Er det for tidligt at udråbe Auri som en succes? Ja, vil de fleste nok mene. Men under alle omstændigheder må man sige, at der er adskillige indikatorer der peger på, at Brøndbys trup er begyndt at blive mere harmonisk efter hans tiltrædelse.
Der er ikke længere nogen rådne æg i kurven. Der har ikke været nogen mugne udmeldinger fra spillerne i lang tid. Der har til gengæld strømmet adskillige positive energier fra spillertruppen. Godt humør og plads til at joke. Desuden har han brugt meget tid på teambuilding, på at få plads på defensiven. De helt basale ting. Dertil virker han helt afbalanceret i pressen. Han er klar og tydelig, og udstråler en stålsikker tro og selvsikkerhed, med et strejf af sund arrogance, uden dog at virke overlegen.
Modsat Henrik Jensen, der altid endte med at stå og mumle i slutningen af hver eneste sætning. Man kan sige mange gode ting om det i glimt flotte angrebsspil, som han formåede at få truppen til at spille, og det, at han fik så mange unge spillere til at bryde igennem på førsteholdet - men man kan ikke som leder stå og mumle i slutningen af hver sætning, og stå og løfte på skulderen hver eneste gang man siger noget, og så samtidig forvente at få respekt fra omverdenen. Uanset hvilke resultater man så hiver hjem.
Jeg er klar over, at det formentlig blot skyldtes at Henrik Jensen blot ikke trivedes i pressens søgelys, og at det ikke var en del af jobbet, som han følte sig hjemme i. Men i den situation, som Brøndby er i, hvor man bliver eksponeret massivt, og hvor hver eneste sætning bliver pumpet op til en hovedhistorie i pressen - så kan klubbens mest eksponerede mand - klubbens ansigt udadtil - selvfølgelig ikke stå og mumle på den måde.
Hvis man talte med en psykolog med speciale i kropssprog, så ville vedkommende højst sandsynlig sige, at han nærmest indbød til tæsk og mangel på respekt med den attitude. Her har Auri det, der skal til. Han indbyder ikke til, at man skal træde på ham, som Henrik Jensen på en måde gjorde med sit kropssprog og med sin retorik. Auri udstråler, at han tåler pressen til en vis grænse, men at han kræver respekt omkring sin person og om klubben, og om spillerne.
Hvordan var det så med Kent Nielsen, altså rent retorisk - jo, det var faktisk fuldstændig det samme som med Henrik Jensen. Kent Nielsen forekom ikke ligefrem som noget orakel når han udtalte sig. Det var i bedste fald lidt småkedeligt og banalt at høre på, som jeg husker det.
De har begge haft fodboldkvaliteterne i orden, men Kent Nielsen stod også og trak på skuldrene og så lidt brødbetynget ud. Fælles for dem begge er, at hvis de havde stået med samme attitude over for deres egen spillertrup, som de altid mødte pressen med - tjo, tja, arh men altså, jeg ved ikke... - så havde de ikke holdt fem minutter som ledere af truppen. Så havde spillerne simpelthen ikke haft respekt for dem. Der var blevet begået mytteri. Hvordan kan det være, at de ikke forstod, at pressen skulle behandles på samme måde - at de også skulle agere ledere overfor pressen? Fordi de ikke havde evnerne til det - og dermed ville de aldrig nogensinde kunne blive en succes i så massivt eksponeret og kritiseret klub som Brøndby.
Det er vel ikke for ingenting, at Per Rud, sportschef i HB Køge, udtalte, at Auri Skarbalius er den stærkeste leder han har kendt. Der er ingen slinger i valsen. Ingen uendelige mumlen og tjo, tja og jeg ved ikke i lange baner. Det er klar kommunikation, og lige nu begynder vi at ane konturerne af det stærke lederskab fra Ole Bjur og Auri Skarbalius, hvilket viser sig med det forstærkede sammenhold i truppen, med den gode stemning, der viser sig ved, at der ikke kommer en konstant strøm af brok fra spillerne og eksspillere. At der kommer gode energier fra alle led. På trods af, at klubben aldrig har ligget dårligere i tabellen.
