Tørnæs' Tålmodighed

Michael Tørnæs' årelange kamp for at erobre målmandsposten i Brøndby IF vidner om usædvanlig karakterstyrke, som bør være et eksempel til efterfølgelse for klubbens talenter. Til sammenligning kunne Sønderjyskes Kenneth Stenild formentlig have været en solid 1. målmand i AAB den dag idag, hvis han havde besiddet samme coolness.


Koncentreret Tørnæs


Med en række stærke målmandspræstationer er 26-årige Michael Tørnæs i færd med at overbevise skeptikerne om, at han måske er værd at satse på som fremtidens Brøndby-keeper. I over 6 år har han stået i skyggen af først Karim Zaza og Casper Ankergren, og siden landsholdsreserven Stephan Andersen over en fire-årig periode.

Igennem årene har man kunne observere en stadigt mere insisterende Michael Tørnæs fortælle, at han åndede Stephan Andersen i nakken. I januar 2011, hvor han netop havde stået sin første halvsæson i et af Stephan Andersens sjældne skadesfravær, fortalte Michael Tørnæs således til Tipsbladet:

"Jeg har aldrig været så tæt på Stephan, som jeg er nu, og jeg synes, jeg har bevist, at jeg er god nok til at stå i Superligaen. Så selvfølgelig vil jeg blive skuffet, hvis det ikke er mig, der står den 6. marts, for jeg tror godt, at jeg kan holde ham bag mig."

På daværende tidspunkt tænkte man måske, at det var udtalelser han kom med for at holde sig selv til ilden. Trods en nogenlunde godkendt halvsæson var det i hvert fald stadig svært at tro på, at han som målmand uden større kamperfaring på seniorniveau ville kunne løfte arven i en storklub som Brøndby. Især efter en landsholdsreserve som Stephan Andersen, som trods sine mangler og fejl som målmand stadig var stærkt spillende i lange perioder. Men måske er Michael Tørnæs godt på vej til at gøre skeptikerne stumme?

Det afgørende tidspunkt
Ved Stephan Andersens afgang i sommer bed de fleste Brøndbyfans formentlig negle og håbede på, at klubben ville signe en klassemålmand, fx den ledige Kevin Stuhr-Ellegaard, der endte med at ryge til Elfsborg, efter et år i Herenveen. Men Ole Bjur forholdt sig passivt på transfermarkedet i denne sag, for arvtageren var i egne rækker - det signalerede daværende målmandstræner Morten Cramer med denne entydigt flotte statement til klubbens hjemmeside:

"Tørnes er klar til opgaven som førstemålmand ... Han er dybt seriøs og topprofessionel. Meget hårdtarbejdende og vil altid yde maksimalt for at blive bedre og hjælpe holdet."

Herefter giver Morten Cramer os nogle ledetråde til at forstå Michael Tørnæs' arbejdsraseri:

"Tidligere i karrieren måtte han kæmpe hårdt for at leve af fodbold og arbejdede derfor som anlægsgartner, hvor han slæbte sten inden træning. Derfor er det en gave for ham at kunne træne flere gange om dagen for at blive bedre. Han elsker ganske enkelt at træne og blive bedre, men han har også lært, at man nogle gange skal ind og slappe af, så der hele tiden er kvalitet i træningen. Men han har aldrig fået noget foræret, og det afspejler hans seriøse tilgang til tingene."

Signalet til talenterne
Det er glædeligt, at klubben ser ud til at have haft fremtidens 1. målmand i egne rækker, idet man så sparer en hel del økonomi, som man kan bruge andre steder på banen i stedet. Men endnu vigtigere er det, at hans erobring af målmandsposten sender et stærkt signal til klubbens mange talentfulde spillere.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne markspilleres og målmænds udvikling direkte, men alligevel sender det et stærkt signal, at klubbens nye 1. målmand har ventet tålmodigt på sin endelige chance helt indtil han fyldte 25, uden på nogen måde at kny, og samtidig har formået at presse en landsholdskeeper i alle årene, og til sidst er gået ind og har løftet arven på en måde, så ingen længere taler om Stephan Andersen - det viser noget om, hvilke styrker man som talent skal finde frem, hvis man har som mål at slå igennem i Brøndby. Her har Tørnæs vist vejen for de unge.

Så må vi bare håbe, at han fremover vil blive ved med at udvikle sig, og forhåbenltig også bruge noget af sin træningsnarkomani til at blive bedre på fødderne, for der er han ikke god nok, selvom han efter eget udsagn spillede angriber i en periode som ungdomsspiller.

Det uheldige eksempel: Kenneth Stenild
Et helt anderledes dårligt eksempel på, hvordan man også kan vælge at forvalte sit målmandstalent så vi med 24-årige Kenneth Stenild, som for år tilbage stod til at blive Karim Zazas afløser i AAB. Men på trods af, at Zaza var langt oppe i årene allerede dengang i 2009, så havde Kenneth Stenild øjensynligt ikke tålmodigheden til at vente på, at Karim Zaza skulle forsvinde, eller svigte i niveau, eller blive sendt afsted til Hjørring.

Det må være nedslående for Kenneth Stenild at kigge på, hvordan tingene udviklede sig siden hen. Kenneth Stenild valgte at skifte til AC Horsens, idet han mente der var større chancer for spilletid der, men her kom han også til at stå i skyggen af en sikker nummer 1 i form af Søren Jochumsen, og senest forsøgte han så at sælge sig til nogle udenlandske klubber, hvilket mislykkedes, hvorfor han i vinter endte i Sønderjydske, hvor han med stor sandsynlighed vil komme til at stå i skyggen af den australske landsholdsmålmand, Nathan Coe, når han kommer tilbage fra sin skade.

I mellemtiden har det så vist sig, at Karim Zaza stoppede pludseligt i AAB, hvorefter klubben hentede 20-årige Nicolai Larsen i Lyngby, som siden har stået fast. Hvis Kenneth Stenild havde besiddet samme coolness som Michael Tørnæs, så havde Kenneth Stenild formentlig været førstemålmand i AAB den dag i dag.

Som ung var Kenneth Stenild så vidt vides i udlandet og prøvetræne i klubber som Manchester United og Arsenal, hvilket Michael Tørnæs på ingen måde kan prale af. Men han har så til gengæld fastholdt troen på, at han ville nå sit endelige mål: At blive førstemålmand i Brøndby. Og det er han nu. Og lur mig om ikke han fortsætter med at være det et godt stykke tid fremover, hvis han fortsætter med at udvikle sig?



Se iøvrigt youtubevideo med Michael Tørnæs fra 2007, hvor han udtaler at han vil give det "to år mere, og så skal jeg stå, og ellers må jeg se på, om jeg skal videre..."

"Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

Det flotte omslag fortæller alt - det er en cool og ærlig bog.

Zlatan-anmeldelse med Brøndby-perspektivering. 

Det kan næppe have undsluppet nogens opmærksomhed, at Zlatans bog for nylig udkom på dansk. Bogen sprængte alle salgsrekorder, da den udkom i Sverige. Ikke bare for sportsbøger. På få måneder ejede knap en million svenskere bogen, og den var på rekordtid blevet den bedst sælgende biografi nogensinde udgivet i Sverige. Den svenske intellektuelle forfatter til bogen, David Lagercrantz - som er vokset op med opera og bogreoler - fortalte til DR2's Deadline, hvordan horder af mennesker, der aldrig før havde værdiget bøger et blik, og endnu mindre havde sat deres fod i en boghandel, pludselig stod i kø ved diskene og efterspurgte bogen om Zlatan. Alle købte den. Ældgamle tanter på firs, intellektuelle i de fine kredse, og unge drenge fra ghettoen, der læste bogen som deres første bog nogensinde.

Men hvad kan den så, denne Zlatan-bog?

Det er fortællingen om en usædvanlig personlighed, der har sprængt den tunge, sociale arv for at ende som en egenrådig, temperamentsfuld og ærlig superstjerne. Og arven var hård. Zlatan kom til Sverige med sine forældre efter borgerkrigen i Jugoslavien, og forældrene blev kort efter skilt. Moderen var rengøringsassistent med en lunte så kort som mine negle efter en afgørende fodboldkamp, og hun tævede børnene med store træskeer indtil de splintrede. Faderen var dybt traumatiseret af krigen, og levede i en dyb tåge af øl, klistret til skærmens evige nyhedsstrøm om krigen, mens jugomusikken flød fra højtalerne i baggrunden. Ingen tog sig af børnene, og der var kun sjælden kontakt til forældrene.

Hans første besøg i Malmö centrum var som 17-årig. Hans familie levede som mange indvandrere i en parrallelverden i den stærkt, socialt belastede ghetto, Rosengård, kun få, men afgørende kilometer fra den københavnske vestegns talentfabrik. Zlatan kendte intet til svensk kultur, og kunne ikke have været mere ligeglad med svensk kultur, end han var. Herunder de kedelige, svenske fodboldstjerner. De betød intet. Det var brasilianerne, der betød noget. Særligt Ronaldo, hvis bevægelser han indstuderede nøje via videoklip, som han så igen og igen, og afprøvede nede i gården, indtil han kunne det hele til perfektion. Den evige træning og ekstreme hævnfølelse og vilje er nøglen til hans gennembrud. Kombineret med et særligt talent for at spotte de særlige åbninger på en fodboldbane, en evne han beskriver som glimt af billeder, lyn der slår ned i ham, og som viser ham, hvordan han skal lobbe en bold på en særlig måde. På et tidspunkt i den 12-årige Zlatans liv, fik faderen et af sine sjældne, ansvarlige øjeblikke, og sagde: Nu er det på tide du kommer ind i Malmö FF og spiller i en ordentlig klub.

Herfra går en fascinerende historie om den undertippede, voldelige og sprængfarlige drengs vej op gennem systemet, indtil han endte med at købe den store, lyserøde villa ved strandvejen i Malmö, som han som dreng havde stået og beundret. En dreng, som efter rekordsalget til Ajax Amsterdam lærer, at selv ens bedste venner kan bedrage dig, og at man kan blive nødsaget til at leve af junkfood og computerspil for at kvæle Amsterdams ensomhed.

Lederegenskaberne

For at tage et Brøndby-relevant spring, så er det interessant at fremhæve nogle af hans ledermæssige kvaliteter - de fodboldmæssige kender alle: Da han kom til Inter påtager han sig et lederskab fra starten. Ikke kun på det fodboldmæssige plan, det var nærmest træneragtige opgaver han påtog sig. Han spottede fx straks et par problemer, som han mente var afgørende at få ændret for at holdet kunne forløse sit potentiale.

"Hvis jeg så noget, der kunne påvirke motivationen negativt, påpegede jeg det" Præsidenten, Moratti, var fx så gavmild, at han gav spillerne enorme bonusser bare de havde vundet en enkelt kamp, og desuden var der stærke klikedannelser i truppen, så folk med forskellige nationaliteter hang sammen. "Det påvirker motivationen og holdfølelsen. I fodbold er marginalerne så små, at sådan noget kan være afgørende, og jeg så det som min første store opgave at få det stoppet." Herefter fortæller han hvordan han først går direkte op til den store, magtfulde boss og beder ham stoppe bonusudbetalingerne, med mindre de vinder ligaen. Desuden får han sørget for at bryde de alvorlige klikedannelser i truppen. "Alle hold præsterer mere, når spillerne holder sammen." Samme sæson vandt klubben sin første ligatitel i 17 år.

Linket til Brøndby IF

Det minder i stor grad om det problem, Meulensteen påpegede da han kom til Brøndby i 2006 og efter kort tid ville fyre Thomas Rytter, Marcus Lantz og BIF-legenden Per Nielsen, som han mente skabte dårlig stemning og klikedannelser. Diagnosen var formentlig rigtigt stillet af Meulensteen, men kuren var næppe den rigtige. I stedet for at gå ind og løse problemet som en leder, med de midler han nu havde til rådighed, så forsøgte han den nemme og dyre løsning, nemlig at få afskediget tre dyrt betalte spillere, hvoraf den ene var en legende i klubben, der tidligere havde ført klubben til store resultater. Desuden påpegede han også en række andre ting, fx at der var alt for mange frivillige på vigtige positioner i klubben, hvilket han også bad om at få ændret. Her overså han blot det faktum, at det var en af Brøndbys vigtigste nøgler til klubbens succes igennem tiden, som han gik ind og kritiserede og ville lave om på, nemlig det frivillige engagement. Brøndby er på mange måder ikke en klub som alle mulige andre. Den er båret frem af et enormt ildsjælearbejde. Måske var han blevet en succes i klubben, hvis han havde forberedt sig bedre på klubben og ligaen, respekteret dens værdier indtil han selv havde bevist sig selv. Måske skulle han bare have stukket en finger i jorden og accepteret at hans rolle var at være træner for holdet, og ikke at være den udefrakommende boss, der med det samme fortæller novicerne, hvor alle skabene skal stå?

I hvert fald kan man se en betydelig forskel til Auri Skarbalius' måde at gribe det an på. Han er gået ind og kender sin rolle som træner. Hans rolle er at udstråle stærkt lederskab og få de eksisterende spillere til at fungere som et hold, ikke at lege hverken sportschef, direktør, greenkeeper eller formand. Han bruger tiden på at få en splittet trup uden selvtillid til at holde sammen som hold, ved at lave en masse teambuilding, og giver dem gejst og selvtillid igen. Han forstod, at truppens største problem de senere år som sådan ikke har været manglende kvalitet i spillermaterialet, men manglende selvtillid og fokus, manglende ledelse og manglende evner til at kunne håndtere modgang og pres.

Og når man taler om pres, så er historien om Zlatan jo også interessant. For den mand har jo ene mand været udsat for et pres, der langt overstiger hele den nuværende spillertrup i Brøndby IF. Og alligevel gør det ham blot stærkere i selve performancen. Da hans søn ligger dødeligt syg går han ind og scorer det afgørende mål og tager direkte afsted til hospitalet bagefter. Det siger noget om mandens evne til at håndtere pres. At han så ikke er mand nok til at kunne håndtere at være til stede sammen med sin kone, mens deres søn skulle opereres, viser at der også er sprækker i den hårde facade, hvor han viser sig langt fra at være den hardcore machomand, som han ellers på alle andre måder fremstår som.
 

Den kriminelle, der endte som stjerne

Zlatan er faktisk ikke helt så ufølsom, som man måske kunne tro. Han evner at reflektere over sine handlinger og beskriver, at han slet ikke er fyren, der bare kommer valsende ind og dominerer alting i et omklædningsrum fra start. Han ser tiden an, finder ud af hvordan magtbalancerne er i klubben og i omklædningsrummet, og tager så derefter bestik af situationen, og påtager sig lederskabet ved at vise vejen og gøre hvad der skal til for at sejre.

Men det skal på ingen måder lyde som om, Zlatan er en god dreng. Han fortæller om historier, der får en til at tænke, at han var endt i fængsel, hvis ikke han havde haft et gudsbenådet talent samt en vilje af en anden verden. Fx da han med sin ven i bilen (de har begge to børn på det tidspunkt) kører 325 km/t på en landevej i Sverige, for at undslippe politiet og en stensikker overskrift i medierne, eller da han kører over for rødt utallige gange, med ekstrem fart, med sin agent i bilen, eller alle de utallige tyverier og skarnstreger han lavede som ung, eller alle de gange han optræder usympatisk over for andre mennesker. Men alligevel ved han det inderst inde godt.

"Jeg blev tvunget til at tænke tilbage, og det slog mig, jeg har ikke altid været den mest fine fyr. Jeg har ikke sagt de rigtige ting altid, og jeg tager ansvaret på mig, selvfølgelig, for det hele. Jeg giver ingen andre skylden."

Zlatans vigtigste budskaber

Zlatans vigtigste budskab med denne bog lader til at være et vigtigt et af slagsen, et budskab der ligger ham meget på sinde, lige fra dengang forældrene til de andre drenge i Malmö FF lavede underskriftindsamlinger for at få ham ud af klubben, lige fra alle de gange, han har følt sig som den forkerte indvandrerdreng, der ikke var lige som alle de andre, eller senest da han blev frosset ude af Barcelona udelukkende fordi Josep Guardiola var en svag leder, der ikke kunne finde ud af at sige tingene direkte, og ikke kunne håndtere store personligheder.

"Der er tusinde veje at gå, og den, der er speciel og lidt anderledes, er tit den bedste. Jeg hader, når dem, der skiller sig ud, bliver holdt nede. Hvis ikke jeg havde været anderledes, havde jeg ikke siddet her, og det, jeg mener, er selvfølgelig ikke: Vær ligesom mig. Forsøg at blive ligesom Zlatan! Overhovedet ikke! Jeg taler om at gå sine egne veje, hvad end det så er, og der skal fandeme ikke skrives under på nogen liste eller diskes op med iskolde afvisninger, bare fordi du ikke er som de andre."

Her til sidst er det tankevækkende at Zlatan i princippet lige så godt kunne være fostret i Brøndby IF. Han kom til Sverige og Malmö FF ved et tilfælde, der er kun få kilometer mellem Vestegnen og Malmö. Men alligevel har Brøndby endnu ikke fostret et eneste talent med en anden etnisk baggrund, der for alvor er slået igennem, på trods af at klubben ligger omgivet af socialt belastede områder med masser af indvandrere. Men på den anden side så er Zlatan jo også noget specielt. Vi så fx med Mustafa Hassan for få år tilbage, hvordan hans familie midlertidigt skar hånden af ham, fordi han satsede på fodbolden. Det kræver en psyke af en anden verden, at bryde alle odds på den måde, som Zlatan har gjort, og det er netop også fordi han ikke er som hvem som helst, at bogen er så spændende. Det er fx ikke alle, der seriøst sidder og taler i overskrifter som ham: "Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' er på alle måder værd at læse, både for fodboldinteresserede og mange andre. Man stryger lige igennem den, idet den er blændende skrevet og fængslende bygget op. En perfekt blanding af fodbold-, menneske- og samfundsportræt. Læs den! 

Køb 'Zlatan' her.

Et talentfuld landshold og vigtigheden af kontinuitet på cheftrænerposten

Forleden havde jeg en fodboldsnak med min belgiske kollega over en kop kaffe i vores tekøkken på arbejdet. Jeg lagde ud med at spørge til situationen i den belgiske liga, da jeg ved at han har et stort kendskab til fodbold i landet og er frivillig i den lokale klub, KV Mechelen. Da holdet lige havde tabt hjemmekampen til rivalerne fra Gent havde han dog ikke den store lyst til at tale om den belgiske liga, og jeg havde da heller ikke så mange positive ting at sige om Brøndby, selvom de havde vundet forårspremieren mod SønderjyskE.

Hans klub, KV Mechelen, har siden tilbagekomsten til den bedste række i 2007 udgjort den bløde mellemvare i belgisk fodbold. For god til at rykke ned, men for dårlig til at udfordre topholdene. Denne situation er min kollega sådan set ganske godt tilfreds med, primært fordi klubben måtte starte helt forfra i starten af det nye årtusinde. Tyve år tidligere fik klubben John Cordier som præsident, hvilket kickstartede en meget succesfulde periode i klubbens historie. Det hele kulminerende i 1988, da klubben vandt Europacuppen for pokalvindere, hvilket stadig står som det fornemste internationale resultat for et belgisk klubhold.

                                         KV Mechelen i 1988


Cordier havde tjent gode penge på sit telekommunikationsfirma, men i 90'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Derfor besluttede han at trække sig fra klubben, der dermed mistede sit økonomiske fundament og rykkede ned i 2.division i 1997. Næste sæson var klubben tilbage i det fornemste selskab, men der skulle kun gå fem år før hele fundamentet under klubben kollapsede. I 2003 havde klubben alvorlige økonomiske problemer, og på trods af en storstilet redningsaktion fra fans og tidligere spillere, blev klubben erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. Derfor kan jeg mærke en vis stolthed på min kollega over klubbens nuværende situation, på trods af det kun er 22 år siden klubben var i den europæiske elite. I dag har klubben, ifølge ham, lært af sine fejl og bruger væsentlig færre penge på lønninger end sine direkte konkurrenter i ligaen.

Landsholdene
Da ingen af os havde lyst til at tale om vores klubhold, fortsatte vi til landsholdene, hvor jeg mente at der måtte være en lys fremtid for det belgiske hold. Hvis man gennemgår holdet mand for mand, har Belgien et hold med fantastiske individuelle kvaliteter og udviklingspotentiale, mens spillerne på det danske hold blegner lidt ved en sammenligning. Hvis alle spillere i Danmarks idealopstilling er i topform (dvs. ikke skadede og jævnligt spillende for deres klub!), kan man stille med et virkelig godt hold. Problemet er, at reserverne ikke har samme kvalitet som de startende elleve spillere. Her har Belgien en klar fordel, idet de stort set har to spillere af samme kvalitet til samtlige pladser. Belgien har f.eks fire centerforsvarer i alderen 24-26 år, alle i europæisk topklasse (Kompany, Vermaelen, Vertonghen og Lombaerts). Dvs. hvis Kompany er skadet, så sætter man bare anføreren fra Ajax, Vertonghen, på banen i stedet. Med al respekt for Andreas Bjelland,der pt. må betegnes som første-reserve for Agger og Kjær i det danske centerforsvar, så har Vertonghen mere rutine og burde spille på et højere niveau.

Udvalgte belgiske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

• Courtois (19 år, Atletico Madrid, udlejet fra Chelsea)
• Mignolet (23 år, Sunderland)

Forsvar:

• Kompany (25 år, Manchester City)
• Vermaelen (26 år, Arsenal)
• Vertonghen (24 år, Ajax)
• Lombaerts (26 år, Zenit St. Petersburg)
• Alderweireld (23 år, Ajax)

Midtbane:

• Fellaini (24 år, Everton)
• Witsel (23 år, Benfica)
• Hazard (21, Lille)
• De Bruyne (20 år, Genk, til sommmer Chelsea)
• Mertens (24 år, PSV Eindhoven)
• Defour (23 år, FC Porto)
• Chadli (22 år, Twente)

Angreb:

• Lukaku (18 år, Chelsea)
• Dembélé (24 år, Fulham)
• Mirallas (24 år, Olympiacos)
• Ogunjimi (24 år, Mallorca)
• Vossen (22 år, Genk)

Udvalgte danske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

• Anders Lindegaard (27 år, Manchester United)

Forsvar:

• Daniel Agger (27 år, Liverpool)
• Simon Kjær (22 år, Roma)
• Daniel Wass (22 år, Evian)
• Simon Poulsen (27 år, AZ Alkmaar)
• Andreas Bjelland (23 år, FC Nordsjælland, til sommer Twente)
• Nicolai Boilesen (20 år, Ajax)

Midtbane:

• William Kvist (27 år, Stuttgart)
• Lasse Schöne (25 år, NEC)
• Christian Eriksen (20 år, Ajax)
• Niki Zimling (26 år, Club Brügge)
• Thomas Enevoldsen (24 år, Groningen)

Angreb:

• Nicklas Bendtner (24 år, Sunderland)
• Nicklas Pedersen (24 år, Groningen)
• Nicolai Jørgensen (21 år. Kaiserslautern)

Min kollega var helt enig i at Belgien har utrolig mange store talenter og en anfører, Kompany, som for øjeblikket betegnes som en af de bedste i Premier League. "But they are not a team!", sagde han nærmest irriteret og var en anelse misundelig over at Danmarks flot sammenspillede hold med meget få primadonnaer. Og han har jo helt ret. For at bruge en kliché så er fodbold en holdsport, og det nytter ikke noget at have elleve verdensklassespillere, hvis ikke de kan finde ud af at aflevere til hinanden. Derudover mente han også at det belgiske hold mangler en klart defineret rollefordeling samt flere spillere der tager ansvar. Det lyder jo ikke videre positivt, men jeg vil stadig mene at de i Kompany og Vermaelen i centerforsvaret samt Fellaini og Defour på midtbanen, har nogle stærke ledertyper.

Cheftræneren
Det lyder mere som om at holdet har brug for kontinuitet på trænerbænken. I den 12-årige periode Morten Olsen har ledet det danske landshold i, har Belgien haft seks trænere. Nu virker det dog som om forbundet har valgt at satse på Georges Leekens, der blev ansat for ca. to år siden og har kontrakt to år mere. Man må ikke undervurdere vigtigheden af at have den samme træner i mange år. Det giver kontinuitet, et gennemarbejdet spilkoncept og en mulighed for at arbejde med detaljer, som en ny træner ikke har mulighed for. For at benytte Morten Olsens egne ord, så får man udviklet nogle "automatismer" på et hold efter de har spillet sammen længe. Jeg vil påstå at det i hvert fald tager en ny træner et halvt år at få spillerne til at forstå hvilken slags fodbold han vil spille. Ikke fordi fodboldspillere er dumme, men netop fordi fodbold er en holdsport, kræves det at alle forstår konceptet 100 % inden man kan begynde at implementere det, og det tager tid. Dette behøver Morten Olsen ikke at bruge tid på længere. Alle ved hvad han vil, og når der kommer en ny spiller ind i truppen, så hjælper de rutinerede spillere ham med at forstå konceptet. Derfor kan Olsen og de øvrige trænere koncentrere sig om detaljerne i spillet, som f.eks. hjørnespark og kombinationsspil.

Brøndbys trænerproblem
Siden Michael Laudrup forlod Brøndby i 2006 har klubben haft fem cheftrænere ansat. Det er ca. én pr. år, hvilket vil sige at spillerne kun lige akkurat når over tilvænningsperioden til den nye cheftræner inden vedkommende er væk og man kan starte forfra. Det er ikke holdbart i længden. Langt de fleste hold får først succes efter den nye cheftræner har haft ansvaret i over et år, og flere trænere har først været igennem en periode med kritik fra medier og fans. Dette var bl.a. tilfældet med Ståle Solbakken i FC København (og måske FC Köln?). Hvis ledelsen er sikker på at cheftræneren ikke er den rette, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte samarbejdet, men i så fald vil jeg mene at det er ledelsen der har fejlet ved at ansætte den forkerte træner, eksemplificeret ved FCKs fyring af Roland Nilsson samt OBs afskedigelse af Henrik Clausen så sent som i dag.

                                         Auri Skarbalius

Brøndby har siden 2006 haft flere umiddelbart kompetente cheftrænere ansat. Rene Meulensteen er uden tvivl en dygtig træner, ellers ville han ikke være ansat i Manchester United. Kent Nielsen havde allerede haft gode resultater med et ellers middelmådigt Horsens-hold og i Brøndbys bagland har alle stor respekt for Tom Køhlert. Nu står klubben så igen med en forholdsvis ny cheftræner, Auri Skarbalius. Hvis man vil have det bedste ud af Auri og dermed også af spillerne, bliver man nødt til at holde fast i ham som træner. For tiden går det ganske fint, foråret er begyndt forrygende med ti points i fire kampe, men det kan hurtigt vende. Taber man de to næste kampe til OB og FC København vil Auri komme under maksimalt pres til hjemmekampen mod HB Køge, præcis som Henrik Clausen var det i går og Kent Nielsen for to år siden. De blev begge fyret efter de havde tabt hjemme til HB Køge. Jeg håber og tror dog på at ledelsen har tillid til Auri og giver ham tid til at gennemføre sine idéer, også selvom der skulle komme grus i maskineriet.

Per Bjerregaards Plan

Kommentar til de nuværende og fremtidige perspektiver i årsregnskabet for Brøndby IF og et bud på, hvad Per Bjerregaards masterplan må formodes at være.

"Hvis gælden er væk forsvinder enhver kommende bestyrelses incitament til i desperation over pengemangel at lade en rigmand komme ind i klubben. Det er formentlig dette der er den afgørende bevæggrund for Per Bjerregaards store vægt på gældsafvikling, på trods af, at alle siger, at man skal investere sig ud af kriser. For på den måde vil han have været med til at sikre at klubben for altid vil bevare magten over sig selv"

Som man kan se, så har Brøndby IF netop udsendt deres årsregnskab 2011. Der bliver fra mediernes og fansenes side forståeligt nok fokuseret massivt på, at klubben har haft et underskud på knap 35 millioner kroner i år, hvad der æder af egenkapitalen og fik hele bestyrelsen til at sende et signal til omverdenen ved at gå ned i løn.

Ekstra Bladet forsøger dog at spinne en historie - via det gode bundsolide journalistkneb: 'udeladelse af informationer' - om at den udskældte bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, på trods af krisen er steget i løn, selvom det står sort på hvidt i regnskabet at han via grundløn og adhoc-løn alt i alt tjente 743.000 i 2010, mod i alt kun 300.000 i 2011 og budgetteret 225.000 i 2012.

Det er et godt stykke under gennemsnitslønnen på 274.000 kroner i Danmark, endda for at besidde en af de mest pressede poster i landet. Enten er han en magtliderlig tosse, som nogle påstår, eller også vil han virkelig gøre alt i verden for endnu engang at sørge for at vende en krise til storhedstider i klubben, præcis som det skete efter Interbank-skandalen i 1991, hvor klubben bl.a. på grund af formodede fejlskøn af Per Bjerregaard var ved at gå konkurs.

Hvis Per Bjerregaard var magtliderlig og ikke ville klubben det bedste, hvorfor skulle han så barbere sin egen løn så kraftigt ned, at den reelt ikke på nogen måde står mål med byrden og med hastige skridt nærmer sig en ufaglært arbejders løn? I forhold til, hvad han har gjort for klubben igennem en menneskealder, burde hans løn vel langt overstige BIF-direktørernes løn på de 1,5-2 millioner om året [se regnskab].

Jan Lockhart

Grunden til underskuddet
I forhold til det kæmpe underskud siger direktør Jan Lockhart til Onside TV.:

"En af de helt primære årsager er, at vi fodboldmæssigt har klaret os rigtig skidt i efteråret, og det har kostet os mange penge både i entré- og tv-indtægter. Så var der et ejendomssalg [Gildhøj-centeret, red.], vi havde lagt ind i budgettet, som ikke blev til noget, og så var der et spillersalg [formentlig Michael Krohn-Dehli, red.], som heller ikke blev til noget, og det er de væsentligste faktorer til, at det er gået så skidt, som det er."

På trods af, at der ifølge Lockhart er fornuftige grunde til underskuddet, så giver det medierne og fansene endnu en grund til at fare direkte i flæsket på ledelsen i Brøndby IF. Klubben havde varslet underskuddet forinden, idet man kunne se at ovenstående ting gik som det gik, og fyrede derfor en række medarbejdere i 2011, hvilket ifølge direktør Jan Lockhart giver besparelser på 25 millioner i 2012, og dermed skulle sørge for et beskedent overskud til næste år.

"Primært så handler det her om, at vi skal passe på med, hvordan vi bruger vores penge fremover. Vi skal ikke kaste os ud i dyre, langvarige spillerkontrakter, på samme måde, som vi har gjort tidligere, og vi skal kigge meget på vores lønbudgetter," siger Lochart til Onside.

Dermed får han indirekte fortalt, at man tidligere har brugt sine penge uansvarligt og fornuftigt, og sender dermed en svada afsted mod bl.a. den så udskældte tidligere sportsdirektør Anders Bjerregaard, som indgik 5-årige kontrakter med dyre signon-fees og høje lønninger til indkøb som har bragt klubben flere problemer end succeser: Peter Madsen, Stefan Gislason, Martin Bernburg, Jan Kristiansen og Alexander Farnerud ('kun' 4 år).

Peter Madsen kan komme til at give klubben dobbelt-problemer, idet han er en af de tre spillere [Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen], som har lagt sag an for et tocifret millionbeløb mod Brøndby som følge af påståede manglende feriepengeudbetalinger. En sag, som Brøndby dog ifølge regnskabet føler sig temmelig sikre på at vinde, dog uden på nogen måde at redegøre hvorfor. Man gemmer på skytset til retssagen, som man har fortalt.


Finansial Fair Play og gæld
En ting, som der ikke bliver taget alvorligt nok i mediernes og fansenes fremstilling af regnskabsresultatet, er den kæmpe gældsafbetaling som Brøndby IF igennem de senere år har sat i værk, og som i 2011 har betydet, at klubben har nedbarberet sin gæld med 24 millioner, så den nu er nede på omkring 124 millioner alt i alt. Gælden er bl.a. blevet stiftet for at kunne udbygge stadion, gymnasium og lounger osv. igennem årene.

Jan Lockhart har til Ekstra Bladet fortalt, at gælden vil være helt væk om 5-7 år, og at det vil give klubben "enorm frihed, når gælden er væk." Det er værd af hæfte sig ved denne gældsafbetaling. Ikke kun fordi vi lever i en verden, hvor mange af de største klubber rundt om i Europa holder niveauet kunstigt højt pga. enorm og stadigt stigende gæld, men også fordi UEFA med sin Finansial Fair Play har varslet, at der i fremtiden vil blive indført sanktioner mod klubber med for stor gæld - og klubber der som Manchester City får kanaliseret penge ind i organisationen ad bagveje via fx store stadionsponsorater fra sin egen mæcen.

'Finansial Fair Play'-tanken går blandt andet også ud på at få klubberne til at konkurrere indenfor rammen af deres reelle indtægter samt at investere massivt i ungdomssektoren, hvilket Brøndby også må siges at gøre i disse år.

Hvorfor er gældsafviklingen så ekstremt vigtig? 
Så måske er den ellers så udskældte Brøndby-boss faktisk stadig på forkant med udviklingen, på trods af at de fleste har lagt hans egenskaber i graven forlængst? Måske er gældsafviklingen et initiativ fra klubbens side for at sikre klubben mod overtagelsesforsøg fra rigmænd [hvilket Brøndby allerede har været udsat for et par gange af Schmeichel-gruppen og Kasi-Jesper], idet den slags formentlig vil kunne være fatalt for en klub fremover, hvis UEFA fører sin 'Finansial Fair Play'-tanke helt ud i livet.

Dette kan også have udgjort en af forklaringerne på afskeden med fx den tidligere direktør Hermann Haraldsson, idet han jo var meget pro Kasi-Jesper, som forsøgte at få stor indflydelse via sine mange penge, og dermed må ligge i kategorien af rigmænd, som klubben ville gardere sig imod overtagelse fra. Og man kan selvfølgelig ikke have en direktør som offentligt går og fedter for en stormæcen, samtidig med at klubben forsøger at gardere sig mod en overtagelse fra stormæcener, det giver sig selv. Det er nok ikke hele forklaringen på fyringen, men måske en del af den.

Paranoid pensionist - eller misforstået fremsynet i forklædning?

Hvis gælden er væk forsvinder enhver kommende bestyrelses incitament til i desperation over pengemangel at lade en rigmand komme ind i klubben. Det er formentlig dette der er den afgørende bevæggrund for Per Bjerregaards store vægt på gældsafvikling, på trods af, at alle siger, at man skal investere sig ud af kriser. For på den måde vil han have været med til at sikre at klubben for altid vil bevare magten over sig selv, og ikke ender som legetøj for rigmænd. Det kan selvfølgelig også være, at gældsafviklingen skyldes et krav fra bankerne og realkreditinstitutterne. Men hvis det første viser sig at være tilfældet, kan man vist for alvor tale om en person, der arbejder ud fra klubbens motto: Ingen over klubben. Og hvis det er tilfældet, så vil det vise sig at den ellers offentligt hånede 'landsbytosse', næstformand Benny Winther, har ret når han siger, at Brøndbys krise faktisk ikke skyldes at Per Bjerregaard er et magtmenneske, men at det modsat skyldes at han har slækket for meget på lederskabet og ladet andre komme for meget til. Og hvis det er tilfældet, så tror jeg personligt at hans manglende lederskab i perioden skyldes hans alvorlige cancersygdom igennem årene.

En ting er, at en rigmand køber sig ind i klubben, hvilket kunne have været sket for Brøndby de foregående år, hvis ikke Per Bjerregaard havde skræmt dem væk - men hvis UEFA så efterfølgende om nogle år går ind og begrænser mulighederne for at mæcenen kan poste penge ind i klubben, vil kan det vise sig at man har tabt på alle fronter - man vil både have tabt sjælen og styringen over sin klub, og det vil endda ske på bekostning af, at rigmændene pga. UEFA's kommende stramninger ikke vil kunne sørge for bedre sportslige resultater end klubben selv kunne have gjort uden rigmændene. På den måde kan overtagelsesforsøgene vise sig at have været afgørende at få afvist, også selvom det har kostet sportsligt på den korte bane og har været skyld i store frustrationer og uro blandt tilhængerne og i medierne.

En beregning på den mere kortsigtede betydning af gældsafviklingen
Nu er jeg ikke matematiker eller revisor eller lignende, men det undrer mig, at der ikke er flere sportsjournalister eller andre i øvrigt, der kan se hvad det reelt kan betyde for Brøndby IF's fremtid at blive gældfri, udover at man kommer til at indfri UEFA's fremtidige retningslinjer. 

Ud af den resterende gæld betalte vi ifølge årsregnskab 2011 6,9 millioner kroner i gæld (2010: 8,9 mio.), altså udover de 24 millioner der afdrages årligt. Ser man tilbage på årsregnskabet tilbage i fx 2005, kan man se udtalelser der lyder: "Det er selskabets hensigt at nedbringe gælden snarest muligt". Det er altså ikke en fiks plan klubben har fået i desperation for nylig.

Men uanset hvad man måtte mene om gældsafbetalingen, så vil det altså under alle omstændigheder give klubben en helt anden handlefrihed, også til indkøb af spillere og investeringer, når denne gæld er væk om nogle år. For så vil alle indtægter fra både spillersalg, sponsorer, entre- og tv-indtægter, merchandisesalg osv. kunne gå direkte til driften af klubben, til spillerindkøb og investering i talentsektoren - i stedet for at ryge i bankens og realkreditinstitutternes lommer.

Dette skal ikke lyde som en ensidig blåstempling af det regnskab, som Brøndby IF's ledelse har sendt på gaden, for det er på ingen måde godt nok. Men det er en nuancering som jeg ikke rigtig synes der bliver givet særlig meget kredit for i mediernes temmelig ensidigt negative fokus på Brøndby IF.

Kommer den virkelige succes først når gælden er væk?
I disse ellers temmelig elendige Brøndby-tider er der rent faktisk nogle temmelig tungtvejende sobre grunde til at mene, at ledelsen efter flere års kaos er begyndt at tage reelt ansvar, og at det derfor er realistisk at fastholde ambitioner om på sigt at være i toppen af dansk fodbold. Især når man sammenholder effekten af den ovenstående gældsnedbarbering med den sprudlende talentafdeling i klubben, som er stærkeste i både klubbens og dansk fodbolds historie.

Det negative er så måske bare, at hvis gældsafviklingen først er overstået om 5-7 år, og klubben fastholder denne afbetalingsstrategi, så er det måske ikke så fantastisk realistisk at vinde mesterskabet og få succes i Europa før efter denne periode er afsluttet. Men til den tid vil Brøndby IF så sandsynligvis have en historisk mulighed for at stå ekstremt stærkt i dansk fodbold rent økonomisk. Så må man bare håbe, at klubben i de mellemliggende år stadig kan holde et niveau i toppen af ligaen. 5-7 år er i hvert fald længe at vente på afgørende succes.


Om tidspunktet for Per Bjerregaards tilbagetrækning
Her til sidst vil jeg blot indskyde, at hvis nogle af de kritiske fans regner med at komme af med Per Bjerregaard, så tror jeg man skal regne med, at den alleryderste bagkant for hans tilbagetrækning til pensionen meget vel kan have en hel del at gøre med netop denne gældsafvikling, som han formentlig vil have sikret sig bliver gennemført inden han standser - enten af ham selv, eller en kommende bestyrelse og direktion - så han dermed også har været med til at sikre klubben mod fremtidig fjendtlig overtagelse. Hvis ikke han er sikker på, at andre kan udføre idéerne, så er hans bagkant altså formentlig op til 7 år, hvis afviklingen går som planlagt. Og så forstår man bedre hans udtalelse d. 26 februar: "Men så lang tid håber jeg ikke der går." Men når man kender hans stædighed, så kan det vel meget vel blive tilfældet, med mindre alt går bedre end forventet. Til den tid vil klubben stå historisk stærkt rustet i sine bestræbelser om at blive Nordens førende klub - hvis altså Per Bjerregaards plan går som ventet. Og til den tid vil han formentlig efter sin egen plan have dannet fundamentet for at skrive sig ind i historiebøgerne som værende danmarkshistoriens mest trofaste, betydningsfulde og fremsynede klubmand. Som 73-årig ...

(Note: Blev lige gjort opmærksom på, at jeg havde lavet et fuldstændig forkert regnestykke ang. renteudgifterne, så det er selvfølgelig blevet rettet, tak for det!) 

Følg med via Facebook og Twitter

Nu kan man følge med på BIF på BLOGGEN via Facebook-siden og på Twitter, fordi det blev efterspurgt tidligere. Find også linket her i bjælken øverst til højre. Vi skal forsøge at holde jer nogenlunde ajour med gode indlæg, uden at spamme.