Tørnæs' Tålmodighed

Michael Tørnæs' årelange kamp for at erobre målmandsposten i Brøndby IF vidner om usædvanlig karakterstyrke, som bør være et eksempel til efterfølgelse for klubbens talenter. Til sammenligning kunne Sønderjyskes Kenneth Stenild formentlig have været en solid 1. målmand i AAB den dag idag, hvis han havde besiddet samme coolness.


Koncentreret Tørnæs


Med en række stærke målmandspræstationer er 26-årige Michael Tørnæs i færd med at overbevise skeptikerne om, at han måske er værd at satse på som fremtidens Brøndby-keeper. I over 6 år har han stået i skyggen af først Karim Zaza og Casper Ankergren, og siden landsholdsreserven Stephan Andersen over en fire-årig periode.

Igennem årene har man kunne observere en stadigt mere insisterende Michael Tørnæs fortælle, at han åndede Stephan Andersen i nakken. I januar 2011, hvor han netop havde stået sin første halvsæson i et af Stephan Andersens sjældne skadesfravær, fortalte Michael Tørnæs således til Tipsbladet:

"Jeg har aldrig været så tæt på Stephan, som jeg er nu, og jeg synes, jeg har bevist, at jeg er god nok til at stå i Superligaen. Så selvfølgelig vil jeg blive skuffet, hvis det ikke er mig, der står den 6. marts, for jeg tror godt, at jeg kan holde ham bag mig."

På daværende tidspunkt tænkte man måske, at det var udtalelser han kom med for at holde sig selv til ilden. Trods en nogenlunde godkendt halvsæson var det i hvert fald stadig svært at tro på, at han som målmand uden større kamperfaring på seniorniveau ville kunne løfte arven i en storklub som Brøndby. Især efter en landsholdsreserve som Stephan Andersen, som trods sine mangler og fejl som målmand stadig var stærkt spillende i lange perioder. Men måske er Michael Tørnæs godt på vej til at gøre skeptikerne stumme?

Det afgørende tidspunkt
Ved Stephan Andersens afgang i sommer bed de fleste Brøndbyfans formentlig negle og håbede på, at klubben ville signe en klassemålmand, fx den ledige Kevin Stuhr-Ellegaard, der endte med at ryge til Elfsborg, efter et år i Herenveen. Men Ole Bjur forholdt sig passivt på transfermarkedet i denne sag, for arvtageren var i egne rækker - det signalerede daværende målmandstræner Morten Cramer med denne entydigt flotte statement til klubbens hjemmeside:

"Tørnes er klar til opgaven som førstemålmand ... Han er dybt seriøs og topprofessionel. Meget hårdtarbejdende og vil altid yde maksimalt for at blive bedre og hjælpe holdet."

Herefter giver Morten Cramer os nogle ledetråde til at forstå Michael Tørnæs' arbejdsraseri:

"Tidligere i karrieren måtte han kæmpe hårdt for at leve af fodbold og arbejdede derfor som anlægsgartner, hvor han slæbte sten inden træning. Derfor er det en gave for ham at kunne træne flere gange om dagen for at blive bedre. Han elsker ganske enkelt at træne og blive bedre, men han har også lært, at man nogle gange skal ind og slappe af, så der hele tiden er kvalitet i træningen. Men han har aldrig fået noget foræret, og det afspejler hans seriøse tilgang til tingene."

Signalet til talenterne
Det er glædeligt, at klubben ser ud til at have haft fremtidens 1. målmand i egne rækker, idet man så sparer en hel del økonomi, som man kan bruge andre steder på banen i stedet. Men endnu vigtigere er det, at hans erobring af målmandsposten sender et stærkt signal til klubbens mange talentfulde spillere.

Selvfølgelig kan man ikke sammenligne markspilleres og målmænds udvikling direkte, men alligevel sender det et stærkt signal, at klubbens nye 1. målmand har ventet tålmodigt på sin endelige chance helt indtil han fyldte 25, uden på nogen måde at kny, og samtidig har formået at presse en landsholdskeeper i alle årene, og til sidst er gået ind og har løftet arven på en måde, så ingen længere taler om Stephan Andersen - det viser noget om, hvilke styrker man som talent skal finde frem, hvis man har som mål at slå igennem i Brøndby. Her har Tørnæs vist vejen for de unge.

Så må vi bare håbe, at han fremover vil blive ved med at udvikle sig, og forhåbenltig også bruge noget af sin træningsnarkomani til at blive bedre på fødderne, for der er han ikke god nok, selvom han efter eget udsagn spillede angriber i en periode som ungdomsspiller.

Det uheldige eksempel: Kenneth Stenild
Et helt anderledes dårligt eksempel på, hvordan man også kan vælge at forvalte sit målmandstalent så vi med 24-årige Kenneth Stenild, som for år tilbage stod til at blive Karim Zazas afløser i AAB. Men på trods af, at Zaza var langt oppe i årene allerede dengang i 2009, så havde Kenneth Stenild øjensynligt ikke tålmodigheden til at vente på, at Karim Zaza skulle forsvinde, eller svigte i niveau, eller blive sendt afsted til Hjørring.

Det må være nedslående for Kenneth Stenild at kigge på, hvordan tingene udviklede sig siden hen. Kenneth Stenild valgte at skifte til AC Horsens, idet han mente der var større chancer for spilletid der, men her kom han også til at stå i skyggen af en sikker nummer 1 i form af Søren Jochumsen, og senest forsøgte han så at sælge sig til nogle udenlandske klubber, hvilket mislykkedes, hvorfor han i vinter endte i Sønderjydske, hvor han med stor sandsynlighed vil komme til at stå i skyggen af den australske landsholdsmålmand, Nathan Coe, når han kommer tilbage fra sin skade.

I mellemtiden har det så vist sig, at Karim Zaza stoppede pludseligt i AAB, hvorefter klubben hentede 20-årige Nicolai Larsen i Lyngby, som siden har stået fast. Hvis Kenneth Stenild havde besiddet samme coolness som Michael Tørnæs, så havde Kenneth Stenild formentlig været førstemålmand i AAB den dag i dag.

Som ung var Kenneth Stenild så vidt vides i udlandet og prøvetræne i klubber som Manchester United og Arsenal, hvilket Michael Tørnæs på ingen måde kan prale af. Men han har så til gengæld fastholdt troen på, at han ville nå sit endelige mål: At blive førstemålmand i Brøndby. Og det er han nu. Og lur mig om ikke han fortsætter med at være det et godt stykke tid fremover, hvis han fortsætter med at udvikle sig?



Se iøvrigt youtubevideo med Michael Tørnæs fra 2007, hvor han udtaler at han vil give det "to år mere, og så skal jeg stå, og ellers må jeg se på, om jeg skal videre..."

"Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

Det flotte omslag fortæller alt - det er en cool og ærlig bog.

Zlatan-anmeldelse med Brøndby-perspektivering. 

Det kan næppe have undsluppet nogens opmærksomhed, at Zlatans bog for nylig udkom på dansk. Bogen sprængte alle salgsrekorder, da den udkom i Sverige. Ikke bare for sportsbøger. På få måneder ejede knap en million svenskere bogen, og den var på rekordtid blevet den bedst sælgende biografi nogensinde udgivet i Sverige. Den svenske intellektuelle forfatter til bogen, David Lagercrantz - som er vokset op med opera og bogreoler - fortalte til DR2's Deadline, hvordan horder af mennesker, der aldrig før havde værdiget bøger et blik, og endnu mindre havde sat deres fod i en boghandel, pludselig stod i kø ved diskene og efterspurgte bogen om Zlatan. Alle købte den. Ældgamle tanter på firs, intellektuelle i de fine kredse, og unge drenge fra ghettoen, der læste bogen som deres første bog nogensinde.

Men hvad kan den så, denne Zlatan-bog?

Det er fortællingen om en usædvanlig personlighed, der har sprængt den tunge, sociale arv for at ende som en egenrådig, temperamentsfuld og ærlig superstjerne. Og arven var hård. Zlatan kom til Sverige med sine forældre efter borgerkrigen i Jugoslavien, og forældrene blev kort efter skilt. Moderen var rengøringsassistent med en lunte så kort som mine negle efter en afgørende fodboldkamp, og hun tævede børnene med store træskeer indtil de splintrede. Faderen var dybt traumatiseret af krigen, og levede i en dyb tåge af øl, klistret til skærmens evige nyhedsstrøm om krigen, mens jugomusikken flød fra højtalerne i baggrunden. Ingen tog sig af børnene, og der var kun sjælden kontakt til forældrene.

Hans første besøg i Malmö centrum var som 17-årig. Hans familie levede som mange indvandrere i en parrallelverden i den stærkt, socialt belastede ghetto, Rosengård, kun få, men afgørende kilometer fra den københavnske vestegns talentfabrik. Zlatan kendte intet til svensk kultur, og kunne ikke have været mere ligeglad med svensk kultur, end han var. Herunder de kedelige, svenske fodboldstjerner. De betød intet. Det var brasilianerne, der betød noget. Særligt Ronaldo, hvis bevægelser han indstuderede nøje via videoklip, som han så igen og igen, og afprøvede nede i gården, indtil han kunne det hele til perfektion. Den evige træning og ekstreme hævnfølelse og vilje er nøglen til hans gennembrud. Kombineret med et særligt talent for at spotte de særlige åbninger på en fodboldbane, en evne han beskriver som glimt af billeder, lyn der slår ned i ham, og som viser ham, hvordan han skal lobbe en bold på en særlig måde. På et tidspunkt i den 12-årige Zlatans liv, fik faderen et af sine sjældne, ansvarlige øjeblikke, og sagde: Nu er det på tide du kommer ind i Malmö FF og spiller i en ordentlig klub.

Herfra går en fascinerende historie om den undertippede, voldelige og sprængfarlige drengs vej op gennem systemet, indtil han endte med at købe den store, lyserøde villa ved strandvejen i Malmö, som han som dreng havde stået og beundret. En dreng, som efter rekordsalget til Ajax Amsterdam lærer, at selv ens bedste venner kan bedrage dig, og at man kan blive nødsaget til at leve af junkfood og computerspil for at kvæle Amsterdams ensomhed.

Lederegenskaberne

For at tage et Brøndby-relevant spring, så er det interessant at fremhæve nogle af hans ledermæssige kvaliteter - de fodboldmæssige kender alle: Da han kom til Inter påtager han sig et lederskab fra starten. Ikke kun på det fodboldmæssige plan, det var nærmest træneragtige opgaver han påtog sig. Han spottede fx straks et par problemer, som han mente var afgørende at få ændret for at holdet kunne forløse sit potentiale.

"Hvis jeg så noget, der kunne påvirke motivationen negativt, påpegede jeg det" Præsidenten, Moratti, var fx så gavmild, at han gav spillerne enorme bonusser bare de havde vundet en enkelt kamp, og desuden var der stærke klikedannelser i truppen, så folk med forskellige nationaliteter hang sammen. "Det påvirker motivationen og holdfølelsen. I fodbold er marginalerne så små, at sådan noget kan være afgørende, og jeg så det som min første store opgave at få det stoppet." Herefter fortæller han hvordan han først går direkte op til den store, magtfulde boss og beder ham stoppe bonusudbetalingerne, med mindre de vinder ligaen. Desuden får han sørget for at bryde de alvorlige klikedannelser i truppen. "Alle hold præsterer mere, når spillerne holder sammen." Samme sæson vandt klubben sin første ligatitel i 17 år.

Linket til Brøndby IF

Det minder i stor grad om det problem, Meulensteen påpegede da han kom til Brøndby i 2006 og efter kort tid ville fyre Thomas Rytter, Marcus Lantz og BIF-legenden Per Nielsen, som han mente skabte dårlig stemning og klikedannelser. Diagnosen var formentlig rigtigt stillet af Meulensteen, men kuren var næppe den rigtige. I stedet for at gå ind og løse problemet som en leder, med de midler han nu havde til rådighed, så forsøgte han den nemme og dyre løsning, nemlig at få afskediget tre dyrt betalte spillere, hvoraf den ene var en legende i klubben, der tidligere havde ført klubben til store resultater. Desuden påpegede han også en række andre ting, fx at der var alt for mange frivillige på vigtige positioner i klubben, hvilket han også bad om at få ændret. Her overså han blot det faktum, at det var en af Brøndbys vigtigste nøgler til klubbens succes igennem tiden, som han gik ind og kritiserede og ville lave om på, nemlig det frivillige engagement. Brøndby er på mange måder ikke en klub som alle mulige andre. Den er båret frem af et enormt ildsjælearbejde. Måske var han blevet en succes i klubben, hvis han havde forberedt sig bedre på klubben og ligaen, respekteret dens værdier indtil han selv havde bevist sig selv. Måske skulle han bare have stukket en finger i jorden og accepteret at hans rolle var at være træner for holdet, og ikke at være den udefrakommende boss, der med det samme fortæller novicerne, hvor alle skabene skal stå?

I hvert fald kan man se en betydelig forskel til Auri Skarbalius' måde at gribe det an på. Han er gået ind og kender sin rolle som træner. Hans rolle er at udstråle stærkt lederskab og få de eksisterende spillere til at fungere som et hold, ikke at lege hverken sportschef, direktør, greenkeeper eller formand. Han bruger tiden på at få en splittet trup uden selvtillid til at holde sammen som hold, ved at lave en masse teambuilding, og giver dem gejst og selvtillid igen. Han forstod, at truppens største problem de senere år som sådan ikke har været manglende kvalitet i spillermaterialet, men manglende selvtillid og fokus, manglende ledelse og manglende evner til at kunne håndtere modgang og pres.

Og når man taler om pres, så er historien om Zlatan jo også interessant. For den mand har jo ene mand været udsat for et pres, der langt overstiger hele den nuværende spillertrup i Brøndby IF. Og alligevel gør det ham blot stærkere i selve performancen. Da hans søn ligger dødeligt syg går han ind og scorer det afgørende mål og tager direkte afsted til hospitalet bagefter. Det siger noget om mandens evne til at håndtere pres. At han så ikke er mand nok til at kunne håndtere at være til stede sammen med sin kone, mens deres søn skulle opereres, viser at der også er sprækker i den hårde facade, hvor han viser sig langt fra at være den hardcore machomand, som han ellers på alle andre måder fremstår som.
 

Den kriminelle, der endte som stjerne

Zlatan er faktisk ikke helt så ufølsom, som man måske kunne tro. Han evner at reflektere over sine handlinger og beskriver, at han slet ikke er fyren, der bare kommer valsende ind og dominerer alting i et omklædningsrum fra start. Han ser tiden an, finder ud af hvordan magtbalancerne er i klubben og i omklædningsrummet, og tager så derefter bestik af situationen, og påtager sig lederskabet ved at vise vejen og gøre hvad der skal til for at sejre.

Men det skal på ingen måder lyde som om, Zlatan er en god dreng. Han fortæller om historier, der får en til at tænke, at han var endt i fængsel, hvis ikke han havde haft et gudsbenådet talent samt en vilje af en anden verden. Fx da han med sin ven i bilen (de har begge to børn på det tidspunkt) kører 325 km/t på en landevej i Sverige, for at undslippe politiet og en stensikker overskrift i medierne, eller da han kører over for rødt utallige gange, med ekstrem fart, med sin agent i bilen, eller alle de utallige tyverier og skarnstreger han lavede som ung, eller alle de gange han optræder usympatisk over for andre mennesker. Men alligevel ved han det inderst inde godt.

"Jeg blev tvunget til at tænke tilbage, og det slog mig, jeg har ikke altid været den mest fine fyr. Jeg har ikke sagt de rigtige ting altid, og jeg tager ansvaret på mig, selvfølgelig, for det hele. Jeg giver ingen andre skylden."

Zlatans vigtigste budskaber

Zlatans vigtigste budskab med denne bog lader til at være et vigtigt et af slagsen, et budskab der ligger ham meget på sinde, lige fra dengang forældrene til de andre drenge i Malmö FF lavede underskriftindsamlinger for at få ham ud af klubben, lige fra alle de gange, han har følt sig som den forkerte indvandrerdreng, der ikke var lige som alle de andre, eller senest da han blev frosset ude af Barcelona udelukkende fordi Josep Guardiola var en svag leder, der ikke kunne finde ud af at sige tingene direkte, og ikke kunne håndtere store personligheder.

"Der er tusinde veje at gå, og den, der er speciel og lidt anderledes, er tit den bedste. Jeg hader, når dem, der skiller sig ud, bliver holdt nede. Hvis ikke jeg havde været anderledes, havde jeg ikke siddet her, og det, jeg mener, er selvfølgelig ikke: Vær ligesom mig. Forsøg at blive ligesom Zlatan! Overhovedet ikke! Jeg taler om at gå sine egne veje, hvad end det så er, og der skal fandeme ikke skrives under på nogen liste eller diskes op med iskolde afvisninger, bare fordi du ikke er som de andre."

Her til sidst er det tankevækkende at Zlatan i princippet lige så godt kunne være fostret i Brøndby IF. Han kom til Sverige og Malmö FF ved et tilfælde, der er kun få kilometer mellem Vestegnen og Malmö. Men alligevel har Brøndby endnu ikke fostret et eneste talent med en anden etnisk baggrund, der for alvor er slået igennem, på trods af at klubben ligger omgivet af socialt belastede områder med masser af indvandrere. Men på den anden side så er Zlatan jo også noget specielt. Vi så fx med Mustafa Hassan for få år tilbage, hvordan hans familie midlertidigt skar hånden af ham, fordi han satsede på fodbolden. Det kræver en psyke af en anden verden, at bryde alle odds på den måde, som Zlatan har gjort, og det er netop også fordi han ikke er som hvem som helst, at bogen er så spændende. Det er fx ikke alle, der seriøst sidder og taler i overskrifter som ham: "Hele min karriere bygger på viljen til at slå igen"

'Jeg er Zlatan Ibrahimovic' er på alle måder værd at læse, både for fodboldinteresserede og mange andre. Man stryger lige igennem den, idet den er blændende skrevet og fængslende bygget op. En perfekt blanding af fodbold-, menneske- og samfundsportræt. Læs den! 

Køb 'Zlatan' her.

Et talentfuld landshold og vigtigheden af kontinuitet på cheftrænerposten

Forleden havde jeg en fodboldsnak med min belgiske kollega over en kop kaffe i vores tekøkken på arbejdet. Jeg lagde ud med at spørge til situationen i den belgiske liga, da jeg ved at han har et stort kendskab til fodbold i landet og er frivillig i den lokale klub, KV Mechelen. Da holdet lige havde tabt hjemmekampen til rivalerne fra Gent havde han dog ikke den store lyst til at tale om den belgiske liga, og jeg havde da heller ikke så mange positive ting at sige om Brøndby, selvom de havde vundet forårspremieren mod SønderjyskE.

Hans klub, KV Mechelen, har siden tilbagekomsten til den bedste række i 2007 udgjort den bløde mellemvare i belgisk fodbold. For god til at rykke ned, men for dårlig til at udfordre topholdene. Denne situation er min kollega sådan set ganske godt tilfreds med, primært fordi klubben måtte starte helt forfra i starten af det nye årtusinde. Tyve år tidligere fik klubben John Cordier som præsident, hvilket kickstartede en meget succesfulde periode i klubbens historie. Det hele kulminerende i 1988, da klubben vandt Europacuppen for pokalvindere, hvilket stadig står som det fornemste internationale resultat for et belgisk klubhold.

                                         KV Mechelen i 1988


Cordier havde tjent gode penge på sit telekommunikationsfirma, men i 90'erne begyndte det at gå ned ad bakke. Derfor besluttede han at trække sig fra klubben, der dermed mistede sit økonomiske fundament og rykkede ned i 2.division i 1997. Næste sæson var klubben tilbage i det fornemste selskab, men der skulle kun gå fem år før hele fundamentet under klubben kollapsede. I 2003 havde klubben alvorlige økonomiske problemer, og på trods af en storstilet redningsaktion fra fans og tidligere spillere, blev klubben erklæret konkurs og tvangsnedrykket til 3. division. Derfor kan jeg mærke en vis stolthed på min kollega over klubbens nuværende situation, på trods af det kun er 22 år siden klubben var i den europæiske elite. I dag har klubben, ifølge ham, lært af sine fejl og bruger væsentlig færre penge på lønninger end sine direkte konkurrenter i ligaen.

Landsholdene
Da ingen af os havde lyst til at tale om vores klubhold, fortsatte vi til landsholdene, hvor jeg mente at der måtte være en lys fremtid for det belgiske hold. Hvis man gennemgår holdet mand for mand, har Belgien et hold med fantastiske individuelle kvaliteter og udviklingspotentiale, mens spillerne på det danske hold blegner lidt ved en sammenligning. Hvis alle spillere i Danmarks idealopstilling er i topform (dvs. ikke skadede og jævnligt spillende for deres klub!), kan man stille med et virkelig godt hold. Problemet er, at reserverne ikke har samme kvalitet som de startende elleve spillere. Her har Belgien en klar fordel, idet de stort set har to spillere af samme kvalitet til samtlige pladser. Belgien har f.eks fire centerforsvarer i alderen 24-26 år, alle i europæisk topklasse (Kompany, Vermaelen, Vertonghen og Lombaerts). Dvs. hvis Kompany er skadet, så sætter man bare anføreren fra Ajax, Vertonghen, på banen i stedet. Med al respekt for Andreas Bjelland,der pt. må betegnes som første-reserve for Agger og Kjær i det danske centerforsvar, så har Vertonghen mere rutine og burde spille på et højere niveau.

Udvalgte belgiske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

• Courtois (19 år, Atletico Madrid, udlejet fra Chelsea)
• Mignolet (23 år, Sunderland)

Forsvar:

• Kompany (25 år, Manchester City)
• Vermaelen (26 år, Arsenal)
• Vertonghen (24 år, Ajax)
• Lombaerts (26 år, Zenit St. Petersburg)
• Alderweireld (23 år, Ajax)

Midtbane:

• Fellaini (24 år, Everton)
• Witsel (23 år, Benfica)
• Hazard (21, Lille)
• De Bruyne (20 år, Genk, til sommmer Chelsea)
• Mertens (24 år, PSV Eindhoven)
• Defour (23 år, FC Porto)
• Chadli (22 år, Twente)

Angreb:

• Lukaku (18 år, Chelsea)
• Dembélé (24 år, Fulham)
• Mirallas (24 år, Olympiacos)
• Ogunjimi (24 år, Mallorca)
• Vossen (22 år, Genk)

Udvalgte danske landsholdsspillere under 28 år:
Målmænd:

• Anders Lindegaard (27 år, Manchester United)

Forsvar:

• Daniel Agger (27 år, Liverpool)
• Simon Kjær (22 år, Roma)
• Daniel Wass (22 år, Evian)
• Simon Poulsen (27 år, AZ Alkmaar)
• Andreas Bjelland (23 år, FC Nordsjælland, til sommer Twente)
• Nicolai Boilesen (20 år, Ajax)

Midtbane:

• William Kvist (27 år, Stuttgart)
• Lasse Schöne (25 år, NEC)
• Christian Eriksen (20 år, Ajax)
• Niki Zimling (26 år, Club Brügge)
• Thomas Enevoldsen (24 år, Groningen)

Angreb:

• Nicklas Bendtner (24 år, Sunderland)
• Nicklas Pedersen (24 år, Groningen)
• Nicolai Jørgensen (21 år. Kaiserslautern)

Min kollega var helt enig i at Belgien har utrolig mange store talenter og en anfører, Kompany, som for øjeblikket betegnes som en af de bedste i Premier League. "But they are not a team!", sagde han nærmest irriteret og var en anelse misundelig over at Danmarks flot sammenspillede hold med meget få primadonnaer. Og han har jo helt ret. For at bruge en kliché så er fodbold en holdsport, og det nytter ikke noget at have elleve verdensklassespillere, hvis ikke de kan finde ud af at aflevere til hinanden. Derudover mente han også at det belgiske hold mangler en klart defineret rollefordeling samt flere spillere der tager ansvar. Det lyder jo ikke videre positivt, men jeg vil stadig mene at de i Kompany og Vermaelen i centerforsvaret samt Fellaini og Defour på midtbanen, har nogle stærke ledertyper.

Cheftræneren
Det lyder mere som om at holdet har brug for kontinuitet på trænerbænken. I den 12-årige periode Morten Olsen har ledet det danske landshold i, har Belgien haft seks trænere. Nu virker det dog som om forbundet har valgt at satse på Georges Leekens, der blev ansat for ca. to år siden og har kontrakt to år mere. Man må ikke undervurdere vigtigheden af at have den samme træner i mange år. Det giver kontinuitet, et gennemarbejdet spilkoncept og en mulighed for at arbejde med detaljer, som en ny træner ikke har mulighed for. For at benytte Morten Olsens egne ord, så får man udviklet nogle "automatismer" på et hold efter de har spillet sammen længe. Jeg vil påstå at det i hvert fald tager en ny træner et halvt år at få spillerne til at forstå hvilken slags fodbold han vil spille. Ikke fordi fodboldspillere er dumme, men netop fordi fodbold er en holdsport, kræves det at alle forstår konceptet 100 % inden man kan begynde at implementere det, og det tager tid. Dette behøver Morten Olsen ikke at bruge tid på længere. Alle ved hvad han vil, og når der kommer en ny spiller ind i truppen, så hjælper de rutinerede spillere ham med at forstå konceptet. Derfor kan Olsen og de øvrige trænere koncentrere sig om detaljerne i spillet, som f.eks. hjørnespark og kombinationsspil.

Brøndbys trænerproblem
Siden Michael Laudrup forlod Brøndby i 2006 har klubben haft fem cheftrænere ansat. Det er ca. én pr. år, hvilket vil sige at spillerne kun lige akkurat når over tilvænningsperioden til den nye cheftræner inden vedkommende er væk og man kan starte forfra. Det er ikke holdbart i længden. Langt de fleste hold får først succes efter den nye cheftræner har haft ansvaret i over et år, og flere trænere har først været igennem en periode med kritik fra medier og fans. Dette var bl.a. tilfældet med Ståle Solbakken i FC København (og måske FC Köln?). Hvis ledelsen er sikker på at cheftræneren ikke er den rette, er der selvfølgelig ikke nogen grund til at fortsætte samarbejdet, men i så fald vil jeg mene at det er ledelsen der har fejlet ved at ansætte den forkerte træner, eksemplificeret ved FCKs fyring af Roland Nilsson samt OBs afskedigelse af Henrik Clausen så sent som i dag.

                                         Auri Skarbalius

Brøndby har siden 2006 haft flere umiddelbart kompetente cheftrænere ansat. Rene Meulensteen er uden tvivl en dygtig træner, ellers ville han ikke være ansat i Manchester United. Kent Nielsen havde allerede haft gode resultater med et ellers middelmådigt Horsens-hold og i Brøndbys bagland har alle stor respekt for Tom Køhlert. Nu står klubben så igen med en forholdsvis ny cheftræner, Auri Skarbalius. Hvis man vil have det bedste ud af Auri og dermed også af spillerne, bliver man nødt til at holde fast i ham som træner. For tiden går det ganske fint, foråret er begyndt forrygende med ti points i fire kampe, men det kan hurtigt vende. Taber man de to næste kampe til OB og FC København vil Auri komme under maksimalt pres til hjemmekampen mod HB Køge, præcis som Henrik Clausen var det i går og Kent Nielsen for to år siden. De blev begge fyret efter de havde tabt hjemme til HB Køge. Jeg håber og tror dog på at ledelsen har tillid til Auri og giver ham tid til at gennemføre sine idéer, også selvom der skulle komme grus i maskineriet.

Per Bjerregaards Plan

Kommentar til de nuværende og fremtidige perspektiver i årsregnskabet for Brøndby IF og et bud på, hvad Per Bjerregaards masterplan må formodes at være.

"Hvis gælden er væk forsvinder enhver kommende bestyrelses incitament til i desperation over pengemangel at lade en rigmand komme ind i klubben. Det er formentlig dette der er den afgørende bevæggrund for Per Bjerregaards store vægt på gældsafvikling, på trods af, at alle siger, at man skal investere sig ud af kriser. For på den måde vil han have været med til at sikre at klubben for altid vil bevare magten over sig selv"

Som man kan se, så har Brøndby IF netop udsendt deres årsregnskab 2011. Der bliver fra mediernes og fansenes side forståeligt nok fokuseret massivt på, at klubben har haft et underskud på knap 35 millioner kroner i år, hvad der æder af egenkapitalen og fik hele bestyrelsen til at sende et signal til omverdenen ved at gå ned i løn.

Ekstra Bladet forsøger dog at spinne en historie - via det gode bundsolide journalistkneb: 'udeladelse af informationer' - om at den udskældte bestyrelsesformand, Per Bjerregaard, på trods af krisen er steget i løn, selvom det står sort på hvidt i regnskabet at han via grundløn og adhoc-løn alt i alt tjente 743.000 i 2010, mod i alt kun 300.000 i 2011 og budgetteret 225.000 i 2012.

Det er et godt stykke under gennemsnitslønnen på 274.000 kroner i Danmark, endda for at besidde en af de mest pressede poster i landet. Enten er han en magtliderlig tosse, som nogle påstår, eller også vil han virkelig gøre alt i verden for endnu engang at sørge for at vende en krise til storhedstider i klubben, præcis som det skete efter Interbank-skandalen i 1991, hvor klubben bl.a. på grund af formodede fejlskøn af Per Bjerregaard var ved at gå konkurs.

Hvis Per Bjerregaard var magtliderlig og ikke ville klubben det bedste, hvorfor skulle han så barbere sin egen løn så kraftigt ned, at den reelt ikke på nogen måde står mål med byrden og med hastige skridt nærmer sig en ufaglært arbejders løn? I forhold til, hvad han har gjort for klubben igennem en menneskealder, burde hans løn vel langt overstige BIF-direktørernes løn på de 1,5-2 millioner om året [se regnskab].

Jan Lockhart

Grunden til underskuddet
I forhold til det kæmpe underskud siger direktør Jan Lockhart til Onside TV.:

"En af de helt primære årsager er, at vi fodboldmæssigt har klaret os rigtig skidt i efteråret, og det har kostet os mange penge både i entré- og tv-indtægter. Så var der et ejendomssalg [Gildhøj-centeret, red.], vi havde lagt ind i budgettet, som ikke blev til noget, og så var der et spillersalg [formentlig Michael Krohn-Dehli, red.], som heller ikke blev til noget, og det er de væsentligste faktorer til, at det er gået så skidt, som det er."

På trods af, at der ifølge Lockhart er fornuftige grunde til underskuddet, så giver det medierne og fansene endnu en grund til at fare direkte i flæsket på ledelsen i Brøndby IF. Klubben havde varslet underskuddet forinden, idet man kunne se at ovenstående ting gik som det gik, og fyrede derfor en række medarbejdere i 2011, hvilket ifølge direktør Jan Lockhart giver besparelser på 25 millioner i 2012, og dermed skulle sørge for et beskedent overskud til næste år.

"Primært så handler det her om, at vi skal passe på med, hvordan vi bruger vores penge fremover. Vi skal ikke kaste os ud i dyre, langvarige spillerkontrakter, på samme måde, som vi har gjort tidligere, og vi skal kigge meget på vores lønbudgetter," siger Lochart til Onside.

Dermed får han indirekte fortalt, at man tidligere har brugt sine penge uansvarligt og fornuftigt, og sender dermed en svada afsted mod bl.a. den så udskældte tidligere sportsdirektør Anders Bjerregaard, som indgik 5-årige kontrakter med dyre signon-fees og høje lønninger til indkøb som har bragt klubben flere problemer end succeser: Peter Madsen, Stefan Gislason, Martin Bernburg, Jan Kristiansen og Alexander Farnerud ('kun' 4 år).

Peter Madsen kan komme til at give klubben dobbelt-problemer, idet han er en af de tre spillere [Peter Madsen, Martin Ericsson og Thomas Rasmussen], som har lagt sag an for et tocifret millionbeløb mod Brøndby som følge af påståede manglende feriepengeudbetalinger. En sag, som Brøndby dog ifølge regnskabet føler sig temmelig sikre på at vinde, dog uden på nogen måde at redegøre hvorfor. Man gemmer på skytset til retssagen, som man har fortalt.


Finansial Fair Play og gæld
En ting, som der ikke bliver taget alvorligt nok i mediernes og fansenes fremstilling af regnskabsresultatet, er den kæmpe gældsafbetaling som Brøndby IF igennem de senere år har sat i værk, og som i 2011 har betydet, at klubben har nedbarberet sin gæld med 24 millioner, så den nu er nede på omkring 124 millioner alt i alt. Gælden er bl.a. blevet stiftet for at kunne udbygge stadion, gymnasium og lounger osv. igennem årene.

Jan Lockhart har til Ekstra Bladet fortalt, at gælden vil være helt væk om 5-7 år, og at det vil give klubben "enorm frihed, når gælden er væk." Det er værd af hæfte sig ved denne gældsafbetaling. Ikke kun fordi vi lever i en verden, hvor mange af de største klubber rundt om i Europa holder niveauet kunstigt højt pga. enorm og stadigt stigende gæld, men også fordi UEFA med sin Finansial Fair Play har varslet, at der i fremtiden vil blive indført sanktioner mod klubber med for stor gæld - og klubber der som Manchester City får kanaliseret penge ind i organisationen ad bagveje via fx store stadionsponsorater fra sin egen mæcen.

'Finansial Fair Play'-tanken går blandt andet også ud på at få klubberne til at konkurrere indenfor rammen af deres reelle indtægter samt at investere massivt i ungdomssektoren, hvilket Brøndby også må siges at gøre i disse år.

Hvorfor er gældsafviklingen så ekstremt vigtig? 
Så måske er den ellers så udskældte Brøndby-boss faktisk stadig på forkant med udviklingen, på trods af at de fleste har lagt hans egenskaber i graven forlængst? Måske er gældsafviklingen et initiativ fra klubbens side for at sikre klubben mod overtagelsesforsøg fra rigmænd [hvilket Brøndby allerede har været udsat for et par gange af Schmeichel-gruppen og Kasi-Jesper], idet den slags formentlig vil kunne være fatalt for en klub fremover, hvis UEFA fører sin 'Finansial Fair Play'-tanke helt ud i livet.

Dette kan også have udgjort en af forklaringerne på afskeden med fx den tidligere direktør Hermann Haraldsson, idet han jo var meget pro Kasi-Jesper, som forsøgte at få stor indflydelse via sine mange penge, og dermed må ligge i kategorien af rigmænd, som klubben ville gardere sig imod overtagelse fra. Og man kan selvfølgelig ikke have en direktør som offentligt går og fedter for en stormæcen, samtidig med at klubben forsøger at gardere sig mod en overtagelse fra stormæcener, det giver sig selv. Det er nok ikke hele forklaringen på fyringen, men måske en del af den.

Paranoid pensionist - eller misforstået fremsynet i forklædning?

Hvis gælden er væk forsvinder enhver kommende bestyrelses incitament til i desperation over pengemangel at lade en rigmand komme ind i klubben. Det er formentlig dette der er den afgørende bevæggrund for Per Bjerregaards store vægt på gældsafvikling, på trods af, at alle siger, at man skal investere sig ud af kriser. For på den måde vil han have været med til at sikre at klubben for altid vil bevare magten over sig selv, og ikke ender som legetøj for rigmænd. Det kan selvfølgelig også være, at gældsafviklingen skyldes et krav fra bankerne og realkreditinstitutterne. Men hvis det første viser sig at være tilfældet, kan man vist for alvor tale om en person, der arbejder ud fra klubbens motto: Ingen over klubben. Og hvis det er tilfældet, så vil det vise sig at den ellers offentligt hånede 'landsbytosse', næstformand Benny Winther, har ret når han siger, at Brøndbys krise faktisk ikke skyldes at Per Bjerregaard er et magtmenneske, men at det modsat skyldes at han har slækket for meget på lederskabet og ladet andre komme for meget til. Og hvis det er tilfældet, så tror jeg personligt at hans manglende lederskab i perioden skyldes hans alvorlige cancersygdom igennem årene.

En ting er, at en rigmand køber sig ind i klubben, hvilket kunne have været sket for Brøndby de foregående år, hvis ikke Per Bjerregaard havde skræmt dem væk - men hvis UEFA så efterfølgende om nogle år går ind og begrænser mulighederne for at mæcenen kan poste penge ind i klubben, vil kan det vise sig at man har tabt på alle fronter - man vil både have tabt sjælen og styringen over sin klub, og det vil endda ske på bekostning af, at rigmændene pga. UEFA's kommende stramninger ikke vil kunne sørge for bedre sportslige resultater end klubben selv kunne have gjort uden rigmændene. På den måde kan overtagelsesforsøgene vise sig at have været afgørende at få afvist, også selvom det har kostet sportsligt på den korte bane og har været skyld i store frustrationer og uro blandt tilhængerne og i medierne.

En beregning på den mere kortsigtede betydning af gældsafviklingen
Nu er jeg ikke matematiker eller revisor eller lignende, men det undrer mig, at der ikke er flere sportsjournalister eller andre i øvrigt, der kan se hvad det reelt kan betyde for Brøndby IF's fremtid at blive gældfri, udover at man kommer til at indfri UEFA's fremtidige retningslinjer. 

Ud af den resterende gæld betalte vi ifølge årsregnskab 2011 6,9 millioner kroner i gæld (2010: 8,9 mio.), altså udover de 24 millioner der afdrages årligt. Ser man tilbage på årsregnskabet tilbage i fx 2005, kan man se udtalelser der lyder: "Det er selskabets hensigt at nedbringe gælden snarest muligt". Det er altså ikke en fiks plan klubben har fået i desperation for nylig.

Men uanset hvad man måtte mene om gældsafbetalingen, så vil det altså under alle omstændigheder give klubben en helt anden handlefrihed, også til indkøb af spillere og investeringer, når denne gæld er væk om nogle år. For så vil alle indtægter fra både spillersalg, sponsorer, entre- og tv-indtægter, merchandisesalg osv. kunne gå direkte til driften af klubben, til spillerindkøb og investering i talentsektoren - i stedet for at ryge i bankens og realkreditinstitutternes lommer.

Dette skal ikke lyde som en ensidig blåstempling af det regnskab, som Brøndby IF's ledelse har sendt på gaden, for det er på ingen måde godt nok. Men det er en nuancering som jeg ikke rigtig synes der bliver givet særlig meget kredit for i mediernes temmelig ensidigt negative fokus på Brøndby IF.

Kommer den virkelige succes først når gælden er væk?
I disse ellers temmelig elendige Brøndby-tider er der rent faktisk nogle temmelig tungtvejende sobre grunde til at mene, at ledelsen efter flere års kaos er begyndt at tage reelt ansvar, og at det derfor er realistisk at fastholde ambitioner om på sigt at være i toppen af dansk fodbold. Især når man sammenholder effekten af den ovenstående gældsnedbarbering med den sprudlende talentafdeling i klubben, som er stærkeste i både klubbens og dansk fodbolds historie.

Det negative er så måske bare, at hvis gældsafviklingen først er overstået om 5-7 år, og klubben fastholder denne afbetalingsstrategi, så er det måske ikke så fantastisk realistisk at vinde mesterskabet og få succes i Europa før efter denne periode er afsluttet. Men til den tid vil Brøndby IF så sandsynligvis have en historisk mulighed for at stå ekstremt stærkt i dansk fodbold rent økonomisk. Så må man bare håbe, at klubben i de mellemliggende år stadig kan holde et niveau i toppen af ligaen. 5-7 år er i hvert fald længe at vente på afgørende succes.


Om tidspunktet for Per Bjerregaards tilbagetrækning
Her til sidst vil jeg blot indskyde, at hvis nogle af de kritiske fans regner med at komme af med Per Bjerregaard, så tror jeg man skal regne med, at den alleryderste bagkant for hans tilbagetrækning til pensionen meget vel kan have en hel del at gøre med netop denne gældsafvikling, som han formentlig vil have sikret sig bliver gennemført inden han standser - enten af ham selv, eller en kommende bestyrelse og direktion - så han dermed også har været med til at sikre klubben mod fremtidig fjendtlig overtagelse. Hvis ikke han er sikker på, at andre kan udføre idéerne, så er hans bagkant altså formentlig op til 7 år, hvis afviklingen går som planlagt. Og så forstår man bedre hans udtalelse d. 26 februar: "Men så lang tid håber jeg ikke der går." Men når man kender hans stædighed, så kan det vel meget vel blive tilfældet, med mindre alt går bedre end forventet. Til den tid vil klubben stå historisk stærkt rustet i sine bestræbelser om at blive Nordens førende klub - hvis altså Per Bjerregaards plan går som ventet. Og til den tid vil han formentlig efter sin egen plan have dannet fundamentet for at skrive sig ind i historiebøgerne som værende danmarkshistoriens mest trofaste, betydningsfulde og fremsynede klubmand. Som 73-årig ...

(Note: Blev lige gjort opmærksom på, at jeg havde lavet et fuldstændig forkert regnestykke ang. renteudgifterne, så det er selvfølgelig blevet rettet, tak for det!) 

Følg med via Facebook og Twitter

Nu kan man følge med på BIF på BLOGGEN via Facebook-siden og på Twitter, fordi det blev efterspurgt tidligere. Find også linket her i bjælken øverst til højre. Vi skal forsøge at holde jer nogenlunde ajour med gode indlæg, uden at spamme.

Det Nye Galehus - Morten Olsens maskot spottet i Farum Park

Det Nye Galehus - Mysteriet om Meulensteen

I flere år har der floureret de rygter, at den tidligere Brøndby-træner, René Meulensteen, stoppede i Brøndby fordi han ifølge hollandske Algemene Dagblad skulle have sagt, at klubben var en syg patient, og at René Meulensteen siden hen vendte retur til Manchester United for at passe et job som first team coach.

Imidlertid har Det Nye Galehus opsnappet oplysninger, som kan dementere disse ting som rygter, endda fra kilden selv. Vi stødte således på René Meulensteen på 'Vintønden' på Frederiksberg i sidste uge:

"Jeg har siddet her lige siden jeg forlod Brøndby. Det er helt sikkert. Alt det der med, at Brøndby skulle være en syg patient, det sagde jeg bare fordi jeg selv var ved at få smag for de gode, røde sager, som de serverer så glimrende herinde på Vintønden!"

Der lyder højlydte stemmer fra de omkringsiddende tre-fire stamgæster, og straks serveres et ekstra glas vin for Meulensteen af den kvindelige bartender, der går under navnet Barske Bitten.

"Dette er perfekt for mig. Jeg kan sidde og se fodbold i alle hverdagene, mens min stand-in, Erasmus Møllehjul, sørger for at træne med holdet," siger René Meulensteen, hvorefter samtalen tager en ny, uventet drejning: "Jeg kan forresten lide at se engelsk fodbold, hvad ellers? Helst League Two eller lavere. Dansk fodbold er fucking miles away! Det er for tøsedrenge og prettyboys. Har du set, hvor meget pomade nogen af dem har i håret? Forstår du hvad jeg siger, knægt?"

Her bliver René så opildnet og rød i hovedet, at han må have fat i sin astmaspray og en cigaret, hvorefter vi leder spørgsmålet hen på et mindre sprængfarligt emne:
 
"Hvorfor jeg malede spillergangen i Brøndby grøn? Jamen, det havde jeg bestemt hjemmefra. Alex lavede en joke med mig, og forklarede, at Brøndby var en fantastisk god klub i den danske 1. division, som spillede i grønne trøjer, hvor blandt andre Jesper Olsen, den tidligere United-spiller kom fra. Det viste sig, at Alex talte om Næstved IF, dejlig klub, selvom den vistnok ligger fucking miles away. Men på det tidspunkt, da jeg opdagede joken, der havde jeg ligesom købt al malingen, 120 liter! [spredte grin fra 'Vintønden', red.] Og så fandt jeg på den undskyldning, at grøn jo var håbets farve, for det havde jeg hørt fra en ven, der læste i en bog engang. Haha, det vildeste er, at jeg fik Per Bjerregaard til at gå med på den! Håbets farve, haha! [harsk latter, red.] "

"Har de først malet den over nu? Jamen det er jo seks år siden! Haha, nåmen bedre sent end aldrig! Skål, min dreng!"

Her sluttede interviewet med René Meulensteen ved, at den tidligere Brøndby-træner sank under bordet. Barske Bitten lod os vide, at det var kutyme, når samtalen blev ledt hen på Brøndby, så vi behøvede ikke være bekymrede. "René har en lejlighed lige ovenpå her, ingen problemer! Hils omkring jer!"

Vi fulgte op med et telefonopkald dagen efter, hvor vi desuden tilbød René at gennemlæse interviewet, men han havde ikke tid, da han skulle nå at finde et sted på nettet, hvor han kunne streame League Two-kampen, Port Vale-Hereford uden at betale for det, og han havde desuden et par ærinder at ordne inden da.

Det negative pres og den skjulte undskyldning fra Per B.

Hvis dette havde været en journalistisk artikel, så havde jeg fundet en professor, en coach eller en adfærdspsykolog, der mente noget tilsvarende, men nu siger jeg det bare selv: 

Pres kan være en god ting for folks evne til at præstere, så længe presset er positivt og realistisk i forhold til de evner, den enkelte og fællesskabet besidder. Men så snart presset stiger til et urealistisk niveau, i forhold til folks formåen, i forhold til en gruppes formåen, så kan presset have negativ indvirkning på folks ydeevne, så de præsterer under niveau.

Det kunne godt se ud til, at det lige præcis er, hvad der er sket igennem de sidste 7 år i Brøndby, hvor resultaterne ikke har været på det niveau, alle har forventet. Klubben har på alle leder og kanter været under et massivt pres, skabt af frustrationer over tingenes tilstand, men også skabt af tidligere tiders store resultater og den deraf udledte opfattelse i klubben og blandt klubbens fans og omverdenen om, at der kun er én ting, der gælder: At være nummer et.

Igennem snart 30 sæsoner i den bedste, danske fodboldrække har Brøndby kun i 4 sæsoner prøvet hverken at vinde medaljer eller blive pokalmester. Det er blevet til 10 gange guld, 9 gange sølv og fem gange bronze, 6 pokaltitler samt en række 4.pladser. Det er et faktum som man selv kan undersøge på DBU.dk og Danskfodbold.com.

Dermed er det rimeligt at antage, at de fleste Brøndby-fans formentlig kun har prøvet at tage del i en evig stræben opad. Så derfor har man måske heller ikke altid haft værktøjerne til at administrere rollen konstruktivt? Man har måske ikke lært at have is i maven, når det går ens klub imod, men lader ofte frustrationerne få overtaget. Men som med ægteskaber så er det vel ofte kriser der gør stærke - vel at mærke, hvis man formår at komme igennem dem uden at gå fra hinanden og hade hinanden for evigt. En af forskellene er bare, at i Brøndby-ægteskabet har man som fan ikke rigtig muligheden for at skride fra det hele og finde en ny at gifte sig med (med mindre man er medløberfan), så derfor skal man måske huske at beholde respekten for alle parter for at kunne holde det ud.

Manglende realitetssans
Jeg synes det massive pres på holdet vidner om en manglende realitetssans i bedømmelsen af Brøndby for tiden. Det gælder både i medierne, i klubben og blandt klubbens fans. Det er som sagt snart 7 år siden Brøndby vandt et mesterskab, og der har stort set været turbulens i klubben lige siden årsskiftet 2005-06, hvor Michael Laudrup og Per Bjerregaard ikke kunne blive enige om en forlængelse af kontrakten.


Men på trods af alle disse massive problemer, har Brøndby trods alt vundet en sølvmedalje, tre bronzemedaljer og en pokaltitel i samme periode. Klubben har været direkte uheldig med ikke at komme i Europa League i to-tre tilfælde – mod Sporting, Hertha Berlin og vel egentlig også mod Reid. Det skyldtes personlige fejl, som måske skyldtes, at spillerne ikke havde de rette værktøjer til at kunne klare det massive pres, der hvilede på dem.


Hver gang begynder man at lede efter skyldneren til alle disse nedture (som i næsten enhver anden klub end Brøndby ville have været lig med en fantastisk optursperiode) - og hvis man endelig skal tale om skyld, så er det ikke til at komme uden om de ledelsesmæssige problemer, de skiftende trænere, ledere og spillere, der har bragt brænde til mediebålet i tide og utide. Nogen mener ligefrem, at alting udelukkende skyldes den ensomme og stædige ældre ulv, der agerer kransekagefigur i klubben, hvilket jeg måske tror er at sætte tingene en anelse på spidsen.

For en del af skylden ligger måske også på det helt enorme og fuldkommen urealistiske forventningspres fra omverdenen og klubbens mange fans (inklusive mig selv), som hviler på spillerne, et pres som spillerne simpelthen ikke har haft kvaliteterne til, og ikke har fået roen til, at kunne leve op til igennem de sidste syv år.


Den nye start
Nu er klubben øjensynligt startet på en frisk med Auri Skarbalius som træner og Ole Bjur som sportsdirektør – ja selv den ensomme, ældre ulv har ved årsskiftet signaleret, at man vil starte på en frisk, efter "fem forfærdelige år," som han med en bombastisk reference til Tysklands besættelse under 2. Verdenskrig, kalder størsteparten af perioden siden Michael Laudrup stoppede. Og faktisk ser det ud til at Per Bjerregaard selv har taget et ansvar på sig ved ikke at gøre eller sige noget siden – så vidt jeg kan se, er der endelig begyndt at komme ro på i medierne og i truppen. Der har ikke været rumsteren fra krogene, og BIF har ikke trukket nogen grimme overskrifter siden. Kunne det måske tænkes, at man efterhånden har fået lokaliseret de brodne kar, som igennem årene har lækket fortrolige historier til pressen i tide og utide?


Brøndby trådte ind til foråret som et regulært bundhold. Nr. 10. Med andre ord kan man ikke forvente bare at sætte et hold som AGF på plads i sidste weekend, for de er langt længere fremme i processen med at stabilisere klubben og holdet, end Brøndby er på nuværende tidspunkt.

Senest så vi sidste søndag mod netop AGF, at Brøndby-fansene holdt deres mund i stedet for at bakke deres hold op, pga. at klubben har taget et spædt initiativ til at forsøge at komme tilskueruroligheder til livs. Det gravalvorlige og stille stadion var lige præcis det sidste holdet havde brug for i den nuværende situation, hvis de skulle have en chance for at vinde mod et af ligaens subtophold.


Fansenes kæmpe magt
Jeg tror Brøndbys fans har en langt større magt end de tror. Måske har de endda en langt større indflydelse på resultaterne igennem de sidste mange år, end de selv vil vedkende sig? Presset kan blive så stort, at spillerne bliver bange for at performe, fordi de bliver straffet så hårdt for at gøre noget forkert. Og de er for de flestes vedkommende formentlig slet ikke gearet til at kunne håndtere et så massivt pres. Det kræver spillere på et niveau, som klubben ikke har råd til. I stedet for at fansene tager en del af ansvaret for de svigtende resultater på sine skuldre, så ser de som oftest ud til at give skylden til nogle andre - som oftest er det Per Bjerregaard, spillerne og trænerne, som udråbes til uduelige klaphatte. Men man må vel gå ud fra, at alle har forsøgt efter bedste evne - eller hvad?

At bruge den enorme magt fansene har, på at komme med politiske statements midt i en kamp, som mod AGF, det virker for mig at se temmelig ukonstruktivt. At bruge sin magt på at forsøge at presse Per Bjerregaard ud af klubben, som man så med de røde flag i en lang periode sidste sæson, det er også ukonstruktivt. For selvfølgelig vil manden, der mere end nogen anden, har skabt fundamentet for hele klubben, ikke finde sig i at blive skubbet ud midt i klubbens værste periode. Det burde være logik for perlehøns. Faktisk viser det vel også noget beundringsværdigt om klubbens leder, at han har holdt ved trods det ekstreme pres, kombineret med alvorlig cancer-sygdom? Hvor mange andre ville have været deres klub tro i et sådant stormvejr? Om man kan lide manden og hans dispositioner eller ej, så viser det vel noget grundlæggende om hvilket stof manden er gjort af, at han ikke har trukket stikket endnu.

Et af klubbens stærkeste kort: Fansene
Som jeg ser det, så er den store og fantastisk festlige fanbase en af klubbens stærkeste muligheder for at komme op mod toppen lige nu. For det ser ud til, at holdet p.t. er alt for skrøbeligt til at klare den alene. Dertil er de ikke gode nok i forhold til alle de andre hold i Superligaen. Holdet er på niveau med AGF lige nu. Det må man bare se i øjnene. Og der er ikke økonomi til at købe nye spillere.

Der, hvor klubben stadig adskiller sig markant fra konkurrenterne i Danmark, det er på tilskuerpladserne. Og den eneste reelle mulighed for at blive tophold igen, det er vel at få ro på i kulisserne, at udvikle de spillere der er, og give trænerne og spillerne ro og opbakning til deres arbejde, og sørge for, at alle trækker i samme retning. Også fansene.

Det tætteste på en undskyldning
Jeg ser ikke at negativitet og trods som en realistisk mulighed længere. Det løb er kørt. Man har forsøgt sig igennem flere år, men det eneste det skaber, er mere turbulens i klubben og spillertruppen, som dermed kommer længere og længere fra en vending. Jeg tror personligt at Per Bjerregaards manglende evner til at træffe rationelle beslutninger igennem de senere år har haft mere afgørende tilknytning til hans sygdoms mere og mere alvorlige karakter, end man lige skulle tro. Han har mistet klarheden i denne periode. Nu er han formentlig tilbage i sundere form, ser det ud til, og han har selv lagt op til forsoning: Lad os nu glemme de fem, forfærdelige år! Det er vel i realiteten det tætteste man kommer på at få en reel undskyldning fra en af verdens mest stolte mænd?

Som både Kasi-Jesper og Auri har været ude at sige, så er der kun én mand, der kan få Brøndby tilbage på sporet, og det er Per Bjerregaard. Det er der vel en grund til, at de siger? Det er vel ikke bare tomme floskler. For både Auri og Jesper Nielsen er kendt for at sige sin mening, sådan som jeg ser dem. Min opfordring er, at det er på tide at droppe det gamle nag og tilgive manden for sine fejl. Tage den skjulte hentydning til sig, og rykke videre. Og til dem, der stadig er skeptiske, så kan man sige, at den hurtigste vej til at komme af med Per Bjerregaard det er faktisk at hjælpe ham med at få sit otium som fortjent: Ved at bakke helt vanvittigt op i medgang og modgang, så han hurtigst muligt vinder mesterskabet igen og dermed kan levere klubben videre til næste generation med stolthed.

Analyse: Sådan skal Superligaen ende i år, hvis CL-pladsen skal bevares fremover

En analyse af koeffiecientlisterne viser, hvor vigtigt det er for en mindre liga at have en stabil top og subtop år efter år, hvis den skal have direkte adgang til Champions League - hvilket igen fortæller noget om, hvorfor det ikke kun er Brøndby-sympatisører, der ønsker klubben tilbage som magtfaktor.

Nu har danske fodboldfans og -medier i flere år kunne juble over den danske seedningscoefficient, som i år har sikret den danske mester direkte adgang til gruppespillet i Champions League. En adgang, som jeg med selvvalgte skyklapper for øjnene selvfølgelig havde håbet ville gå til Brøndby.

Den direkte gruppespilsplads vil med meget stor sandsynlighed også sæsonen efter give den danske mester direkte adgang til gruppespillet, med mindre Champions League-vinderen ikke kvalificerer sig til næste års Champions League via sin nationale turnering. Der er al mulig grund til at glædes over disse gruppespilspladser, fordi det er med til at gøre superligaen og dermed forhåbentlig også Brøndby stærkere - omend det er med en umiskendelig smag af malurt, at man skal se de europæiske pladser ryge direkte til alle de andre klubber.

For ikke alene har Brøndby igennem de sidste fem år stort set kun symbolsk og inddirekte været med til at indsamle de historisk mange point til Danmark - Randers, FC Midtjylland og FC Nordsjælland har i princippet gjort ligeså meget i den henseende - men derudover er det faktisk også værd at lægge mærke til, at man allerede nu, ved at kigge på koefficienttallene kan se, at disse direkte gruppespilspladser, som kommer i de to kommende sæsoner, realistisk set kommer til at blive enlige svaler, der flakser rundt på himlen, inden de formentlig flyver til sydligere himmelstrøg igen.

Det begrunder jeg med, at hvis man kigger på, hvordan de danske hold har klaret sig i de sidste tre år, så er vi på trods af FCK's imponerende Champions League-sæson sidste år, allerede blevet overhalet af lande som Cypern, Schweitz, Østrig, Belgien og Israel - lande, som vi ellers havde lagt bag os med den flotte 12. plads sidste år, og den næsten lige så imponerende 13. plads i år. Men ud fra de sidste tre sæsoner ligger vi nummer 17. Endda med et betydeligt hul på 3,45 point op til nummer 15, som er den plads, der i denne sæson sikrede den danske sølvvinder en plads i CL-kvalifikationen. 3,45 point lyder måske ikke af meget, men når man tænker på, at man for Danmarks vedkommende i denne sæson har fået 0,4 point for en sejr og 0,2 point for en uafgjort, så vil man kunne se, at det er et næsten umuligt spring at indhente, med mindre Danmark får et par jubelsæsoner samtidig med, at de andre lande får nogle elendige sæsoner.

Det er på mange måder smerteligt at måtte se i øjnene, at det lige netop er de sidste tre år, der vil komme til at bide os i halen, idet det samtidig er disse tre år, hvor Brøndby i flere omgange har været så utrolig tæt på et europæisk gruppespil. Brøndby kunne og burde have været med til at gøre den afgørende forskel rent koefficientmæssigt, hvis ikke vi havde lidt de tåbelige nederlag mod Hertha Berlin, Sporting Lissabon og Reid.

På alle leder og kanter betyder de svigtende europæiske resultater noget. Både for ligaen og for Brøndby selv. Vi er nu røget så langt ned, at klubbens seedning er så dårlig, at den reelt ikke har nogen værdi i forhold til de fremtidige chancer for at komme i gruppespillet, men kun betyder noget i forhold til at kunne slippe for de første par kvalifikationsrunder mod eksempelvis Færøske og Maltesiske hold i juli måned. Og dermed er vi startet forfra. Som klubber som FC Midtjylland, Randers og FC Nordsjælland måtte gøre det. Og dermed har man mistet den lille chance der førhen var for at møde en lidt svagere modstander - nu er man stensikker på at måtte bevise sig selv overfor en klassemodstander, førend europæisk gruppespil kan komme på tale.

Da det formentlig er usandsynligt at regne med Brøndby som europæisk deltager i næste sæson, så er løbet nok formentlig kørt for at få lov at ride med på den gode seedningsbølge. Med mindre klubben da vinder mesterskabet i næste sæson. Det vil faktisk være den bedst tænkelig kickstart klubben kunne give sig selv, hvilket der nok ikke er nogen, der kan være i tvivl om. Men om det er realistisk er så en anden side af sagen.

Opskriften på at beholde den gyldne 12. plads, eller blot den ganske fine 15. plads
Hvis Danmark i denne sæson skal have de bedst mulige forudsætninger for at skrabe en masse point sammen til ranglisten, så vi bare skal have den mindste chance for at beholde den faste Champions League-gruppespilsplads (og så Brøndby kan få fornøjelsen af at ride lidt med på bølgen af de andre klubbers gode resultater, ligesom de andre klubber førhen red med på bølgen af Brøndbys gode resultater), så er der faktisk kun én eneste kombination af placeringer af de europæiske pladser, der giver mening, og det er:

FC Nordsjælland skal blive mester i år. I denne henseende er det hverken fordi vi er så trætte af FCK, eller fordi FC Nordsjælland objektivt set har spillet det bedste og smukkeste fodbold i sæsonen - men fordi FCK i sig selv har så fantastisk gode seedningspoint klubmæssigt, at de som det eneste danske hold vil kunne spadsere sig nogenlunde igennem en kvalifikation som sølvvinder. Alle andre danske sølvvindere vil, som vi så det med OB i denne sæson, skulle møde hold som Villareal, Arsenal eller Milan i de afgørende kvalifikationsrunder, og dermed vil de kun teoretisk kunne slå sig igennem til gruppespilet. Helt anderledes ser det ud med FCK som sølvvinder: De vil pga. deres seedning møde modstandere som fx Rubin Kazan, FC Zürich, Twente, FC Vaslui og Udinese, som med al respekt må formodes at være en anelse svagere end Bayern München, Lyon og Arsenal.

Derudover så gælder det for Danmark om at få AAB og OB op på de europæiske pladser i år, idet AAB i denne og også næste sæson har en afgørende chance for at spille sig direkte i Europa League uden chance for at møde et eneste storhold, og dermed kan de stadig benytte sig af de to gode sæsoner, de præsterede for nogle sæsoner siden, inden de, som det er sket for Brøndby, dumper så langt ned, at de reelt skal starte forfra pga. 5-års-regelen. Men selvom de overvejende vil møde overkommelige modstandere, er der selvfølgelig også nogle lede nogle af slagsen, som de kan være uheldige at støde ind i, fx Young Boys, Nacional, Trabzonspor og Bursaspor. Men med større sandsynlighed vil de møde hold som Helsingborg, Hearts eller HJI Helsinki.

Den sidste klub, vi rent seedningsmæssigt skal have med, er OB, idet de med noget mindre margen end AAB kryber over seedningsgrænsen for at møde de frygtindgydende hold som Schalche 04, Bilbao osv., og formentlig derfor også vil slippe afsted med forholdsvis let modstand.

Alt dette er selvfølgelig de matematisk mest sandsynlige udregninger, der vil kunne sikre dansk fodbold den størst, tænkelige chance for at kunne bevare sine Champions League-gruppespils-pladser. Men når alt kommer til alt, så kan matematikken jo være så inderligt ligegyldigt, hvis ikke holdene er skarpe nok på dagen. For så er selv hold som Legia Warszawa, Shamrock Rovers eller CSKA Sofia lig med en potentiel afklapsning. Desuden så er der en anden lille detajle, som selv de mest optimistiske, matematiske udregninger ikke kan råde bod på i denne henseende, og det er, at vi i næste sæson efter alt at dømme vil komme til at se nogle helt store, europæiske koefficient-amatører drøne ud for Danmark via pokalturneringen: Enten HB Køge, Sønderjyske eller AC Horsens, idet FC København er kvalificeret via Superligaen, med mindre de da helt usandsynligt skulle ryge helt ned som nummer tre inden sæsonens udgang.

Interessant er det dog at bemærke, at matematikken med al tydelighed viser, hvor vigtigt det kan være for en liga at have en nogenlunde stabil top og subtop. Skrækeksemplet er Sverige, hvor mesteren jo stort set er forskellig fra år til år, hvilket resulterer i rangeringer nede blandt nummer 24, to flotte pladser over Norge, der også er faldet af på den. Når de europæiske pladser ikke fastholdes stabilt til en lille skare af topklubber år efter år, så ryger både landets og klubbernes mulighed for at drage afgørende fordel af tidligere resultater. Her er eksemplet AAB det mest åbenlyse, idet de i år overraskende nok ligger på europæisk niveau med klubber som Aston Villa, Stoke og Lokomotiv Moskva, mens de om et par år vil ligge og rode rundt i bunden som fx NK Maribor, Randers FC eller SV Reid... men nå ja, så er det vel værd at huske på (eller måske nærmere værd at glemme?), at selv ikke matematiske udregninger kunne stoppe en koefficientmæssig undermåler som Reid i at spille effektiv fodbold mod et rystende usikkert Brøndby-hold.

Under alle omstændigheder så giver koefficientsnakken jo kun mening såfremt holdene spiller på et stabilt, højt niveau, så de ikke risikerer at ryge ud til sekundahold, som det også skete for AAB i 2009, hvor man trods en perfekt seedning røg ud til det upåagtede Slavija Sarajevo. For hvis det er tilfældet, vil det nok være bedre at få et velspillende Brøndby-hold med, på trods af deres dårlige seedning. Men før det bliver tilfældet, så skal Brøndby nok have lidt mere tid til at få styr på koncepterne og strategien, hvilket indbefatter at beholde deres største talenter noget længere tid, hvilket var en af konklusionerne i seneste indlæg her på bloggen. Men når de så har fået styr på tingene, kunne Brøndby passende benytte sig af muligheden for at stjæle den direkte Champions League-plads i 2013. Det manglede da bare.

Se selv mere statistik på Bert Kassadies dagligt opdaterede koefficientlister.

Daniel Wass, belgiske talenter og en ørn

For en uges tid siden var jeg på ferie i Portugal sammen med en god ven. Udover den obligatoriske portvinssmagning, skulle vi selvfølgelig også se en fodboldkamp, og her var vi så heldige at have valgmuligheden mellem ærkefjendeopgøret mellem Benfica og Porto eller returkampen i Champions League mellem førnævnte Benfica og Zenit St. Petersborg. Af logistiske årsager valgte vi sidstnævnte. Som Brøndby-tilhænger kunne det have været sjovt at se Daniel Wass i aktion for Benfica, men da klubben valgte at udleje ham inden han kunne nå at sige "ola", måtte vi tage til takke med højst sandsynlig at være de eneste danskere på Estadio da Luz. Skal jeg være helt ærlig, tror jeg også at den unge dansker ville have haft svært ved at følge med i denne kamp.

Opvarmningen til kampen vil jeg sent glemme. Ti minutter før CL-hymnen spilles, sendes en ørn (klubbens symbol) afsted fra taget og svæver herefter rundt på stadion i et par minutter til stående applaus fra publikum inden den lander på  klubbens logo, der er placeret i midtercirklen. Det er den mest storladne opvarmning til en fodboldkamp jeg nogensinde har set og jeg ville ønske vi havde noget tilsvarende i Brøndby. Det behøves slet ikke at være en gigantisk ørn. Jeg ville stille mig tilfreds med en mindre falk eller høg. Brøndby er trods alt en mindre klub end Benfica. En video med Benficas ørn kan ses her. 

Da jeg har boet i Belgien i lidt over et år, kunne jeg ikke lade være med at lægge mærke til kampens to belgiske spillere, Axel Witsel og Nicolas Lombaerts. De gjorde det begge aldeles fremragende. Begge var 22 år da de skiftede til udlandet, dvs. samme alder som Daniel Wass. Men hvor Wass ikke blev vurderet god nok, har Witsel i løbet af et halvt år udviklet sig til en profil på holdet. Det skal nævnes at Axel Witsel i fire år var fast mand på et meget stærkt Standard Liège-hold og allerede i 2008 blev kåret til den bedste spiller i den belgiske liga. Derfor er det svært at drage en direkte sammenligning mellem ham og Daniel Wass, men alligevel vil jeg mene at det viser flere ting om den nuværende forskel mellem dansk og belgisk fodbold.

For det første er der væsentlig flere penge i belgisk fodbold. Spillerne bliver simpelthen solgt for et større beløb end i Danmark, eksemplificeret ved at Standard Liège, udover Witsel, også solgte Stephen Defour og Eliaquim Mangala sidste sommer til portugisiske klubber for samlet ca. 23 millioner euro. Tilsvarende har en dansk klub ikke solgt en spiller for så mange penge siden Liverpool købte Daniel Agger af Brøndby i 2006. Samtidig skal man huske på at markedet for køb og salg af fodboldsspillere var væsentlig anderledes for fem år siden. Sidste sommer var det største salg for en dansk klub formentlig William Kvists skifte til Stuttgart, der menes at have indbragt FC København i omegnen af 30 millioner kroner. Men hvorfor er spillere fra Belgien mere værd? Det mest logiske svar er at den korte afstand til storklubber i Tyskland, Frankrig og England medvirker til at flere agenter er tilstede i landet og dermed skaber større fokus på ligaen. Derudover har belgisk fodbold traditionelt klaret sig bedre i europæisk fodbold og var i 80'erne en af de bedste ligaer i Europa.

For det andet er det min opfattelse at unge belgiske spillere bliver kastet for løverne (undskyld udtrykket) tidligere end i Danmark, og at de derfor har et forspring i forhold til deres jævnaldrende i Danmark. Samtidig bliver mange af de største belgiske talenter i landet indtil de har spillet et par år i ligaen, som det var tilfældet med de to nuværende Chelsea-spillere Lukaku (Anderlecht) og Courtois (Genk). I Danmark derimod, får klubberne sværere og sværere ved at holde på de største talenter (Bendtner, Eriksen, Boilesen, Fischer). Dermed når de ikke at spille i superligaen inden de rejser til udlandet, hvilket er et kæmpe problem, da de største salg ligger i forholdsvis unge spillere, der allerede er slået igennem i deres nationale liga. Når danske talenter bliver solgt til udlandet inden de er etablerede førsteholdsspillere svækker det både ligaens status og klubbernes pengepunge.

Hvis Brøndby virkelig vil tilbage til toppen af dansk fodbold, bliver man nødt til at holde længere på sine største talenter. Nu vil enkelte måske mene at eksempelvis Nikolai Boilesen alligevel ville have skiftet til en udenlandsk klub på et tidspunkt, så vil det virkelig gavne klubben at holde på de bedste talenter i et par år inden de uundgåeligt sendes videre i systemet? Ja, det mener jeg helt sikkert. Udover den økonomiske gevinst, vil det efter min mening også øge kvaliteten på Brøndbys førstehold, selv om de bedste kun vil være at finde på holdet i et par år. Thomas Kahlenberg er et glimrende eksempel på dette. Nuvel, Brøndby skal altså holde lidt længere på de største talenter, men hvordan kan de gøre det når Chelsea og Bayern München samtidig lover 16-årige spillere guld og grønne skove? Svaret er, at det vil de heller ikke altid kunne. Men de kan måske øge chancerne for at en ung spiller bliver i klubben i nogle år mere, hvis vejen til førsteholdet var lidt kortere. Dermed siger jeg ikke at alle 16-årige stortalenter skal rykkes op i A-truppen, men de skal kunne se at de ikke nødvendigvis skal være 18 år for at få debut for Brøndby. Ellers kan de jo lige så godt tage til Ajax.

At holde lidt længere på de største talenter er selvfølgelig ikke et svar på Brøndbys nuværende problemer. Men det er, efter min mening, en vigtig del af vejen tilbage til toppen.

Den tabte Brøndby-årgang

TV2 sendte for ca. ti år siden et ganske interessant program om danske fodboldtalenter født i 1985. "Talenterne" hed det. Man fulgte de 15-årige drenge fra deres første træningssamling i DBU-regi til Europamesterskabet for U-17 hold i Danmark i 2002.

Det var en meget talentfuld årgang med mange forskellige spillertyper, der umiddelbart fungerede godt sammen. Nu er de i midten af 20'erne og skulle således gerne være på toppen af deres karriere, men for de fleste er det langt fra gået som DBU havde håbet på.

Flere af spillerne har allerede stoppet karrieren eller spiller amatørfodbold (Martin Ogstrup, Rune Lind), mens andre kæmper for en plads på deres respektive hold (Dennis Cagara i en lang række superligaklubber, og senest i 2. bundesligaklubben FSV Frankfurt samt Jeppe Brandrup i Lyngby). I den modsatte ende af skalaen findes vindertyperne William Kvist og Niki Zimling, der begge har succes i deres europæiske klubber og p.t. udgør den centrale midtbane på landsholdet.

Det er meget svært at spå om hvilke spillere der har mentaliteten til at tage skridtet fra ungdomseliten til vokseneliten, men samlet set kan man ikke sige, at årgangen har fået den succes man forventede.

Nu vil den vågne læser nok spørge til hvorledes Brøndby IF kommer ind i billedet om denne talentfulde fodboldårgang. Det gør den fordi Brøndby havde fem spillere med til dette U17-EM, flere af dem blev nævnt som de største talenter i truppen.

Kasper Ambrosen (målmand)

Dennis Cagara (venstre back)

Henrik Kildentoft (højre back)

Kasper Lorentzen (offensiv midtbane)

Niki Zimling (central midtbane)

Senere hentede Brøndby yderligere to spillere fra 85-årgangen, den lynhurtige wing Johan Absalonsen og den suveræne topscorer, Morten "Duncan" Rasmussen.

Klubben har således haft glæde af hele syv spillere fra den talentfulde årgang, der alle spiller forskellige positioner. De kunne have udgjort rygraden på klubholdet i dag, men er i stedet spredt for alle vinde. Ingen af de ovennævnte spiller længere i Brøndby.

Det er der selvfølgelig forskellige forklaringer på. Kasper Ambrosen og Henrik Kildentoft var ikke gode nok til et (på det tidspunkt) tophold i Danmark, mens Dennis Cagara valgte at tage chancen og skifte til Hertha Berlin efter han havde spillet en del kampe på førsteholdet. Resten fik reelt ikke chancen for at vise deres værd. Daværende træner Michael Laudrup valgte rutine frem for talent, eksemplificeret ved at man hentede Stefan Schmidt i AaB til en reserverolle i stedet for at satse på Niki Zimling, der senere blev sendt videre til Esbjerg for en slik.

Samme historie gør sig omtrent gældende med Johan Absalonsen, der skiftede til OB og Kasper Lorentzen, som endte i Randers efter en længere skadespause. Ironisk nok var den eneste spiller der slog igennem ikke fra egne rækker, men købt i AGF for et større millionbeløb. Her havde Morten "Duncan" Rasmussen allerede udviklet sig til en habil superligaspiller, hvorfor Brøndby ikke risikerede noget særligt da man hentede ham.

Det er selvfølgelig ikke alle profiler fra en ungdomsårgang der fortsætter deres udvikling og også bliver profiler i seniorfodbold, og derfor ville det også have været exceptionelt hvis alle syv spillere fra 85-årgangen var blevet landsholdsspillere. Men forudsætningen for at unge spillere fortsætter deres udvikling er, at de får chancen for at bevise, at de er gode nok.

Dengang var BIF-truppen fuld af rutinerede spillere som de unge kunne læne sig op af (Per Nielsen, Morten Wieghorst m.fl.), og netop derfor undrer det mig stadig at man ikke gav Zimling og Absalonsen flere chancer på førsteholdet. De havde, sammen med Lorentzen, potentialet til at blive profiler på vestegnen. I dag har de alle fået deres debut på det rigtige landshold og Zimling er, som tidligere nævnt, en succes på både klub- og landshold.

De første to afsnit af 'Talenterne' kan stadig ses på TV2 Play, dog mod betaling.

Et mindeværdigt møde på Brøndby Stadion

Sebastian Stanbury på et frysende Brøndby Stadion

Normalt plejer jeg at tage med min storebror på Brøndby Stadion, men eftersom han for tiden befinder sig i Bruxelles, og jeg ikke kunne få min Canal 9-boks til at virke, besluttede jeg at tage en impulsiv springtur til Brøndby Stadion. Til sæsonstarten mod Sønderjyske.
 
Efter en ti kilometer cykeltur igennem nogle af fortidens landsbyer, der nu er blevet opslugt af højhuse og motorvejsafkørsler, med små gårde og landsbykirker klemt inde mellem parcelhuse, nåede jeg endelig til den lille mølle i Brøndby, der står ved en af indfaldsvejene til stadion. Som sædvanligt lød der forventningsfulde stemningsbrøl fra tribunerne allerede en halv kilometer væk. Der skulle tre point på kontoen og fadøl i maven for at holde varmen.

Jeg satte mig på øverste tribune, hvor overblikket er bedst, både til fodbolden og til Sydsidens smukke tifoer. Der var godt fyldt op på sæderækkerne, så jeg spurgte en mørkhåret fyr på omtrent min egen alder, om der var plads ved siden af ham.

Brøndby lagde fint ud, og trods en stor, indledende fejl af den nye venstreback, som kunne have kostet, lod det til at holdet havde skrabet en hel del af forårets tabte selvtillid op fra kulkælderens gulv.

Varmen fra martssolen forsvandt ganske hurtigt bag halvtaget på stadion, og min ryg var helt våd af sved fra cykelturen, hvilket jeg ikke var helt tilfreds med - men til gengæld smagte øllen dejligt ufortyndet af pilsner. Efter nogle minutter føltes det dog mærkelig koldt at sidde på stadion uden at føre en lille fodboldsnak undervejs, så kort efter begyndte jeg at tale med min sidemakker.

Måske for at teste om det var en kender eller en novice jeg havde med at gøre med - eller fordi jeg ikke lige vidste, hvad jeg skulle indlede med - spurgte jeg, om han vidste, hvad Brøndbys nye venstre back hed, selvom jeg godt havde styr på, at han hed David Norouzi og kom fra ungdomsafdelingen. 

"Ja, han hedder Daniel Norouzi og er 19 år gammel, han har vist spillet nogle kampe for U-19-landsholdet," sagde han. Ok, det var Daniel Norouzi og ikke David. Så var hans fodboldviden altså forholdsvis bred, når han kendte til en ukendt ungdomsspiller, der endnu ikke havde debuteret.

Dødboldsituation til Brøndby.

Den sympatiske fyr hed Sebastian, og vi endte hurtigt med at falde godt i hak over kampen og fodbold generelt. Det viste sig, at han slet ikke var Brøndbyfan, men faktisk var en Vejledreng, der netop var flyttet til hovedstaden. Han var på Brøndby Stadion i et langt mere uventet ærinde end at støtte de blågule helte mod sejr.

"Mit mål er at besøge samtlige 58 danske divisionsklubber til en betydende kamp i løbet af sæsonen 2011/2012," sagde Sebastian. "Bagefter skriver jeg en reportage om det på min hjemmeside."

"Hvilket nummer er du så nået til i dag?" spurgte jeg med diskret opspærrede øjne.

"Det her er nummer 32,"  sagde han og fortalte videre om, hvilket logistisk hovedbrud det kunne være, at nå at overvære en kamp på alle 58 stadions. Det krævede, at man i flere runder overværede flere fodboldkampe samme dag. Og samtidig havde han jo også andre ting at se til.

Mens han havde boet i Jylland, før jul, havde han sørget for at klare det meste af 2. division Vest samt de jyske 1. divisions- og superligahold, idet han vidste, at han ville flytte til Sjælland midtvejs. Så foråret ville komme til at bestå af en hel del besøg i 2. divisionsklubber øst for Storebælt.

Jeg behøvede ikke engang at spørge om hvorfor han udsatte sig selv for dette projekt, for han behøvede ikke at sælge idéen for mig, hvilket jeg ellers kunne forestille mig, at han er nødt til at gøre ind imellem. Jeg var solgt fra start. Selvfølgelig skulle han da besøge alle 58 stadions i år. Fantastisk idé. Han brændte ligesom jeg selv for alle de særegne historier og skæve detaljer, der fandtes derude i klubberne. For alle de tingene, der hørte med til fodboldlivet både på og udenfor banen.

"Jeg overværede fx en kamp i silende regnvejr, hvor der hele kampen igennem sad en tilskuer fuldstændig mutters alene ovre på den modsatte, uoverdækkede sidetribune."

Jeg fik også reklameret lidt for denne nystartede blog, og fortalte ham om en idé til en fodboldbog, jeg bryggede på engang, men som jeg vist aldrig rigtig havde fået drøftet med andre endnu. Her sad en fyr, som havde ført flere af sine skæve fodboldidéer ud i livet.

Michael Krohn-Dehli fejrer scoringen med publikum og Simon Makienok.

Efter jubelen over Michael Krohn-Dehli's afgørende straffesparksscoring til 1-0 mod Sønderjyske, som er foreviget mere detaljeret andet steds på denne blog, luftede Sebastian endnu en vigtig vinkel på fodboldlivet:

"Jeg glæder mig til at se, hvad tilskuertallet er i dag," sagde han - og så kunne jeg næsten ikke lade være med at smile - jeg troede ærlig talt ikke der var mange andre end mig selv, der for alvor gik op i tilskuertal.

Det måtte selvfølgelig resultere i en gættekonkurrence, som jeg følte mig temmelig sikker på at vinde, idet jeg burde kende Brøndby Stadions kapacitet bedre end ham. Jeg skød på 12.500, fordi jeg ikke turde være mere positiv til en isnende kold bundgyser mod Sønderjydske i marts måned - især ikke efter et skuffende efterår - mens han lagde et noget højere bud i ovnen, nemlig 13.700. Tilskuertallet viste sig at være 14.070.

Eftermiddagen endte med at være et virkelig sjovt møde mellem to fodboldfans med samme interesser for de skæve vinkler i fodbolden - tilskuertal, stadions og alle de særegne historier, der befinder sig ude i fodboldens verden.

På vej ud fra stadion fortalte jeg Sebastian, at hvis denne nystartede blog skulle give mening, så ville jeg skrive om netop dette møde, vi netop havde haft på denne kolde eftermiddag på Brøndby Stadion. For som vi blev enige om, så var dette en af de særlige fodboldoplevelser vi ville mindes resten af sæsonen.

Håber at støde ind i Sebastian til en fodboldkamp igen på et senere tidspunkt. Indtil kan man følge med på hans hjemmeside, Pitchstop.dk, og se om han når målet med de 58 stadionbesøg. Mon ikke det lykkes?

Er Kasi-Jespers formue smuldret?

Måske var det meget godt, at Brøndby og Kasi ikke forblev et tæt par dengang for et par år siden? I hvert fald skriver DR i dag, at hans formue reelt er væk...

"Erhvervsmandens manglende midler kan få konsekvenser for de virksomheder, herunder fodboldklubben Brøndby, der hidtil har været afhængige af Jesper Nielsens penge.

- Hele formuen afhænger af den lodseddel, han har. Det gælder om at overleve indtil da, siger Alfred Grinderslev, der igennem flere år var partner i revisionsfirmaet Ernst & Young og blandt andet har bistået Bagmandspolitiet med at opklare en række sager.

- Hans økonomi hviler på et meget usikkert grundlag, og stort set alle de penge, som han allerede har tjent, er væk, konkluderer han."

Læs hele artiklen her.

Fremtidens Brøndby-trup - kontraktlængder

Det er interessant at se, hvordan fremtidens OB-hold igennem kontraktforlængelserne er blevet mere og mere tydeligt inden for det seneste halve år, mens det stadig ser lidt mere usikkert ud for Brøndby IF. Inden for det seneste halve år har OB sørget for at have en stamme af bærende spillere klar til sommeren 2014 og 2015, deres to største talenter til 2015:

Sommeren 2015: 

• Rasmus Falk
• Bashkim Kadrii
• Jesper Christiansen

Sommeren 2014: 

• Kalilou Traoré
• Espen Ruud
• Morten Skoubo
• Rurik Gislason
• Tore Reginiussen

Dertil skal lægges, at de to profiler, Eric Djemba-Djemba og Bernard Mendy begge offentligt har givet udtryk for, at de er interesseret i at forlænge. Så er vi oppe på 10 af de kommende års forventede stamspillere.

Her følger så et tilsvarende billede på Brøndbys kontraktudløb - grunden til, at det er spændende er, at længden af kontrakterne må forventes at give et billede af, hvordan sportschef Ole Bjur tænker at fremtidens stamme af spillere skal se ud.

Vinteren 2015/2016: 

• Simon Makienok

Sommeren 2015:

• Oke Akpoveta 

Sommeren 2014: 

• Daniel Stenderup
• Mikkel Thygesen
• Martin Bernburg
• Daniel Norouzi

Vinteren 2013/2014: 

• Tørnæs
• Goodson
• Mathias Gerth 
• Nicolai Agger

Sommeren 2013: 

• Michael Falkesgaard 
• Anders Randrup
• Jens Stryger Larsen 
• Michael Krohn-Dehli
• Jan Kristiansen 
• Mathias Larsen
• Brent McGrath
• Dennis Rommedahl
• Dario Dumic 
• Azad Corlu (udlejet til AB til sommeren 2012)

Sommeren 2012: 

• Mikael Nilsson
• Jan Frederiksen 
• Alexander Green
• Oluwafore Femi

Uvist kontraktlængde: 

• Frank Semou

Når man kigger skemaet igennem kan man se, at der lykkeligvis efterhånden kun hviler nogle enkelte af fortidens skygger over truppen, begået af den tidligere sportschef, Anders Bjerregaard, der kastede om sig med tvivlsomme, fire-fem-årige kontrakter i millionklassen til spillere.

Disse tilbageværende skygger består primært af Jan Kristiansen, der nok aldrig har været en spiller, der skulle have været hentet til Brøndby - slet ikke på en femårig kontrakt. Martin Bernburg er også en af disse skygger, men skyggen er blevet dannet af hans forfærdelig skadeshistorik og deraf svigtende form, og ikke på grund af manglende kvaliteter.

Listen viser, at Ole Bjur allerede, på under et år, har fået skabt en langt mere slank, skarp og harmonisk Brøndby-trup (nogle vil sige smal og tynd), og således har fået skilt sig af med en hel del af dem, der ikke var fremtid i, og formentlig til sommer vil skille sig af med de sidste. Det drejede sig for eksempel om Max von Schleebrügge, Remco van der Schaaf, Thomas Rasmussen, Stefan Gislason og Alexander Farnerud (sidstnævnte forlod dog klubben et par måneder inden Ole Bjurs officielle tiltrædelse, men han må forventes at have været inde over beslutningen). Til sommer ryger Jan Frederiksen og Mikael Nilsson formentlig.

Hvad der kan bekymre er, at allerede når en fodboldspiller har et års tid tilbage af sin kontrakt, så begynder man at høre en lind strøm af salgssnak og rygter i medierne, hvilket ikke kan formodes at være specielt gavnligt for spillerens fokus, og dermed holdet. Ligesom man har skulle høre om Mike Jensen denne vinter. Det kan betyde, at hvis Ole Bjur ikke snart beslutter sig for, hvad han vil med nedenstående spillere, så vil de formentlig begynde at fylde medierne med deres fremtidsævl allerede til sommer:

• Anders Randrup
• Jens Stryger Larsen 
• Michael Falkesgaard
• Jan Kristiansen
• Michael Krohn-Dehli (som jo allerede har talt om det længe)
• Brent McGrath
• Mike Jensen

Måske er det fordi Ole Bjur ikke tror på, at nogen af disse spillere kommer til at udgøre fremtidens Brøndby-stamme, ligesom OB tydeligt signalerer, at de ovennævnte spillere skal være stammen i de næste 2½-3½ år.

Ole Bjur har ikke offentligt givet udtryk for, at han føler sig presset over at forlænge med andre end Mike Jensen, hvilket nok også reelt er den eneste af spillerne med kontraktudløb i sommeren 2013, som kunne tænkes at få et bedre tilbud end Brøndby IF - altså udover Krohn-Dehli, selvfølgelig.


Man vil formentlig fuldstændig undgå en forlængelse med Jan Kristiansen, med mindre man ligesom i tilfældet med Remco Van der Schaaf, vil give ham et ultralavt bud, for at alle kan se sig selv i øjnene efter en skilsmisse. I tilfældet Femi tror jeg man vil forsøge at satse på sine egne spillere, med mindre han spiller et rigtig godt forår.

Listen med kontraktlængderne giver dog et fint billede af, hvem man stensikkert regner med skal tegne fremtidens Brøndby IF, selvfølgelig suppleret af eventuelle forlængelser, indkøb samt oprykninger fra den sprudlende talentafdeling:

Mål:

• Michael Tørnæs

Forsvar:

• Daniel Stenderup
• Clarence Goodson
• Daniel Norouzi

Midtbane: 

• Mikkel Thygesen
• Mathias Gerth 

 Angreb: 

• Oke Akpoveta
• Simon Makienok
• Martin Bernburg
  
• Nicolai Agger

Hertil gætter jeg på, at man vil forsøge at se tiden an med spillernes formkurver, og så ellers gøre hvad man kan for at forsøge at forlænge med Rommedahl, Krohn-Dehli, Randrup, Mike Jensen og kun hvis udviklingen bliver den rette også Michael Falkesgaard, Jens Stryger, Brent McGrath og Dario Dumic.

Spørgsmålet er så, om den fremtidige trup kan blive stærk nok til en topplacering i Superligaen, selv hvis de unge spillere udnytter deres potentiale maksimalt? Om der ikke skal nogle indkøb til i særklasse for at løfte den nuværende trup op til medaljeniveau? Som truppen ser ud nu, kan man sige, at denne sæson faktisk er sidste udkald for at lave resultater med truppens fokus intakt, altså uden at deres tanker og fokus rettes mod egne mål i stedet for truppens. Og i denne sæson ligger man jo altså nummer 9 på nuværende tidspunkt.

Så hvis der skal være noget fremtidigt potentiale i den nuværende trup, så burde man måske se en strøm af forlængelser til sommer og næste vinter - hvilket jeg dog ikke tror Ole Bjur har råd til. Sommeren 2013 - altså om mindre end 15 måneder - er absolut sidste chance for at gøre noget med den nuværende trup - altså i slutningen af næste sæson - for til den tid vil det reelt kun være nedenstående spillere, der ikke allerede har haft kontraktudløb, eller potentielt set kan have skrevet kontrakter med andre klubber pga. reglen om at man må skrive kontrakter et halvt år før udløb:

• Simon Makienok
• Oke Akpoveta
• Daniel Stenderup
• Mikkel Thygesen
• Martin Bernburg
• Daniel Norouzi
  

Så mon ikke der bliver grublet intenst i Ole Bjurs hoved i dette forår? Og mon ikke der bliver handlet og forlænget i næste transfervindue? Ellers begynder det for alvor at blive svært at se konturerne af fremtidens Brøndby-mandskab. Og konturerne af fremtidens mandskab skal formentlig findes primært i de nuværende spillere, og spillere fra talentafdelingen, når man tænker på klubbens fastfrosne økonomiske situation. For det er vel trods alt billigere at forlænge og skrive kontrakter med sine egne spillere, end det er at købe nyt udefra.

(Informationerne om Brøndby IF's kontraktlængder er delvist hentet fra skemaet på Sydsiden Online, samt fra egen research.)