beslutningen blev i sin tid taget fordi man var trætte af at skulle leje sig ind hos rivalerne i Parken, når man skulle spille europæisk.


Derfor er det også alarmerende at tilskuertallet i over to år reelt kun sneget sig lige over det gamle stadions kapacitet til en enkelt hjemmekamp mod Sporting Lissabon, hvor fansene i øvrigt leverede en af de mest spektakulære tilskuerpræstationer nogensinde set på en dansk tribune.

Og kun fem gange siden guldsæsonen 2005 har klubben haft et tilskuertal på over 23.000 tilskuere, ti gange over 21.000, og kun én gang siden guldsæsonen har stadion reelt været i nærheden af at være udsolgt. Det var fire måneder efter mesterskabet, hvor 28.298 tilskuere så Brøndby og FC København spille 1-1. Det vil sige, at klubben i snart syv år reelt har stået med et overdimensioneret stort stadion i forhold til behovet. Dén ligtorn trådte sportsøkonom Troels Troelsen i tidligere på foråret, hvor han sagde at:

"De har et stadion med plads til 30.000, men det er sjældent fyldt. Der havde været bedre økonomi i at bygge et med plads til 20.000 og så hæve prisen på de sidste billetter, hvis der skulle se ud til at blive udsolgt."

Og direktør Jan Lockhart erkendte da også selv problemet:

"I øjeblikket har vi for stort et stadion i forhold til vores placering i ligaen. Også fordi vi ikke har spillet europæisk fodbold på et højere niveau gennem længere tid. Derfor har vi lige flere pladser til rådighed, end vi reelt set har brug for."


For at gøre det hele endnu værre, så har det desuden længe været en offentlig hemmelighed, at tilskuertallet på Brøndby Stadion igennem flere sæsoner er blevet holdt kunstigt højt oppe ved et stort omløb af sponsor- og fribilletter. Det reelle fald af tilskuere, som ønsker at betale for en hjemmekamp er altså formentlig langt højere, end tallene afslører. Brøndby er altså lige nu bombet tilbage i tiden, og deres ekstremt dyre stadioninvestering, som er en af grundene til deres nuværende, store gæld, har altså ikke båret lige så meget frugt, som alle formentlig havde forventet.


I klubben er man så småt begyndt at erkende, at Jesper Jørgensen har ret i sin påstand om, at fansene er klubbens største aktiv rent økonomisk, hvorfor klubben da også op til næste sæson har tilbudt ekstra nedsatte sæsonkortpriser til under 1.000 kroner. En anden ting, der peger i den retning er, at klubben for ikke så forfærdelig længe siden tilbød fansene en enkelt plads i den magtfulde fondsbestyrelse, som har magten over klubben. Og for tiden arbejdes der med en fanfond, som mod magt skal få klubbens økonomi tilbage på rette spor. Selvom klubben ikke ønsker at afgive magt, så er det trods alt bedre at afgive magt til fansene, end til fantaster og storkøbmænd.

Dermed er fansenes pres på klubben efterhånden ved at bære frugt. Man har brug for hinanden for at komme tilbage til toppen, og for igen at få fyldte tribuner på stadion. Men det kommer formentlig til at koste på magtbalancen i klubben på et tidspunkt. For på et tidspunkt bliver klubben nødt til at erkende, at fansene skal behandles med endnu større respekt end både sponsorer og TV-selskaber.

Brøndbys talentafdeling er storleverandør til EM-truppen

Efter den værste Brøndby-sæson i mands minde, er det efterhånden svært at finde positive historier om Brøndby i pressen eller på diverse fanforums. Klubben har dog igennem det seneste halvandet år - uden det store held - forsøgt at fremhæve en enkelt positiv historie som nøglen til fremtidens storhed: Klubbens har landets stærkeste ungdomssektor, og det skal man udnytte i langt højere grad.

Hvis man tager et kig på den danske EM-trup vil man opdage, at der er noget om snakken. Hele seks ud af 23 spillere fra landsholdslejren har været igennem Brøndbys talentsystem. Mere end hver fjerde spiller, med andre ord. Det gør Brøndby IF til den klart stærkeste talentleverandør til det nuværende landshold. Der er således kun fire tidligere Lyngby-talenter med, mens OB og KB står for hver tre.

Det er et faktum, som mange medier og fans ser ud til at ignorere i deres dommedagsagtige profetier om klubben. Der er blandt nogle steder opnået konsensus om, at klubben er i frit fald, og der tales således både om afvikling af klubben, konkurs og nedrykning. Men ikke desto mindre er Brøndby IF altså stadig blandt landets dygtigste til at udvikle fodboldspillere.

De seks tidligere Brøndbytalenter i EM-truppen er Daniel Agger, Stephan Andersen, Daniel Wass, Michael Krohn-Dehli, Thomas Kahlenberg og Niki Zimling. Alle seks er desuden markante spillere. Hertil kommer, at FC Nordsjællands Tobias Mikkelsen også optrådte i Brøndby i løbet af sine tidligste seniorår, samt at Brøndby også har den tidligere Lyngby-spiller, Dennis Rommedahl, med i EM-truppen.

Herudover er det værd at lægge mærke til, at en række af de spillere, som må formodes at være en del af fremtidens landshold, også har fået skoling i Brøndby. Det drejer sig om:

• 20-årige Nicolai Boilesen fra Ajax, som skiftede til Ajax sidste sommer. Han har desværre været skadet i næsten hele sæsonen, men i sine hidtidige to landsholdsoptrædener lignede han en sikker EM-deltager
• 21-årige Nicolai Jørgensen, som har haft en skadesplaget lejesæson i nedrykkerne Kaiserslautern - han spillede flere år i Brøndby inden han skiftede til AB, som solgte ham til Leverkusen
• Kasper Lorentzen, som i første halvdel af sæsonen var ude af billedet til EM, idet han spillede for Randers i Betsafe-ligaen
• Desuden har 19-årige Jannik Vestergaard gjort sig bemærket i den tyske Bundesliga, hvor han har spillet over tyve kampe for Hoffenheim i denne sæson. Vestergaard skiftede klub sidste sommer, ligesom Nicolai Boilesen.

Herudover har Brøndby IF igennem adskillige år været stærkt repræsenteret på ungdomslandsholdene og i ungdomsrækkerne, og adskillige superliga- og divisionsspillere er skolet i Brøndby, samtidig med at klubben netop har afsat to store U19-talenter til henholdsvis Chelsea og Bayern Munchen. Sidst, men ikke mindst, så har Brøndby IF en vældig stor andel af egen avl i deres nuværende, stærkt barberede trup.

Det burde altså være forholdsvist tydeligt, at Brøndby lige nu er den danske klub, som sætter det måske mest markante aftryk i toppen af dansk fodbold, hvis man ser på udvikling af talenter. Det er egentlig mystisk at selv dén Brøndby-historie kan blive fordrejet og ignoreret af medierne. Men det er selvfølgelig heller ikke en historie, der sælger særlig mange aviser...

Brøndby ønskede ikke Mike Jensen som kulturbærer

Mike Jensen knockoutet af sin barndomsklub og sportschef Ole Bjur

For nylig tog Brøndby IF et overraskende træk op til det kommende transfervindue, idet man meldte ud, at man indstillede forhandlingerne med Brøndby-drengen Mike Jensen, hvis kontrakt udløber til årsskiftet.

Siden da har både medier og fans debatteret beslutningen, især fordi direktør Jan Lockhart for lidt over et år siden meldte ud, at man, efter forbillede fra Dortmund, fremover ville satse massivt på "en trup med selvavlede talenter kombineret med indkøb af cremen af spillere, der vil få fans og sponsorer til at slikke sig om munden."

Sammenholdt med den dystre delårsrapport, som klubben for nylig sendte ud, så tolkede de fleste den manglende forlængelse af profilen Mike Jensen som et tegn på, at krisen kradser hårdere i Brøndby, end man umiddelbart skulle tro. Men den påstand køber tidligere toptræner og Brøndbyspiller, Erik Rasmussen, ikke - til Canal 9's fodbolddebatprogram, 'Frispark', siger han således: 

"Jeg tror det er en bevidst handling fra Brøndbys ledelses vedkommende, hvor de siger, Mike skal ikke være den, der skal være med til at køre det her hold. Jeg tror simpelthen de har valgt Mike Jensen fra. Og det behøver ikke at være på grund af de spillemæssige kvaliteter, hvad jeg ikke tror det er. Det kan godt være: hvordan synes de han passer ind i truppen, hvordan er harmonien, hvad for en kultur vil de gerne bære, er Mike Jensen den, som de gerne vil putte deres penge på? Det er han åbenbart ikke, fordi jeg kan slet ikke forestille mig andet, end at hvis Brøndby ville finde pengene, og hvis de ville have Mike Jensen som kulturbærer, så havde de fundet pengene, for vi snakker ikke 3-4 millioner om året [i løn, red.], vi snakker om nogle beløb, som en klub som Brøndby selvfølgelig kan lægge til sådan en spiller, også med tanke på, at de får frigivet en masse økonomi her til sommer."

Trylle-Erik i Frem, i perioden lige inden Morten Olsen skaffede ham til Brøndby.

Den økonomi, som Erik Rasmussen taler om, er de fem spillere, som for nylig fik at vide, at de ikke ville få forlænget deres kontrakt, heriblandt tidligere landsholdsspillere og udlandsprofessionelle som Peter Madsen, Mikael Nilsson og Oluwafemi Ajilore, som alle tre har spillet under niveau, men som alligvel må forventes at oppebære en fin hyre i klubben. Hertil hentyder Erik Rasmussen formentlig også til holdets stjerne og spillemæssige omdrejningspunkt, Michael Krohn-Dehli, som de fleste forventer vil blive solgt i det kommende transfervindue.

Erik Rasmussen mener, at den manglende forlængelse er en "klar manifestation af, at de ikke vil have Mike Jensen." Han kommer ikke ind på den eksakte grund, men siger bare, at "der må være sket et eller andet internt."

En af årsagerne som Frispark-panelet hiver frem, kunne være Mike Jensens temperament og hans opførsel, som tidligere i karrieren er blevet kritiseret. Blandt andet da han for nogle år siden brølede nogle angiveligt ikke så pæne ting ind i hovedet på daværende FCK-målmand Jesper Christiansen, der lå og ømmede sig i græsset efter et sammenstød. Panelet siger, at hvis det er den slags opførsel, der ofte er kendetegnende for Mike Jensens fighterånd, så kan det være, at man ønsker en anden stil som kulturbærende element i Brøndby IF.

Mike Jensen er træt af, at Jesper Christiansen ikke rejser sig op efter en brækket albue.

Man kunne mene, at Erik Rasmussen simpelthen bare underkender den økonomiske virkelighed i Brøndby IF, når han siger, at økonomien ikke er den primære årsag til at Brøndby ikke forlængede med Mike Jensen?

 "Jeg underkender ikke den økonomiske virkelighed, som vi også stod og snakkede om for et lille år siden, og for syv måneder siden, men efter den der såkaldte økonomiske virkelighed har de altså stadig købt Simon Makienok, som helt sikkert ikke er en helt billig spiller, HB Køge ville ikke slippe ham billigt, de købte Femi hjem, som helt sikkert også er dyr for Groningen, har en høj kontrakt der, de købte Rommedahl hjem, så de burde altså også kunne betale de der 100.000, 120, 150 (i løn om måneden, red.), hvis han skulle være kulturbærer, og hvis de ville satse på ham."

Erik Rasmussen mener yderligere, at en af årsagerne til Brøndbys beslutning er, at Mike Jensen og Mikkel Thygesen minder for meget om hinanden, fordi de begge har deres forcer i det offensive, og at der derfor ikke er plads til dem begge på midtbanen.

Noget kunne tyde på, at Erik Rasmussen kunne have ret i sine betragtninger, for så sent som i går meldte sportsdirektør Ole Bjur klart ud, at Brøndby skal på banen i transfervinduet:

"Vi er helt klar på, hvad det er, vi vil have. Det er klart, at de tre defensive spillere, der forlader os, efterlader et hul, så der skal kigges her. Er den rigtige spiller der til den rigtige pris, er vi klar til at agere."

Det er nok en udmelding, der får de fleste Brøndbyfans til - i Jan Lockharts terminologi - at slikke sig om munden, men samtidig forstår man Brøndby-fansenes efterhånden åbenlyse frustration, når selvsamme Lockhart for kun 14 dage siden var ude og sige at: "Man skal ikke forvente markante tilgange i det kommende transfervindue
 
At de forskellige afdelinger af Brøndby-ledelsen melder forskellige ting ud med jævne mellemrum, er jo ikke noget nyt. Det har medierne spundet guld på i årevis efterhånden. Om det er medierne, der fordrejer tingene, for at profitere på spændingerne i klubben, eller om Brøndbys ledelse reelt befinder sig på hver sin planet, det må vi lade være op til læseren. Mon ikke de fleste alligevel bare håber på, at der snart kommer styr på biksen?

Kampen om klubbens hjerte

Både spillere, fans og bestyrelse virker fuldkommen apatiske i Brøndby IF, på trods af, at klubben er økonomisk og sportsligt pressede i en grad, så der både i medier og blandt fans tales om nedrykning og konkurs, med mindre tingene ændrer sig snart. Løsningen på den fastlåste situation ligner en fanfond, hvor de mange fans sikrer klubben penge i bytte for magt. Det kunne give et værdigt farvel til klubmanden Per Bjerregaard, der på denne måde kunne opnå sit mål om at holde hjerteklubben fri fra markedskræfterne, og det kunne give klubben endnu større slagkraft i fremtiden.

Brøndby IF er presset som aldrig før, både på og uden for banen. Klubben er i færd med at afrunde sin dårligste sæson nogensinde, og det vel at mærke i sæsonen, der markerer klubbens trediveårs jubilæum i den bedste, danske række. Jubilæet er så vidt vides ikke ligefrem blevet fejret med fest og flag i klubben, selvom der egentlig har været nok at fejre over de de tredive år. Pokalskabet er blevet fyldt med en imponerende mængde medaljer og pokaler. Så sent som for 11 måneder siden vandt klubben sine sidste bronzemedaljer, i øvrigt for tredje år i træk. Og sæsonen forinden blev pokaltitlen hjemført til Vestegnen.

Vel egentlig en ganske flot række af meritter for de fleste klubber, skulle man mene. Men i Brøndby blev det hele nærmest betragtet som en hån. Fra fans, spillere og bestyrelsesmedlemmer lød de skuffede meldinger, at bronze og pokaltitler bare ikke var nok. Det eneste der for alvor gjaldt, var guldmedaljer, hvorfor de seneste fire års høst slet ikke er blevet taget imod med den mindste grad af stolthed eller respekt.

Selvom det nu er hele syv år siden at klubben for sidste gang høstede sit seneste Danmarksmesterskab efter en imponerende sæson fra et sjældent set stjernespækket hold, så er selvforståelsen i Brøndby IF stadig, at hvis ikke vi vinder guld og spiller god fodbold, så kan det hele næsten være det samme. Det er lige før vi alle sammen lige så godt kan lægge os til at dø med det samme. Alle er desperate og frustrerede over, at Brøndby IF i år har undgået nedrykning til 1. division, og at klubben med stigende intensitet trækker negative overskrifter i pressen angående klubbens skrantende økonomi. I en sådan situation er menneskets naturlige mekanismer at udse sig en syndebuk, som vi kan brænde levende på bålet. Det er også sket i dette tilfælde. Syndebukken er blevet manden, som med sine fremsynede idéer har været arkitekten bag alle triumferne i tidernes morgen. Per Bjerregaard.

Efterhånden som resultaterne og det overlegne spil har svigtet, og trænere og spillere siden guldsæsonen i 2005 er blevet udskiftet med jævnlig rotation, er der kommet større og større fokus på ledelsen i Brøndby IF, og altså særligt formand Per Bjerregaard.

Der har været en lang række af skandaler og tvivlsomme hændelser, fyringer af ellers topkvalificerede, ledende medarbejdere i ét væk, altsammen mens ledelsen har fastholdt sin position for enden af bordet uden diskussion med stadig større desperation og lukkethed til følge. Den største og måske mest graverende fejl af dem alle var formentlig ansættelsen af Per Bjerregaards søn, Anders Bjerregaard, som sportschef i 2006, på trods af, at han på ingen måde var kvalificeret til jobbet. Han havde alle tænkelige muligheder for at gøre et godt job, efter Kasi-Jesper spyttede sine mange millioner i klubben, men en lang række fejlkøb, blandet med uheld, dårlig ledelse og en i forvejen opbrudt og uharmonisk trup, efterladt i hujende hast af Michael Laudrup, gjorde, at Anders Bjerregaard endte som en komplet fiasko, der efterlod sig et historisk dyrt makværk af en trup bag sig.

Alt imens krisen har forhindret enhver ro i Brøndby IF, så har Per Bjerregaard kæmpet en kamp mod leukæmi, som på et tidspunkt var så alvorlig, at han lignede en mand, der gik på grænsen til livet, når han tonede frem i medierne. Samtidig kæmpede han stolt for at nedtone sin sygdoms stadig mere alvorlige karakter i medierne, og han slap på intet tidspunkt grebet om fodboldklubben. Det løkken strammede mest, var symbiosen mellem Per Bjerregaards tilstand og klubbens tilstand så slående, at man for alvor blev klar over, hvor meget Brøndby IF's fremtid står og falder med Per Bjerregaards helbred og hans evne til at agere.

På det nævnte tidspunkt var smædesangene mod ham så direkte og modbydelige under kampene på stadion, at en personlig hetz formentlig aldrig har set sin lige i dansk sportshistorie. Fra tribune til tribune blev der råbt 'Bjerregaard ... Raus... Bjerregaard... Raus' så det gjaldede i stålkonstruktionerne og helt ind i hjertet på selv den mest hårdkogte forbryder. I filmen nedenfor kan man hen mod slutningen nærmest se, hvordan den kræftsyge Per Bjerregaard bliver flået fra hinanden fra sin plads på bænken. Det er ikke noget rart syn.

Her var en mand, der ikke længere var velkommen i den stolte forening, han om nogen havde været skaberen bag. Det var skaberen der blev fordrevet fra sit værk, inden han selv syntes værket var færdigt. Men som enhver ved, er det ikke altid kunstneren selv, der er bedst til at vurdere, hvornår et værk er færdigt, hvornår han skal holde op med at kratte rundt i malingen. Til sidst risikerer selv de mest lysende farver, de smukkeste motiver og de mest geniale indfald at blive grå og triste, ødelagte og usynlige for selv den mest garvede kender. Men på den anden side er der også muligheden for, at kunstneren har set noget, som alle andre har overset. At han vitterlig blot skulle have lidt længere tid til at finde frem til det, ved at kratte rundt i alt det grumsede grå.

Det er på dette punkt af processen Per Bjerregaard befinder sig lige nu. I et dødvande. Han vil ikke afgive magten i klubben, på trods af at alt taler for, at han bliver nødt til det, hvad enten han vil eller ej. Børsen offentliggjorde i går en artiklen, som proklamerede, at Per Bjerregaard inden for kort tid kan blive tvunget i knæ af Nordea, som klubben skylder penge til, blandt andet på grund af den storstilede og smukt udførte stadionudvidelse i 1999. Klubbens likviditet er nemlig så dårlig, at der ifølge klubbens delårsrapport skal en betydelig kapitaltilførsel til inden for en 3-4 måneder, hvis ikke klubben skal bukke under. Sagen er nemlig, at Nordea ikke længere vil låne klubben penge, og at banken formentlig derfor har givet klubben et ultimatum: Enten så afdrager I på jeres gæld til klubben i et forholdsvist højt tempo, eller også ændrer I jeres ejerstruktur, så det nærmer sig almindelige forhold. Og dette er netop grunden til, at Per Bjerregaard klamrer sig til magten. Han forsøger formentlig at beskytte sin hjerteklub mod fremtidig, fjendtlig overtagelse, mod markedskræfternes frie gøren og laden, hvor storaktionærer kan komme og lægge en betydelig mængde millioner for til gengæld at få en del af magten. Som situationen er nu, så er Brøndby IF som mange ved, beskyttet mod markedskræfterne i en særlig konstruktion, hvor aktierne er delt op i A-aktier og B-aktier, hvoraf det reelt kun er A-aktierne der sikrer adgang til reel indflydelse. Man skal således have 20 B-aktier for at opnå indflydelse svarende til 1 A-aktie. Og A-aktierne er ikke nogen, hvem som helst har adgang til, men findes således kun i en begrænset mængde. Desuden beskyttes klubben også af en yderligere konstruktion, hvor demokratiet således kun opstår indefra, og hvor en lille loge af tidligere Brøndby-folk, samt amatørforeningen reelt bestemmer hvordan bestyrelsen skal se ud, og dermed hvordan magtfordelingen skal være.

Det er en ganske solid konstruktion. Problemet er blot, at konstruktionen netop også sikrer at de normale, demokratiske tilstande, som vi oplever dem i samfundet, ikke er eksisterende på samme måde i Brøndby IF. Enhver demokratisk, folkevalgt person, der havde oplevet en så ondsindet stemning imod sig, som Per Bjerregaard oplevede den foreløbige kulmination på under hetzen for nogle år siden, ville øjeblikkelig være blevet flået fra tronen. Men sådan foregår tingene ikke i Brøndby.

Men når nu fansenes massive protester mod lederskabet af deres klub ikke har båret frugt, så synes redningen at komme fra en anden front. Som nævnt, har Nordea altså sat kniven for struben for Brøndby og lukket kassen i for yderligere lån, så længe aktiestrukturen er som den er. Det gjorde så, at Brøndby i forbindelse med delårsrapporten meldte ud, at der snarest vil komme en melding om, hvordan bestyrelsen har tænkt sig at løse sit likviditetsproblem. Forlydender går på, at klubben vil komme til at mangle op mod 50 millioner i år. Endnu er der ikke kommet en eneste melding fra bestyrelsen.

Situationen er kritisk i Brøndby IF lige nu. Vi må ikke håbe, at bestyrelsen agerer lige så apatisk som klubbens spillere har gjort i de sidste kampe, og vi må heller ikke håbe, at de agerer lige så desillusioneret som fansene gjorde i gårsdagens hjemmekamp mod FC Nordsjælland, hvor de jublede da Nordsjælland scorede, og undlod at bakke deres hold op, for i stedet at synge smædesange om FC København, der ser ud til at smide guldet på gulvet i sidste time. Hvis dette afspejler stemningen i bestyrelseslokalerne, så ser det sort ud for Brøndby IF.

Forhåbentlig er der i disse timer en alvorlig diskussion blandt bestyrelsens trofaste Brøndby-folk. Problemet er, som Børsen også skriver, at klubben ikke kan forvente at hente nok kapital alene ved at lave en kapitaludvidelse, for ingen mennesker gider at poste store beløb i klubben uden til gengæld at få indflydelse. Og de fleste fans har nået mætningspunktet for, hvor meget de gider at lade sig trække rundt i manegen. Selvfølgelig kan de altid hente en hel del penge, fordi Brøndby har så mange støtter over hele landet, men faktum er, at man ikke kommer til at få noget igen for sine penge, og derfor må anskue dem som hjerteaktier til en klub med heart-arce.

Faktum er, at tiden har gjort, at Per Bjerregaard formentlig kan blive tvunget til at godtage en ændring i klubbens ejerstruktur. Han er nødt til at give sig på nogle punkter. Tiden er forbi, hvor en fyr som Kasi-Jesper kommer og lægger en enorm mænge penge uden at få indflydelse i klubben. Det skete én gang, og det kommer ikke til at ske igen i samme målestok. Det var en chance klubben forspildte fordi man netop ville fastholde sin struktur.

Næste træk i sagaen kan komme førend man venter det. Og mon ikke også de fleste trænger til afklaring efter denne sejtrækker. Hvis Per Bjerregaard er blevet helt rask efter sin langvarige sygdom, så er det nu han slår til og finder en afgørende løsning der kan tilfredsstille alle parter. Og derefter må han trække sig.

Men man har bare på fornemmelsen, at Per Bjerregaard ikke ligefrem er den type kaptajn, der stikker af i en helikopter mens skibet dundrer ind i en klippekyst. Hans hjerte for klubben er så stort, at han hellere vil gå ned med skibet, så længe han ved med sig selv, at det er for klubbens bedste, at det sker. Han vil hellere vogte klubben med sit liv som indsats, end han vil overlade roret til nogle elendige novicer, som han blot har den mindste mistanke om, har til hensigt at flå hjertet ud af klubben og sælge det for ussel mammon. En romantisk tankegang, i virkeligheden.

Men mon ikke der burde kunne findes en løsning et sted? Andre steder i verden har man set eksempler på at fansene ejer deres klub, heriblandt fx i Barcelona og München, og de må vist siges at have rimelig stor succes, på trods af, at de begge missede chancen for at tage Champions League-trofæet i år. Så løsningen forekommer vel lige for?

I kulisserne arbejdes der da også på at lave en fanfond, det er i øjeblikket på undersøgelsesstadiet. Perspektiverne burde være til at få øje på, idet Brøndby er den klub i Danmark, der har den mest massive opbakning i befolkningen og den mest trofaste tilskuerskare, hvilket vel bevises ved, at klubben trods den dårligste sæson i 30 år stadig er den klub i ligaen, som har det højeste, tilskuermæssige bundniveau, 1500 flere end FCK, der spiller om guld.

Alternativerne er svære at få øje på. Enten fortsætter klubben som nu, hvilket i bedste fald vil betyde et alvorligt reduceret Brøndbyhold de næste 5-7 år, indtil gælden er barberet væk - hvis klubben ellers overlever den nuværende likviditetskrise. Ellers kan klubben vælge at sælge sin sjæl til markedet, hvilket vel blankt kan afvises. Eller også vælger man at arbejde med fanfond-idéen fra foreningen Det Nye Brøndby - men det betyder igen, at fansene skal have større magt i klubben. 

Alt tyder på, at klubben er med til langsomt at vende supertankeren mod den sidstnævnte idé, idet man for nylig valgte at lade én mand i bestyrelsen udgøres af en fan. Dog skal der formentlig stilles lidt mere end symbolsk indflydelse i sigte førend man for alvor kan forvente at se fansenes pengepung blive hevet op af baglommen. Men mon ikke den nuværende, kritiske situation vil kunne løsne lidt op for Per Bjerregaard her på hans ældre dage?

Én ting er sikkert, det er, at manden ikke stopper førend han kan gå med æren i behold. Eller før han bliver smidt på porten. Sidstnævnte virker usandsynligt, idet han stadig nyder opbakning på grund af fortidens store meritter. I den nuværende situation er en afsked derfor umulig, med mindre hans sygdom skulle gøre ham uarbejdsdygtig. Han er i mange fankredse mere forhadt end nogensinde. Det kræver noget af en manøvre at vende denne situation til det positive med Per Bjerregaard ved roret. Det bedste han kan gøre er at sige til fansene, at klubben behøver deres hjælp, samtidig med, at han siger, at klubben er villig til at afgive en del af magten til fansene. Men det skal ske på en måde, hvorpå klubben stadig er sikret mod fjendtlig overtagelse. Situationen burde kunne løses ved, at fanfonden fx får en større del af magten, som svarer til det beløb, som fansene lægger i klubben, minimum ét medlem af bestyrelsen, og fx max tre, idet de andre led af klubben jo også stadig skal have sikret en plads i bestyrelsen. Situationen burde kunne løses på denne måde, med mindre man altså er angst for, hvilke idéer fans kunne tænkes at måtte have for klubbens fremtid. Hvis fansene skal til lommerne, kræver det altså reel magt i bytte for penge. Det burde samtidig også kunne lade sig gøre at sikre at fansene udgøres af dygtige, reelle sparringspartnere, og ikke af fjendtlige kræfter, og det kunne fx gøres ved, at fx Brøndby Support og Det Nye Brøndby, havde muligheden for at udpege medlemmer til bestyrelsen via deres generalforsamlinger eller lignende.

Fortsættelse følger i den nærmeste fremtid. Men én ting er sikkert. Per Bjerregaard har med al tydelighed vist, at han ikke afgiver sit hjerte og sit livs kærlighed til fremmede kræfter, som så kan splitte det til atomer, hvis de måtte ønske det. I hvert fald ikke uden en lang og sej dødskamp, som vil være en pine for alle parter. Lad os håbe det i stedet ender i en lykkelig forening af fansenes og klubfolkenes kærlighed. I bund og grund burde det være muligt at blive stærkere og mere blomstrende end nogensinde før, hvis man formåede at arbejde i samme retning, at dele sin kærlighed. Men det kræver så til gengæld også at Per Bjerregaard forstår, at fansenes frustrationer og deres had til ham bunder i præcis den samme kærlighed til klubben, som han selv har. Men det er nok på grænsen til det umulige for ham at acceptere at afgive magt til en række fans, som har lagt ham ultimativt for had, især når han i dén grad er i en symbiosetilstand med klubben. Hvordan skal man kunne afgive magt til nogen, der - set fra hans perspektiv - udviser foragt og had for klubbens hjerte?